Peter lå i sin seng og svedte. Og frøs. Dagen bag mørklægningsgardinet var begyndt. Det ville blive en trist dag. En dag som han havde frygtet. Nu var den her. Han kiggede mod loftet og reflekterede over synet. De langsgående brædder, hvori han kunne se, hvordan knasternes indflydelse på træets struktur stod tydeligt frem. Knasterne skød ringe omkring sig. Nogle ringe strakte sig den ene vej, mens andre den anden. Som om knasten trak tråde i hver sin retning. Han tænkte over livet. Knasterne var højdepunkterne i livet. Knasterne satte sig spor i fortiden og i fremtiden, men ville blive glemt med tiden. I dag var en knast som havde taget tilløb til at blive massiv i mange år forinden. Der havde været ringe – eller begivenheder om man ville – frem mod denne dag, knasten, og dagen i dag ville kaste skygger over de næste dage, uger, måneder, ja måske år. Men ville med tiden blive glemt eller overtaget af nye knaster, der var på vej. Sådan så han livet. Som et loftsbræt med knaster.
Han rejste sig fra sengen og strøg i et hurtigt bad. Han fandt sin sorte habit frem og iførte sig bisættelsesuniformen til ære for sin far. Han hørte kirkeklokkerne ringe. De kaldte allerede på ham. Han havde ikke lyst til morgenmad, men skyndte sig blot at sluge en kop kaffe og kom af sted i god tid. Kirken var allerede pyntet op, og farens hvide kiste stod på grænsen mellem skibet og koret på to bukke. Rækken af blomsterdekorationer frem mod kisten var imponerende. Den største lå på kisten og var fra Peter, Peters søster Tea og fra deres mor. Faren havde haft mange venner og familie. De efterlod ham ikke i dette liv uden at navnet fik en betydning. Frank Rosén. Det lå ligesom i navnet, at der skulle dækkes godt op med blomster til hans alt for tidlige død. Dekorationerne vidnede om farens korte men gode liv indtil sygdommen ramte uventet. Endnu et offer for kræften. 47 år og stadig med livet foran sig, havde det ikke været for den modbydelige sygdom. Peter satte sig på sin plads og lod dagen gå med våde øjne og en trykket stemning, der satte sig i brystbenet.
De næste uger var forfærdelige. Eneste lyspunkt for Peter var turene på kirkegården for at se, at havet af blomster på farens gravsted blev ved med at forny sig selv. Roser skød op uden rod, men til ære for Peters far af alle steder end det sted faren faktisk befandt sig. Det var en underlig tanke. At have en gravsten med farens navn, men ikke et sted der på nogen måde mindede om faren. Pladsen på kirkegården var velvalgt, men det var jo ikke her minderne sad. Alligevel troppede Peter troligt op hver dag og lagde en lille buket blomster på farens hvilested. Peters blomster forsvandt i havet af forskelligfarvede kreationer af roser og simple men velmenende buketter på gravstedet. Der gik en måned og så to. Besøget hver dag blev erstattet med hver anden dag. Derefter hver tredje dag. Efter nogle måneder var det en gang om ugen. Knasten aftog sin virkning og Peter lod tingene ske. Der var stadig nye blomster på gravstedet hver gang han kom, så han kunne kun supplere. Han brugte fem minutter ved gravstenen, hvor han fortalte lidt kort, hvordan det gik på jobbet, i hans liv, med familien, Tea og mor, om landsholdet som var farens interesse. De havde lige vundet en landskamp over Island. Ligegyldigt men dog et minde. Sådan blot nogle overskrifter. Der skete egentlig ikke så meget. Han savnede sin far.
Peter bemærkede gravstedet ved siden af sin fars. Han havde endnu ikke set en buket eller en simpel blomst derpå siden farens sted blev bragt i anvendelse. Der var noget hjerteskærende i, at farens gravsted var fyldt til randen med blomster hver dag som en anden blomsterbutik, mens fyrens her ved siden af, stod gabende tom, dag ud og dag ind. Nødtørftigt vedligeholdt, sikkert af kirkegårdspersonalet. Fyren hed Lars og var død juleaften for fem år siden kun 31 år gammel. Tragisk alligevel, tænkte Peter. Det måtte også have været sygdom eller måske en bilulykke. Peter besluttede sig for at købe en buket til Lars. Det så trods alt lidt godt ud, som om Lars også havde familie og fik besøg. Det gjorde Peter fremover. Hver gang han besøgte sin far og lagde en blomst, så købte han også en buket til Lars. Buketterne på gravstedet var væk ugen efter, men Peter lagde blot en ny.
Efter nogle måneder med den tradition tænkte Peter, at han da burde undersøge, hvem Lars var. Hvordan han døde? Måske hvorfor han aldrig havde besøg. Sådan for at skabe en relation, når nu han alligevel lagde blomster. Det var jo lidt mærkeligt at lægge blomster på et gravsted til en som han ikke kendte. Han gik ind på Google og søgte Lars frem. Søgningen var forholdsvis simpel. For hvad han fandt, var overraskende. Ja tilmed skræmmende. En juleaften for fem år siden havde Lars Jensen valgt at slå sin hustru gennem 6 år ihjel i parrets villa, hvorefter han besøgte hver af sine to små piger på deres værelse og gøre det samme med dem. Slå dem ihjel. Lars gik herefter ned på stationen og sprang ud foran toget. Peter var lamslået. Han havde gennem de sidste knap tre måneder lagt blomster på et gravsted, der tilhørte en morder. En barnemorder. En selvmorder. Han følte en stikkende skyldfølelse overfor Lars’ hustru og de to piger.
Næste dag besluttede Peter at undersøge, hvilken kirkegård Lars’ familien lå på for de var ikke at finde sammen med Lars. På kirkekontoret kendte de til historien og ledte Peter i retningen af en kirkegård i udkanten af byen. Et andet sogn. Peter tog bussen derud med en buket i hånden. Han vidste ikke om en enkelt buket kunne råde bod på den dårlige samvittighed eller sagen, at han havde lagt blomster på deres morders grav i et stykke tid nu, men om ikke andet, så kunne det jo være en start. En start på at godtgøre noget eller nogen for sine ubevidste handlinger.
Peter stod af bussen og så en flot landsbykirke med en hvid mur med tagformet ryg omkring. Muren slangede sig rundt om kirkegården og omfavnede sognebørnene. Den glanssorte smedejernslåge lukkede Peter ind på en overdådig frodig kirkegård. Solen skinnede i dag som om Gud så med og ville give Peter lykke med på vejen i hans forsøg på at vaske sine handlinger bort. Peter gik gennem rækkerne af gravsteder og velplejede lave hække. Han ledte efter Rikke Skov Jensen, død den 24. december for fem år siden. Og en grav med to små sten med pigenavne. Han fandt dem under et blomstrende japansk kirsebær og med en frisk buket roser i en gravvase.
Peter gik frem til gravstenen og hviskede et undskyld. Dybtfølt, men dog uden at sætte sin gerning for undskyldningen på ord. Han var egentlig tom for ord, men han kunne vel i det mindste undskylde. Han lagde sin medbragte buket foran gravstenen under roserne, men plukkede et par blomster ud af buketten og lagde en blomst foran hver af de to små gravsten. Olivia og Freja. Ingen alder eller dødsdag, bare et navn. Peter kiggede på den nye buket, der stod tættest på stenen. Lyserøde roser. De var smukke. Rikke havde besøg. Død som 26-årig med to børn ved sin side. Hun og de blev husket af familien.
“God dag”, lød en kvindestemme bag Peter. Peter vendte sig hastigt og så en mørkhåret kvinde stå i silhuet med solen. Ansigtet var gemt i solens stråler og var mørkt, men han anede et undrende smil.
“God dag”, måtte Peter jo svare og forsøge så vidt muligt at se hjemmevant og samtidig tilpas sørgende ud.
“Hvem er du og hvorfor lægger du blomster på min søsters grav?”, ville kvinden vide. Uskyldigt men dog med en spørgende og overrasket tone i stemmen. Peter tænkte som en gal. Det kunne være at en passende løgn skulle fabrikeres? Det kunne også blot være sandheden? Peter startede sit svar.
“Jeg så de flotte roser og tænkte at de måtte have selskab”, startede Peter og smilede. Det fik kvinden til at træde et skridt nærmere, og hun sænkede blikket til roserne.
“Min søster elskede lyserøde roser”. Kvinden smilede igen og fortsatte. “Jeg ser roserne som om de symboliserer livet. Bladene er begivenheder i livet og de flotte blomster er lyspunkterne og de glade øjeblikke, der fodres af begivenhederne. Rikkes liv var fyldt med blade og tilpas mange knopper, der dog aldrig rigtigt sprang ud, men de der gjorde, var lyserøde og skønne. Som hendes to døtre”. Kvinden søgte blikket opad igen og fangede Peters blå øjne.
Peter havde fået et ærligt og kærligt svar, der ramte ham i maven. Han besluttede sig for at give igen, og fortælle, hvorfor han stod her. Han fortalte sin historie i korte træk. Kvinden smilede og fandt vist intentionen med Peters fremmøde hos sin søster ganske forståelig og passende. Tilmed empatisk.
De aftalte at tale mere om historien og deres møde på kirkegården over en kop kaffe på den nærmeste kaffebar. Dagen efter gjorde de det samme. Fik sig en snak over en kop kaffe. Dagen efter igen gentog og genoptog de deres samtale. Den 24. maj blev Peter gift med sin Mette, som han mødte foran Rikkes gravsted. Dagen var fyldt med lyserøde roser og endnu en knast var dannet. En knast der helede sår bagud i tiden og sendte gode vibrationer ud i fremtiden klar til at blive oplevet og gav anledning til, at nye blade blev dannet, nye knopper kom til klar til at springe i blomst, hvert øjeblik det skulle være.