Leif pustede ud. Endelig havde han nået toppen. Toppen af bjerget. Han svedte tran. Selvom han følte sig Ok tilpas nu, så havde han ikke været i topform på det seneste. Alderen begyndte at kunne mærkes. Leddene var stive, ryggen værkede, gigten kom snigende og skindet rynkede. Han havde også haft ondt i brystkassen, men det var væk nu. Der var nu ikke noget som en rask vandretur. Han trak vejret dybt ind og mærkede lungerne knage. De trængte også til massage. Det fik de nu. En masse frisk luft. Han spejdede ud over landskabet og så dale, floder, interimistiske broer over den brusende strøm og andre tinder. Nogle højere og nogle lavere end den, han selv stod på. Der var tætte skove, hvor man ikke kunne se langt ind mellem stammerne og mere spredte træbeplantninger. Oaser, om man ville. Der var også flere små byer dernede. Han kunne ane livet i de smalle gader. Folk vrimlede mellem hinanden i nogle gader, mens andre lå stille hen. Måske passerede en enkelt cyklist gaden dernede. Han var ikke helt sikker. Eller en enlig bil blev parkeret sirligt langs kantstenen.

Leif kiggede sig omkring, hvor han stod. Her var grønt og frodigt, men en smule nøgent. Her var ingen træer og ingenting at holde sig til. Sådan var livet også begyndt. Han måtte klare sig selv. Stå på egne ben. Så han lærte hurtigt og agilt som tingene kom. Han frygtede ikke fremtiden eller udvikling. Det havde han aldrig gjort. Han kunne det meste. Udforskede, mens han levede. Autodidakt. Det havde han lært helt fra sine spæde år. En god start på livet. Ikke alt det der forældercurling eller holden i hånd eller stå bag mors bukseben, når nye bekendtskaber kom. Næh nej. Det var frem i de store sko og gøre opmærksom på sig selv. Han havde egentlig meget at takke sin barndom og opvækst for, trods alt.

Men udsigten her var blændende. Han vidste ikke helt, hvor langt op i højderne han var kommet, men han var faktisk tilfreds. Der sad en kampesten indgroet i klippen, som var den trykket ud fra bjergets krop. Den passede vist lige til hans bagdel. Han satte sig og svang den slidte rygsæk af skuldrene. Han fandt sin lykkebamse frem fra rygsækken. Den var med ham overalt – stadigvæk. Slidt, mølædt, gammel som han. Han havde altid haft den, så længe han kunne huske. Birger, hed den. Bamsen Birger. Det var egentligt lidt ynkeligt at han, en velvoksen ældre mand, gik rundt med en bamse. Men det var hans kæreste minde om sin barndom. Birger blev sat på stenen ved siden af ham. Rank og spejdende med de godmodige øjne. Leif tog en slurk fra vandflasken, der havde siddet på siden af tasken. Vand skulle der til. Det var blevet en livsfilosofi. Ingen sødede drikke, ingen kaffe eller the, ingen sodavand – gud forbyde den slags. Kun vand. Dejligt koldt vand fra hanen. Han tænkte over, hvordan det egentlig var endt sådan.

Han var fra barnsben blevet fodret med sodavand ved hvert måltid. Og særligt i weekenderne var der stort set valgfrihed på smag og mængder fra farens overskudslager af dåsesodavand i garagen. Leif havde udnyttet det til fulde. Hans venner gennem skoleårene havde også udnyttet det til fulde. Han var blevet deres bedste legekammerat, fordi de så vidste, at der var fri bar. Leif blev trist, når han tænkte på den tid. Hans opvækst havde ellers været god. Frihed tangerende til ligeglade forældre. Han kunne klare sig selv og med hans begrænsede vid – han var jo trods alt kun et barn – så drak han løs. Han førte tungen hen over de kunstige tænder. De var efterhånden en del år gamle og allerede udskiftet en gang før. Hans tanker svandt atter hen til sin barndom. Opvokset på kanten af et roligt boligkvarter. Lidt uden for de riges område, men alligevel med forkælede legekammerater inde ved siden af hos naboen. Børn, der manglede empati. Lod sig forkæle i materielle goder. Nogle med lidt kærlighed fra forældrene. Andre uden. Han var egentlig meget godt tilfreds med sine forældre, som omstændighederne nu var. De havde haft pengepungen i orden, men det krævede også mange timer på job. En far som automekaniker med eget værksted som en knopskydning på huset og en mor med en ledende rolle i byens bank. Det betød mange timer alene hjemme for Leif. Han trøstede sig med sodavand. En storesøster, der dog allerede som teenager, fik kræft og døde. Hun havde haft værelse lige op ad autoværkstedet, og han huskede at forældrene havde forbandet sig selv for at placere hende der. Det var noget med, at olien og dampende fra alle væskerne fra værkstedet havde sneget sig gennem væggen og ind til hende. Hun døde en forårsmorgen i sin seng efter et kort kemoforløb. Der var ikke noget at stille op. Selvom Leif ikke ville indrømme det i årene efter, så savnede han sin søster hver dag. Også nu. Han følte, at han gennem sin opvækst var præget af savnet. Forældrene var blevet fraværende og bebrejdende. Det var fortid, men en byrde han havde måtte bære på hele sit liv. Han lod det ligge nu, men hånden søgte alligevel ned i rygsækken og fandt den lille engel, der hang i en halskæde af sølv. Han havde stjålet den fra søsterens værelse et par dage efter hendes død. Det var hans minde om hende. Han følte faktisk, at sølvsmykket stadig duftede en smule af hende, men det var selvfølgelig indbildning.

Leif kiggede mod den tætte skov. Det var sådan, han oplevede sin barndom. Forældrenes bolværk mod de følelser, der lå derinde. Det havde præget ham. I låget af rygsækken sad et gammelt foto af forældrene. Smilende men med sørgmodige øjne. Billedet var vel taget et år efter søsterens død, hvilket nok var derfor øjnene var bedrøvede. Fotoet sad der, så han følte, at de trods alt var med ham rundt, selvom de for længst også var døde og borte. Kremeret og bisat. Havde deres egen flade sten ved siden af søsterens på kirkegården i landsbyen. Det var ikke så tit, han besøgte dem på kirkegården, men han betalte stadig til vedligeholdelse af gravstedet, så de måtte da betyde noget for ham endnu, tænkte han. Men hans egne børn havde ikke kendt dem, så han var nok den sidste, der ville indbetale til kirken og huske dem. Man bliver husket i to til tre generationer, så er det slut. Han funderede over sit eget minde, men lod det ligge.

Han gav også sine egne børn en fornøjet tanke. Her var han gået i modsatte grøft i forhold til opdragelse og følelser. Han insisterede på at være åben og ærlig. Også om følelser og alle de udfordringer, som han havde mødt, og som han mente ville hjælpe dem til at bygge deres solide sokkel. Det var da vist gået meget godt. Han kiggede ned mod de små landsbyer og kunne ane børnene, der legede på legepladsen og forældrene, der sad på bænken og kiggede på. Hans to børn var også voksne nu med egne børn. Hans børnebørn. De boede lidt for langt væk, men han havde trods alt et godt forhold til dem. Han dykkede ned i rygsækken og fandt madkassen, som han havde fået i fødselsdagsgave af dem. Han havde selv fyldt den op til turen på bjerget, men den flotte røde madkasse var en god gave til ham, der ofte var på tur. Ude for at nyde naturen og fandt så stor glæde i en god madpakke. Han spejdede atter mod landsbyen neden for bjerget. De små børn dernede kunne lige så godt være hans børnebørn. De ville også en dag begive sig op ad bjerget og nå toppen en dag. Måske ikke dette bjerg, som han sad på. Måske en højere tinde af dem han kunne se rundt om sig. Hvem vidste egentlig det, når de begav sig ud på livets rejse.

Han begyndte at mærke turen herop. Knæet værkede og lungerne ville ikke rigtig trække ilten ud af den tynde luft. Måske var de stadig præget af de mange år med røg eller de få fester, hvor han havde eksperimenteret med hash. Eller også var han bare blevet gammel, og så skulle det føles sådan. Han huskede dengang han blev ramt af stress. Det føltes faktisk som den rivende flod dernede. Han kiggede mod venstre og fandt floden. På en eller anden måde var han kommet igennem perioden. Via den smalle hængebro, der hang i de tyndslidte reb. Brystkassen føltes som dengang. Svært at trække vejret rigtigt ned i lungerne og bruge ilten. Virvaret af tanker. Sved på panden og alligevel den der følelse af kulde. Ikke at slå til. Hverken derhjemme eller på jobbet. Han prioriterede familien dengang. Sagde sit job op. Det var familien, der var hans hængebro. I sidste øjeblik havde han grebet den vej, og fandt ruten over det vilde vand. Det var han stadig den dag i dag taknemmelig for. Reddet af sin familie. Af sin hustru. Som et minde om aldrig at falde i den afgrund igen, havde han sin stressbold. Han fandt den frem fra rygsækken og rullede den mellem fingrene. Den virkede stadig.

Men hjertet var ikke længere godt. Livet havde trods alt været hårdt og langt, selvom det var fyldt med glade dage, skavanker, knugende smerte men en masse kærlighed. Det kunne han mærke. Han kiggede op og så at det var begyndt at trække op. Han måtte snart videre. Himlen var blevet mørk og blågrå skyer trak ind fra vest. Det var tid. Han tænkte på sin dejlige hustru. Han stak hånden ned i rygsækken og fandt vielsesringen. Han kunne ikke længere passe den. Fingeren var blevet for tyk og kroget. Men den lå her i rygsækken. Altid. Med sin hustrus navn indgraveret på indersiden. Ville hun savne ham? Ja, naturligvis. De havde levet et langt liv sammen, fået dejlige børn og børnebørn, og generelt ikke manglet noget i livet. Nu var det tid til opbrud. Han skulle være den første, og det havde han fundet fred med. Bare hun også ville kunne det efter alle disse år. De havde haft snakken og alle aftaler var på plads, hvis det pludselig skulle være slut. Han var rolig.

Leif kiggede atter op og så himlen åbne sig. Det klare lys strømmede ham i møde som en projektør. Det glimtede og føltes varmt. Kaldte ham til sig. Det var lige sådan han havde forestillet sig, at livet ville ende. Han mærkede suget i sjælen. Helt perfekt. Farvel, nåede han at sige og så knipsede han højt med fingrene, som han altid havde gjort, når noget gik lige efter planen.