Brødrene var ude igen. Ude at sværme om pigerne. Slå til søren. Spise og ikke mindst drikke tæt. Det var på disse aftener, at de ledte efter et sted at overnatte. Hvor de blev lukket ind og kunne varme sig for lånte penge. Hvor var lyset tændt? Brødrene spejdede ind i den myldrende storby og fandt kun muligheder. Uendelige muligheder.

“Hey Stan,” kaldte Kel. Han havde sat sig på en bænk under gadelampen i parken og tog et hvil. “Kom her og sæt dig. Jeg orker ikke mere lige nu. Hvor er Ben?” Stan kom nærmere og kiggede sig omkring.

“Det ved jeg sgu da ikke. Han tog i forvejen. Beeeennn!” råbte Stan.

Ben kom pustende og stønnede rundt om en rododendronbusk. Helt rød i hovedet.

“Orv… Der var et godt pizzasted lige herovre bagved. Kan næsten ikke flytte mig.” Ben slikkede sig om munden og forsøgte med tungen at nå lidt tomatsovs, der havde placeret sig lige under næsen.

Stan satte sig ved siden af Kel og kiggede bebrejdende på sin bror.

“Du kan ikke sidde her hele aftenen. Snart er det mørkt, og så er alle de gode damer taget.”

“Ja, ja.” Kel slog en hul latter op. “Vi er lækre, vi to. Alle tre.” Han spejdede efter Ben, der stadig var på vej, men nu havde fået has på den røde klat. “Vi skal nok finde en igen i aften. En til os hver.” Kel satte sig tilbage og missede med øjnene mod den koboltblå himmel med de orangerøde nuancer, der viste, at solen endnu kæmpede en brav kamp derude et sted for at holde sig oppe, inden den druknede i horisonten. “Det er sommer. Det er varmt. Vinduer står åbne. Her er masser af mad og drikke. Ingen farer.” Kel gned sine hænder. “Og masser af kvinder. Kun til os. Tro mig.”

Ben fik sig sat på bænken, smaskede og kiggede med store godmodige øjne på sine to brødre.

“Hvad snakker I om?” ville Ben vide.

“Argh, Ben. Slap af. Nyd livet.” Kel var ikke til at slå ud af kurs. Selvsikkerheden blændede fra det kuglerunde hoved.

“Ok så,” begyndte Stan. “Men jeg nægter at sværme om de der store madammer, du fandt til os sidst. De ville kun stå under gadelampen og ryge. Og gøre sig til.”

“Hva’ mener du?” Kel studerede sin bror med øjne, der var klemt sammen og viste en vis skepsis. “De var da superlækre. Hvad siger du, Ben?”

“Jo, altså…” Ben rømmede sig. “Jeg vil nu gi’ Stan ret. De var nogle store krabater. Og kedelige. Sådan lidt dumme. Stødte hele tiden hovederne mod lampen.”

“Måske var de lidt for fulde,” forsøgte Kel.

Ben lod øjnene flyve op, hvor Kel havde forladt sit drømmende blik.

“Og svære at styre, synes jeg,” sluttede Ben sin beretning.

“Aj, I to. Hold da op.” Kel lo. “De var lækre. Alle tre eller fire. Hva’ ved jeg. Dem alle sammen, for pokker,” grinede Kel. “Hvem vil ikke gerne have lidt at holde fast i. Ruske. Danse med, hvor man kan mærke åndedraget. Mærke kroppen.” Kel gjorde roterende bevægelser med underlivet og førte sine hænder frem foran sig, som om han havde et fast greb om noget derude i luften. “Men ok.” Kel slog ud med armene og stoppede sine bevægelser. “Vi finder nogle små vimsende piger til jer i aften. Ingen problemer.” Kel fortsatte latteren og satte af fra bænken. “Men så er jeg også førstevælger,” fortsatte Kel. Kel bevægede sig væk fra bænken. “Jamen så kom.”

Ben fulgte prustende efter, mens Stan blev siddende.

“Du lover…, Kel? Små vimsende piger.” Stan gloede efter Kel. Ventede allerede utålmodigt efter et svar.

“Ja ja,” kaldte Kel grinende på vej væk. “Små piger, der vimser. Ingen problemer. Jeg ved lige, hvor vi skal hen.” Kel satte tempoet op, og lod sine brødre halse efter.

Side om side fortsatte de tre brødre ind mod bymidten. Ind mod centrum. Ben fløjtede en lille trille, og Kel stemte i. Fornøjet og falsk. Kun Stan forblev tavs.

“Gider I lige,” stønnede han. “Der er sgu da ingen vimsende piger, der gider høre på det der ynkelige Morten Koch-pladder.” Stan lod sig sakke lidt bagud. For at signalere, at dem der kender jeg absolut ikke.

“Kom nu, altså.” Kel standsede op. “Du skal ikke være så mut. Jeg har jo sagt, at jeg lover. Ok?”

Stan forblev tavs og skulende.

“DU bliver førstevælger. Dig!” Kel blinkede med det ene øje og smilede overlegent. Stan lyste en anelse op.

“Hva’ nu?” Ben var kommet så langt foran, at han ikke havde hørt, hvad der blev sagt.

“Jeg er førstevælger,” svarede Stan nu med lidt ekstra entusiasme i stemmen.

“Hva!” Ben stoppede brat. “Nej, hvorfor? Kel? Det kan I da ikke?

“I er begge førstevælgere,” fortsatte Kel med samme glød i stemmen, og nikkede til dem begge i en og samme bevægelse.

“Yes!” Begge brødre råbte i kor, mens de fik fat om hinandens skuldre og tog en hurtig svingom. Stemningen var tilbage. Den gode stemning. “Vi eeeerrr førstevæææælger. Vi eeeerrr førstevæææælger,” sang Stan og Ben, mens Kel storsmilende fulgte trop med en let basstemme som underlægning.

“Det bliver så feeeedt!” råbte Ben af lungernes fulde kraft.

De passerede nu de første værtshuse med fulde folk og storrygende gæster, der havde fundet det mere behageligt at sidde ude i det fri på de opstillede bord-bænkesæt og nippe til en drink eller en kold fadøl.

“Hey se,” kaldte Ben. “Der sidder fætter Meyer. Skal vi ikke hilse på?”

“Hvor?” Stan kiggede sig omkring.

“Der!” Ben pegede mod indgangsdøren til det første værtshus. Stan kiggede fokuseret. Det var dog svært at se helt derhen for mylderet af mennesker og de pulserende skyer af os fra utallige tændte cigaretter.

“Nej, Ben. Det er ikke fætter Meyer.” Stan rystede på hovedet.

“Nå!” Ben kiggede igen. “Ok så. Det lignede bare lige, som han sad der helt afslappet med armene ud til siden.”

“Tja…” Stan hævede skuldrene. “Men det er altså ikke Meyer.”

Gadelamperne havde fået en anden facon nu. Fra høje statelige master til små buttede og krogede silhuetter med kuglerunde kupler, hvorfra et svagt gult skær skinnede og kun oplyste de allernærmeste omgivelser. Men de var hyggelige.

Stan øjnede med ét de tykke piger, der hang ud samme sted som i går ved en af lygtepælene.

“Kig væk,” vrissede han og tog hårdt fat i både Kel og Ben.

“Hvorfor?” Ben forstod ikke, hvorfor der pludselig skulle skubbes og puffes sådan.

“De må ikke se os,” hvæsede Stan sammenbidt.

“Hvor? Hvem?” Bens hoved roterede i alle retninger, men fangede ikke færten af, hvad der var på færde.

“Hej piger,” råbte Kel og vinkede ivrigt.

“Neeeejjj!” Stan tog sig til hovedet og kiggede væk.

“Hej zzzøde nuzzzer Kel, lækre hanvæzzzen,” kaldte den største af pigerne. “Kom over og hyg med ozzz,” fortsatte hun.

“Neeeejjj!” Stan hviskede insisterende.

“Ikke i aften, snut,” kaldte Kel tilbage og sendte luftkys afsted. “Vi skal møde nogen.” Luftkyssene blev gengældt og Kel tog imod med armene åbne.

“Vi zezzz zzzå!” Den tykkeste pige vendte tilbage til den dansende flok af ligesindede, der sværmede om lygtepælen og lokkede med deres enormt kurvede former og løsslupne og stærkt erotiske bevægelser.

“Pyhhh.” Stan pustede kraftigt ud og stirrede chokeret på Kel. “Hvad skete der lige der?”

“Slap af, Stan.” Kel rystede på hovedet og sendte et smil ud i gaden. Et smil, der rakte fra øre til øre. “Jeg har jo lovet.”

Ben kiggede først på Kel og så på Stan. Og så tilbage til Kel.

“Hva’ har du lovet?” Bens øjenbryn krummede sig spørgende ind på midten.

“Ben, Ben, Ben. Du skal lære at høre efter,” rømmede Stan sig. “Vi skal finde små, vimsende piger til os alle. Ik’ Kel?”

“Jo da.” Kel kiggede forventningsfuldt mod det næste gadehjørne, hvor der ingen borde eller bænke stod. Dermed var der heller ingen rygere med pulsende cigaretter. “Der!”     

Rigtigt nok var der liv på gadehjørnet ved den næste lygtepæl. Flere vimsende og små piger, strøg frem og tilbage mellem hinanden. Dansede tæt. Kærtegnede hinanden som kun rigtige veninder gør. Grinede og morede sig. Stan og Ben bremsede op og lod underkæben droppe.

“Wow!” Stan brummede sagte.

“Jeg sagde det jo,” jublede Kel. “Kom nu.”

Stan og Ben fulgte hurtigt trop, men gemte sig bag Kel på vej ind i flokken.

“Hey piger!” Kels stemme var sprød og sexet.

“Yes!” sagde Stan lidt for højt. Lige i skabet. Der kom ingen lyd fra de vimsende piger. De grinede kun videre og ænsede ikke de tre langlemmede mandfolk, der stod på tærsklen til himmerige.

“Hva’ satan!” Kel rømmede sig og kiggede overrasket på Stan. “Hey piger!” forsøgte han igen denne gang lidt højere og på bekostning af den sexede stemme. Stadig ingen reaktion. Fuldstændig det samme resultat som sidst. Ikke en eneste af de vimsende piger kiggede deres vej. De var kun optaget af deres egen dans omkring lygtepælen. Deres grin med veninderne. Deres intime fællesskab.

“Jamen hva’ hulen,” udbrød Kel nu med en nervøs undertone i stemmen, stærkt forbløffet over at hans vante trick overhovedet ingen effekt havde på dette hav af vimsende piger.

“HEY!” skreg Kel øredøvende og tog nogle kraftige svømmetag i luften frem mod klumpen af vimsende piger.

“Hey selv,” råbte en af pigerne tilbage.

“Åh tak!” Kel var lige i et øjeblik bekymret for, om han havde mistet sit instinkt og sin evne. “Hey!” Den sprøde sexede stemme var tilbage. Kel bevægede sig tættere på flokken. “Må vi hænge ud med jer?” Kel nikkede og hævede hagen, mens mundvigen krøllede en smule. Ordene osede af lidenskab. Den vimsende pige, der havde svaret, kiggede på de tre brødre. Studerede dem fra top til tå og tilbage til top igen.

“Ja ja,” smaskede hun og vendte tilbage til sin nærmeste veninde. Skraldgrinene.

“Yes!” Stan knugede næverne. “Så er det nu Ben.” Stans øjne kørte rundt fra den ene til den anden af de vimsende piger. “Så stå dog stille,” hørte han sig selv tænke højt. “Der!” Stan havde fundet sin udkårne for aftenen.

“Hey!” skældte Ben. “Vi var begge førstevælgere. Husk det nu.”

“Ja ok, sorry.” Stan rømmede sig og forsøgte at styre sit mundvand. “Der!” Ben havde foretaget sit valg.

“Okayyyy.” Kel nikkede tjekket med hovedet og bevægede sig ind i flokken af vimsende piger. De to brødre fulgte tæt efter, hver med blikket stift rettet mod deres valg.

“Heeeyyy!” En vimsende pige skubbede til Kel.

“Så pas dog på,” skældte hun hårdt på vej rundt om gadelampen på ny.

“Pas dog s…” Endnu en vimsende pige skubbede til Kel. “Heyyyy!” Stan kom efter og blev overrasket over uroen i flokken. Ben verfede for sig og efter de hurtige, vimsende piger. Han blev helt rundtosset af den fart, de havde på.

“Op i gear, drenge,” råbte Kel og satte fra i et forsøg på at vimse med pigerne. “Jeg tager hende her,” råbte han. Han var allerede på vej rundt om gadelampen i vild stammedans.

“Kom Ben,” pustede Stan. “Så skal vi fandeme danse.”

Stan og Ben lod sig rive med af stemningen og kom hurtigt frem til hver deres udkårne, vimsende pige.

“Hey!” kaldte de nærmest i kor.

“Goddag,” svarede de vimsende piger også næsten i kor. “Hvad vil I?” Man kunne se de vimsende piger trække næsen i sky og efterlade små rynker på næseryggen.

“Vi vil danse!” Det var ikke for ingenting at Stan og Ben var brødre. De kunne deres scorereplikker. Pigerne accepterede og begyndte at flagre rundt med højere og højere fart. Brødrene piskede rundt ude af stand til at styre deres lange lemmer. Kel kunne anes et sted i mylderet. Han havde samme problem. Men de forsøgte. Alle tre. Dansede rundt og rundt. Sveden haglede af dem alle tre, men de fortsatte. De vimsende piger så end ikke ud til at blive trætte. De fortsatte rundt og rundt. Op og ned. Ud og ind. Hid og did. Bevægede sig længere og længere væk fra lygtepælen. I større og større cirkler men alle i flok. Brødrene fulgte med kun med det yderste af neglene. Dansede som de aldrig havde danset før. Aftenluften svalede, men det var slet ikke nok til at holde de tre fokuserede. Tungen ude af halsen. Dansede med de vimsende piger, som de havde drømt om.

“Biiiiiilllll!!!” Flere af de vimsende piger råbte op, og mens pigerne strøg tilbage mod lygtepælen efter at dansen havde bragt flokken ud af kurs, hang de tre brødre i luften og måbede først mod pigerne, der hurtigt var forsvundet, hurtigere end brødrene overhovedet kunne bevæge sig nu, og efterfølgende mod de to blændende lygter, der kom mod dem i en rasende fart.

De tre brødre mærkede ikke slaget mod bussens forrude. De vimsende piger kunne måske høre buschaufføren bande over nattens kryb og kravl, der smaskede mod hans forruden, så han igen skulle bruge sprinklervæske for at få ben, vinger og adrenalinpumpede blodpletter vasket væk fra udsigten fremad.

Det var enden på Stan, Kel og Ben.