Døren bag mig lukkede i og kvalte entréens lys, der havde foldet sig ud på trappestenen og det første sne på fliserne længere fremme på havegangen. Tusmørket tog over. Mørket. Det var mere mørkt end lyst, men alligevel mere lyst end mørkt, fordi det havde sneet. Jeg forsøgte at danne mig et overblik over terrænet. Var det bevægelser derude? Det hvide snedække sørgede for, at der ikke var helt mørkt. Det var dumt ikke at se langt og lede efter potentielle farer. Månens skær fik sneen til at lyse op, selvom månen blot lignede noget fra Ole Lukøje-sangen. En tynd men krum streg på himlen omsluttet af et væld af lysende prikker. Jeg fortrød, at jeg ikke havde tændt det udendørs lys på muren. Så ville jeg i det mindste kunne se mere end blot frem til havelågen. Omvendt medvirkede mørket til, at jeg kunne opbygge et bedre nattesyn og se mulige farer tidligere. Længere ude. Længere væk. I en afstand, så jeg ville kunne nå at flygte. Løbe ind igen eller bare løbe væk. Jeg måtte ikke blive fanget. Jeg vidste af erfaring, at nattesynet ville blive udfordret på den anden side af hækken. Herfra ville kommunens sparsomme vejbelysning lede mig på vej. Men kun som genskin. Der var umådeligt langt mellem gadelamperne og skyggerne havde lange lemmer i sådan et lys. Jeg frygtede turen.

Jeg gik med tøvende skridt ud på den knagende sne og satte nye fodtryk på fliserne. Sneen klæbede til skosålerne og efterlod i stedet aflange tætstampede snestykker, der matchede de dybe furer i sålen. Jeg smed dem igen i et uensartet mønster, da de blot blev kastet til siden efter hvert skridt. Flisernes grønlige overflade blev synlig i sporene. Sneen var våd og i tø. Jeg havde de varme sokker på inde i termostøvlerne. Hvis jeg blev fanget herude et sted eller måtte vente længere end forventet, ville jeg ikke fryse lige med det samme. Sokkerne havde tilmed ligget på radiatoren hele natten, så de var varme, før jeg tog dem på. Jeg åbnede havelågen og trådte ud på det offentlige fortov med knækkede fliser. Jeg kiggede hastigt til begge sider og så, at jeg var alene i mørket. Jeg åndede lettet ud og betragtede den gråhvide sky fra udåndingen. De hvirvlende cirkler så vilkårlige ud inden de opløstes, blandet med vinterkulden. Den rå kulde kvalte alt varme hurtigt. Det var en kort dødsdans, der gav kuldegysninger langt ind i sjælen. Noget af mig døde for hvert åndedrag jeg tog. Det var en kuriositet, men ikke desto mindre en tanke værd. Tænk, hvis jeg kom til at trække for meget af den isnede kulde ned i lungerne. Ville jeg så også dø der? Så kunne skyggerne være lige meget. De ville finde mig hurtigt på fortovet i sneen. Ville fragte mig væk. Tage min krop. Også det gav kuldegysninger. Vejen lå øde hen. Stadig ikke ryddet for sne. Ingen fodspor på fortovet eller vejen. Perfekt til en sneengel. Jeg undlod fristelsen og trak kun vejret i små korte stød. Måske var det allerede panik, jeg følte.

Jeg drejede mod højre og satte kursen ned ad vejen langs den høje hæk. Nåede uset hjørnet af grunden og krydsede den første sidevej forsigtigt med opspilede øjne på mulige bevægelser i mørket. Først kiggede jeg ned ad sidevejen, så langt det var muligt og derefter drejede jeg ansigtet mod den vej jeg kom ad og stien bag træerne. Det var her, jeg så den første skygge. Jeg fór sammen. Skyggen bevægede sig modsat det tykke læbælte på den anden side af kørebanen som en hvileløs og afsjælet krop fra det hinsides. Trægt, langsomt og med skuldrene skuttet og hoved mellem skulderbladene. Silhuetten bevægede sig den velkendte vej. Konturerne af kroppen stod i mærkelig kontrast til den lysere himmel mod øst. Ulden kant som om skyggen havde pels. Som om det var en oprejst løve. En løve på to ben. Sikke noget vrøvl, men jeg mærkede nakkehårene stritte. Jeg havde set skyggen før. Den var ikke uvant i landskabet. Jeg frygtede, at den ville se mig. Jeg stod i det åbne. Hjælpeløst fanget i den eneste gadelampe i miles omkreds. Var jeg opdaget?

Nej. Skyggen bevægede sig fremad uden at orientere sig min vej, mens jeg krøb ned i hugstilling og forsøgte at krabbe mig ind i mørket bag hækken. Skyggen forsvandt bag en tykkere del af buskadset og ud af syne. Jeg vovede mig længere ud på gaden og kiggede mig hastigt omkring. Jeg ville ikke overraskes af endnu en af dem. Skyggerne, der kom ud af mørket. Der var flere. Jeg vidste det. Flere skygger, der ville gå ud på deres rute og lede efter ofre. Som om jeg tiltrak dem. Jeg ville ikke blive et offer. Jeg nægtede. Jeg havde både set og hørt, når en skygge overtog et hjælpeløst offer. Indhyllede sig om den enlige fodgænger. Bedøvede først sanserne med lydene og siden selskabet. Omfavnede fodgængeren i mørket. I hjælpeløsheden. I umuligheden i flugt. I skyggen af fæle ånde og standardfraser. Det var en sygdom.

Jeg måtte hoste og trække vejret dybt ned i lungerne for ikke at gå i panik. Skulle jeg dø nu? Ville kulden tage mit liv? Slukke mit livs lys. Jeg vidste ikke, hvad det kommende gadehjørne ville bringe. Jeg frygtede det værste. Jeg kunne se den næste gadelampe for enden af gaden. Enlig og sløv. Snefnug hvirvlede forbi. Noget var i bevægelse tæt ved, fordi morgenhimlen var skyfri. Det kunne ikke sne, når man kunne se stjernerne. Så meget vidste jeg trods alt. Jeg blev i tvivl om jeg turde fortsætte. Skulle jeg vende om og blot vente til senere eller i morgen med at prøve at finde frem. Så snart det blev lysere var skyggerne væk. De levede i mørket. Blev draget af mørket. Fik sine føde af mørket. Jeg kunne bare finde på en undskyldning. Igen. Der var jo absolut ingen grund til at risikere noget. Det måtte chefen da forstå.

Jeg lukkede øjnene og fik tankerne og hjernen på ret kurs igen. Jeg havde ikke råd til at vende om. Ikke råd til at undvære indtægten af mit gøremål. Da jeg åbnede øjnene igen, var jeg fast i troen. Jeg ville nå frem til mit mål og ikke møde flere skygger. Jeg satte i bevægelse og kom hurtigt til den gennemgående færdselsåre og så til min gru flere skygger samlet på modsatte side som gribbe, der flokkes om et ådsel. De stod der. Stille og afventende. Ventede på sådan en som mig til at sætte deres klør i. Flå og pine. Jeg trådte et skridt tilbage, ind i mørket ved plankeværket og tittede rundt om hjørnet. De fleste skygger stod bomstille. Nogle i par og med en hætte af varmedis omkring sig. Andre skygger rokkede fra side til side som desperate vrangforestillinger og gale psykiatriske patienter, der netop var undsluppet det nærliggende sindssygehospital. Som zombier i bur, der kun ventede på de sjæle, der endnu ikke var omvendt. Endnu ikke havde fået biddet.

Den mørke skyggetransport kom prustende ind som urværk, og samlede de syv skygger op. Mørketransporten lyste blåt fra dets indre og jeg kunne se, at skyggerne placerede sig derinde. Kiggede ud. Kiggede på mig. Transporten knurrede igen og bevægede sig væk. Gaden lå atter øde hen. Jeg vovede mig ud i det åbne igen og så ikke flere skygger, der nærmede sig. Jeg følte mig lettet og tryg, men også fuldt ud bevidst om, at det måske blot var en stakket frist. Jeg krydsede gaden og stillede mig på fortovsfliserne, hvor sneen allerede var trampet flad og glat af skygger. Det var et samlingssted for skygger, så måske var det byens farligste sted at opholde sig i mørket, men jeg måtte. Måtte blive her og vente. Jeg hørte fodtrinene komme bagfra, men da var det for sent. Flugt var pludselig en umulighed. Kuldegysninger skød op ad ryggen på mig, hårene rejste sig på hovedet og sendte vibrerende usynlige tråde ude under huen. Jeg forventede kun angrebet. Det skete nu. Hvert øjeblik det skulle være. Det kom som et piskesmæld.

“Nåh… Jensen. Så kalder den vante trædemølle igen!”

Jeg kunne lugte de sure ånde fra skyggen bag mig. Jeg vendte mig dovent og nikkede nu til Fru Hansen, der stod med et saligt smil og søvnige øjne bag mig. Ansigtet var askegråt og de sorte rander og røde øjeæbler vidnede om en person, der for meget kort tid siden havde forladt sengen og søvnen, og ufrivilligt var trukket ud i kulden for at tage bussen på arbejde. Jeg var fanget. Måtte give mig til kende og starte en samtale op, selvom det var det sidste, jeg havde lyst til. Bussen kom heldigvis hurtigt.