Officeren stod på sin smattede platform i skyttegraven og kiggede ud over landskabet gennem sin militærkikkert. Fjenden lå bag bakkekammen mod øst og lod sig ikke lige se. Men han vidste, at de var der. De havde flyttet sig siden sidste angreb. Han kunne høre deres store maskiner, der rumsterede om natten og lyde af skovle i sandjord om dagen. Metaldele, der blev slået sammen, samlet, justeret. Kommandoråb og ordre. Nogle gange om natten kunne han også høre dem synge. Sågar tale højlydt, når vinden var i øst. Det var den i dag. Han håbede, at det var fordi, de var pressede. Presset af hans styrke. Han håbede, at de manglede ammunition eller havde mange sårede og syge. Skulle holde moralen oppe med positive energier. Fordi hans tropper havde ramt plet med de tunge våben, men han kunne ikke være sikker. Det var umuligt at danne sig et overblik fra hans position hernede i hullet. Han hvilede sin vurdering på, hvad han hørte, og de efterretninger, der trods alt blev sendt hans vej, når kommandocentralen en gang i mellem lod høre sig fra over feltradioen i de krypterede beskeder. Men fjenden var der endnu. Stadig til fare for ham og hans soldater. De skulle bekæmpes. Koste, hvad det ville.

Himlen var overskyet, og det trak op til regn. De sorte skyer lå snart hen over fjendens nedgravede stillinger. De ville mærke regnen først. Officeren overvejede sit næste træk. Det ville være smart at anvende himlens vand til et nyt angreb fra oven. Han slap kikkerten og vendte blikket mod sine egne. En menig sad klar ved raketstyret. Vagtposten med maskingeværet længere oppe ad stillingen lige så. Officeren var ikke den eneste med en kikkert.

Han kaldte til den menige ved raketstyret. “Lad våbnet!” kommanderede han og til sin tilfredshed, så han at den menige uden vrøvl klargjorde sit våben.

Officeren tog igen bestik af situationen og smålydende fra fjendens lejr. De rumsterede endnu. Gjorde klar til et eller andet. Flyttede på sig. Et angreb nu ville bestemt gøre skade og forstyrre de planer, som de var i gang med at udføre. Officeren besluttede sig. Det var tid.

“Klar…”

Han henvendte sig den menige med raketstyret og gav sin viden om retning, vejr og vind videre til den menige. Han så, hvordan den menige skruede og indstillede på udstyret. Det så alt sammen rigtigt ud. “FYR!” gjaldede han og hørte braget umiddelbart efter, der vidnede om, at hans ordre var blevet udført. Raketten og den hvide røg forsvandt op i luften og ned igen bag bakkekammen. Han hørte braget og den efterfølgende stilhed. Han lyttede. Det rumsterede ikke mere. Havde de ramt? Måske. Det var svært at vide uden direkte udsyn til fjendens lejr. Han måtte vente på reaktionen. Kom der raketter retur, havde de misset. Skete der intet var deres angreb en succes.

I fjendens lejr herskede der kaos. En raket var dumpet ned fra himlen sammen med en kraftig regn, som himlen havde truet med i et stykke tid, og havde ramt plet. De var i gang med at forstærke deres stilling efter det seneste angreb. De var i problemer. Deres modsvar skulle være stærkere, og derfor havde kaptajnen beordret etableret en stærkere og mere modstandsdygtig position. Men den nybyggede maskingeværsrede var ødelagt. De tre bedste skytter, der skulle betjene maskingeværet, var faldet uden at have nået at løsne en eneste kugle. Det sved. Fjenden tænkte sig om.  

Officeren lyttede. Ventede på reaktionen. Hvad kunne han forvente? Raketter? Angreb fra personel? Han ville være klar til fjendens næste træk. Men han hørte sang. Vinden bar en sang med en undertone af lattermildhed og sjov med sig. Fjenden sang. En stemme steg over sangen. Et råb.

“Haha,” blev der leet eller måske nærmere spottet. “I kan jo ikke ramme en skid.”

Officeren var først forbavset. Det var ikke det svar, han havde troet. Eller håbet. Det var ydmygende. Han blev arrig. Hvad skulle det forestille? Han kiggede ned på den menige ved raketstyret, der sad klar til at sende endnu en raket af sted, hvis officeren bad om det. Det var ikke den ordre, han havde givet. Han havde en god fornemmelse om, hvor fjenden lå, og der havde ikke været noget i vejen med ordren. Hans vejledning om vejr og vind og retning. Det var uduelighed i den meniges evner. Officeren råbte til den menige ved raketstyret. “Menig!” Den menige kiggede op.

“Træd væk fra våbnet.” Officerens idé var at besætte våbnet med en soldat, som han kunne stole på ville betjene våbnet korrekt. Den menige rejste sig og trådte som beordret væk fra raketstyret. “Betjen maskingeværet… Et eller andet.” Officeren gjorde et vink med håndryggen. Den menige drejede hovedet og fandt maskingeværet, der stod klar til at beskyde ingenmandslandet foran skyttegravene, hvis fjenden skulle finde på at storme frem. Han luntede til sit nye våben og lod soldaten her forstå, at han skulle overtage, og de skulle bytte våben. Den menige ved maskingeværet forstod og skiftede sin stilling ud ved raketstyret.

Officeren rettede på sig og godkendte sin rokade. Han ville vise fjenden, at fejlskuddet virkelig var en fejl, så han beordrede en ny raket sendt af sted. Den nye menige gjorde som befalet. Ladede raketstyret og gjorde klar. Officeren gav igen retning og vind og vejr videre til den menige ved raketstyret. Våbnet blev justeret. “FYR!” råbte officeren og raketten fløj af sted.

I fjendens lejr stoppede de sangen og dukkede hovederne, da de hørte endnu en raket være på vej. De åndede dog lettet op, da de så at den fløj i en forkert retning og slog ned langt væk fra deres stillinger. Da de så fejlskuddet fik de blod på tanden. Deres tilsyneladende vellykkede taktik om forvirring og verbal manipulation, måtte have båret frugt. Sikken et fjols, tænkte de om afsenderen af den seneste raket. Det regnede nu kraftigt, og himlen var mørk. De ville kunne komme langt frem i ingenmandslandet før nogle derovre ville kunne se dem komme. Måske ville det kunne tippe slaget til deres fordel. De gjorde sig klar til kamp og trådte op fra deres skyttegrave i ly af bakkekammen.

Officeren hørte ikke yderligere og godkendte den senest affyrede raket. “Godt arbejde,” kaldte han ned til den nye menige ved raketstyret. Den menige nikkede og smilede. Han kunne godt lide ros, og selvom han aldrig før havde prøvet at betjene et raketstyr, så lod det til, at han havde helt styr på det.

Officeren betragtede landskabet og himlen, og mærkede den kraftige regn på sit ansigt. Han tænkte på at være hjemme hos sin kære og alle de gøremål, som han måtte udrette, når han havde bekæmpet fjenden og sejret. Et råb fra udkigsposten fik hans tanker til at vende tilbage til slagmarken. Skygger af fjenden stod i skræmmende kontrast til den blyblå himmel.

“Skyd!” skreg officeren og søgte i skjul.

Han hørte maskingeværsalver og mærkede jorden ryste fra fjendens artilleri som slog ned, og som skulle hjælpe fremrykningen til sejr. Maskingeværsskytten så fjende på fjende falde døde om for sine kugler. De døde fjender landede blødt i det høje græs og forsvandt som skygge fra horisonten. Maskingeværsskytten havde virkelig held med sit nye erhverv. Men det så officeren ikke, da han lå i skjul i skyttegraven med hænderne for ørerne. Fjenden trak sig tilbage efter store tab. Maskingeværilden ebbede ud, og officeren turde igen kigge op fra sit skjul. Han holdt kikkerten for øjnene og betragtede ingenmandslandet. Der var ikke skyggen af en fjende. Det måtte bare være første bølge, tænkte officeren. De måtte være desperate efter det forrige raketangreb. Han måtte gøre klar til et nyt.

Fjenden lå tilbage i deres skyttegrave, stærkt decimeret af den kraftige og vellykkede maskingeværsild. Det var virkelig en bet. Fjenden tænkte tilbage på sin taktik. Han satte de resterende mænd til at synge en national frihedssang og sang om hævn og krig. En sang, der skulle få det til at gyse i deres fjende.

Officeren hørte med rædsel at fjenden igen sang. De hånede ham. De sang, mens aftenen kom og lagde ingenmandslandet i mørke. Hvorfor havde maskingeværet ikke håndteret slaget godt nok? Hvorfor var fjenden fortsat ovenpå? En stemme nåede officerens øre i den krystalklare nat. Det var fjenden.

“Hvor rammer I dårligt, små venner. Er I uduelige til krig? Skal vi komme over og vise jer, hvordan man skal skyde?”

Officeren hørte hvert et ord og sukkede dybt. Han vidste det, og blev straks irriteret. Det var den uduelige maskingeværsskytte, der ikke gjorde sit arbejde godt nok. Det var den samme menige, som han tidligere havde irettesat og fjernet fra raketstyret. Der måtte statueres et eksempel.

Officeren smed kikkerten og fandt sin Colt-revolver frem fra bæltet. Han gik med raske og stædige skridt mod maskingeværsreden. Her fandt han den menige, som tidligere havde betjent raketstyret uden succes, og nu nossede gevaldigt i det med maskingeværet. Officeren trak revolveren og skød den menige i maven.

“Din uduelige soldat!” skældte officeren. “Du kan ikke ramme en skid. Nu gør fjenden grin med os, og det er din skyld. Jeg bliver nødt til at træffe dette valg i krig. Vi er i krig, og jeg kan ikke bruge uduelige soldater i min skyttegrav. Du kan ligge her og forbløde, og i dine sidste minutter tænke over, hvordan vi sejrer nu, hvor du ikke længere skal kaste skam over os.”

Officeren var rasende. Hans egne ord brændte i halsen på ham. Han væmmedes ved at se det forpinte ansigt på den menige, der var ved at dø i maskingeværsreden foran ham.

“Så kan du lære det!” var officerens sidste ord, da han vendte sig og gik tilbage til sin udkigspost for at forberede sig til fjendens anden bølge. Men nu velvidende om, at der var i hvert fald mindst én uduelig mening mindre på hans side. Og de øvrige menige, der havde hørt og set optrinnet, skulle nok makke ret og gøre deres ypperste nu. Han ville ikke skuffes igen, og det vidste de bestemt med det statuerede eksempel.

I fjendens lejr havde de hørt officerens ord. Et for et. De rystede på hovedet og tænkte sikken en klaphat. Men de nød deres taktiske succes og gjorde klar til den endelige kamp, nu hvor maskingeværet, der havde forårsaget dem så meget skade, var taget ud af spillet af deres fjendes ufattelige dumhed.

Den nat døde officeren for fjendens hånd.

Morale: Illoyalitet på egne indre linjer på grund af dårlig dømmekraft er den værste af alle fjender.

Historien er baseret på virkelige hændelser tilsat et gran salt.