Svend så på sit nuværende offer på briksen hen over de smalle brilleglas. Camilla. Han slog op i hendes journal. Han rømmede sig og læste. Hun kiggede rundt. Forsøgte at sidde stille. Kiggede ud ad vinduet og ønskede sig ud på den store græsplæne foran hospitalet. Måske i leg efter en bold. Måske i angst for de store vidder kun med et ønske om at komme tilbage på sit værelse. Svend kiggede ned over punkterne, der udgjorde grunden til, at Camilla sad foran ham. Hun fejlede jo stort set alt. Alt, der havde en psykisk karakter. ADHD, angst, OCD, ja bare det hele. Han kunne sætte et dusin diagnoser på hende allerede, blot ved at kigge ned over listen. Men hvorfor var det sådan? Camilla var jo ikke den første, han havde set med denne lange liste af problemer. Ikke den første, som han nu ville udskrive en række medicinske produkter til, og henvise til en psykolog. Listen var i de seneste år blevet længere og de unge mennesker i kø med dette imponerende sygdomscv bare udvidet. Camilla var blot et produkt af samfundet. Endnu et offer for den vej verden havde drejet sig i de seneste ti eller tyve år. Den glidebane, som nu eksploderede i hænderne på menneskeheden. Svend kendte sandheden.
Han var træt af sit erhverv. Træt af lægebranchen i det hele taget. Han havde lært en masse om medicin. Både på studiet og efterfølgende på hospitalet blandt kolleger, der ikke ænsede andet end at være bedst til medicinen og pillerne. Blandt sygeplejersker, der nok tog sig af patienterne, men for længst var præget af dagligdagen og den beskedne hyre. Det var blot blevet et arbejde med stress og jag og slippe så let og uskadt gennem arbejdsdagen som muligt. Fuldt ud forståeligt. Kun fokuseret på at dosere rigtigt ud fra den ordre, som var givet på journalen af en læge som ham. Han havde lært en masse om den menneskelige psyke. Sådan til husbehov i hvert fald, men det var ikke den vej, han var gået. Lært om knoglebrud og muskler. Lært det på latin. Fint skulle det være. Det var alt sammen tilrettelagt gennem mange års finpudsning af lægestudiet. Læger, der lærte læger at være læge. Alle dårligdomme blev arvet og givet videre. Men han havde ikke lært det væsentligste i livet. At leve sundt. Verdens bedste medicin mod det hele. Han var bare læge. Skulle kunne alle de åndsvage navne på produkter fra medicinalfirmaerne, der tjente stygt på sygdom og samfundets sygeliggørelse. Han skulle kende pillernes virkning, og til nød bivirkninger. For dem var der nok af. Bivirkningerne blev ikke kendt så godt som den tiltænkte virkning. Men bivirkningerne var i Svends øjne de vigtigste at kende. De værste. Det gjorde ham træt. Bare træt. Han fandt receptblokken frem og kiggede på den. Han kunne tyde fordybningerne på denne blanke side fra den sidste recept, som han havde udskrevet for få øjeblikke siden, da den sidste patient også sad på briksen og forventede hans gudsbenådede hjælp. Han var jo læge, og vidste bedst af alle. Det vidste enhver. Det var også en pige på tretten år ligesom Camilla. Også et offer for samfundets hånd. Han kiggede op. Smed receptblokken i skraldespanden og betragtede Camilla, der bare smilede retur. Ventede på dommen med et lyst, uskyldigt og forvirret sind.
Svend så på Camilla. Følte skyld og samtidig opgivelse. Følte sig utilstrækkelig og malplaceret. Han kunne intet stille op. Hans stemme betød intet, men alligevel var det hans vigtigste opgave at diagnosticere Camilla. Forventeligt. Give hende en række piller, der i bedste fald ville dulme hendes sind. Dulme myrerne i kroppen, der kriblede og krablede. Ville kunne få hjernen til at falde til ro, så søvn var mulig, hvilket igen ville kunne give kroppen blot et lille hvil. Piller. Piller til at få buen, der udgjorde Camillas krop og sind, til at slappe bare en smule af. Tage noget af spændingen. Han kunne herfra sende Camilla til psykolog, der med sikkerhed ville kunne bringe den overspændte flitsbue til brud, og herfra skulle brikkerne samles igen. Camillas brikker. På et tidspunkt passede brikkerne ikke, og så ville psykologen få sin vilje og kunne indlægge Camilla på sin afdeling, hvor der var det rigtige miljø til helbredelse. Ingen telefon og Tv. Ingen forstyrrende aktiviteter som Camilla absolut skulle deltage i og nå. Ingen stress. Der ville blive serveret god og nærende mad, hvis forældrene betalte for det. Og det ville de naturligvis gøre. Ingen fredag aften på McD eller med et pizzaslice. Intet slik og andre kunstige sødemidler. Et perfekt miljø til helbredelse. Men ikke på grund af psykologens enetimer. Nej. Slet ikke. Men fordi Camilla blev pillet ud af samfundet. Ikke skulle døje med IT-produkter. Ikke få noget ud af at plage om junkfood og tag-selv slik på en fredag aften af uvidenhed over den skadelige virkning. Eller i øvrigt på alle aftener eller på turene til Fakta, hvor de skulle stille sig i kø forbi slikhylderne. Men indlagt på psykologens afdeling. Blive stopfodret med plantebaseret mad og forhåbentlig et minimum af animalske produkter. Få den nødvendige motion med andre børn i samme situation. Få fællesskab uden forpligtigelser eller dårlige undskyldninger om at slippe, men fordi de skulle. Indhegnet fra samfundet. Eller skulle han mere sige nødvendigt udelukket fra samfundet.
Svend besluttede sig for at sige sandheden. Ville forsøge at sige det så enkelt, som det var ham muligt, så selv en trettenårig ville kunne forstå ham. Så selv han selv ville kunne forstå, hvad det var, han ville sige. Det var til dato hans største udfordring.
“Hør her, Camilla. Du fejler en masse. Det ved du godt. Det siger lægerne. Det siger jeg. Det siger dine forældre måske. Lærere. Men i bund og grund fejler du intet. Forstå mig ret.” Svend kiggede Camilla dybt i øjnene og så det undrende blik.
Forståelsen, der mangler. Som forventeligt.
“Det, du fejler har ikke en lægefaglig term. Det hedder samfundet. Det er samfundets skyld. Den sygdom er kendt blandt mange, og hvis du endelig vil fortælle andre om din sygdom, så skal du sige, at det er samfundet.”
Svend smilede overbærende, og det fik Camilla til at grine. Hun troede, han lavede gas. Svend måtte hellere forklare.
“Det, der kan komme til at ske nu, er en af følgende to scenarier. Ét.” Svend kiggede Camilla dybt i øjnene hen over sit eget brillestel, hvilket lod til at intimidere pigen foran ham, men det var ikke noget at gøre ved det. Han måtte sikre sig Camillas fulde opmærksomhed. “Jeg kan udskrive nogle forskellige piller til dig. Pillerne får dig til at slappe af. De får din krop i ro, og din hjerne i hvile. Du bliver træt og vil sove meget. Du vil blive ukoncentreret i skolen, og kun tænke på at sove. Du vil ikke kunne være sammen med dine venner. De vil sige dig mindre. Du vil opleve, at det bliver ekstremt svært at lave lektier. Men du vil ikke have angst for dem. For at kunne præstere. Du bliver faktisk ligeglad. Simpelthen fordi du er træt. Du vil sakke bagud i skolen og i sidste ende inden længe, når der er eksamen, og du skal have en karakter for dine bedrifter gennem ni års skolegang, så vil du ikke gide læse og gøre dig umage i skolen, og dermed vil du få dårlige karakterer, og din fremtid vil herfra blive præget af det. Det er pillernes skyld. Det er min diagnose og samfundets diagnoses skyld.”
Lægen gjorde et kort holdt, og så Camillas underkæbe droppe et par millimeter. “Jeg vil udskrive en henvisning til dig og dine forældre på, at I kan opsøge min kollega, Kaj, der er psykolog. Han vil sikkert tage dig ind til en ydmygende snak om dine følelser, og hvordan du ser dig selv mellem andre, og at det er din egen skyld, at du opfører dig, som du gør. Ikke direkte, men jeg tror du vil komme til at føle det sådan. Ikke kan sidde stille. Alt det der, som du oplever. Du skal gøre det bedre selv. Det er vejen frem. Du vil sikkert knække, og så kan Kaj gå i gang med sin ting. Nemlig at klæde dig på med nogle forstokkede gamle floskler om bod og bedring ud fra en række leveprincipper, som han har dyrket.”
Igen gjorde Svend holdt i talen. Camilla var ikke kommet til sig selv. Hun forstod helt øjensynligt ikke beskeden fuldt ud.
“Eller to.” Svend satte sig tilbage i stolen og foldede hænderne. Det var nu, hvor han bevægede sig uden for sin lægepraksis og gav fanden i alt, han havde lært på studiet og i lægemiljøet, men tog den på gefühl. “Du kan gå hjem til dine forældre og fortælle dem, at du ikke længere skal have ubegrænset adgang til din telefon, til din computer og dine spil. Ikke bruge dagen lang på at se TicToc eller YouTube. Du skal insistere på at I i familien omlægger jeres kost til plantebaseret kost og udelukkende spiser frugt og grønt. I skal droppe kød, mælk og æg. Det vil sige alle animalske produkter. Det skal I gøre for, at du ikke om ganske kort tid skal få dig et par livstilsygdomme mere på halsen at kæmpe med af alt den unaturlige føde. Du er en plantespiser. Ikke en kødæder. Det er din krop slet ikke designet til. Du vil således ikke få sukkersyge eller i værste fald kræft. Ikke få blodpropper eller bare se træt og ugidelig ud med bumset ansigt og rynket hud. Du vil få energi og livskraft af den nye mad. Med det kommer indsigt, overskud og gode karakterer. En god og bekræftende fremtid. Du skal fortælle dine forældre, at du kræver at deltage i holdsport eller anden aktivitet, hvor du får pulsen op mindst tre gange om ugen sammen med andre glade unge mennesker. Og de skal med. Altså dine forældre. Deltage i sport eller som hjælpere. Det er lige meget. De skal med. Du skal kræve, at I går en tur hver dag i lysegrønne skove, hvor I skal fylde jeres hoveder op med ro og se vinden kærtegne bladene. Dufte fyrretræ eller nedfaldet løv, der ældes i skovbunden. I skal gå tur ved vandet, hvor saltvandet dufter frisk og mågerne skråler. I skal gå ud over engen, hvor fuglene fløjter og musene pusler. Få jer en hund, så I kommer afsted. Det bliver forbudt for dig at lukke dig inde på dit værelse i mere end en time om dagen. Men i den time skal du meditere. Få åndelig fred. Hvile hjernen og dine sanser, og genoplade dine batterier mentalt. Du skal ud blandt venner og grine og græde til film og musik, snak og dans. Føle livet og dine følelser. Bringe dem i spil og turde vise dem til andre.”
Svend stoppede talestrømmen og kiggede nu på Camilla. Øjnene var blevet store og runde. De var blanke og helt tomme. Svend kunne sagtens se, at slaget var tabt. Hans ønske om at ændre verden gennem stakkels Camilla var helt håbløs. Han bukkede sig ned og fiskede receptblokken op ad skraldespanden. Udskrev de sædvanlige piller og udfyldte henvisningen til psykologen. Det var det letteste, og det passede ind i samfundets strukturer og selvopfattelse.