Det var de små ting, der talte. At være fluen på væggen. Det var jo en floskel, når han sådan sagde det højt. En talemåde. Men han sagde det ikke højt. Han måtte ikke. Det var en hemmelighed.
Jack lukkede sin pc ned, så den sorte skærm med den grønne kodetekst forsvandt, og rejste sig. Han var kaffetørstig og havde mod på en tur til kaffeautomaten inden arbejdet kaldte på ny, selvom turen indebar de obligatoriske to synlige sikkerhedstjek og så alle de usynlige. På vej ud fra det hermetisk lukkede kontormiljø, rundede han VR-rum 1. Der var gang i den derinde. En operatør var i færd med dagens opgave. Med headsettet for øjnene og den virtuelle realitet inde i mørket blev de oplysninger som operatøren skaffede kun vist for hans øjne, samt naturligvis for folkene i kontrolrummet. Jack fik ikke resultatet at vide. Det var hemmelighedsstemplet, og han ville helt sikkert forsvinde uset fra jordens overflade, hvis han forsøgte at skaffe sig adgang til informationerne. Men det var også lige meget. Han havde sin egen opgave senere. Sin egen operative opgave. Den var programsat til klokken fjorten, og ville nok vare et godt stykke tid. Det var trods alt indflydelsesrige mænd, som han skulle besøge. Operatøren i VR (virtual reality) stod lige nu helt stille. Finjusterede lyden med en lille håndbevægelse ud i fri luft. Det så spøjst ud, sådan at kunne iagttage operatørens bevægelser uden at se det, som han så. Men operatøren så det, og det var godt nok. Han stillede sikkert skarpt på, hvad han så. Det var fantastisk med den nyeste teknologi.
Jack gik videre og kom til første kontrolstation. Han bad om udgangstilladelse, som han fik. Det var straks værre den modsatte vej, men han havde gjort alt for at returneringen til sit kontor med en kop varm kaffe ville gå så hurtigt og gnidningsfrit som muligt. Han havde jo snart en vigtig opgave at eksekvere. Løse bukser og løs T-shirt. Ingen fingerringe eller andre smykker. Han vidste, at han allerede nu, mens han gik ud, var scannet; yderst som inderst, og ville blive det igen på vej ind. Hans mål var at vise fuldstændig samme billede på monitoren ud som ind, bortset fra den varme kop mokka.
Anden kontrolpost dukkede op rundt om hjørnet i den kridhvide gang. Han havde ingen løse genstande at aflevere, så denne ville han også stryge lige igennem uden problemer. Mens han gik, tænkte han på, hvordan verden var blevet i det senere år, mens han havde været på arbejdsmarkedet.
Elektronikken var blevet stadig mere fremtrædende og vigtigere. IC-kredse og andre elektroniske kredsløb på printplader var blevet mindre og mindre. Efterfulgt af andet ledende og programmerbart stof. Den elektroniske krigsførelse var udsprunget af mange års krige, innovation og udvikling. Meget var ændret med dronernes indtog. Med radar og infrarød pejling, så der kunne bombes mere præcist. Kommunikationsapparater i et ur eller en ørering, som det ellers kun var at se i James Bond-film, var ikke længere utopi eller fremtiden, men særdeles nutidig.
Nu var det ikke længere mænd i sorte jakkesæt og mørke solbriller, der huserede på den anden side af grænsen eller i regeringsbygninger rundt omkring i verden. Eller udklædte vagabonder, turister, sportsstjerner eller andre ikke mistænkelige folk, der blev udstyret med mikrofoner og bedt om at udføre deres lands regering en tjeneste. Nu var spionen en anden. Nu fandtes der i princippet ikke agenter med små pistoler eller lækre langlemmede kvinder, der kunne forføre en statsleder til at overgive klassificerede statshemmeligheder. Den idé hørte fortiden til.
Jack kom frem til kaffeautomaten, der stod afsides og op ad en hvid væg. Han kunne se, at han var overvåget af mindst fire synlige kameraer her, men sikkert et hav af usynlige linser, som en person med skumle tanker ikke kunne se og dermed ikke vidste eller troede fandtes. Derfor var der ingen skjulesteder og ikke en bevægelse, der ville kunne foretages her uden, at det ville give anledning til videre analysering. En eller anden computer med indlagte algoritmer stod til formålet i et serverrum og ville opsnuse enhver forkert eller unormal bevægelse. Jack forsøgte på bedste vis at gøre alle de rigtige ting. Have armene de mest naturlige steder og kun trykke der, hvor det var forventet, at han ville trykke. Han gad ikke de ekstra sikkerhedsprocedurer, hvis computerne fandt ham forkert eller på anden måde uden for skabelonen. Det havde han for længst accepteret, at sådan var det at arbejde på denne arbejdsplads. Det gjorde ham på samme tid trygt, men egentlig også i sin grundessens voldsomt utryg.
Han var for eksempel stoppet med at tale i telefon med sine venner, og for den sags skyld også med sine forældre. Han talte ofte med sin far, men det kun ude i haven med græsvandingsanlægget tændt. Hvis nu han ville komme til at sige noget mistænkeligt uden selv at tænke over det. Han handlede kun de samme varer hos købmanden og prøvede aldrig noget nyt og spændende. Han forblev mest inden døre og gik meget sjældent i byen, hvor risikoen for infiltration var ekstrem høj. Han gjorde så at sige alt, som en normal spion ville gøre, blot herhjemme. Andre valgte at leve et almindeligt og støjende liv udadtil, og holde sit arbejde hemmeligt på den måde.
Han tog sin kop kaffe og vendte rundt. Der kom ingen topsikkerhedsstemplede vagter løbende, så han måtte ikke være faldet gennem computerens acceptgrænser. Han ville desuden få et praj ved den første checkpost. Han tænkte på den højspændte situation i verden. Mod øst truede de med brug af atomvåben og jeg skal give dig. Alt sammen for at øge truslen og gøre det umuligt for vesten at rokke med ørerne af frygt for, at de gjorde alvor af sagen. Men Jack vidste bedre. Det var let at se spinnet i udtalelserne. Høre hvor trykket på stavelserne lå, og på denne måde afkode, om der blev ment det, der blev sagt, eller det var spil for galleriet. Han var trænet godt i sprog- og kropspsykologien. Han kunne sin teori.
Første checkpoint blev overstået uden problemer. Han rundede hjørnet og gik med faste, jævne og ikke uventede skridt frem mod den anden kontrolstation. Hans tanker fløj igen frem mod opgaven, der lå foran ham. Det almindelige menneske på gaden vidste ikke, hvad der skete herinde på hans arbejdsplads. Vidste ikke, at teknologien i krigstid var blevet forfinet og udviklet yderligere. De fik stadig mindre ting i hænderne som smartphones med nye fede detaljer. De kunne købe stadig mindre kameraer til overvågning af hjemmet eller ved hoveddøren for at vide, hvis de fik indbrud. De kunne til overkommelige priser købe endnu smartere og mindre droner til deres børn i fødselsdagsgave, så det ikke betød noget, når de crashede på naboens tag. Men de troede vel et alle andet sted, at de stod med det nyeste af det nye som markedet kunne præstere. Men de tog fejl.
Udviklingen i offentligheden var standset op. Gadgets og sådant udstyr til offentligt salg var på diskret vis og efter dekret fra regeringen stoppet op. Det måtte ikke være kendt, at våbenindustrien havde fortsat udviklingen. At det var blevet muligt at producere endog endnu mindre videoovervågningsudstyr, mikroskopiske mikrofoner og næsten ikke eksisterende propeller. Det lå alt sammen i uanede statslige ressourcer i moderne krigsførelse, hvor det gjaldt om at komme først, som da man i gamle dage udkæmpede en åbenlys kamp om at komme først ud i verdensrummet og først sætte en fod på månen. Det var heri prestigen lå. Men der var ingen prestige i udviklingen af de små ting. Det var tys-tys og tophemmeligt. Men stadig var målet at komme først. Være smartest. Der var sket endnu større skridt for menneskeheden på mikroplanet, og det var den teknologi, som han nu skulle navigere ud i verden med.
Han kom igennem anden sikkerhedstjek og fandt ind på kontoret igen. Klokken var snart fjorten, og han måtte begynde at bevæge sig ned til VR-rum 2, hvor den operative leder snart stod klar med opgaven. Han kendte den kun lidt. Hvor den foregik, og hvad målet var. De sidste detaljer blev gennemgået i VR-rummet under skærpet overvågning og uden mulighed for, at han ville give eventuelle klassificerede oplysninger videre. Han slugte den varme kaffe og gjorde sig mentalt klar. Det krævede koncentration at være dronepilot.
Han gik mod VR-rummet, efter at kaffekoppen var tømt. Hans instinkter var skærpede af kaffen og koncentrationen dyb. I rummet uden møbler stod den operative leder klar. Han havde allerede headsettet klar og usb-stikket sad i siden af brillen. De nikkede til hinanden, da Jack entrerede rummet. Han greb controllerne fra stativet og fik hjulpet headsettet på og ned foran øjnene, og han mærkede hvordan hørebøffer nænsomt blev placeret på hovedet og på ørerne af ham. Opgaven stod allerede beskrevet på skærmen foran ham, mens han fornemmede at den operative leder forlod rummet. Han var nu alene. Uh, opgaven lød spændende. En top prioriteret opgave. Sådan en, han kunne lide, og hvor han følte at firmaet stolede på ham.
Han trykkede klar med et drej med håndleddet og et tryk på knappen på den ene controller, og fik sit live feed ind på skærmen. Dronen sad klar. Han fik den navigeret behændigt op og sat i bevægelse. Han søgte højt op, så de fleste uheldige hændelser ikke var en mulighed. Han afventede i hjørnet langs loftet og fortsat ind i rummet, da døren gik op. Det lange bord stod klar og ryddet, og han kunne se statslederen tage plads i den fornemste stol med rødt velour på siddefladen og ryglænet. Manden i militæruniform sad allerede klar på en almindelig stol langs siden af bordet og så bister ud. Der lå papirer foran ham. Jack styrerede hen over manden i uniform og satte autokameraet til. Det første fotografi blev taget og Jack vidste, at kameraet herfra selv ville fortsætte fotograferingen hver gang militærmanden valgte at bladre i sine papirer.
Jack følte VR-rummets bløde gulvtæppe under sine fødder, og en eller anden form for mental vægtløshed, da han satte sin drone på plads på loftet over det aflange bord langt fra VR-rum 2 i en anden del af verden i præsidentens briefing rum. Jack fintunede lyden med hjælp fra controllerne og hørte tydeligt at præsidenten spurgte til noget og fik et svar fra manden i militæruniform. Det var fremmedsprog for Jack, men han vidste allerede at videoen her blev optaget, og der sad sprogeksperter i kontrolrummet og oversatte, så de rette folk ville vide præcis, hvad der skete og hvad der blev snakket om lige nu.
Jack så præsidenten kigge op og stirre direkte ind i kameraet, men vidste også at alt han så var en flue på loftet ved siden af lysekronen over hovedet på sin general. Intet alarmerende.