Lydbølgers vibration gennem luften er fantastiske, hvis man evner at opfange dem. Det gør du. Du mærker bænkens hårde tværribber mod dine baller. Du ved, at det nok vil efterlade røde streger hen over ballerne og det øverste af dine lår som mærker efter piskeslag fra en cæsarisk bøddel og afstraffelsessoldat, men du vil aldrig få dem at se. Du rejser dig ikke af den grund endnu. Du vil nyde lydbølgerne en stund.
Lyden af sommer er helt fantastisk. Du kan høre et mindre fly bevæge sig hen over himlen. Den sagte brummelyd, der blander sig med fugles vingesus. Det er et mindre fly, fordi du kan høre propellernes rotation som et skarpt slag i luften af og til. Sikkert ude på flyvetur for at tage ortofotos af byen, så bibliotekaren på Nationalmuseet kan sidde og svælge i at se på byens udvikling fra sidste år, eller forrige år eller sammenligne for halvtreds år siden, når han får dem i hænderne. Billederne vil også være guf for dokumentaristen og historikeren, der har lyst til at fortælle om byens udvikling over år. Se på moderniserede bydele, finde de nye streger i byens topografi tegnet af infrastrukturen, nyde udviklingen af nye byrum, der opstår på skuldrene af glat beton. Eller for en krimiforfatter, der gerne vil opklare et fiktiv mord begået for tyve år siden med nutidens briller og måske med nutidens værktøjer. Det er jo vigtigt at være autentisk og så korrekt som mulig i beskrivelserne af de gamle gader, hvis der tilfældigvis er et barnebarn derude, der læser med, men som ikke kan få beskrivelsen til at hænge sammen med datidens virkelighed. Det gør bare noget for troværdigheden, selvom en forfatter har visse rettigheden til at digte videre og få nogle lokaliteter til at passe med den historie, som forfatteren ønsker sig. Det er ikke en bog du vil læse, men måske høre på lydbog en dag. Du hører forbipasserende mennesker, der taler med hinanden. Du hører brudstykker af sætninger, historier og gode oplevelser, der er sket eller som planlægges. Måske mere. Det sker lige der foran dig. De forbipasserende går i deres sommerkjoler og shorts. Lyden af bare ben er virkelig let at adskille. Den manglende friktion i stoffet eller de bløde flagrende vinde, der sætter i bevægelse omkring en kjole eller et skørt. Lyden er markant. Trafikken bevæger sig forbi længere væk. Nede af en sidegade, langt nede. Hullet i rummet ind til pladsen giver mulighed for fremmede lyde som biler og cykler. Hvor skal de hen? Finde en parkeringsplads på midtbyens gladiatorarenaer, hvor der er kamp til sidste bloddråbe, og fodgængere, der tidligere var bilister, må springe for livet. Cykler, der kører helt til døren og kastes hæmningsløst på alle regelrette fortovsforløb. Du hører en sommerfugl, der flakser forbi. Sæsonens yndige fantasivæsen. Du kan ikke se den, men den er der. Vingeslagene har allerede skabt historie på den modsatte side af kloden. Du hører en kat, der nærmer sig i baggården. De bløde poter og den listige fremfærd, der er selv en ninja værdig, er ikke hørbare, men den har dummet sig ved at mjave en enkelt gang. Det er der, du opdager den. Lyden fortager sig og katten er væk.
Duftnuancers rejse gennem luften er fantastisk, hvis man evner at opfange dem. Det gør du. Du fornemmer en person, der sætter sig ved siden af dig på bænken, da bænken knager og giver sig. Personen er stille, men spiser en is. Det kan du dufte. Vaniljens sødme sætter sin aroma i iltpartikler, der rejser din vej, men du vil aldrig smage den. Du må købe din egen. Du rejser dig ikke af den grund endnu. Du vil nyde duftindtrykkene en stund.
Duften af sommer er helt fantastisk. Du kan dufte træets løv over dig. Du kender ikke træets art, men det dufter helt himmelsk af træ. Det er den voksende saft i træets indre, der i sommerheden er trukket ud i selv de mindste blade og knopper. Duften er sivet ud gennem barken som harpiks. Træet er potent som en ung viril mand, der ser en smuk kvinde. Du kan dufte pølsemandens saftige pølser, der bliver vendt på grillen og den færdige pølse, der lægges hastigt i et brød og toppes med ketchup og sennep samt løg i to varianter. Den sidste syrlighed lægges ovenpå, som for at løfte smagsoplevelsen væk fra den ellers kalorietunge skala. Selvom det kun er duften, der bringer nyt, forestiller du dig kunden, som stod han lige foran dig. Familiefar med topmave eller håndværker med ølvom. Begge er karikerede typer, som du husker. Duftens udbredelse på pladsen bringer også nyt fra boghandlerens butik. Nye bøger er lagt frem i udstillingen. Den velkendte duft af nye bøger er umiskendelig. Du tager den ind og sorterer den ud. Du har ikke brug for den. Længere nede af gaden serveres nykværnet kaffe til kaffetørstige på det udendørs møblement. Duften af kaffe er himmelsk og bringer nyt fra Columbias store kaffemarker eller fra Brasiliens ditto, mens tankerne straks rejser til Copacabanas strande og duften af sololieindsmurte beachvolleyball-spillere. Der er også solcreme i luften i dag. De krydrede dufte af cremer fra forskellige fabrikater giver også summervibes og lyst til at drage mod stranden, lægge sig i sandet og inhalere saltvandets brusende kaskader af hav, der driver ind over land. Det eneste, der dufter bare lidt af vand, er springvandet til den modsatte side, men lyden af vand er væk. Det er kun snerten af vand med rester af pilsner, pis, plastik og pap, der ligger i nuancen. Du skubber sanseindtrykket væk.
Fornemmelsen af sommer er fantastisk, hvis man evner at opfange den. Det gør du. Du mærker det sorte træ, som bænken er lavet af. Den opvarmes de steder, hvor plankerne ikke ligger i skygge af en siddende person som dig. Så snart du rører lidt på dig og flytter de bare ben ud på bænkebrædder, der har stået i sol, så mærker du straks heden, men du vil aldrig kunne se, at du har gjort noget galt. Du rejser dig ikke af den grund endnu. Du vil nyde fornemmelsen af sommer en stund.
Følelsen af sommer er helt fantastisk. Kroppen opvarmes. Fibrene i din krop sitrer og vil gå i resonans og give dig en lykkefølelse. Sådan er sommer. Sådan føles sommer. Du retter på dine solbriller. Sommer og varme får de nærliggende butikker til at tænde for deres aircondition. Fra døråbningen vil det føles friskt og imødekommende, og hvis du bevæger dig inden for, vil du opleve at du ikke længere sveder, men at temperaturen bliver behagelig. Ikke som her på gaden, hvor sommeren også får de passerende mennesker til at svede. Mennesker sveder om kap. Nogle vil måske glæde sig til sensommeren eller måske ligefrem til vinter. Men nu er det sommer. Sommerens sol giver også varme til fliserne som dine sandaler hviler på. Varme til husmuren ved siden af bænken. Husmuren vil opsamle solens varme og opmagasinere den. Når temperaturen falder, vil husmuren reflektere og afgive en varmestråling til sine omgivelser. Du vil mærke varmen fra husmuren og kan sidde længere på bænken, da du stadig vil føle, at det er varmt, selvom solen er forsvundet, og du sidder i skygge. Du vil opdage, at det tynder ud i folk og aftenstemningen ændres fra shopping-mylder til mennesker, der er på vej ud for at spise fint eller få en drink på det nærliggende værtshus. Du vil mærke stemningen af sommer fra feststemte mennesker, der vil grine og pjatte, fjolle og sende søde kys af sted til den de har kær, og som de går hånd i hånd med. Forelskelsen vil stige i varmen. Mennesker vil være mere lystslupne, og du vil mærke, hvordan sommeren er en medskyldig. Du vil fornemme, når natten sænker sig og sommeren trods alt må give lidt afkald på varmen, men stadig gøre det muligt at sidde på bænken uden at fryse, at der er liv i gaden. Unge mennesker vil råbe og synge. De vil være på vej på diskotek, hvor de vil drikke sig sanseløst fulde og danse til moderne musik. Men inden da, sidder du her på bænken og mærker følelsen af sommer ved at lade dig bade i solens stråler og lade kroppen opvarmes, mens andre vandrer rundt og sveder. Sveder du, når du sidder så stille på bænken og nyder følelsen af sommer?
Du finder din mobilitystok, der står lænet op ad bænken, rejser dig og finder hurtigt den taktile ledelinje med kuglen på spidsen af stokken, så du ved, at du er på rette vej. Nu vil du hjem og nyde stilheden. Du går først prøvende, men finder hurtigt trådet og går din vej, mens bænken står tom.
Jeg ser dig gå.