Jeg besøgte Gram en dag i maj. Det var mit første besøg, og jeg vidste nok ikke helt, hvad jeg gik ind til. Jeg havde dog en anelse og en god fornemmelse i maven. Men jeg havde et formål. Det var formålet, som jeg måtte holde for øje. Vejret var forårsagtigt, lunt, men stadig med en rest af kulde i vinden fra dens tur over de bare marker, der først nu var begyndt at spire for at blive fyldt med afgrøder senere på sommeren. Vindens kulde lå også i kærtegnet af træers endnu bare grene uden løv. Også grenene var på vej med store og fyldige knopper. Sommeren var på vej. Gram tog sig godt ud, og jeg begyndte straks at tage kontakt med indbyggerne. Et smil, en kommentar, en opmærksomhed. Alle så ud til at tage godt imod mig i deres flok. Indbyggerne havde hver deres rute rundt på stedet, og set med nye øjne havde de hver især et klart formål med at være her i dag. Indbyggere, der kendte stedet, og som gerne ville være flere og i sandhed var åbenhjertige, bød os alle indenfor. De var her for at holde os inspirerede til at blive.
Gram havde en overflod af arrangementer, opslag og bekendtskaber, som det bare var med at udnytte for en nytilkommen som mig. Jeg gjorde mit første holdt ved sportspladsen, hvor der var gang i en fodboldkamp, og særligt en spiller viste vidunderlige tricks med en bold. Jeg er en smule fodboldfanatiker efter at have spillet seriebold på indforstået subeliteniveau i min lokale idrætsforening i mange år, men disse tricks, som den pågældende spiller kunne, ville jeg ikke være i nærheden af at kunne udføre så flot som han. Jeg blev hængende en tid og så tricket til ende. Det endte naturligvis med et mål og jubel. Jeg forsøgte at gå videre, men straks så jeg, at der var gang i en anden kamp ved siden af. Også her var der en spiller med særlig klasse. Han kunne andre tricks, så jeg blev helt benovet over niveauet i Gram. Jeg forsøgte at løsrive mig fra fodbolden, men flere kampe og spillere viste boldtricks omkring mig, så jeg til sidst måtte ignorere dem, da jeg skulle videre. Jeg havde jo mit formål.
Jeg kom ind i et område med boder, hvor der blev solgt varer og lavet mad. En enkelt boldjonglør stod også på pladsen og viste kunstner med fodbolden, men dem havde jeg set rigeligt af nu, så jeg gik videre til madboderne. I en bod havde en kyndig kvinde gang i at lave en flot dekoreret lagkage. Hun var dygtig, fiks på fingrene og resultatet var imponerende. Sådan en kage gad jeg godt kunne lave og meget gerne spise et stykke af. Jeg havde stået lidt for længe, men i boden ved siden af, var en anden kvinde i gang med noget tilsvarende. Selvom kagen ikke var den samme, og hun kunne nogle andre teknikker, blev resultatet lige så flot og lige så appetitligt som i den første bod. Jeg scannede hurtigt de nærmeste boder og så, at det lignede en form for kagekonkurrence. Jeg havde umådeligt lyst til kage nu, men jeg besindende mig, og skyndte mig videre ned i rækken af boder. Formålet var stadigt det samme.
Ind i mellem kageboderne var der nogle mindre opsigtsvækkende boder klemt inde og ikke med den samme publikumsappel som kageboderne. Her stod der enkeltpersoner og forsøgte at sælge noget med et prangende ydre, måske en selvhjælpsbog med nogle kruseduller på forsiden, som manden, der sikkert var forfatteren, selv havde skitseret som et bevis på, hvordan han tænkte coaching og selvhjælpen udformet. Af ren medlidenhed fik han et nik og et smil, men jeg købte ikke hans bog. Enkelte af de små indstiksboder tilbød også gratis ydelser. F.eks. promoverede en bod sig med at give mig fem gratis tips til at skrive en bog, men hvis jeg virkelig mente det med at blive forfatter, kunne jeg da tilkøbe deres fem dages kursus, så jeg kunne lære at blive forfatter og måske senere tage på skriveretreat med andre ligesindede til det sydlige Italien for den lave pris af 12.000 kroner. Det lød aldeles attraktivt, men prisen var også derefter. De fem gratis tips lød ikke som andet end øregas, men det var trods alt gratis. Jeg undlod at gøre opmærksom på mig selv, af frygt for at jeg pludselig havde købt skriverejsen. Jeg var stadig fattig og kunne ikke finde 12.000 kr. i mit budget. Dette var ikke formålet med mit besøg i Gram.
Stemningen længere nede af gaden blev en smule mere mørk, og jeg bemærkede, at de næste boder indeholdt spåkoner, skaldede mænd med stikkende øjne, der legede med spillekort mellem fingrene, tryllekunstnere og udklædte troldmænd, der stod i store blå kapper med gule stjerner på. En troldmand, der vakte min interesse, rettede på sin spidse hat. Jeg lod mig overtale til at gå til hans bod, for at høre, hvad han havde at fortælle. Han begyndte med at fortælle mig om mine karaktertræk. Det var bare noget, han kunne se, selvom han ikke kendte mig. Derefter skulle jeg opgive mit stjernetegn, og fra det tidspunkt stod munden ikke stille på ham. Han kunne et utal af personlighedstræk, der tilhørte mit stjernetegn, og jo da. De passede meget godt til, hvordan jeg så mig selv. Det var en smule interessant. Han fik et smil, men da jeg først havde givet ham det, kom et utal af andre lignende troldmænd, spåkoner og hekse væltende ud fra boderne og forsøgte at få min opmærksomhed. Alle forsøgte at fortælle mig om min personlighed, mine fordele og ulemper som menneske, og hvordan de mente, at jeg skulle finde min næste kæreste. Hvem der passede til mig og hvorfor. Hvordan jeg skulle strukturere min tid og hvilke virkemidler, jeg skulle anvende for ikke at spilde tiden. Det føltes alt sammen som netop det. Tidsspilde. Jeg forsøgte ihærdigt at fortælle hver især, at jeg faktisk slet ikke længere var interesseret i denne form for krops- og personlighedsanalyse, men det var ligesom om, de ikke hørte mig. Til sidst måtte jeg spæne ud af flokken og finde en sidegade med nye boder, hvor troldmændene tilsyneladende opgav at følge med. Formålet havde for en kort stund vaklet, men blev genfundet, da jeg slap ud af kløerne på troldmændene.
Gaden, som jeg nu stod i, var smal, og måske snarere et stræde, men også meget støvet. Boderne var ikke nær så flotte og overdådige som på den forladte og bredere gade, men menneskene i boderne så mere ægte ud. De havde noget på hjerte, og de var ikke nær så frembrusende og insisterende. I stedet var de informative og uddelte gerne deres små brochurer og gode råd uden hverken at ville sælge mere eller forsøge at få mig til at blive hængende. Jo, de solgte da deres bog eller bøger, men jeg fik indtrykket af, at jeg selv måtte beslutte om det var interessant for mig eller ej. Der var intet pres og ingen salgstaler eller snyd. Jeg bevægede mig ned gennem strædet og gav hver og én af de udstillende et smil med på vejen. De smilede igen, og nogle spurgte ligefrem til, hvad jeg lavede og hvorfor jeg befandt mig i Gram. Jeg kunne fortælle, at jeg overvejede kraftigt at få en bod som deres, og det bifaldt de uden at blinke. Det var som om menneskene i boderne på dette stræde havde et fællesskab. Usagt men ikke på tværs af alle. Jo mere jeg fik snakket med menneskene, kunne jeg drage nogle paralleller mellem boderne og se, hvor de hver især havde deres base og deres bekendte. Dette var starten på mit formål.
Jeg besluttede mig for, at jeg utroligt gerne ville have min egen bod her i strædet. Det var intet problem, så på kort tid, var jeg udstyret med en bod, og kunne tale og smile til de nye besøgende, der kom ned gennem strædet. Jeg havde naturligvis mest kontakt med de boder, der lå omkring min bod. Jeg fik også en dybere snak med dem, og hvert af deres tiltag i boden, bakkede jeg mere op om. Også mere end på boderne længere væk, og de gjorde det samme for mig og mine tiltag. Det var selvfølgelig hårdt at stå så lang tid i boden og igen og igen møde nye mennesker, som jeg skulle overbevise om mine varer, så jeg måtte tage en puster fra tid til anden. Jeg gik runder i byen, og så til fodboldspillere, gøglere, spåkoner, troldmænd, kagebagere og så videre, men jeg lærte ikke at blive hængende for længe. Jeg vendte altid tilbage til min bod og mine kolleger i boderne omkring mig. Formålet blev langsomt mere tydeligt for mig.
Jeg solgte ikke meget, men det var ok. Jeg skulle jo starte et sted, og bare det, at gøre opmærksom på mig selv, kunne også noget. Især mine kolleger gav mig selvtillid, og med hvert et smil fra dem, blev jeg motiveret til at fortsætte. Jeg håbede naturligvis på, at der på et tidspunkt ville komme en stor kunde forbi og købe mange af mine varer, så jeg kunne få et lidt større økonomisk råderum. Måske til at gøre min bod mere attraktiv og på den måde sælge mere. Det kunne starte en positiv spiral, men indtil videre lod denne store kunde vente på sig. Af og til listede der sig en person rundt mellem boderne og forsigtigt sagde nogle rosende ord om varerne i boderne men dog med et vis misbehag i ansigtstrækkene. Jeg fik selv til tider besøg af sådan en person, men det virkede som om personen ikke helt følte sig hjemme i strædet. Som om personen var gået forkert og blot var der nød, og slet ikke af lyst. Formålet hang i luften, var stadig klart, men ikke indfriet.
Af og til kom der nogle meget vigtige personer defilerende ned gennem strædet. De så ualmindeligt vigtige ud med næsen i sky og et langt følge af tjenere, der opvartede dem, så snart de bad om noget. Jeg erfarede hurtigt, at det blev forventet, at jeg bukkede dybt, når de kom. Enkelte gange så jeg, at de pegede en af boderne ud. Straks blev boden pillet ned, og ejeren af boden blev bedt om at følge med. Åh nej, var min første tanke, men mine kolleger omkring mig, så misundeligt til. De håbede angiveligt, at det var dem, der var blevet udpeget. Jeg forstod ikke helt hvorfor, indtil det en dag, var min nærmeste kollega, der blev peget på. Han lyste op i et stort smil, og mens hans bod blev pillet ned, smilede han kækt til mig og forsvandt i følgeskab med den vigtige person. Da jeg senere gik min tur rundt til de andre boder, og kom til en ny bred gade, hvor jeg aldrig før var blevet inviteret indenfor, og som lå i den finere del af Gram, så jeg at min kollegas bod var sat op her i stedet. Men boden var ikke længere lille og trang, og indholdet ikke længere støvet og en smule trist at se på. Nej, hans varer var blevet pudset og poleret. Boden skinnede ny og lækker, og han var iført moderigtige tøj og tandsættet var kridhvidt. Han og hans bod havde fået en enorm makeover, og jeg kunne se, at den vigtige person stod bag ham, og gned sine hænder. Jeg så også hurtigt, at salget her gik strygende, selvom han ikke havde andet end de samme varer i boden, som dengang han havde sin gang i strædet. Der var et utal af listende personer omkring hans bod og de var alle et vældigt smil og var konstant henne ved den vigtige person i baggrunden og rose varerne til skyerne. Min gamle kollega havde tydeligvis fået indfriet sit formål.
Fra den dag ønskede jeg også, at en af de vigtige personer, der stadig besøgte strædet, en dag ville pege på mig og min bod. Jeg ønskede, at få hjælp til at sætte min bod op i den brede og flotte gade og ikke forblive her i strædet. Måske blev det også min tur en dag. Imens jeg håbede, så jeg nye besøgende komme til, få en kærlighed til stedet og opsætte deres sparsomme boder rundt omkring i strædet. Nogle var heldige med at blive udpeget straks efter ankomsten af den vigtige person, mens andre slet ikke kunne få gang i salget, og hurtigt forlod strædet igen nedbøjet og nedbrudt i forhold til, da de kom med oprejst pande og en tro på sig selv. Formålet med min tilstedeværelse stod så klart som nogensinde.
Den dag i Gram har virkelig sat sit spor, selvom jeg stadig håber på at blive opdaget af en vigtig person, der vil hjælpe med at pudse og polere mine varer, så de kan sælges i den store gade. Formålet er soleklart.
Inspireret af en forfatterspires profil på Instagram