Jeg mødte den ældre mand på min vej fra gården til marken. Det var i mine yngre dage, forstår du. Han stod vaklende med sin stok i den ene hånd, sin habitjakke over armen, vesten opknappet og lænede sig op ad broværnet. Som jeg husker, var han kraftig og rødmosset, men var velklædt. Sorte laksko, der dog var tilsmudsede af støv. Besynderligt fodtøj til en travetur. Lommeuret dinglede fra en sølvkæde. Ikke en mandsperson man ser ofte på landet. Han faldt uden for. Han tørrede sveden af panden. Så træt ud. Ikke sært. Jeg mindes, at der var stegende hedt. Solen bagte, og der var stort set vindstille. Jeg tror egentlig, at jeg havde tænkt mig blot at gå forbi. Hilse, men heller ikke mere. Han lignede jo en vigtigper. Jeg skulle i marken og høste. Jeg havde min le over skulderen, og var i færd med noget vigtigt. Men han stoppede mig. Kaldte mig til sig med først en dyb rømmen og siden et salgsforslag. Han ville sælge mig en tjeneste. Det var et mærkeligt forslag, så jeg stoppede op. Interesseret. Det var ikke ofte, der kom en automobil forbi, så han måtte have gået langt. Jeg forstod på en underlige måde hans forslag. Hans blotte tilstedeværelse var usædvanlig, og så dette forslag. En tjeneste, tænkte jeg. Jeg husker det tydeligt. Jeg hilste venligt, som jeg havde forberedt, men spurgte så, hvilken tjeneste. Det kunne han ikke sige, men han ville blot have en tår af mit vand. En tjeneste for en tår vand. Det var alligevel billigt, så jeg accepterede, men i stedet for at give ham min vanddunk, som jeg havde i bæltet, tog jeg min vadsæk fra leen, hvor den hang og dinglede, og fandt min madpakke frem. Hvis han ville tilbyde mig en tjeneste, var det mindste, jeg kunne give retur, en ordentlig slurk. Jeg åbnede vadsækken og fandt min flaske øl. Jeg knappede den op og rakte ham den. Han lignede en, der havde mere brug for den lige nu, end jeg havde.

Jeg tænkte ikke videre over dagen. Det ville blive meget varmt at høste, og jeg ville med sikkerhed komme til at savne min daglige øl til frokost, men jeg havde mit vand, og måske kunne jeg nasse mig til en tår hos Sigurd. Manden tog imod flasken og satte den til læberne og drak begærligt. Han lyste op. Tog flasken fra munden og studerede etiketten. En smaskede let og nikkede tilfreds. Tak, sagde han og drak igen. Da indholdet var tømt, rakte han flasken tilbage, bukkede og sagde så det mærkeligste, som jeg endnu har hørt i mit liv. Det er derfor denne oplevelse, står så klart i min erindring. Han sagde:

Belønningen er din
Tjenesten er min
Tiden kommer til at indfri
Det er min simple profeti

Og så gik han videre med et nik. Du kan nok forstå, at oplevelsen var besynderlig. Jeg stod perpleks et stykke tid og betragtede den kraftige, ældre mand, der blev mindre og mindre som han gik ned ad vejen, og til sidst var ude af mit synsfelt, da vejen kurvede om et terrænspring. Jeg havde stadig flasken i hånden. Den var ganske tom. Men det var jo, som du ved, ikke sidste gang, jeg så ham. Selvom han med tiden forsvandt ud af erindringen og kun i sære drømme og mærkelige sammentræf fandt vej til min hukommelse. Jeg har ikke bidt mærke i det før, men når jeg sådan tænker over det, så er det ligesom om oplevelsen fra dengang stadig præger mine drømme. Jeg drømmer meget, når det er fuldmåne. Han er der i drømmene ved fuldmåne. Hver gang hører jeg om tjenesten. Jeg har skudt tanken fra mig, da det jo er fjollet at sælge en tjeneste og så bare gå videre. Men nu forstår jeg. Det er det, der giver mig gåsehud.

Det var først her til aften, at jeg så ham igen. Sådan i fysisk form. Det var i forbindelse med uvejret. Den pludselige storm og de kraftige lyn. Der er jo gået mange år, så det undrer mig, at manden ikke lod til at være ældet en dag. Under normale omstændigheder ville manden jo være død og borte. Halvtreds år siden. Se på mig. Jeg er jo en gammel rynket mand med et levet liv bag mig. Har hustru og børnebørn, der snart er så voksne at også de tænker på børn. Mine oldebørn. Men han stod der. Den gamle, velklædte mand og indfriede tjenesten. Tiden indfriede tjenesten. Det her kommer til at lyde skørt. Ja, nærmest som en løgn, men jeg kan ikke forklare det på anden måde end ved at gengive mine oplevelser.

Jeg stod på perronen, da toget kom ind. Det første lyn slog ned og braget kom lige efter. Tordenvejret var lige over mit hoved. Togets hvinende bremser overtog lydbilledet, men alligevel ikke. Det var som om toget og tordenen kappedes om at larme mest. I hvert fald kom det øredøvende brag først, da lynet slog ned i stationsbygningen og alle metalsvælger lyste op i et blåt inferno. Gnister sprang og jeg måtte søge ly. Jeg så en mand blive ramt af et elektrisk stød. Han faldt om og lå straks helt stille. Jeg tænker, at han døde på stedet, for hans krop røg en smule, som om han var blevet levende stegt. Jeg stod tæt på uret og kiggede op. Det er derfor jeg ved, at klokken var nøjagtig otte. Viserne stod stille, som om uret var gået i stå. Ottetallet var gået løs og hang på siden. Der sad en velklædt ældre mand på bænken under uret og krympede sig. Han så oprigtigt skræmt ud. Toget var bragt til standsning og dørene gik op. Vogn nummer 66 holdt lige ud for uret. De elektriske spændinger i luften intensiveredes, og jeg lagde mærke til at togvognen pulserede blåt, og der flimrede blå lyn rundt om skroget. Ud af vognen kom den mest uhyggelige skabning, som jeg nogensinde har set. Klædt i sort habit, rødlig hud, gule stikkende øjne og horn. Ja, horn i panden. De stak ud fra det sorte hår, der hang i klynger tæt om den ujævne hovedskal. Jeg lagde mærke til at han gik med stok, men havde høje hæle på sine støvler, der også havde en stålbeslået spids snude. Det var en mærkelig sammensætning, som om stokken kun var til pynt.

Han løftede en finger og pegede på mig. Kaldte mig et navn. Ikke mit eget dog. Det undrede mig og jeg forsøgte at indvende, at det ikke var mit navn. Ud af øjenkrogen så jeg at manden fra bænken nu lå under den, og kiggede rundt som om han ønskede at krybe væk, men den sortklædte mand fra toget pegede fortsat på mig. Jeg bakkede og forventede det værste. Den sortklædte løftede stokken og pegede nu på mig med den, mens han gik frem mod mig. Jeg bakkede. Stokken var begyndt at slå gnister. Blå gnister.

Det var der, jeg så den gamle mand. Den velklædte gamle mand fra marken fra halvtreds år siden. Han kom ud af det blå ad perronen og råbte den sorte mand an. Han reagerede ved at brumme og tage sine prikkende øjne fra mig. Drejede hovedet mod den gamle mand. Stadig med stokken løftet og pegende mod mig. Den gamle mand sagde noget til den sorte mand med hornene. Noget uforståeligt. Med et vendte den gamle mand sin stok mod mig, som om han ikke genkendte mig, men flyttede straks stokken til et punkt over mit hoved. Endnu et lyn skød ud fra stokken og fløj sitrende hen over hoved på mig. Jeg fulgte lynet med øjnene, og så at det ramte uret, der løsnede sig og faldt ned over bænken. Den splintredes i tusind stykker og den ældre mand, der lå under bænken blev ramt. Jeg hørte det forfærdelige knas, da den ældre mands krop blev mast under uret, der stadig stod på det liggende ottetal. Jeg så den tiltagende blodpøl under manden. Jeg var chokeret. Jeg drejede hovedet tilbage i retningen af toget, men den ældre mand og den sorte mand var væk. Toget stod der stadig, men der kom nu rejsende ud af toget. Nogle andre stod på. Alt så normalt ud.

Pludselig hørte jeg et skrig, og vendte mig mod lyden. På bænken, der nu igen var hel, lå den ældre mand med øjne, hvor det hvide var vendt ud. En kvinde stod ved hans side og skreg. Uret sad på sin plads og gik som vanligt. Nu var klokken pludselig kvart over otte. Jeg mærkede sveden på panden, men alt omkring mig lignede ikke, hvad det havde været få øjeblikke forinden. Jeg kan ikke tro andet end den gamle mands tjeneste reddede mit liv fra en fejltagelse. Forstår du?

Politimanden nikkede. Skrev det sidste punktum i rapporten, rejste sig og sagde tak for vidneudsagnet. Det var vist alt. Jeg rejste mig og forlod politistationens område, hvor min hustru og min søn sad klar i forhallen til at køre mig hjem til plejehjemmet. Det var ikke sådan med den demens. Jeg glemte af og til, hvor jeg var.  

Det er derfor, at hvis du møder den tørstige mand på din vej gennem livet, så bør du lade ham sælge dig en tjeneste for en slurk vand, selvom du ikke kan tilbyde en øl.

Inspireret af Tuborgs gamle reklamebillede kaldet: “Den tørstige mand”.