Den perlemorschangerende snekugle sprænger som en sæbeboble med et let plop og danner en lille cirkel af hvid pulversne på den grove gangbro af fyrretræsplanker. En sagte bjældeklang fortager sig, mens kuglens indre kuldedis bølger ud og lader sig fordele i loftsrummet, blandt flyttekasser, madrasser og en enkelt bogreol dekoreret med gamle klistermærker med motiver fra VM i fodbold på siderne. To silhuetter sidder krumbøjede i disen og kommer langsomt til syne. To sæt isblå øjne kigger sig forskræmte omkring i det mørke rum. Deres øjne har ikke helt tilpasset sig mørkets dyb, selvom de er vant til den dunkle skov, men de lyser med en indre glød, der får rummet til at blive svagt oplyst. De inhalerer rummets dufte med et kraftigt snort.

”Her dufter af… af… af… risengrød med kanelsukker.”

”Er vi døde?” siger den ene silhuet til den anden og placerer en hånd på skulderen og et forsigtige klem for at mærke efter om de bare er gennemsigtige spøgelser, inden de er helt synlige.

Den sidste dis fordeler sig ud i rummet og forsvinder ned i Rockwool’en.

”Nej, Pax. Vi fangede en portnøgle. Vi er… rejst.”

Pax ånder tungt ud, så der dannes en skypumpe i størrelse mini foran munden. Den slynger sig rundt indtil den til sidst tilintetgøres af rummets varme.

”Pyha,” smasker Pax og begynder straks at lokalisere, hvorfra den vidunderlige duft af risengrød stammer. Pax rejser sig op og går mod duften af grød. ”Jamen, her dufter så saligt, Rollo. Er du sikker? Det var tæt på.”

Rollo nikker. ”Men vi er nu officielt på flugt. Måske ved de, hvor vi er?”

Pax ser sig forvirret omkring. Han ved øjensynligt ikke en gang selv, hvor han er. Han tager endnu et kraftigt snøft med næsen og bryder tavsheden.

”Stille, Pax. Jeg kan også dufte det. Men jeg er sikker. Vi er ikke døde.” Rollo lister hen ad gangbroen og følger sin næse. Han dufter til et rør af sølvfarvet metal, der går lodret fra isoleringsulden til undersiden af taget, hvor det er skruet fast. ”Det dufter lidt herfra, men det er ikke det.” Rollo går videre og ender ved en sammenfoldet stige af bøg med udtræk af harpiks i dråber. Stigen ligger på gulvet, men sidder fast. ”Her,” kalder han, og Pax kommer luntende.

”Ja,” hvisker Pax glædesfro. ”Det kommer nedefra.” Pax griber ud efter stigen, men bliver straks stoppet af Rollo.

”Nej,” hvisker Rollo. ”Der er lys dernede. Der bor nogen.”

Pax hæver øjenbrynene. ”Så du siger, at vi er havnet i… i… i… hvad er det nu, det hedder?”

”Danmark, Pax.”

”Ja, Danmark.”

”Ja. Jeg tror det,” afslutter Rollo og sætter en langemand foran sine læber til signal om, at Pax skal tie stille. De hører fodtrin på fliserne under stigen.

”Du tror, de kommer op med en skål,” nærmest jubler Pax med en lav stemmeføring. Rollo tysser atter på Pax. Han nikker.

”Det er tradition i Danmark,” siger han lavmælt, og et svagt smil kryber sig frem mellem de røde æblekinder.

De sætter sig om bag det nærmeste tagspær og venter. Dufter den velkendte duft af kanel og varm risengrød. Smasker let på skift og glæder sig. Venter på, at loftslemmen med stigen bliver åbnet. Det kan ske hvert øjeblik, det skal være. Pax kan mærke, at tænderne løber i vand. Han kan slet ikke vente og slet ikke stoppe munden og maven fra at glæde sig lige så meget. De må snart være færdige, og så… så… så… Så kommer de op med en skål til dem. Men der kommer ingen. Duften af grød forsvinder jo længere ud på aftenen, de kommer. De kan høre larm fra et tændt TV og til sidst slukkes lyset i rummet under dem. Pax stirrer fortabt på Rollo.

”De kom ikke, Rollo.”

Rollo ryster på hovedet og et arrigt udtryk sniger sig over de ellers glade smilerynker ved øjnene.

”Det skal de få betalt,” snerrer Rollo og rejser sig.

Han går retur til stedet, hvor kuglen af pulversne eksploderede, og Pax følger stille med.

”Hvad vil du gøre?” spørger Pax med en forsigtig stemme, der vidner om ægte bekymring. Han kender Rollo godt nok til at vide, at når først det arrige ansigt dukker op, så er det med at komme i dækning, bygge en sneborg eller det der er værre. Rollo vender sig og kigger Pax direkte i øjnene.

”Jeg vil få dem til at huske på, at der findes nisser,” brummer han vredt og nikker sagte, mens han griber ud efter sin taske af trefarvet rådyrskind. Pax nikker med, og det drillende ansigtsudtryk, som Rollo nu bærer, smitter til Pax.

”Lad os komme i gang,” smiler Pax og gnider sine hænder mod hinanden.

Rollo gør en ubehagelig overraskelse, da han står i familiens køkken og smager på de brændte rester af risengrød på komfuret. Der er også tabt sukker, men det er ikke det. Familien har hund. En hvid og lodden tæppetisser står i døren til stuen og knurrer sagte. Som om flisegulvet er lavet af lava, mens parketgulvet af ask er det eneste fristed i stueplanet. Den har set de to nisser i køkkenet, og ved ikke helt, hvad den skal gøre. Den har aldrig set noget lignende. Skal den gø og vække familien, eller klare ærterne selv. Rollo får den lokket til sig, og hundens hale begynder at vugge, men han gør tegn til Pax om at gribe den bagfra og holde dens snude lukket. Missionen lykkes, og der går ikke længe, før hunden hænger i familiens flagstang i haven og piber forskræmt. Men det hører familien ikke endnu.

Rollo piler rundt i køkkenet, i stuen, i badeværelset, på de to børneværelser og afslutter sin rundtur i forældresoveværelset, hvor Pax står triumferende og forklarer, at alt er ordnet. Rollo nikker.

”Sådan, Pax,” hvisker han, og de lister tilbage til loftslemmen og går til ro mellem tagspær i det bløde glasuld.

”Miriam,” kalder manden i huset. ”Hvorfor har du klippet snuderne af alle mine strømper?” Han hører et brag fra badeværelset og skynder sig derud. Miriam ligger på badeværelsesgulvet og skøjter rundt. ”Hvad laver du?” Manden står og ser forbløffet på sin hustru, der tilsyneladende ikke kan få fodfæste.

”Der er tabt balsam over hele gulvet. Det er pivglat. Er det dig, Ole?” hyler Miriam, mens hun endelig får sat sine fødder i spænd i brusenichen og kigger op.

”Øh nej,” smiler Ole. ”Men hvorfor har du tegnet overskæg på dig selv? Og spar lige på læbestiften.” Oles øjne fanger dog farven på gulvet. Han bøjer sig ned og stryger fingrene hen over gulvet og dufter til dem. ”Det er svarfega? Men hvorfor har du klippet mine strømper i stykker?”

Miriam ryster på hovedet og forsøger at se sig i spejlet om hun virkelig skulle have groet et overskæg hen over natten.

”Pigerne,” skumler Ole. Han drejer om på hælen og går med bestemte skridt fra soveværelset til stuen, med retning mod pigernes værelser.

Da han runder stuen, ringer hans mobil.

”Ja, det er Ole,” svarer han prompte. Det er et nummer, han ikke kender, så han forventer, at det er en telefonsælger.

”Ja, goddag,” siger en mandsstemme. ”Jeg kan se på Gul&Gratis, at du sælger dit TV for tusind kroner. Det vil jeg gerne købe.”

”Hvad?!” studser Ole. ”Jeg vil ikke sælge mit TV. Du har fået forkert nummer. Farvel og godmorgen.”

Ole lægger røret på og fortsætter videre ind i alrummet. Noget fanger hans øje. På alle billedrammer i alrummet hænger Miriams undertøj til skue. Ole ryster på hovedet.

”Mærkelige kvindemenneske,” stønner han og giver i tankerne moden skylden for den særprægede julepynt. Men det er ikke alt, der fanger opmærksomheden. Der sidder en gås på køkkenbordet. Med fjer og hoved med næb og det hele, der hvor den frosne gås fra fryseren stod til optøning i går. Den skræpper, men bliver siddende.

”Miriam,” kalder Ole bagud, mens han er gået i stå. Et højt hyl flænger huset. Det kommer fra badeværelset. Ole drejer hastigt rundt, løber og vælter ud på badeværelset, hvor han glider i svarfegaen og kurer ind i væggen. Rummet er indhyllet i sæbebobler. Miriam står i badet og hyler.

”Hvorfor kommer der sæbebobler ud af bruseren?” råber hun.

”Sluk den dog,” gjalder Ole, mens han forsøger at komme på benene. Telefonen ringer, og Ole får den fumlet op fra lommen.

”Ja, det er Ole,” stønner han.

”Ja godmorgen,” siger en overfrisk stemme. “Du har et TV til salg, kan jeg se. Det er meget interessant. Kan jeg komme i dag og se det?” Ole rømmer sig fortvivlet.

”Nej desværre. Det er sket en misforståelse. Jeg har intet TV til salg, beklager. Farvel.”

Et nyt inderligt skrig flænger huset. Det kommer fra et sted i huset, måske børneværelset. Ole kvabber ud fra badeværelset, grøn på bukseben og håndflader, og når parketgulvet i det åbne walk-in skab. Han kommer slingrende på benene og spurter mod stuen. Han glider på de fedtede fodballer, men kommer hurtigt op igen. Gåsen letter forskræmt, da Ole stormer forbi og ind på børneværelset til Mathilde, der endnu ikke er stoppet med at skrige. Men Mathilde er ikke på værelset. Hun står i alrummet ved vinduet og kigger ud. Ole lunter hen til sit barn og kigger ud på det, som Mathilde peger på.

”Se,” hviner hun videre. Ole kigger ud og op. Oskar hænger i flagstangen.

”Hva’ pokker,” brøler Ole, men kigger ned på sin datter. ”Hvorfor har du sløjfer på tæerne,” siger han undrende. Han hører ikke svaret før telefonen ringer. Ole tager den på vej ud i baggangen efter sin overfrakke og træsko.

”Ja, det er Ole.” Maria kommer søvndrukken ud fra sit værelse, gnider øjnene og gaber.

”Hva’ sker der?” spørger hun intetanende sin far. Ole kigger på sin anden datter, der har blå hårtotter og ekstremt røde ører.

”Hva’ dælen,” gisper Ole forskrækket. En stemme i den anden ende siger sit navn.

”Hallo. Du har et TV til salg på…”

”NEJ!” råber Ole. ”Jeg har ikke et TV til salg.” Han smækker røret på og tager sin frakke fra knagerækken. Den drysser af noget brunt pulver og en kraftig duft af kanel breder sig. Ole nyser flere gange.

”Hva’ hulan…!” råber han og åbner døren for at ryste jakken, men dørhåndtaget er smurt ind i noget fedtet stads, som han finder ud af, dufter af hårvoks. Han forsøger at smøre voksen af i bukserne, mens han stikker den ene fod i træskoen, men hyler højt og hiver foden til sig igen. En tegnestift sidder fast i storetåhuden.

”Mathilde,” råber han arrigt og sætter sig på bagen for at fiske tegnestiften ud. Gåsen flakser forbi hans hoved og ud ad døren.

Ole får tegnestiften ud, men ser at loftslemmen står på klem og et lille ansigt med lang snude og æbleformede kinder dannes i mørket i sprækken. Det er hurtigt væk.

”Aha,” brummer han og forstår nu straks hele misæren. Han skynder sig ud og får hunden ned fra flagstangen, mens han orienterer familien.

”Nisser,” udbryder Mathilde og Maria i kor.

Pax og Rollo hører udbruddet på loftet. De sidder i hjørnet og gnækker, men bliver straks bekymrede.

”Er vi opdaget?” hvisker Pax og stirrer ængsteligt på Rollo.

”Måske,” brummer Rollo, men vi bliver her indtil aften, og så må vi væk. De to nisser putter sig i mørket, indtil at de kan se solen gå ned og nattemørket falde på. De gør klar til afgang, da en salig duft breder sig.

”Det er… er… er… risengrød,” hviner Pax stille. Rollo sniffer også med lukkede øjne.

”De piner os,” svarer han surt. ”Det er deres hævn. Vi kan ikke blive.”

Rollo tager sin rygsæk på og går mod endegavlen, hvor de har fundet en udluftningskanal, som de kan komme ud af. I det samme kan de høre loftslemmen blive åbnet. De kaster sig ned i glasulden og skjuler sig, så godt de kan. Duften af risengrød breder sig hen ad gangbroen. Straks hører de atter loftslemmen lukke sig. De titter op og kommer sagte på benene. De går mod lemmen. Der står en stor skål med dampende varm risengrød og en ske. Risengrøden er drysset med kanelsukker, og der står tilmed en perlende flaske med nisseøl ved siden af skålen. Pax og Rollo stormer mod grøden, men i det samme lyder et indkapslet plop, bjældeklang, der fortager sig og en kaskade af sne efterfulgt af bølgende dis. Fire kampklædte nisser træder ind i deres bane.

”Pax og Rollo fra Storskoven,” gjalder den forreste bistert udseende nisse. ”I er anholdt for at lave gæk med Julemanden.” Han stopper og sniffer. Vender sig og ser risengrøden. Et smil krøller i hans ene mundvig. ”I tre,” kalder han til de tre andre nisser bag sig. ”Tag dem og før dem tilbage til Storskoven. Jeg må lige sikre mig, at de ikke har lavet løjer her.”

Pax og Rollo bliver ført med af de tre kampklædte nisser, og de forsvinder i en snebold, som nisserne laver af deres kraftspyd. Den tilbageværende nisse sætter sig ved grøden, og kaster den indenbords tilsat lækker kold nisseøl.

Glædelig Jul