Kamilla betragtede Kristian med bedøvede øjne. Det blev heller ikke denne gang. Hun kastede den negative graviditetstest i skraldespanden og sukkede. Hun var tom for ord. Kristian lænede sig frem og gav hende en omfavnelse. Selvom han mente det godt, føltes den kold og klam. Hun elskede ham da, men hun mærkede mellemgulvet knuge sig sammen og tårer presse sig på. Hvorfor ville det ikke lykkes dem at blive gravide? De var klar. Havde lige købt hus. Havde indrettet et værelse, klar til en lille baby. Hun havde været i flere butikker med babyudstyr og fundet den perfekte barnevogn med pusletaske og sidelommer til sutter, sutteflaske og vådservietter. Hun havde det hele klar i hovedet, men det ville ikke ske. Nu var der gået to år uden resultat. Var hun gold? Virkede hans sædceller ikke? Noget måtte være galt.

Hun mærkede omfavnelsen slippe samtidig med at kulden forsvandt. Kristian vendte sig og fandt hundeselen. Buster skulle luftes. Hunden knurrede let, som han altid gjorde, når Kristian gav ham selen på. Han logrede, da han kiggede på hende, men knurrede så igen, da Kristian trak af sted med ham. Kristian så også bedrøvet ud, da han forlød parcelhuset. Hun blev trist, når hun så det blik. Hun vidste, at han følte sig utilstrækkelig. Det samme gjorde hun. Der var snart ikke mere at tale om. De måtte have hjælp, men de havde ikke penge til en kunstig befrugtning. Ikke endnu, men de sparede op. Hun vidste, at Kristian lagde penge til side hver måned.

Hun satte sig i sofaen og fandt fotoalbummet frem. Hun var i gang med at sortere de billeder, som de tog på deres rejse til Rom i sommer. Hun glædede sig til at vise en lille ny den store verden. Hun og Kristian havde set en del af verdenen nu, mens de havde været kærester og nu gift. De havde fundet deres yndlingssteder og var efterhånden blev habile rejsefæller, hvor hun satte sig ind i seværdigheder, mens han stod for rejsen og billetter, billeje og det praktiske.

Hun tog den første konvolut og bladrede billederne igennem. Der var mange landskabsbilleder og kun få portrætter. Mest af hende. Kristian havde trods alt været ihærdig med at få hende med på de fleste billeder med seværdigheder. Det ville også være kedeligt at komme hjem udelukkende med billeder af en fremmed by uden dokumentation for, at der var dem, der havde været af sted. Hun fandt et billede af ham og kiggede på det. Det var foran Peterskirken. En af verdens største kirkebygninger, så der var kun en brøkdel med af den enorme kirke, men Kristian stod foran kameraet og kirken. Han smilede ind i linsen, mens andre turister bag ham stimlede sammen og kiggede mod kirken, men også mod dem, som om det irriterede dem at komme med på fotografiet. Én smilede. En mand, der var meget rød i ansigtet.

Hun lagde billederne tilbage i konvolutten. Hun gad ikke lige nu, og de skulle alligevel snart af sted til en barnedåb for hendes venindes baby. Hun vidste, at dagen ville gøre ondt, men hun måtte tage med og smile og være glad på hendes venindes vegne. Kristian kom tilbage fra gåtur og satte Buster fri. Hunden spurtede ind til hende og den fik en omfavnelse. Buster skulede tilbage på Kristian, der hang overfrakken på knagen og trissede ud af syne. Hun hørte ham kalde fra soveværelset, at de skulle til at gøre sig klar. Hun nikkede for sig selv og rejste sig. Ja, tænkte hun. Hun skulle nok.

De kom trætte hjem. Det havde i sandhed været svært. Veninden og manden var begge glade. Babyen var vidunderlig. Alt var forløbet godt. Det havde været en hyggelig dag, men samtidig forfærdelig. Hun følte sig træt. Udkørt. Alt for mange tanker. Hun slængte sig sofaen og fandt mobilen frem. Bladrede billederne fra dagen igennem. Der var naturligvis mange billeder med babyen i centrum. Baby og mor. Baby og far. Baby og Kristian. Babyen græd som pisket på det billede med Kristian. Kamilla smilede for sig selv. Måske var Kristian bare ikke klar til faderrollen endnu. Kristian kom ind og satte sig ved siden af hende. Han smilede også af billedet. Da først babyen var sat i et skrig, havde han skyndt sig at give babyen tilbage til sin mor. Det spektakel var der ingen, der var tjent med. Kamilla frøs og hev tæppet fra sofaen over skuldrene. Kristian pegede på billedet.

”Hvem var det der?” Han pegede på billedets baggrund, hvor en mand ude af fokus kiggede ind i linsen. Hun havde set ham før, men vidste ikke hvorfra. Hun kendte ikke lige hans navn.

”Tja… Jeg så ham ikke til festen,” startede hun, selvom billedet var så uskarpt at det var svært helt at se manden. Hun trak skuldrene til ørene. ”Måske en farbror langt ude,” smilede hun.

”Jeg kan bare ikke lige huske at have hilst på ham, men OK,” konkluderede Kristian og rejste sig. Nu svedte hun, så hun smed tæppet igen og bladrede videre i mobilens fotobibliotek.

En ny uge begyndte, og de skulle begge på job. Kamilla mødte ind på kontoret og startede computeren op. Hun rundede kaffemaskinen og tankede sig en kop. Hun faldt i snak med hendes søde kollega Mie. Hun blev nødt til at tale med nogen om sine kvaler med forsøgene på graviditet. Mie var omsorgsfuld og forstående. Hun kendte nogle, der havde forsøgt med alternativ hjælp, og hvor det var lykkedes. Måske skulle Kamilla tale med dem? De udvekslede telefonnumre, og Kamilla følte et lille snert af lettelse og håb. Det var muligt at få hjælp – også uden kunstig befrugtning og bruge de mange penge, som de ikke havde. Ugen gik, og det blev fredag. Der var afdelingsarrangement med påhæng på hendes job. Kristian var god at have med til komsammen i firmaet, da han faldt så hurtigt i snak med for ham fremmede mennesker. Men det var hendes kolleger, så hun kunne også være med.

Kamilla tog nogle fotos af festen og af Kristian. Det følte hun, at hun skyldte ham efter de mange billeder af hende fra Rom. For en kort stund havde de været glade sammen, men dagen efter meldte savnet om en familie sig igen. Kamilla besluttede sig for at ringe til Mies venner. Hun fik fat i parret, hvor hun tydeligt kunne høre barneleg i baggrunden. De lød glade og venlige. Hun forklarede sit ærinde og stillede sine spørgsmål. Stemningen i røret ændrede sig. Det var som om kvinden gik for sig selv og begyndte at hviske. Hun fik et telefonnummer til en kvinde på Lolland. Ring til hende og få hjælp. Husk at sende 2.000 kroner som MobilePay til nummeret, inden du ringer. Få din mand til at ringe hende op, var det sidste ord fra kvinden, inden røret blev smækket på med en uvenlig facon. Det var en mærkelig oplevelse. 2.000 kroner alligevel.

Ved aftensmaden forklarede Kamilla oplevelsen for Kristian, der grinede af forslaget. Kamilla nævnte ikke pengene. Ringe til en kvinde på Lolland. Hvad skulle hun kunne gøre? Kristian var langt fra overbevist og troede grundlæggende, at det var en practical joke. Men Kamilla pressede på. Hvad havde de at tabe? Kristian indvilgede i forsøget. Mens Kamilla hurtigt sendte 2.000 kroner fra hendes egen konto til mobilnummeret og begyndte at vaske op efter aftensmaden, gik Kristian for sig selv og ringede til nummeret på kvinden fra Lolland.

”Hallo,” indledte Kristian, da han hørte røret blive taget, og det susede fra et åndedræt i den modsatte ende. Men der blev ikke svaret. ”Hallo. Er der nogen?” fortsatte Kristian med en let undren. Var det sexlinjen han havde ringet til. Det tunge åndedræt blev kraftigere og mere intensivt.

”Kristian,” stønnede en stemme hviskende.

”Ja, du taler med Kristian. Jeg ville h…”.

”Ti stille, Kristian,” afbrød kvindestemmen hårdt og åndedrættet fortsatte. Kristian hævede øjenbrynene. Havde kvinden lige gættet hans navn? Men tiede stille.

”Så,” startede kvindestemmen. ”Kristian. Tak for dit opkald. Sidder du ned? Sæt dig ned. Hold røret til øret og træk vejret tungt.” Kvindens stemme var kommanderende, men fortsatte uden Kristian nåede at svare. Han satte sig blot på kontorstolen i værelset og trak vejret normalt, synes han.

”Tungt Kristian. Føl, at du får luften helt ned i lungerne. Jeg skal kunne høre dit åndedræt.” Kvinden gjorde holdt og Kristian smilede lidt for sig selv. Det var virkelig en practical joke. Men han gjorde som hun sagde. Spillede med. Han trak vejret ind via næsen. Langstrakt og med lyd, og pustede ud med munden, som han havde lært til en yogatime engang.

”Ja, sådan, Kristian. Du kommer til at mærke telefonen snurre en smule. Blive varm, men du må ikke give slip. Du må ikke lægge på. Det er farligt. Fortsæt med at trække vejret. Der går lidt tid, men jeg skal nok sige til.” Kvinden tav og Kristian fortsatte med at trække vejret tungt som beordret. Han kunne ikke lade være med at smile. Jo. Telefonen blev varm, men var det ikke normalt, når den blev brugt. Han kunne ikke huske at have mærket det så intenst før, men det var sikkert indbildning nu, hvor kvinden havde sagt det. Og ikke lægge på. Han tænkte på muligheden for, at der lige nu var direkte adgang til hans bankkonto, og den blev lænset jo længere tid, han sad med telefonen ved øret og linjen åben.

Der gik lang tid. Kvinden sagde intet ud over det tunge åndedræt. Kristian begyndte at undre sig, men gjorde intet andet end som befalet. Han begyndte at tvivle. Blev han virkelig hacket? Det var begyndt at ringe for ørene af ham. En svag hyletone, men det var sikkert elektrisk støj på linjen.

”Så!” gjaldede kvinden med ét, så Kristian gav et sæt. ”Nu er du helbredt.”

”Helbredt,” svarede Kristian undrende.

”Ja, du er renset.” Igen trak Kristian øjenbrynene til panden.

”Renset?”

”Den fremmede har forladt dig… og Kristian,” fortsatte kvinden. ”Tillykke. Du skal være far om godt ni måneder. Og Kristian. Pas godt på Kamilla. Det bliver hårdt at føde tvillinger. En dreng og en pige.” Kristian var helt befippet, da han hørte duttonen i telefonen. Det var virkelig en ond joke.

Han hørte et skrig fra stuen. Kristian stormede ud af værelset og fandt Kamilla, da sad med et angstfuldt udtryk i øjnene og kiggede på sin telefon, der lå smidt på gulvet.

”Hvad er der?” sagde Kristian bekymret, da han kom Kamilla i møde og satte sig ved hende i sofaen. Hun omfavnede ham og følte varmen fra ham.

”Billedet,” stammede Kamilla og skjulte sit ansigt i Kristians T-shirt. Kristian rejste sig og samlede mobiltelefonen op. Skærmen var gået i sort, men en besked tikkede ind. Fra MobilePay med et hjerte til en overførsel på 2.000 kroner.

”Har du betalt 2.000 kroner for telefonsamtalen med kvinden fra Lolland,” skældte Kristian. mest af alt overrasket.

”Se billedet,” undskyldte Kamilla sig. Kristian lukkede telefonen op og så det fotografi, der tonede frem på skærmen. Det var af ham fra firmafesten. Han kiggede ind i linsen og smilede, men en mand med hule øjne og et koparret og blodskudt ansigt sad i tæt omfavnelse med ham og smilede også ind i linsen. Det var manden fra dåben og nu kunne han også genkende ansigtet fra fotoene foran Peterskirken fra Rom. Kristian slap telefonen med rystende hænder, så den atter dumpede ned på gulvet.

”Hvem er han?” råbte han febrilsk. Manden havde været på alle billeder af Kristian, som de havde set i den seneste tid.

Efter ti måneder fik Kamilla og Kristian tvillinger. En dreng og en pige som kvinden fra Lolland havde forudsagt. En måned efter fødslen ringede telefonen. Det var en kvinde med en sørgmodig stemme, der efterspurgte hjælp til at blive gravid. Kamilla gav hende telefonnummeret til kvinden fra Lolland og instruks om at betale før opringningen.

Bygger på en virkelig historie…