En forfatterspires mareridt

0
(0)

Her er jeg, lige her, kære forlag
Mine ord er sendt. Læs mine forslag
Jeg indynder mig, smiler og gør gerne kur
Hvorfor sender I dog altid mine tekster retur?

Her er jeg minsandten igen, kære forlag
Mærk nu mit bankende, blødende pulsslag
Jeg er ægte, ivrig, duelig og særlig produktiv
Alt, jeg ønsker, er at være udadvendt og konstruktiv

Nå. Her er jeg så igen, kære forlag
Ring til mig, se mig nu, hør mit vingeslag
Det, jeg mangler, er en professionel redaktør
Til at finpudse, sparre og sætte den sidste kulør

Så for Søren. Her er jeg nu, kære forlag
Selvudgiver i fritiden, med et sparsomt oplag
Selvsikker på egne evner, og at historierne virker
Især Kongeklenodiet om sagn, broderskab og gamle kirker

Her er jeg selvfølgelig igen, kære forlag
Lad os sammen finde hen til det rette taktslag
Jeg er kreativ, punktlig og fuld af gode historier
Lad mig nu følge med jer ind på jeres territorier

Her er jeg sørme på ny, kære forlag
Det er jer og kun jer, der kan gøre det største udslag
Det er min udfordring, virkeligheden og desværre tendensen
Så sandt mit forfatternavn er Thomas Rud Jensen

Se her og ned og på mig, kære forlag
Det er svært at være lille og vifte med sit flag
Fortjener jeg ikke en plads på jeres flotte boghylde
Måske kan jeg jeres butik og konto forgylde

Her er jeg selvfølgelig også, kære forlag
Jeg gør endnu et punktbestemt nedslag
Har I læst om landsbyen Linå og krimien om Byfesten
Det er lokale personskildringer, humor men gæt selv resten

Her er jeg sandelig atter, kære forlag
Gør mig til stjerneforfatter med et trylleslag
Jeg er klar, verden. Se her. Here I come
Lad mig så høre jeres endelige dom

Så fandt jeg lige jeres e-mail, kære forlag
Jeg sender en bid af min nye sci-fi som forsmag
Nå, den genre hitter ikke lige nu, det var ærgerligt
Men historien kan da læses. Det er ikke rædderligt

JEG ER HER lidt endnu, kære forlag
Hjælper det måske at råbe højere i dag
I har andre dygtige og kendte forfattere i stald
Men jeg tror på, at dette også er mit kald

Minsandten om jeg er lige her, kære forlag
Jeg indvilger i at I må sætte jeres præg
Selvom det er mine tekster og min fantasi
Er det som om I altid melder hus forbi

Jeg gør en stor indsats, kære forlag
Har I læst min hjemmeside som en lille forsmag
Der findes mere end 50 historier, der er gratis
Lidt for enhver smag, som en is med Smarties

Her er jeg pinedød, kære forlag
Min lange monolog må da snart falde i smag
Jeg har en fantasy trilogi og en krimi i seks bind i støbeskeen
Lad nu være med at gøre som Manden med leen

Her er jeg rigtignok igen, kære forlag
Er der bare lidt, vi kan bruge som grundlag
Et lille enkelt svar er da intet besvær
Hvad er der da for pokker i vejen med jer?

Her var jeg lidt endnu, kære forlag
Jeg mærker mavepusteren efter jeres sidste afslag
Jeg skriver af lyst, velvidende at jeg ikke er kommerciel
Er det for meget, at I skal synes, at jeg er speciel

Nu afslutter jeg jer, kære forlag
Jeg var her, farvel, goodbye, ingen årsag
Nu må jeg forsøge at finde min egen stemme
I vil ikke høre på mig, kan jeg godt fornemme

Farewell, so long, kære forlag
I var trods alt i et andet luftlag
Ikke til stede for en ukendt som mig
Nu må jeg bare gå min egen vej

Hey gordious honey, kære bogblogger
Yes it’s me, den bedste forfatter, tjek mine lokker
Jeg skriver vildt godt og har skrevet denne fabelagtige bog
Anmeld I bare historien og mit fantastiske sprog

Hey igen, all you lovin’ people, kære bogblogger
Tjek min insta ud, hvor I finder mig, hvis I lokker
Du vil ikke regrette at læse om mine smukke meritter
Du skal hjælpe mig on my way, så mit julebogsalg hitter

Øv! Tak for dit svar, kære bogblogger
Ked af dit nej, og ja. Jeg er selvudgiver, for pokker
Hvem skal jeg spørge for en anmeldelse og en anbefaling
Nej desværre. Kontoen er tom. Du kan ikke få betaling

Der ser I bare, kære ukendte forfatter
Det er bare noget, som jeg slet ikke fatter
Selvom det er din fantasi og dit hjerteblod
Så er vi mindre kendte end dem med en mening, værsågod

Bonusvers til en dag, hvor det sker:

JA TAK, FANTASTISK, kære forlag
I så mig, lige her. Det er mig, der står bag
Hvor er det dog skønt, at I fandt frem til mig
Endelig er jeg anerkendt, set og på vej

Anmeldelse af historien

Klik på mindst én stjerne for at anmelde historien

Gennemsnitlig vurdering 0 / 5. Antal anmeldelser 0

Ingen anmeldelser endnu. Vær den første

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *