Den blinde rotte gloede på mig ud af skudhullet over døren i den gamle kro, men derudover lignede facaden ikke billedet på postkortet. Det lyserøde neonskilt var nyt og de to glasmontrer, der flankerede adgangsdøren, indeholdt hver en oplyst plakat for et kommende strippershow. Belysningen skiftede i alle regnbuens farver. Det var også nyt. To letpåklædte kvinder iført rødt lingeri, slangede sig op ad hinanden med rød trutmund og lange øjenvipper. Deres gule øjne stirrede på mig som en pyton betragter sit måltid. Det hele var meget kunstigt. Postkortet var altså gammelt, så jeg kunne ikke forvente at finde det, jeg søgte herinde. Hvem der havde sendt mig hertil, anede jeg ikke, men jeg havde en formodning. Det var ikke min intention at besøge et moderne strippersted, medmindre det var vigtigt. Og dette havde jeg aftalt at gøre.
Jeg smed kanylen og trådte ind i det røgfyldte rum, der stank af liderlige mænd og sur alkohol. Hvis det ikke var det samme. Jeg tog min gule sydvest af. Den vakte opsigt. Rækken af lastbilchauffører langs baren stirrede min vej, og et par enkelte i de rødpolstrede sæder bagerst i rummet. Slidmærkerne i plankegulvet ledte mig frem til bartenderen, der stod bag disken med hænderne i disken og afventede min bestilling. Viskestykket, der lå over hans arm, var sort af størknet blod, men jeg lod mig ikke skræmme. Jeg kendte til risikoen ved at besøge dette sted, når det ikke var en del af et mareridt.
Dublaten i lommen brændte mod mit ben, og jeg fornemmede smerten, mens dens ild trængte længere ind i mit kød. Den ville ikke herind, men jeg havde ikke andet valg, hvis jeg ikke skulle bryde min aftale. Jeg ramte fodrælingen med snuden af mine gummistøvler, mens jeg tænkte på mine våde sokker. Gennemblødt efter turen herhen. Dolken, der sad fastspændt på indersiden af støvlen, var også våd, og jeg mærkede etuiet spilde vand, når jeg skiftede retning og anklen glemte på læderet. Den ville ingen nytte gøre nu, men måske senere.
”Hvad bringer dig til Buckhorn saloon, frøken?” Bartenderen stirrede på min pande. Han ønskede ikke øjenkontakt. Jeg forstod ham.
Jeg slikkede mig om munden og følte nervøsiteten på min overlæbe. Det var kun frygtens tåger, der lå rundt om mig. Nogle øjne fulgte mig stadig rundt. Andre forduftede.
”Selby,” svarede jeg og lagde postkortet på disken. Jeg bemærkede bartenderens trækning ved øjet, da han kiggede ned, og så hvad jeg havde lagt. Bartenderen lod til at være stivnet. Som om hans tandhjulsmekanik var gået i baglås. Jeg trådte et skridt tilbage. Havde jeg gjort det korrekt? Jeg mærkede pistolløbet i nakken, men jeg hørte og mærkede ikke skuddet.
Det, jeg havde frygtet, var lige blæst ind i saloonen fra den regnfulde aften. En pige med gul sydvest. Hun forsøgte at skjule den, men jeg havde set den. Jeg havde ikke andet valg end at skyde, inden hun kiggede på mig. Hun faldt om foran disken, mens jeg nu havde tilraget mig al den opmærksomhed, jeg ikke ønskede. Bartenderen smilede skælmsk. Pigen var død, mens jeg nu var jaget vildt. Jeg greb postkortet og løb mod toiletterne. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre. Da døren til baglokalet gik op og jeg hørte støvletramp fra saloonen, der kom i min retning, måtte jeg gøre som aftalt. Jeg flåede den første toiletdør op og sprang derind. Trådte op på kanten af kummen for at åbne det smalle vindue til gyden. Vinduet bandt, men jeg fik trukket vinduesrammen op, så glasset revnede. Jeg kantede mig ud og lod mig dumpe ned på brostensbelægningen. Metaloblaten i inderlommen brændte. Det var nu. Det, jeg frygtede, men det var, hvad jeg havde aftalt.
Jeg så ikke manden fra skyggerne, men mærkede kortvarigt knivsbladet mod min hals, da kniven skar og åbnede min hals. Mudrede støvler trådte ind foran mit svigtende syn, da jeg lå på brostenene, inden alt blev sort.
Det havde været rigtigt. Den mand, jeg havde ventet, var krøbet ud ad vinduet i baggyden, hvor jeg havde aftalt at være. Jeg kunne ikke se hans ansigt, så at føre kniven, havde været lettere end jeg havde troet. Den døde mand foran mig på brostenene havde postkortet i lommen. Blodet lå som en lavastrøm, der søgte mod afløbet. Det larmede fra vinduet. Jeg måtte ikke blive set. Jeg snuppede postkortet og løb. Hvis jeg skulle nå min aftale, havde jeg travlt. Sprækken i stålhegnet til byggepladsen rev hul i min jakke, men jeg løb alt, hvad jeg kunne. Tiden var knap, hvis jeg skulle leve op til min del af aftalen. Jeg måtte ikke svigte. Ikke svigte min familie og ikke svigte ham.
Jeg drejede ind ad den blå dør og tog hvert tredje trin på trappen til sjette sal. Mine lunger skreg efter ilt, da jeg tog i døren. Modvilligt gik jeg gennem døren, og bevægede mig ind på den blottede etage, hvor murene stod våde og rå og rummet var ufærdigt. Jeg nåede det, men herfra anede jeg ikke, hvor jeg skulle placere mig. Den frankiske guldmønt, som jeg bar i en kæde om halsen, sved min brystbehåring af, men begyndte også at syde i huden. Jeg skreg af smerte, men det var, hvad jeg havde forventet. Der lød et smæld fra et sted i mørket, og det næste jeg registrerede, var et slag mod brystet og den vibrerende pil, der stak ud gennem min trøje lige under halssmykket. Det var som om kroppen gik i stå, da jeg hørte det skingre skrig fra en drage. Ilden formede sig rund og fyldig på den anden side af de tomme vinduer inden mine ben eksede under mig og jeg faldt. Jeg mærkede ikke kontakten med betongulvet.
Jeg lagde buen fra mig og skyndte mig frem mod målet. Han havde ikke set mig. Dragen, der fløj rundt om bygningen, var lyslevende som jeg havde frygtet og havde lige sendt en byge af ild ind gennem de gabende vinduer, som om den for alt i verden ville stoppe begivenhedernes gang. Jeg måtte skynde mig, inden det var for sent. Det var ikke tid til at tænke på, at mit mareridt var blevet virkelighed. Jeg fandt postkortet i den dødes hånd og lagde det i metaletuiet, som han havde givet mig, hvorefter jeg stak det i inderlommen. Der var kommet blodstænk på billedet af kroen, men jeg forventede ikke at det gav problemer. Det store rum med de rå mure passerede hastigt, mens jeg fandt døren til den lange gang, som jeg havde indøvet mig i at forcere med størst mulig hastighed. Jeg måtte ikke tænke, når jeg gjorde det. Fik min tanker først overtaget og nåede jeg ikke til den anden ende af bygningen før dragen, ville det være for sent. Det havde han udtrykkeligt sagt, da jeg indgik aftalen. Jeg løb som en vanvittig. Kobberstykket lå gemt i min sko, så jeg ikke tabte den under mit løb. Jeg fornemmede, hvordan den runde cirkel brændte sig vej op gennem min fod og snart ville sætte et mærke på fodrodsknoglen. Men jeg måtte bare ikke tabe mønten, så det eneste sikre gemmested var i skoen. Smerten måtte jeg bare udholde.
Jeg drejede væk fra den lange gang til det korte stykke mellem kontorbygningerne og ind ad den nye dør, hvor monteringen af inventar var i gang. Alt lå hen i mørke. Jeg så kontorbåse til begge sider, mens jeg løb. En enkelte bordlampe brændte endnu, men der sad ingen. Jeg hulkede af smerte, da jeg atter drejede fra gangen og ind i det store mødelokale, hvor jeg ville ende min opgave. Kuglen af smerten fra foden var uudholdelig, men det ville snart være slut. Hovedkulds sprang jeg mod vinduesglasset, der splintredes. Jeg faldt. Vendte mig i luften og lukkede øjnene. Jeg ville ikke se det. Lufttrykket fra vingeslag, der kom nærmere, var mærkbare på min blottede hud. Bare jeg vidste om jeg havde nået det.
Jeg skjulte mig, da gaden blev fejet ren med 1.000 grader varm ild fra dragen, der nu var i færd med at stige op over byen for at vende tilbage og sikre sig at alt var tilintetgjort og brændt til ukendelighed. Den faldende krop landede nogle meter foran mig og jeg hørte knogler knase, da kroppen klaskede mod asfalten. Manden døde lige inden den ildspyende drage kom dykkende. Jeg sprang frem til de sorte rester på asfalten. Febrilsk ledte jeg efter metaletuiet, men stoffet og kroppen, der stank af kul og brændt kød var allerhelvedes varm. Jeg jog blikket med den sorte himmel og fornemmede kun den brogede krop med vinger, der var vendt om og snart ville sende flammer ud over gaden igen. Hvis jeg skulle overholde min aftale med ham, måtte jeg væk fra gaden inden det hele eksploderede igen. Jeg fandt metallet i inderlommer, men metallet var rødglødende. De begyndende væskefyldte udslæt, der bredte sig i mine håndflader og på fingerspidserne smertede ulideligt, men jeg måtte forsøge at ignorere den. Mit stemmebånd formede et skrig, da jeg åbnede etuiet og fandt postkortet som aftalt. Gaden blev til endnu et inferno af ild, der ramte asfalten og bredte sig til alle sider, imens den brændte krop blev til støv. Men jeg nåede væk i tide.
Jeg fornemmede at min frakke var antændt og krængede den af, mens jeg løb i modsatte retning. Sporet jeg fulgte stod tydeligt i min erindring og jeg løb ind ad den anden gyde fra det signalregulerede kryds. Det var den vej, han havde ønsket at jeg løb. Det silede ned og slukkede de små udbryderflammer, der havde sat sig allevegne. Amuletten i min baglomme blev allerhelvedes varm. Så varm, at jeg fortsat fornemmede at noget af mig var i flammer, men den kunne jeg ikke skille mig af med. Jeg så skiltet, der vejviste mod kroen og fulgte skiltningen. Foran den skumle beværtning standsede jeg, og stillede mig som aftalt på kloakdækslet, hvor den fortættede varme fra undergrundsbanen piblede ud og lagde sig som en dyne hen over de kaotisk lagte brosten. Et stik i halsen begyndte at svide, og jeg greb straks om stedet. Jeg mærkede ikke stenene mod mit ansigt, da jeg faldt.
Jeg kiggede op fra min gule sydvest og trak kanylen ud af halsen på manden, hvis bukselomme stod i flammer. Han lugtede af sod. Om det skyldtes flammen for bukserne eller de krøllede og sorte nakkehår, hvorunder jeg havde stukket nålen ind, var umuligt at sige. Men nu var det gjort. Jeg bukkede mig ned og tog postkortet fra den døde mand på brostenen. Billedet på postkortet var en kro. Den jeg stod foran, men kroen lignede ikke motivet på postkortet. Dette var et strippersted. Kortet måtte være gammelt. Jeg smed kanylen og trådte ind i det skumle rum, der stank af liderlige mænd og sur alkohol. Jeg gjorde som aftalt.
Da jeg havde lagt postkortet på disken, og efterspurgt Selby, trådte jeg tilbage og talte til tre. På tre dukkede jeg mig, som jeg var instrueret. Jeg hørte pistolskuddet, der rungede lige over mit hoved i samme splitsekund, som jeg faldt på hug. En blodrød blomst foldede sig ud i panden på bartenderen. Han faldt bagover. Jeg rullede til siden og så den skrækslagne mand, der havde stået bag mig og affyret skuddet. Det lod ikke til, at dette var den plan, han havde i hovedet. Han smed pistolen og løb mod toiletterne.
Et øredøvende brøl slugte al anden lyd fra barstuen, selvom gæsterne stormede ud undtagen én. En mand klædt i hvidt i en form for selvoplyst kuppel havde rejst sig ved det ene bord. En gruopvækkende skabning kiggede op over disken. De orangerøde slangeøjne løftede sig op over rækken af halvtømte ølkrus og tomme flasker. Betragtede mig, men forsvandt så bagud og ud ad bagdøren. Bartenderen var blevet transformeret til et uhyre. Dragens vinger flappede først, da den fik rum nok. Jeg rejste mig og stirrede på den selvlysende, hvide mand. Det var manden, som jeg havde indgået aftalen med. Pagten for at redde mit liv. Slette mine synder og vende tilbage til dagligdagen.
”Selby?” spurgte jeg og manden nikkede.
”Du har gjort din pligt, og er nu fri.”
”Hvem var det? Hvad var det?”
”Djævlen og dine synder. Alt gik efter aftalen, og jeg fandt ham. Takket være jer?”
”Jer?” Men han hørte mig ikke længere. Jeg fiskede dublaten op fra bukselommen. Den blev til støv mellem mine fingre.