Af Mikkeline
Der var engang for mange, mange, MANGE år siden en sød, lille dinosaurus. Navnet var Lars, fordi han blev opkaldt efter sin endnu ældre oldefar. Så du kan nok forstå, at den her historie er sket for lang tid siden. Lars havde en MEGA træls storesøster, men hun kunne faktisk også være ganske sød. Det var bare sjældent. Hun hed Lilli og var hele tre år ældre end Lars. Til tider kunne hun også godt være vildt irriterende overfor Lars. Det skete efterhånden hver dag, at Lilli var irriterende, syntes Lars. Lars og Lilli havde også en far og mor. De var tit ude at jage efter god mad til familien. Nu siger jeg tit, men det var faktisk temmelig ofte. Derfor var Lars og Lilli det meste af tiden alene hjemme.
En dag som en hvilken som helst anden dag, var de igen alene hjemme. Lars var begyndt at dække bord og lave the på den gamle elkedel, fordi han vidste, at mor og far snart kom hjem. Men næ nej. Lars og Lilli satte sig ved det runde spisebord og ventede på, at mor og far kom hjem. Der gik lang tid. Alt for lang tid. De ventede og ventede i evigheder og til sidst faldt de i søvn. Sådan PUF! hen over bordet.
Om aftenen, da det var rigtigt sent, vågnede Lars og hørte noget rumstere ved døren. Faktisk blev der aset og maset, brummet og pruttet, vrisset og bandet. Derfor undlader jeg at skrive præcis, hvad der blev sagt her. Men det var mor og far, der kom hjem med tre hjorte, to egern, et får og et par høns. Der var nok mad til en hel måned. Mor stegte straks de to høns i en stor gryde med fjer og fødder, næb og kam. Så at sige direkte som den så ud. De begyndte at spise. Lars og Lilli var ufattelig sultne, så det var intet problem at smaske sig gennem måltidet. Det smagte så godt, at de kom til at spise lidt for meget. Straks efter festmåltidet måtte de slå mave i sofaen og hurtigt faldt de alle fire i søvn i en stor dinosaurusklump
Næste morgen vågnede Lars som den første. Han måtte knokle og skubbe, hive og flå, vrikke og møffe sig ud under sin fars voldsomme kæbeparti, som han var havnet under på et tidspunkt i løbet af natten. Han måtte ud i den friske luft og tage et par store åndedrag. Da han stod der i morgengryet fra den stigende sol, så han noget meget mærkeligt ligge på jorden henne ved det store æbletræ. Han daffede nærmere og måtte virkelig knibe øjnene sammen for at se, hvad der lå der for foden af stammen. Uh… Det var en lille skinnende diamant. En blå, funklende og vibrerende sten. Det var som om, der var et langt skridspor i den velplejede græsplæne frem mod diamanten. Han kiggede mod enden af sporet men det førte ingen vegne. Mærkeligt. Han vidste derfor ikke, hvor den kom fra. Blot vidste han, at den lå i deres have, så det måtte fra nu af være deres diamant. Sejt!, brummede han for sig selv. Han tog den op i sin lille hånd, selvom den var svær at nå helt dernede. Lars besluttede sig for, at det var hans hemmelighed. Tænk, hvis mor og far ikke ville have ham til at have den. Gik ind til naboen og afleverede den. Kastede den i søen, fordi den så mærkelig ud. Åh nej. Det måtte ikke ske. Lars ville ikke fortælle nogen noget. Ikke fortælle at han havde fundet den. Og slet ikke hvor. Han gik inden for efter at have overvejet, hvad han skulle gøre. Han så at mor allerede var begyndt at lave morgenmad og da der blev sunget lystigt fra badeværelset, og der stod damp ud under døren, vidste han, at far var gået i bad. Det duftede dejligt af cornflakes i køkkenet, så han satte sig straks til bords. Da de alle havde spist, gik Lars tilbage på sit værelse og lagde den blå diamant ind under sin ødelagte og slidte hovedpude. Det var et godt gemmested, synes han.
Det var lørdag, og dagen bød på afslapning i hængekøjen, vanding af blomsterbedet med de fine røde roser og leg i den varme sol. Lars listede sig ind fra haven, da ingen så det og gik ind på sit værelse. Han så straks, at hans gamle, slidte hovedpude var væk og der lå en ny flot puffet pude i sengen. Han skulle lige til at kalde på sin mor og far og takke for gaven, da han kom til at tænke på diamanten. Åh nej, så har de fundet den, jamrede han. Han skyndte sig hen og kiggede under puden, men der lå diamanten stadig. Han kiggede igen på den nye pude. Nej, det var den gamle, men den var bare blevet helt pæn uden huller eller mærker. Den var faktisk – nu han så nærmere efter – så god som ny. Lars grublede. En idé faldt ham ind. Han tog diamanten op og prøvede at lægge den ind under sin dyne. Den var nemlig også ret hullet og beskidt. Flere syninger var gået op i foret, og der stak nogle gåsefjer ud hist og pist. Lars lukkede øjnene og talte til ti. Han tittede ud af det ene øje. Fangede dynen. Ja da. Den var også så god som ny nu. Pæn og indbydende. Han blev så lykkelig. Hvad skulle han stille op?
Helt uventet valgte han at gå ind til Lilli, der også havde lusket sig ind fra haven og lå på sin seng med en slidt og brugt pude og en endnu mere gammel og ussel dyne. Hun spillede på sin mobil og så aldeles fraværende ud. Lars forsøgte at få Lillis opmærksomhed, men fik bare at vide at han skulle skride. Det blev hvislet ud mellem hjørnetænderne. Han fremviste den blå diamant og straks var Lilli helt til stede og mobilen lagt til side. Orv mand, smaskede Lilli og rakte ud efter diamanten. Næh nej. Lars tog den til sig igen, men fortalte alt om den. Lilli lyttede med store øren. Lars sagde også, at hun ikke måtte fortælle det til nogen. Det var et held, at han fandt diamanten. Har smurte han måske lidt for tykt på historien, men tænk hvis han bare havde overset diamanten eller bare ladet den ligge? Lars fortalte, hvordan diamanten kunne fikse alt det, der var gået i stykker, og alt der var gammelt og slidt.
Lars og Lilli besluttede sig for at teste diamantens egenskaber igen. De tænkte, at det nok var en rigtig god ide at fikse fars gamle lampe, eller mors tæppe, eller Lillis sovebamse, mormors tæppe, farfars gamle sokker, morfars kogebog eller farmors indkøbskurv. Der var så mange ting, som de kunne fikse med diamanten. Hvor skulle de starte? De gik straks ind til fars lampe. Den var meget svær at løfte, og den var alt for tung. Lars prøvede så hårdt at få den op i armene, men de små arme var ikke stærke nok, så det kunne han ikke. Han forsøgte igen, og denne gang lagde han alle kræfter i. Armkræfter, rygkræfter, lårkræfter og alle de andre kræfter rundt omkring i kroppen.
Endelig fik han den løftet op og skyndte sig ind på sit eget værelset med lampen. Men da han lige var kommet inden for døren, tabte han lampen. Den gik endnu mere i stykker end den i forvejen var. Faktisk så den meget slemt tilredt ud, som den lå der på gulvet i mange stykker. Han blev rigtig bange for, hvad der nu ville ske. Mor kom brasende, da hun hørte larmen fra værelset. Fuld af græs og jord på knæene og rød i hovedet af solen. Hun blev rigtig sur på Lars. Lilli var selvfølgelig ikke i syne. Lars blev meget ked af det. Han lovede, at han nok skulle prøve at fikse lampen, men det troede mor ikke på, at han kunne. Han kunne feje stykkerne sammen og overveje, hvad han skulle sige til far.
Nedtrykt begyndte Lars at samle alle de små stykker af lampen op i en spand. Han satte spanden på sit skrivebord og begyndte at fikse glas, jern og ledning sammen igen. Han prøvede at lime, tape og skrue så godt han kunne, men ingen af tingene lykkedes. Han græd endnu mere nu, hvor han så, hvad han havde gjort og ikke kunne gøre om. Han lagde sig på sengen og tudbrølede. Men da så han over på det gamle sengebord. Der lå diamanten. Han fik en idé. Han tog den op og gik over til det mislykkede lampefikseforsøg på skrivebordet. Han lagde diamanten midt i alle lampedelene, kiggede væk og talte til ti. BUM! Lampen var nu fikset. Så god som ny. Ikke en skramme. Ikke et knust glas og ikke som den gamle lampe. Han kaldte på sin mor. ”MOOAARRRR… JEG HAR FIKSET DEN!!!”. Mor kom brasende ind på værelset. Stadig sur i skralden. Men da hun så den fine og helt nye og rene lampe, skiftede hun til forundret. ”… og den virker også!”, indskød Lars imponeret. Mor prøvede at tænde på kontakten og ”klik”. Der kom lys ud i hele rummet.
Mor blev så overrasket, at hun kaldte på far. Han kom ind på værelset og så sin lampe skinne og lyse som aldrig før. ”Det er et helt mirakel”, sagde mor og far på samme tid. ”Hvordan gjorde du det? Og så hurtigt!”, stammede mor forbløffet. Lars sagde, at han bare limede og skruede lidt. De kunne ikke tro deres egne øjne, men mor sagde: ”fordi du har været så dygtig kan vi lave får til aftensmad”. Det var hans livret, så han jublede og krammede sin mor. Far og mor krammede Lars tilbage.
Men de måtte ikke længere være inde, så Lars og Lilli gik ned på legepladsen. Her så de en lille dinosaurus, der sad og græd. Dens lille skællede ryg dirrede og de små forben skjulte øjnene, men de kunne se tårerne løbe ud under de tre klør på hver lille hånd. De løb straks over for at spørge, hvad der dog var galt og den lille dinosaurus fortalte, at han kom til at ødelægge sin mors vase som vist var over 100 år gammel. Det var en meget, meget, MEGET gammel vase. Den betød rigtig meget for deres familie, fordi den var hendes tiptipoldefars. Altså sådan fra vildt gamle dage. Den lille dinosaurus havde grædt hele morgenen, men turde ikke fortælle sin mor om sin ugerning. Lars sagde til den lille dinosaurus, der i øvrigt hed Alfred, at han bare skulle vente her.
Lars spurtede så hurtigt han kunne hjem efter diamanten, og da han kom tilbage, sagde han til Alfred, at han gerne ville kigge lidt nærmere på skårene fra vasen hjemme hos ham. Det var Alfred med på, hvis Lars kunne hjælpe ham. Lars lovede at han nok skulle prøve at fikse vasen. De gik og gik i lang tid og til sidst kom de til hjem til Alfred. De listede sig ind. Huset var tomt, så Alfreds mor var nok ude i byen for at handle ind. Alfred viste Lars og Lilli op på sit værelse til den ødelagte vase. Lars kiggede på stumperne. Der var virkelig ikke meget tilbage, men han vidste lige præcis, hvad han skulle gøre. Han bad Alfred om at kigge væk, lagde diamanten i stumperne fra vasen. Lars ville gerne imponere, så han bad Alfred om at tælle til ti. Når han så sagde ”NU!”, så skulle Alfred starte med at tælle. Lars kiggede også væk og råbte ”NU”! Alfred talte langsomt men sikkert: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10 og BUM!
De vendte sig begge om og der stod den pæneste vase, som de nogensinde havde set. Den havde fine guldstriber og blå prikker. I toppen var den mønstret med vandrende dinosaurusser og den havde en fin hvid farve. Den lille dinosaurus var lykkelig og krammede Lars hårdt og inderligt, så han næsten kom til at rage vasen på gulvet igen. Så så, trøstede Lars og Lilli, da Alfred igen begyndte at græde.
Lars og Lilli gik hjem igen efter at have taget afsked med Alfred, men der var bare en ting. De havde glemt diamanten. De vidste ikke, at de havde glemt den. De var bare i meget godt humør, fordi de havde hjulpet den lille dinosaurus. Da de endelig kom hjem efter en lang dag på langfart, kom Lars i tanke om diamanten. Hvor var den? Så huskede han. Den var jo lagt midt i skårene, så den måtte ligge i vasen. Lars løb som han aldrig havde løbet før. Så hurtigt, så han næsten glemte sine egne ben i farten. Han tonsede hjem til den lille dinosaurus. Det tog meget lang tid og Lars blev mere og mere forpustet. Da han endelig kom frem, var han meget træt og kunne næsten ikke stå på sine egne ben. Han bankede på døren og da Alfred åbnede og atter lyste op, spurgte Lars, om han ikke lige måtte se vasen igen. Den var nemlig så pæn og han havde tænkt på den hele turen hjem. Selvfølgelig, sagde Alfred og viste Lars op på første sal, hvor vasen stod højt oppe og uden for Alfreds rækkevidde. Lars kunne godt nå vasen, så han bar den ned og stak hånden ned i den smalle åbning. Gudskelov. Der lå diamanten stadig.
Lars måtte gå lige så stille hjem. Han havde ikke flere kræfter for i dag. Det var begyndt at blive mørkt og han blev lidt bange for, at mor og far og Lilli allerede havde spist aftensmad. Men da han endelig kom hjem, stod aftensmaden på bordet. Og som mor havde lovet, var der stegt får med gode kartofler og sovs til. Han blev så glad, at han skyndte sig at sætte sig til bords. De havde nok aldrig spist så meget, som de gjorde i dag. Det smagte så fantastisk, at han blev ved med at spise og spise og SPISE indtil han var ualmindeligt mæt og så træt, at han gik direkte i seng. Han faldt hurtigt i søvn og drømte om, at han reddede verden og blev superhelt. En super dinosaurus!
Da han vågnede næste morgen, var der varmet rundstykker og alt var så godt og dejligt. Mens de sad og hyggede sig hele familien, blev der banket på døren. Lars åbnede. Han blev meget overrasket. Det var den lille dinosaurus og hans mor. De havde en kæmpestor gave med pakket ind i guldpapir og med mørkerød sløjfe. Lars og Lilli vidste ikke, hvad der var i den, men de blev meget glade. Da de pakkede den op, blev de så overrasket, fordi det var den flotte vase, som de have fikset for Alfred.
”Jeg syntes at I skulle have den for at være sådan nogle gode venner. I er så hjælpsomme” sagde den lille dinosaurus mor. Alfred havde alligevel fortalt sin mor historien, for det er alligevel altid bedst at være ærlig. Også selvom man indrømmer at have været klodset. ”Tusind mange gange tak”, sagde Lilli. De satte den store vase op på skabet i hjørnet af stuen, hvor den pyntede rigtig flot.
Senere den dag, sad Lars og Lilli på værelset og studerede diamanten. Den var så flot blå og skinnende. Hvad skal vi gøre, spurgte Lars. Lilli vidste det ikke, men sagde alligevel, at hun synes de skulle bruge den til noget godt hver dag, men hun havde også hørt i nyhederne, at der snart vil lande en kæmpe meteor et sted i nærheden. Måske kunne diamanten hjælpe, så meteoren ikke ødelagde for meget af folks haver. Lars gav hende ret. Det var et forsøg værd.
Lars og Lilli begav sig ud til det sted, hvor de kloge dinosaurusser inde i byen havde beregnet, at meteoren ville slå ned. Der lagde de diamanten lige under jordoverfladen. Så, sagde Lars og klappede i hænderne. Mon ikke nok det skal hjælpe. Sammen gik de hjem og ventede på nyheden om, at meteoren ikke havde forvoldt så stor skade, som troet.
Lars vidste bare inderst inde, at han havde gjort noget godt for jorden den dag. Og det havde han også. Det er nok derfor, at vi mennesker lever på en god og hel jord den dag i dag.