Ollie gik aftentur med sig selv. Han havde ikke andre, så det var mest nærliggende at gå selv. Han kom til sin favoritplet på hele denne vidunderlige jordklode. Lige her på kanten af skovbrynet med græsbakkerne som sceneri og himmelhvælvet som koncerthus. Det var en smuk sommeraften. Myggene dansede, bierne summede, cikaderne spillede. Og ildfluerne oplyste den aftagene dag med deres ivrige besøg og forsøg på at røre alle luftmolekyler. Det så vitterligt ud som om det lykkedes.

Han satte sig på den første ledige plads og lukkede øjnene. Mærkede den lette brise ramme sin kind. Lyttede til sangen. De skønne melodier, der foldede sig ud og fyldte landskabet med vidunderlige toner. Han drømte sig væk til store, fyldte sale. Forventningsfulde koncertgæster i smoking og overdådige kjoler. Champagneglas på højbordene og en fornem tjener, der bevægede sig rundt med bløde bevægelser og skænkede op, tilbød pindemadder og nikkede ærbødigt. Ollie kunne ligefrem se gobeliner på væggene, de dyre malerier, glasmontrene med gamle klenodier fra Mozarts første symfoni og Richard Strauss hvide dirigentstok. Han kunne tilmed smage de syrlige bobler på tungen fra champagnen og atmosfæren af verdensberømte klassiske musikere. Men bedst af alt kunne han høre rummet blive fyldt med musik. Hver en fiber i hans krop længtes efter den musik. Hver aften.

Han svævede på nodebåndene. Fulgte snart den ene fyldte node med flag op ad strengene i samme hurtige takt og ned igen med de runde lange cirkler. I perfekt harmoni. Flere og flere instrumenter stemte i og snart var hele registret fyldt og lydbilledet totalt.

Der mangler da én ting, tænkte Ollie selvsikkert. Min violin. Han fandt sin violin frem, satte sig til rette, førte pandehåret behændigt væk fra øjnene og strøg første tone an. Han begyndte at følge med i tonehavet. Han spillede så han selv fik tårer i øjnene, spillede så mellemgulvet begyndte at snurre, spillede mens han sugede kinderne ind og lagde al sin koncentration i hver en nyfunden node.

Én efter én begyndte de andre instrumenter at stoppe. Cikaderne stoppede med at spille, fuglene i trætoppene stoppede med at pippe, bierne stoppede med at summe, ja selv myggene stoppede med at danse.

“Ollie!” blev der kaldt et sted derudefra.

Han stoppede med at spille, tog violinen ned og rettede opmærksomheden mod den, der kaldte.

“Ja,” svarede Ollie forventningsfuld.

“Stop dog med at spille, Ollie. Det lyder forfærdeligt.”

“Hvad?!” Ollie blev forbavset. “Det var da så skønt og flot alt sammen.”

“Gå hjem og øv dig,” fortsatte stemmen.

“Jamen,” rømmede Ollie sig. “Jeg har øvet mig lidt.”

“Ikke nok,” kaldte stemmen igen. “Du spiller falsk. Meget falsk.”

Ollie kiggede nedtrykt ud i aftenlyset.

“Jamen! Nå!”

Ollie kiggede rundt, men fandt ingen hjælp. Han rejste sig sørgmodigt og pakkede violinen sammen. Kiggede igen rundt med samme resultat. Med bøjet hoved vendte han sig og trissede hjemad. Lidt efter lidt begyndte aftenens dyr igen at fatte deres instrumenter og spillede videre, som om intet var hændt.

Inden Ollie drejede om den sidste busk, kiggede han tilbage mod det tidligere så elskede koncerthus. Han havde taget en beslutning. Dette var den sidste aften, hvor han nogensinde ville sætte sine ben her. Ollie kneb en tåre. Han havde ikke sin families talent. Han havde bare ikke talentet. Det var sådan hver aften. De andre i koncerthuset spillede så flot, mens han blot var til besvær. Uønsket. Han var søn og arvtager i en lang række af vidunderlige violinister, men arven var bare ikke gået videre til ham. Hans far havde altid sagt, at det stolteste øjeblik ville komme, når hans søn ville gribe violinen og spille hele skoven op. Men faren var gået bort, og kunne ikke høre sin søn spille. Og godt det samme. Ollie havde det ikke. Havde ikke arvet talentet. Hvis ikke for andet, ville det have slået faren ihjel. De andre i skoven var ligeglade med Ollie og det manglende talent. De ville ikke vide af ham. Ollie havde da øvet sig lidt siden i går, hvor de også forviste ham. Havde siddet nogle minutter og stemt violinen og spillet et par melodier. Det lød OK, syntes han. Men igen, var det ikke godt nok. Nu kunne han ikke mere. Han havde selv fået nok. Han kunne ikke klare flere afvisninger. Han måtte finde sit sande talent derude et sted.

Da han fandt hjem i sløret af tårer, pakkede han en vadsæk og begav sig ud i natten. Han gik mod solens sidste skær i horisonten, ør og bedrøvet. Kiggede sig ikke længere tilbage. Måtte bare komme væk. Der var alt for mange triste minder at kigge tilbage på, så han måtte kigge fremad.

Natten gik sammen med Ollie, og da de fandt dagen, kom han til en å. Nøj, hvor så græsset grønt ud derovre på den anden side. Han fandt en lang kæp i de visne grannåle og svang sig behændigt over åen. Han landede blødt i det morgenfugtige græs. Han så flere kornmarker, der stod med brede akser og kornet så meget modent ud. Flere mus var i fuld gang med at samle korn. Ollie besluttede sig for at kigge nærmere på, hvad de lavede. Måske kunne han hjælpe. De høstede. Måske havde han talent for at høste.

“Hej mus,” kaldte Ollie, da han var kommet tæt nok på. Musene stoppede arbejdet og kiggede mistroisk på Ollie. Han kunne høre at de hviskede sammen. “Kan jeg hjælpe?” fortsatte han ufortrødent.

Den største af musene, der lod til at være sjakbajs, svarede. “Det tror jeg ikke, du! Du er derovre fra.” Den store mus pegede mod den anden side af åen.

“Ja, og hvad så?” Ollie kunne ikke gennemskue, hvorfor det skulle være så slemt.

“Ah, I er så fisefornemme med alt jeres musik. Næh du. Lær at arbejde hårdt. Stå tidligt op, gå sent i seng. Knokle. Så kan vi snakke om det.”

Musene fortsatte deres arbejde. Ollie kiggede på musene. Det så ikke så svært ud, så han kom nærmere.

“Ej, kom nu, mus. Jeg kan knokle. Jeg står altid tidligt på. Giv mig en chance.”

“Okay!” Den store mus svarede. “Så tag ved her. Hjælp med at slæbe korn fra marken til vores hule, så må vi se på det.”

Ollie lagde rask fra land og begyndte at slide og slæbe. Et korn ad gangen. Musene bar to kurve hver med mindst 10 korn i hver kurv. Ollie synes et korn var voldsomt tungt. Snart svedte Ollie så meget, at han ikke kunne holde om kornene. Musene begyndte at skubbe til ham, når de skulle forbi og tømme deres kurve. De vrissede også af ham. Måske var det her bare ikke ham. Ollie standsede op, tørrede sveden af panden og besluttede sig. Nej, han måtte videre. At knokle hårdt var ikke hans talent.

Ollie hilste pænt farvel til den store mus, der grinede og himlede med øjnene, men Ollie tænkte pyt, tog sin vadsæk og spadserede videre i den dejlige dag. Han var øm i armene og nakken af alt det hårde arbejde, men det gik nok.

Efter en times gang langs de uendelige marker, kom han til en skov. Den så dyb og mørk ud, men Ollie tog chancen og spadserede ind. Inden længe mødte han de første fugle, der samlede kviste, byggede bo, snappede insekter og fløjtede lystigt til arbejdet.

“Hej fugle!” kaldte Ollie, mens han beundrede deres iver. Måske havde han talent for at flyve og bygge bo? En stor fugl satte sig på en gren lige over Ollies hoved, og tittede ned.

“Hvad så, fremmede!” sagde den deroppe fra.

“Må jeg hjælpe med at bygge bo?” råbte Ollie til fuglen.

“Kommer du ude fra markerne?” spurgte fuglen mistroisk, der nok havde set, hvilken vej Ollie var kommet fra.

“Tja… det gør jeg vel, men også længere væk.”

“Ja, de tror de er så arbejdsomme derude, men de arbejder kun for dem selv. Nej, her er vi fælles om at holde skoven pæn, bygge rede til vores generationer og den slags,” fortsatte fuglen.

Det var det rene pip for Ollie, men det tog ikke lysten fra ham. “Men må jeg hjælpe jer?” spurgte han igen.

“Du kan da prøve.” Fuglen fløj, og lod Ollie gøre forsøget på egen hånd.

Han lagde vadsækken ved en stub og forsøgte at komme på vingerne. Han tog nogle lange spring, men fløj ikke.

“Hvad gør jeg galt,” vrissede Ollie sagte for sig selv, så fuglene ikke kunne høre, at han havde svært ved at klare opgaven. Måske var det at være fugl heller ikke hans talent. Ollie skyndte sig at finde sin vadsæk og liste ud af skoven uden at blive opdaget. Det havde været lidt pinligt, hvis han ikke en gang kunne komme på vingerne og slet ikke hjælpe med noget.

På den anden side af skoven var der stadig gang i dagen. Godt nok var solen gået længere vestpå, men det var varmen kun blevet strengere af. Ollie så en sø ude i landskabet. Han satte snuden den vej. Da han var blevet tørstig af alt det arbejde, var det den rigtige vej. Endelig nåede han søens bred og tog en dyb og inderlig slurk.

“Hey!” blev der kaldt fra vandet. En fisk stak hoved op og stirrede på Ollie. “Hvad vil du, og lad da være med at drikke vores vand,” sagde fisken surt.

Ollie smilede og bevarede det gode humør, da han så, at flere fisk svømmede rundt og samlede sten med munden. Dem placerede de langs brinken og byggede brinken kraftigere og mere stabil.

“Hvad laver I?” spurgte Ollie interesseret og tænkte, at han måske havde talent for at være fisk og bygge brinker.

“Hvorfor vil du vide det?” Fisken så mistænksomt på Ollie.

“Tjo… Jeg er ude at lede efter mit talent, og det der, ser da meget hyggeligt ud.”

“Hyggeligt!” råbte fisken arrigt. “Det er skam ikke hyggeligt. Det er meget hårdt og vigtigt arbejde. Du kommer da vist over fra skoven, hvor de underlige fugle fløjter til arbejdet. Det gør man ikke,” råbte fisken nu endnu højere.

Ollie blev helt forskrækket over den sure fisk, så han undskyldte sit ordvalg.

“Men jeg kan da prøve at hjælpe jer, og se om jeg har talent for det?”

“Ok, da,” svarede fisken i det tvære toneleje. “Så hop i og lad os se på det.”

Ollie glippede kort med øjnene. Det havde han ikke lige overvejet. Han skulle jo hoppe i vandet og svømme rundt dernede. Det turde han ikke. Tænk, hvis han ikke kunne trække vejret under vandet.

“Njah… Nu jeg tænker over det…,” startede Ollie. “… så har jeg vist ikke tid alligevel.

“Nå, det må du da selv om.” Fisken vendte rundt og lod heldigvis ikke Ollie høre mere for sit vægelsind.

Ollie skyndte sig videre og så nu mod himlen. Aftenen var over bakkerne og han måtte finde et sted at slå sig ned for natten. Han fandt en gammel eg og lagde sig under roden. Natten blev kold og klam, og Ollie kunne ikke falde i søvn, når det var koldt. Han satte sig op og øvede lidt på sin violin. Den havde han trods alt taget med. Bare for underholdningens skyld. Sådan sad han i flere timer og spillede indtil søvnen overmandede ham.

Da dagens gryede vækkede solens stråler ham. Han strakte sig, tog sin vadsæk for at få lidt morgenmad. Men vadsækken var tom. Nogen havde i løbet af natten spist hans gode medbragte mad. Han græmmede sig. Hvad skulle han nu gøre? Han måtte ud for at lede. Lede efter lidt mad og ikke sit talent.

Ollie brugte hele den dag på at gå. Han mødte ingen, der kunne hjælpe ham med talentet på sin vej, men fandt en smule mad på et lille landsted, hvor han spillede et par strofer for køkkenet, men blev bedt om at gå væk. Køkkenpigerne kastede dog af barmhjertighed lidt brød efter ham. Den aften sad han i skyggen af et birketræ og spillede lidt violin. Tom mave og endnu talentløs. Verden var ikke så god ved ham, tænkte han sørgmodigt. Den næste dag gik som den forrige. For at få mad i maven, måtte han stille sig op ved et køkkenvindue på en gård og spille de melodier, som han kunne. Det var endt med lidt middagsmad, men heller ikke mere end nok til at stille sulten. Han måtte øve sig lidt mere, hvis der skulle falde mere af, havde køkkenfolkene sagt. Så samme aften øvede han sig, til han var så træt, at fingrene ikke længere lystrede og små væskefyldte blærer fyldte fingerspidserne.

Sådan gik dagene. Melodier for mad. Ømme fingre. Øvning om aftenen i skyggen af snart det ene snart det andet træ. Et par gange havde han været heldig, at en sød mælkepige havde givet ham husly i laden. Der lå han dejligt i høet og spillede flottere end længe, syntes ham selv. Men talentet rakte ikke til andet end tørt brød, lidt vand og hvad der ellers var tilovers fra de riges frokost.

En dag nåede han til en bro. Han orkede snart ikke mere. Han var blevet tynd og ranglet, og havde ikke fundet sit talent ude i den store verden. Han havde efterhånden prøvet hårdt arbejde, flyvningens kunst, ingen svømning, husbyggeri, museobservatør for tårnuglen, rallykørerassistent, propelflystarter, tja alt. Der var intet han kunne. Hver dag måtte han skrabe ind til føden ved at spille violin de steder, hvor han kom frem, og tage til takke med den mad, der faldt af. Hver aften, var han træt i krop og sjæl, men satte sig alligevel og øvede. Flere melodier og et større repertoire måtte da gavne lidt på mængden og kvaliteten af maden, tænkte han.

Ollie gik over broen og kom til de dejligste bakker. Det var næsten som at komme hjem, tænkte han. Skovbrynet for enden af øjets rækkevidde lignede det gamle skovbryn derhjemmefra, blot lidt mere vildt og frodigt. Der var også den samme sang fra cikader, samme myg, der dansede og samme bier der summede. Han kunne sværge, at hvis han så stedet derhjemme og det her sted, ville han ikke kunne kende forskel. Ollie satte sig i græsset og lyttede. Himlen lignede det gamle velkendte koncerthus. Lydene omkring ham smagte og duftede af hjemme. Han savnede hjemme, men han vidste ikke, hvor han var, og han orkede ikke at gå hele vejen tilbage. Dette sted måtte fungere for nu. Nej, hvor ville han gerne tage violinen frem og falde ind i de vidunderlige toner, der blev spillet fra skovbrynet, sunget fra himlen og ja, bare falde i hak med stedets melodi. Men hvad pokker. Han skulle alligevel videre i morgen, så hvis han blev forvist herfra, var der ikke kommet noget skidt ud af det. Han fandt sine bagben, gjorde dem klar til at spille ved at føre benene sammen. Hans egen personlige violin. Han slog første tone an. Åh, hvor lød det godt. Snart spillede han med på alle tonerne og lod sig svæve med af drømmen om at spille for fulde huse i alverdens koncerthuse. Én efter én stoppede de andre musikanter rundt om ham og til sidst var han den eneste, der spillede. Nåh, tænkte Ollie. Så bliver jeg igen smidt væk.

“Ollie, er det dig?” lød en stemme fra skovbrynet. Hov, hvor kendte de hans navn fra, men han svarede.

“Jaahhh…!”

“Er du sikker,” lød stemmen igen. Altså om han var sikker på, at han hed Ollie.

“Pøh,” svarede Ollie højt. “Ja da. Jeg hedder Ollie. Hvem er du og hvor kender du mit navn fra?” Ollie blev lidt muggen, kunne han godt høre, men han var klar til afvisningen.

“Hvor spiller du godt!”

“Hvad?!” Ollie kunne næsten ikke forstå, hvad han hørte.

“Har du øvet dig?” spurgte den der snakkede fra skovbrynet.

“Tjo, altså hver aften siden jeg gik hjemmefra. For at tjene til dagens måltid,” svarede Ollie lettere forvirret.

“Nej, hvor dejligt,” kom det igen. “Du må gerne spille med igen, nu hvor du har øvet dig længe og blevet vældig dygtig.”

Ollie spærrede øjnene op. “Vældig dygtig,” gentog han ud i luften. Spille med igen. “Jamen, hvor er jeg da.” Ollie kiggede sig omkring. Han kiggede ud over bakkerne, op mod himmelhvælvingen, studerede skovbrynet. Alt passede med hjemme. Han var kommet hjem! Dette var hjemme! Og de kunne li’ hans violinspil. Hans hjerte blev varmt og han begyndte at hulke. “Jeg er hjemme,” udbrød han højt.

“Ja, velkommen hjem, Ollie,” sagde skovbrynet. “Og du har øvet dig godt og længe, så nu kan du spille flot og ikke længere falsk og ude af takt.”

Ollie lagde sig på ryggen i græsset og grinede, græd og jublede. Det hele på en gang. “Jeg har fundet mit talent,” fløjtede han så glad, som en græshoppe nu kan være. Mit talent var som violinist, tænkte han, men alt det krævede var blot at øve sig. Øve sig længe og grundigt. Ollie rejste sig igen og faldt ind i musikken, der igen fyldte naturens koncertsal. Han spillede så taget lettere, fuglene fløjtede og tårerne flød.