En rigtig historie om en forsvundet bamse

Kirken på bakken så flot ud i solskinnet. Kirketårnet nåede ikke helt op til solen, men det så sådan ud. Far og Mor stod ved døren til kirken og ventede på gæsterne. Far havde lille Maja i armene. I dag skulle hun døbes. Så helt rigtigt var det ikke endnu, altså navnet. Først måtte præsten jo lige fortælle Maja, at hun skulle hedde Maja. Det havde Far og Mor dog bestemt, så Præsten var med på det. Faktisk skulle hun hedde mere end bare Maja, men det havde Præsten også helt styr på.

Orglet spillede på alle sine piber og dåben gik i gang. Far løftede den sovende Maja hen til døbefonten, mens Præsten stillede sig an og spurgte Far om en masse. Hvad er barnets navn? Og flere ting som det lød som om Far havde forberedt sig på. Far klarede det flot og mens Præsten duppede vand på hovedet af Maja, vågnede hun så småt. Hvad var det? Maja kiggede rundt og så den fremmede mand i den sorte kjole og meget store og hvide krave. Hun brød sig ikke om manden og satte i gråd. Og så begyndte hun først at græde højt. Til sidst græd hun meget meget højt, så Far måtte tysse på Maja. Men nu havde hun fået sit navn og hun var ikke længere våd på hovedet.

Alle Majas gæster kørte fra kirken. De skulle besøge en restaurant, hvor gæsterne fik noget at spise og havde gaver med til Maja og naturligvis for at hygge sig. Sådan var det nemlig. Maja fik mange gaver. Hun fik en sølvfarvet sparegris, en masse farverigt pigetøj og meget mere, men bedst af alle gave fik hun en bamse. En kridhvid bamse så blød at hun næsten ikke kunne mærke den i sine hænder, når hun havde den i armene. Maja var lykkelig for sin bamse. Far og Mor døbte den med det samme Jonathan, fordi det stod på lap på bamsen.

Jonathan og Maja. Maja og Jonathan. De var uadskillelige. Jonathan skulle altid putte ved siden af Maja i vuggen og i barnevognen. Siden i tremmesengen og til sidst i den rigtige seng. Jonathan var bare med overalt, hvor Maja gik og kom. Og med Maja hele vejen fra dåbsdagen som hun nu blev ældre og ældre.

Den dag Maja fyldte fem år var Jonathan også med til bords. Han skulle da også have kage og kakao. Og sådan var det hver gang Maja skulle til fest. Enten sine egne fødselsdage, Mors eller Fars eller lillesøsters. Altid sad Jonathan der ved siden af Maja og sang med på alle sangene, spiste kage eller boller med smør og drak kakao.

Det blev sommer og familien og mormor og morfar samt moster og onkel tog på tur til en lille by ved vandet. Her skulle de spise på restaurant, se ud over vandet og gå en tur gennem byen. Den dag var Jonathan naturligvis også med. Med i klapvognen. Med til bords og med da de fandt en legeplads i byen, som de straks måtte lege på. Der var en gynge og en fuglerede. Der var en vippe og et klatrestativ. De legede længe. Så længe at Maja blev tissetrængende. Faktisk skulle det gå meget hurtigt. Far bar Maja op på skuldrene og gik i rask tempo mod et toilet, der lå længere inde mod byen. De andre skulle nok pakke sammen og komme med så hurtigt de nu kunne.

Heldigvis nåede Maja og Far frem til toilettet inden Maja virkelig skulle tisse, så hun fik klaret det i fin stil. De gik sammen hen til bilen, hvor alle de andre allerede stod og ventede. De skulle hjem efter en dejlig tur ved vandet.

Da de kom hjem, udbrød Maja ud af det blå. Hvor er Jonathan? Far og Mor ledte og ledte, men Jonathan var ikke i bilen, ikke i barnevognen, ikke i tasken og ikke nogen steder. Han var helt og aldeles væk. Maja græd som pisket. Og så begyndte hun at græde højt. Til sidst græd hun meget meget højt, så Far måtte kører tilbage til den lille by ved vandet for at lede efter Jonathan. Men der var ingen Jonathan nogen steder.

Maja blev så ked af det, da Far kom hjem igen og fortalte, at Jonathan var forsvundet. Men de prøvede stadig at finde ham. Fars fætter kendte en masse mennesker på Facebook og på Twitter – altså de der steder, hvor mange mennesker kan snakke sammen og læse sammen. Så Fars fætter lovede at sende det triste billede af en grædende Maja som fremviste en efterlysningsseddel med et billede af Jonathan ud til de mange mennesker.

Der gik ikke to timer, så svarede de mange mennesker på fætterens besked. De ville spørge videre rundt blandt de mennesker de kendte. Lige pludselig så var der rigtigt mange mennesker i gang med at lede efter Majas bamse, Jonathan.

Der var selv nogle mennesker fra Færøerne, der svarede på beskeden, at de da havde en bamse, der lignede Jonathan på en prik. Den måtte Maja gerne få i stedet. Men det ville Maja ikke. Hun ville have sin Jonathan. Far og Mor fik også besked fra Build-A-Bear – du ved den der kendte bamsebutik kun med bamser og tøj til bamser. De ville forære Maja en bamse som erstatning for Jonathan, men Maja var utrøstelig. Hun savnede Jonathan og ville have ham tilbage.

Dagen efter, hvor mange mennesker havde spurgt mange mennesker, så endnu flere mennesker ledte efter Jonathan, tog en meget kendt journalist til den lille by ved vandet for at finde Jonathan. Hun spurgte alle de folk i den lille by ved vandet om de havde set en næsten kridhvid bamse, der engang var så blød, at man næsten ikke kunne mærke den, hvis man holdt den i armene. Men alle folk hun mødte, gav det samme svar. De havde ikke set bamsen. Journalisten måtte også tage hjem fra den lille by ved vandet uden at have fundet Jonathan eller i det mindste fundet ud af, hvor han var henne. Maja var ked af det. Så ked af det, at hun næsten ikke kunne sove om natten.

En dag kom der et brev. Brevet var sendt til Maja. Der stod ingen afsender, men inde i brevet var en seddel. En seddel med bogstaver skrevet stort og flot. Som en bamse ville skrive. I brevet stod der:

Kære dejlige og søde Maja

Jeg elsker dig over alt i verden, og nu er jeg i den del af verden, hvor Julemanden bor. Det er dejligt koldt og passer vældigt godt til en kridhvid bamse som mig. Jeg har fået et job som julegaveindpakker hos Julemanden og det er jeg bare så glad for. Selvom jeg savner dig, savner at putte med dig, savner at spise boller og drikke kakao sammen med dig og savner at tage på ture med dig, så har jeg fundet det sted i verden, hvor jeg håber at kunne glæde dig mest. Nemlig hos Julemanden, som jeg ved du elsker næsten lige så højt som mig. Her vil jeg hvert år finde den bedste gave til dig og din lillesøster og sende ned til dig med Julemanden, når han besøger dig.

Jeg håber at du vil glæde dig til din julegave og ikke savne mig for meget, når jeg nu bliver heroppe og hjælper Julemanden.

Kærlige bamsekram fra din Jonathan

Maja var først temmelig mistroisk, men da der samtidig lå et fint billede af Julemanden med Jonathan i sit skød, blev hun glad og for første gang i mange dage, kunne Maja grine og le igen.

Fra den dag tænkte Maja altid på Jonathan med et smil, og var så uendeligt glad for, at han nu hjalp Julemanden med at pakke gaver ind. Hvert år på juleaften fik Maja altid den bedste gave af alle fra Jonathan. Hendes dejlige bløde bamse, der havde taget på sit livs rejse og fundet lykken hos Julemanden.