Selvtægtsmanden

5
(1)

Short story
Af Thomas Rud Jensen
Marts 2025

”Fuuuuck!!” Dennis hyler begejstret ud i Golfens kabine, mens han igen undviger uden om en medkørende og overhaler lige inden den modkørende lastbil blinker for anden gang. Denne gang var det en grøn Skoda, der forsvinder i det højre sidespejl, og noget siger ham, at føreren sad med opspilede øjne og fulgte hans overhaling med en tro på, at han blev vædret af lastbilen. Men heller ikke denne gang. Blikket springer kortvarigt ned til nålen i speedometeret, der står på 180 kilometer i timen. Motoren buldrer og rattet ryster. Landskabet forsvinder til begge sider i en afsindig fart. Dennis elsker det. Han mærker blodet pumpe i halspulsåren og hjertet banker hurtigere. Det var tæt på. Fuck, hvor fedt.

Dennis blinker af ved næste frakørsel og lader motoren decelerere til 60 kilometer i timen. Han kender det kommende signalregulerede kryds, og han kan sagtens tage kurven til højre med denne fart, hvis han bliver i venstresvingsbanen og drejer skarpt til højre ind på primærvejens to ligeudgående kørespor.

Signalet skifter til rødt forude. Det er også lige meget. Dennis fastholder farten, tager svinget frem for rødt, og når lige ind foran de to biler fra venstre, der allerede har igangsat. Han hører et langt dyt bagfra, men griner bare.

Han speeder op og snart kan han ikke længere se de to biler i sidespejlene. Flere sving i fart og så er han hjemme i indkørslen. Han klikker GoPro-kameraet ud af holderen og efterlader den prustende bil, hvor ventilatoren kører på fulde omdrejninger. Det er blevet nogle fede optagelser. Han glæder sig til at gense det hele, og ikke mindst lægge de redigerede klip op på fjæssiden og se folkets reaktioner. Han har trods alt over tusind følgere, så de kommer til at kommentere for vildt på optagelserne.

Dennis griber mobilen, da han sidder foran pc’en i det trange værelse og taster Karstens nummer ind. Han hører tonen og så et knas.

”Karsten,” lyder hans kammerats stemme i den anden ende af røret.

”Hey makker. Kommer du forbi. Jeg har nyt!” Dennis har svært ved at styre sin entusiasme. Karsten kan helt sikkert høre det på stemmen.

”Igen. Jo jo. Giv mig ti.”

”Fedt. Vi ses”.

”Ses.”

Dennis går straks i gang med at redigere videoen fra kørslen. Han finder sekvensen med overhalingen lige foran lastbilen og kører videoen ned i slowmotion. Det ser fedt ud. Han sidder længe helt opslugt af alle de fede stunts, han klarede i Golfen på dagens køretur. Han er også ved at være rutineret, så de nye klip skal gerne være vildere og federe end de sidste. Han sætter musik til videoen og fjerner det fjogede grin, der kan høres live på optagelsen. Det er hans eget, men giver ikke rigtigt kredit til optagelsen, hvis han lyder som en klovn.

Dørklokken ringer. Karsten er kommet.

”Kom inden for, makker,” skråler Dennis. Han ved at døren ikke er låst, og Karsten sagtens kan høre ham gennem lejligheden, så han er fri for at rejse sig.

”Hey,” grynter Karsten, da han står i det lumre værelse og straks har øjnene på stilke for at se, hvad Dennis arbejder med på skærmen.

”For helvede, Dennis. Ikke igen. Det der er jo for sindssygt.”

Billedet af lastbilen kun få meter foran Golfen kører i ultraslow til musik af et eller andet metalrockband, og kameravinklen følger den hårde korrigering mod højre tilbage i højresporet lige foran den grønne Skoda, samtidig med at lastbilen blinker for vildt.  

”Ja, ikke.” Dennis griner fjoget.

”Det er sgu seriøst,” vedbliver Karsten og sætter sig på den ekstra kontorstol. ”Det kan jo ikke blive ved at gå godt, for helvede da.”

”Hva? Stoler på ikke på din makker?” Dennis drejer sin kontorstol og stirrer på Karsten.

”Ja, for satan. Men det er bare for vildt, det der. Du slår dig ihjel på et tidspunkt, hvis du bliver ved.”

”Nej, sgu da. Jeg har styr på det.” Dennis vender tilbage til pc-skærmen og trykker på et par knapper. ”Så er videoen live. Du kan jo selv bestemme om du vil like.”

”Ja ja.” Karsten rejser sig og klør sig håret. ”Vil jo bare ikke miste dig, vel.”

”Vil du med i morgen? Kører igen. Kunne være fedt med lidt opbakning.” Dennis vender sig ikke, men har fundet en gruppe på Facebook med andre, der kører ræs. Han klikker lidt rundt og sætter en video i gang, der viser en amerikansk lignende truck, der kører off-road på en mark mellem får, der springer for livet. ”Prøv at se.” Dennis griner.

Karsten griner forsøgsvist med. ”Njah. Skal til fødselsdag med kæresten. Desværre.”

”Okay.” Dennis klikker på den næste video.

”Jeg har sgu også lovet Cille en tur i IKEA i dag, og så har jeg jo dramaklasse i aften, så jeg hopper hjemad igen.”

”Okay.” Dennis har allerede gang i den næste video og tager ikke notits af, at Karsten selv finder ud.

Telefonen ringer i den anden ende. Det er også lige meget, hvis Karsten ikke gider komme for at se det nye stunt. Han kørte sgu off road i går i Golfen. Smadrede et hegn til en fårefold. Snittede et enkelt får. Det hele er optaget på video.

”Karsten,” lyder en søvndrukken stemme fra telefonen.

”Hey. Kørte sgu off road. Vil du se? Det er jo ikke farligt.”

”Okay.”

”Ses”

Dennis finder nogle fårelyde på internettet som han sampler ind. Og et splat, da han rammer et af fårene. Han ser klippet igen. Okay, fåret bliver faktisk slynget pænt meget til siden. Det ser sygt ud. Det skal nok give en masse likes på fjæsen.

Døren går i entreen uden Dennis behøver at råbe.

”Hey,” kalder Karsten gennem lejligheden.

”Kom!” Dennis resetter videoen og gør klar til fremvisningen. Han er faktisk stolt af videoen. Det ser fedt ud, selvom Golfen måske ikke helt har haft godt af køreturen hen over marken. Den skal i hvert fald i vaskehallen senere i dag.

Karsten kommer ind. ”Hey, Hvad så? Off road. Hvad har du på filmen?”

”Det er cool. Sæt dig.”

Karsten sætter sig og kigger intenst på skærmen.

”Har du været på druk?” Dennis betragter Karsten med et blik, der fortæller, at han ville have været med, hvis det forholder sig sådan.

”Hva? Nej, Hvorfor?”

”Du har vildt røde øjne. Har kæresten slået op?”

”Nej! Altså. Jeg har bare sovet ringe, OK?”

”Ja ja. Nå se her.” Dennis starter videoen og skruer op for lyden.

”Okay, vildt.” Karsten rømmer sig. ”Fuck, ramte du et får?”

”Ja, fedt ikke,” griner Dennis.

”Men… Døde det?”

”Det ved jeg sgu da ikke. Jeg stoppede ligesom ikke op for at tjekke.” Dennis himler med øjnene.

”Jamen for helvede.” Karsten ryster på hovedet, rejser sig og roder med sin telefon. Han vender sig og ser videre på videoen, som Dennis ikke har stoppet.

”Se nu her,” fortsætter Dennis sit grineflip, da videoen viser slalomkørsel omkring fire til fem får, der springer for deres liv.

”Har du lagt det op?” Karsten rømmer sig uden at trække på smilebåndet.

Et pling lyder fra computeren.

”Uh. En besked,” synger Dennis og stopper videoen. ”Nogen derude kunne sgu nok bedre lide videoen med lastbilen end du kunne,” griner han og åbner Messenger. ”Killermensch, hvem fanden er han?” Dennis læser op fra beskeden, der er dumpet ind. ”Det er en video.” Dennis rykker tættere på skærmen og trykker play.

En yngre mand ligger på asfalten. Han har ansigtet vendt mod kameraet. Videoen er taget over ham, så der bliver filmet ned på den yngre mand, der holder sine arme frem for sig. Manden har en lang stribe mørkerødt blod, der løber fra tindingen. Videoen ryster som om manden med telefonen, der filmer, kommer nærmere.

”Undskyld, for helvede,” klynker den yngre mand.

”Hold kæft,” lyder en stemme bag kameraet.

”Jeg lover ikke at gøre det igen.”

”Hold kæft sagde jeg.” Stemmen bag kameraet er grov og uvenlig. En arm med en pistol i hånden kommer til syne til højre i billedet. Det er manden med kameraet, der holder pistolen frem som om vinklen er fra et first shooter spil.

”Jeg lover ikk…”

”Du er et forpulet svin,” afbryder manden bag kameraet den yngre mands forsøg på forsoning. Pistolen peger på ham og den yngre mand holder hænderne frem for at undgå at bliver peget på. ”Du kører ræs i gaderne og risikerer folks liv. Uden hæmninger. Du er sindssyg,” fortsætter den grove stemme.

”Ja, for helvede. Undskyld.”

”Det har konsekvenser,” messer kameramanden.

Den yngre mands ansigt kommer til syne bag de fremstrakte hænder. ”Konsekvenser?”

Dennis er klinet til skærmen. Han har ikke sagt et ord siden videoen startede.

”Konsekvenser,” gentager kameramanden ud gennem pc’ens højttalere.

”Men… Jeg lover ikke at gøre det igen.”

”Det er for sent for dig, William.” Kameramandens greb om pistolen strammes.

”Nej,” klynker den yngre mand på asfalten. En rød Alfa Romeo med sportsfælge står i baggrunden, og kameravinklen afslører den kort, da kameramanden går et skridt tættere på og peger pistolen på den yngre mands hoved.

”Nej.”  

”Du kommer aldrig til at gøre det mere.”

Pistolskuddet er ekstremt højt i højttalerne, så Dennis giv et hop i stolen.

”What the fuck,” hvisker Dennis og ser den yngre mands hoved blive slynget tilbage i kanten af kameravinklen, mens en svag røgsky formes omkring pistolens munding.

”What the f…”

Kameravinklen skiftes bagud til et frøperspektiv af kameramanden, der har elefanthue på og kun de blå øjne kan ses under uldhuen.

”William var vanvidsbilist.” Kameramandens stemme er hæs men insisterende. ”Han kørte ræs i gaderne og tilsidesatte andre menneskers liv og førlighed. Det har konsekvenser.” Kameramandens øjne bliver hårde. ”Alvorlige konsekvenser.” Kameravinklen trækkes længere fra ansigtet i elefanthuen og pistolen kommer atter til syne og rettes mod skærmen i forgrunden, mens elefanthuen står i kontrast til den mørkeblå aftenhimmel. ”Alvorlige konsekvenser. Dennis Ingemann Poulsen. You are next.”

Dennis retter sig om i stolen. ”Hva?” Hans øjne er opspilede. ”Sagde han lige mit navn?” Dennis vender sig kortvarigt mod Karsten, men vender tilbage til skærmen. ”Sagde han lige…” Videoen er gået i stå, men Dennis trykker på play igen og ser det hele igen.

”Dennis Ingemann Poulsen. You are next.”

”Fuck. Det kan da ikke være rigtigt.” Dennis stirrer ind i skærmen. ”Det er en prank. Det er…” Dennis går i stå. ”Han skød ham sgu.”

Karsten sætter sig og lægger hånden på Dennis skulder. ”Det er vildt,” hvisker Karsten.

”Jamen, for helvede. Man slår sgu da ikke folk ihjel for det der.”

”Kender du ham på asfalten? Ham der bliver skudt,” Karsten rækker ud efter musen og trykker på play. Pauser skærmen ved billedet af den tryglende mand, der tydeligvis er blevet slået og ligger på asfalten, fordi han er blevet fanget og tæsket.

”Nej, for helvede da. Men…” Dennis kører panisk en hånd gennem sit hår. ”Man slår sgu da ikke folk ihjel…”

Karsten trykker på play igen og lader videoen køre til ende.

”Dennis Ingemann Poulsen. You are next.”

Dennis rækker ud efter musen med rystende hånd. Han lukker videoen på krydset i hjørnet og stirrer ind i skærmen, der nu viser et stillbillede af gårsdagens off road kørsel mellem får.

”Er den live, den der video.”

”Hva?” Dennis fjerner ikke blikket fra skærmen.

”Er den l…”

”Nej, for helvede. Den er ikke lagt op,” afbryder Dennis. ”Det kommer den heller ikke.” Dennis rejser sig op og går hektisk rundt i værelset. ”Hvad fanden gør jeg?”

”Du kan kontakte politiet.”

”Jeg kan sgu da ikke kontakte politiet, for helvede Karsten. Tænk dig lidt om. De kommer jo til at rode i alle mine videoer. Karsten. Du er en idiot nogle gange.

”Ja, undskyld. Vil bare hjælpe.”

”Hvad gør jeg?”

Karsten siger ikke mere. Han forholder sig helt i ro, og må bare lade Dennis selv finde ud af, hvordan han håndterer den direkte trussel på sit liv fra Killermensch.

”Jeg kunne give politiet et anonymt tip på ham Killermensch.” Dennis sætter sig hurtigt ved tastaturet og åbner Google. Taster navnet ind i søgefeltet. Intet hit. ”Fuck!”

”Altså så vil Politiet jo se, at han siger dit navn,” forsøger Karsten med en spag stemme så han ikke kommer til at træde Dennis over tæer.

”Åh, for helvede. Jamen hvad så?”

Igen forholder Karsten sig i ro.

”Jeg sælger bilen.” Dennis kigger op, som om et lys er gået op for ham. ”Fuck ja. Jeg sælger bilen, og så kan den fucking psyko der se, at jeg ikke kører ræs mere.”

”Det lyder som en god idé. Men hvad så med dine Facebookgruppe og alle dine følgere?”

Dennis vender tilbage til computeren og åbner Facebook. Efter få tast er gruppen nedlagt og følgerne væk. ”Sådan. Intet fucking spor af noget som helst.” Dennis åbner stifinderen med hektiske bevægelser og klikker på et par mapper, der indeholder MP4 filer. Han trykker delete ved dem alle. ”Så. Slet intet spor af noget som helst.”

”Hvad så nu?” spørger Karsten.

”Tag hjem, Karsten. Jeg gider faktisk ikke besøg lige nu.” Dennis går til klædeskabet og finder en Duffelbag bagerst på nederste hylde og begynder at pakke noget tøj. ”Tænker jeg lige overnatter hos min bror.”

”I Nordjylland?”

”Ja. Det er sgu lang tid siden, jeg har set ham. Det er på tide. Fuck så af, Karsten.”

”Ja, ok. God ferie. Vi ses!”

 Dennis siger ikke mere, men pakker videre. Karsten lukker lejlighedsdøren efter sig og trasker ned ad trappen, ud på parkeringspladsen foran boligblokken og sætter sig ind i sin bil.

”Hva så? Købte han den?” William sidder på passagersædet med et spørgende blik.

”Fuldstændig,” griner Karsten og rækker ud efter handskerummet for at smide telefonen ind til elefanthuen og attrappistolen. ”Sig ikke at vores dramahold ikke kan optræde ægte.”

William griner og spænder sikkerhedsselen.

Anmeldelse af historien

Klik på mindst én stjerne for at anmelde historien

Gennemsnitlig vurdering 5 / 5. Antal anmeldelser 1

Ingen anmeldelser endnu. Vær den første

2 thoughts on “Selvtægtsmanden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *