Short Story
Af Thomas Rud Jensen
December 2025

Der var noget saligt i luften over Nisselandsbyen den vinter, som ingen snefnug kunne dække over. Noget ganske ganske saligt og særligt. En sitren, en spænding, ja måske endda en elektrisk stemning blandt de små, rødnæsede nisser. For første gang i 457 år skulle der afholdes valg til posten som Julemand.

Den gamle Julemand, der hed Klaus den Ældste, havde sørgmodigt og hjertetungt meldt ud i november, at han ville gå på pension. En forfærdelig melding lige der, hvor forventningerne til julen var størst og endnu ingen var trætte af julestads og juleknas, julelys og sjap og sjask.

“Mine knæ knirker som en slæde uden olie, og jeg har forvekslet gavepapir med toiletpapir tre gange i år,” sagde han med et vemodigt smil.

Det skete, da han valgte at træde tilbage foran hele Nisselandsbyen på Torvet til den store juletræstænding, og han gentog de selvsamme ord i Rådhussalen kun få minutter efter, så alle kunne se, at der var noget helt galt.

Nyheden ramte nisselandsbyen som en isklump fra det højeste tagudhæng og lige ned i den varme kakao med flødeskum.

“Men… hvad så med julen?” spurgte Lille-Pjuske. Lille-Pjuske var den yngste gavepakker blandt nisserne. Og han havde først forstået budskabet i Rådhussalen, så spørgsmålet rungede mellem de julepyntede julekalenderdekorationer.

“Vi holder valg,” udbasunerede borgmester Niels-Nisse og slog kraftige slag med sin miniature trækævlehammer. “Enhver med hat, skæg og ambitioner kan stille op.”

Og således blev det. Der var udskrevet valg til posten som julemand, og alle kunne stille op. Også Lille-Pjuske hvis han turde, men det turde han ikke.

Der gik ikke mange dage før fire stærke kandidater meldte sig. Den første, der trådte op til den største julekugle og smed sit navn skrevet med guldglimmertusch i juletræsfoden var Julius Juleklar. Alle kendte Julius som teknologinisse og gave-logistikekspert. Han kendte samtlige tandhjul på fabrikken ned til mindste detalje, og tilmed var han personlige venner med Niels-Nisse. Julius talte til fornuften. Alle kunne selvfølgelig se, at han var den mest oplagte kandidat til posten.  

Det fik straks Frida Frost til at smide sit navn i juletræsfoden. Ikke fordi hun ville eller havde ambitioner om at være julemand. Hun manglede trods alt et fyldigt skæg. Kunne hun i det hele taget være julemand, eller ville hendes kandidatur betyde en omskrivning af hele julemandsgrundloven og være en fundamental ændring af begrebet julemand. Hun tænkte det, og stillede selv forslaget med det samme. Hun ville være julahen eller helt enkelt juleperson. Hun var miljønisse og forkæmper for evig sne og bæredygtig juleglæde. Det var hendes mest kendte fortrin og alle vidste, at hun havde indtil flere julekugler løs på øverste etage. Men der var følelser på spil, og da først Frida begyndte at græde til den første debat, var alle julenissepiger pludselig blevet til julanisser og en meget giftig stemning bredte sig mellem julanisserne og alle andre julenisser, der stod uforstående tilbage og ikke anede, hvad der havde ramt dem. Om de skulle og turde tale mod denne bevægelse eller bare lægge sig fladt ned og undskylde, selvom de ikke anede, hvad de nu skulle undskylde for.

”Nu skal der ikke gå politik i den,” sagde Bing Dinglebjælde og trådte frem til juletræsfoden, hvor han smed sin iPhone ned til de to sedler, der glimtede flot i bunden af foden. På displayet stod der hans navn skrevet med digitale granbogstaver. Han var nu også på valg som julemand. Bing var en særdeles populær nisseinfluencer, der var kendt for sine mange reklamer for chokoladenissepigekalendre med mange chokoladekugler i par. Han var desuden kendt for store løfter om sol, vind og bedre dage og endnu større gaver til alle. ”Pengene er derude, så hvorfor ikke bruge dem”, var det mest ørehængende valgløfte, som blev gentaget mange gange blandt de almindelige nisser i disse dage.

Da Bing nu var på tale som julemandsemne, så Gunnar Gran sig kaldet til at sætte sig selv forrest og gå på valg under sloganet. ”Julen tilbage til nissen.”  Der var ikke så mange, der forstod det valgsprog, men det lød pissegodt at råbe højt, når man råbte i kor. Derfor blev Gunnar hurtigt en meget populær debattør i den skrevne presse. Gunnar var en ultimativ erfaren og konservativ nisse. Det var ikke for ingenting, at han ville have julen tilbage. Da det første valgsprog blev stærkt populært at skrive i sneen med tis fandt han på endnu et valgsprog. “Julen tilbage til traditionerne.” Det var dog de færreste nisser, der kunne have så meget pis i sig, at de kunne færdiggøre hele sætningen, så rundt omkring i sneen stod der bare ”Julen tilbage til tra…… …” Det var der slet ingen, der forstod.     

Valgplakater dukkede op på polkagrisklædte lygtepæle. Debatter blev sendt live fra Peberkage-TV. Der blev grædt mange tårer – primært af Frida. Nisselandets små værksteder summede – ikke kun af gaveproduktion, men af politiske nisseagtige diskussioner.

Alt i alt lovede det til at blive en fantastisk engagerende og stærkt polariseret valgkamp, hvor alle var alles fjende, indtil alle ikke forstod, hvor grænserne gik, og det blev en sport at være uenige om det meste. Jo mere uenig des bedre.

Første valgdebat fandt sted i Pebernøddehallen, hvor publikum var bevæbnet med termokander med kakao og konfetti på sæderne. Store pebernøddekagedejsduftfriskere spyede salig duft ud over publikum for at sætte stemningen, indtil Karl Kanel valgte at sabotere den ene med sit ene næsebor, som han krængede ud over den ene kanon for at få det hele med. Han blev naturligvis eskorteret hjem og fik forbud med at deltage i flere debatter i to timer.

Hver kandidat fik fem minutter til at præsentere deres vision for julen og deres forståelse for jobbet som julemand, eller julahen, som nyhedsværten måtte korrigere sig selv, da Frida og alle julanisserne blandt tilhørende buhede intensivt og alle græd i kor.

Julius Juleklar trådte frem i sin skinnende røde jakke med rensdyrfor med LED-lys i alle syninger og knasende luftpuder på de sorte støvler, så det konstant lød som om han trådte på nyfalden sne. Og han voldbrugte det under sine fem minutter, hvor han steppede på stedet.

“Mine nisser! Vores gaveproduktion er forældet. Med mit system ‘GaveFlow3000’ kan vi pakke dobbelt så mange gaver på halv tid. Og hør her! Jeg lover trådløs gaveovervågning og automatisk ønskeseddel-sortering. Jamen er det ikke fantastisk. Det betyder… da da dahhhr… mindre arbejde, mere tid til pebernødder.”

Salen eksploderede i jubel. Aldrig havde julenisserne og julanisserne hørt mage. Kunne det lade sig gøre? Der blev klappet og klappet og klappet, så de fem minutter blev til ti og nyhedsværten, der kaldte sig Julie, til sidst måtte starte intromusikken til Disneys juleshow, før der kom ro på folk. Især var tilråbende og klap langvarige hos de yngre tekniknisser, men deres små bløde hænder kunne til sidst ikke holde til de store følelsesudbrud.

Frida Frost trådte demonstrativt op på scenen iført en kjole lavet af genanvendeligt snepapir, en fuglerede i håret, hvor en forvirret gråspurv følte sig krænket og et slæb af farverige julekugler i ørene som lange øreringe, så de satte sig fast i de besyndeligt farvekombinerede netstrømper, der dog fik det meste af salens uartige nisser til at savle.

“Hør mig, sne-elskere,” råbte hun med sin stemme, der kunne skære selv det hårdeste isslag på fortovsfliser i trævler. ”Julen skal være grøn og hvid – ikke sort af sod fra rensdyrslæder. Jeg lover evig sne, bæredygtige juletræer og komposterbare gavebånd. Mere natur, mindre stress.” Hun stillede sig med armene ud til siderne og en hævet hage for at modtage sin hyldest.

Og hyldest det fik hun. Ikke fordi julanisserne var de eneste. De ældre nisser nikkede anerkendende over Fridas tanker og idéer, mens de øvrige julenisser bøjede nakkerne og erkendte deres nederlag med en undskyldning til sidejulanissen. Nisselands skovnisser begyndte straks at dele snefnug-formede badges ud med budskabet om mere natur ud til tilhørende.

Så kom Bing Dinglebjælde løbende på scenen med konfettikanoner, der eksploderede juleskumsslik ud over publikum og en parade af dansende nissebørn i kølvandet. Reklamebannere rullede sig ud fra loftet i samme nu og reklameprodukter fra både pop-up dekorationsfabrikken i Rensdyrlunden og julestokke fra bolschevirksomhedens andensorteringslager blev væltet ud over salen, så der et øjeblik var risiko for kvælningsfare blandt de mindste julenisser, der ikke var høje nok til at få deres røde næse op over slikorgiet.

Stilheden havde lagt sig – mere eller mindre, da alle gnaskede slik, og så begyndte Bings fem minutter.

“Mine kære nisse-følgere. Tiden er kommet til større gaver. Ja ikke. Større gaver. Lad mig høre det. Større gaver, større gaver, større gaver.” Hele salen smældede med på opfordringen om ”Større gaver”, indtil Bing med hævede hænder igen bragte ro til salen. ”Vi taler trampoliner, e-rensdyr, dobbelt op på dukker, så der ikke bare pakkes én men to dukker ind i samme gave, radiostyrede biler med ikke bare fire dæk, men otte dæk, sæbeboblerør med dobbelt så mange sæbebobler indeni og hele chokoladefontæner til hvert barn. Mindre arbejde – mere sjov. Julen er intet uden sne, og julen skal være et show, ikke en slædetur.”

Hans slogan blinkede bag ham i farvet lys: #BingBringerMere.

To julenisser og femten julanisser måtte bæres ud af salen. Stort set alle var sikre på, at det var Bings tilstedeværelse, der gjorde udslaget, mens især de ældre julenisser, der fandegalemig ikke skulle kaldes julanisser, mente at det var sukkerchok. Vagterne i Pebernøddehallen blev beordret til at feje al juleknas, juleskum og julestokke sammen som de kunne komme i nærheden af. Det bragte fornuften tilbage til salen.  

Til sidst gik Gunnar Gran på scenen. Andægtigt, langsomt og højtideligt. Straks ændrede stemningen i salen sig til seriøs og stille. Med sin tunge bog “Juleåndens Håndbog” i hånden stillede han sig op og bladrede op på første side. Alle i salen holdt vejret.

“Vi har glemt, hvad julen handler om,” startede Gunnar og lignede en, der betragtede hver og en af tilhørende direkte ind i julesjælen. ”Det handler ikke om størrelsen på gaverne eller om LED-lys. Det handler ikke om slik, knas og pebernødder. Det handler heller ikke om juletræ og julesne. Slet ikke om juleløfter, strømpegaver og milliardlønninger til offentlige julenisser.” Igen standsede han oplæsningen og betragtede sin flok, der allerede var begyndt at småsludre mellem hinanden. De fleste var stærkt i tvivl om, hvad pokker det så handlede om.

Gunnar greb straks forvirringen og fortsatte. ”Det handler om fællesskab, traditioner, kærlighed og hårdt arbejde.” Alle i salen nikkede nu af ordene. Det havde de faktisk glemt. Det var lige præcis, hvad julen handlede om, så de var helt med.

”Jeg lover at bringe disciplin, orden og de gamle dyder tilbage. Peberkager som i gamle dage. Sammenhold ved samlebåndet. En skabelon for på hvilket tidspunkt alle skal tænde deres kalenderlys, og hvornår de skal sætte risengrød ud til de trængende julenisser på gaden. En liste over de ønsker som vi i julelandet accepterer. Og en liste over de gaver vi absolut ikke accepterer. Hvornår nissemor skal have sit første julekys, og hvornår det er tid til det sidste, inden hun skal bringe julemaden på bordet. Jeg ønsker at sætte overvågning op, så vi er sikre på, at julenissepolitiet kan følge med i, at alt forløber som det skal. Vi skal finde tilbage til vores formål. Vi er julenisser for pokker. Ikke alt muligt andet. Vi er julenisser, og jeg vil gerne være jeres julemand. Sådan er det.”

Stilheden var mærkbar. Alle hørte da Flemming Flæskesteg tabte sin julestok. En fælles indånding som julestormen fra vest fik alle til at føle, at de trak vejret i flok. Fællesskabsfølelsen var unik. Så klappede de ældste nisser fra ydreområderne taktfast. De havde som de første hørt og forstået budskabet. Julelandet tilbage til julenissen. Alt muligt fremmed skulle holdes fra kroppen i ovnhandsker som en brændt bradepande med mislykkede vaniljekranse. Da de ældste nisser ikke gjorde mine til at stoppe med at klappe, fulgte alle andre trop og klappede med. Gjorde som deres ældste forlangte de skulle og klappede. Klappede så sneen på Pebernøddehallen skøjtede af teglstenene og lagde sig som symbolske dæmninger rundt om hallen, så de der var kommet for sent til debatten i hallen ikke længere kunne komme ind.

I ugerne op til valget var stemningen elektrisk. Nisserne diskuterede over gløgg med rigelige mængder rødvin og toppet med nødder og rosiner, stemte i pebernøddemålinger og deltog i virtuelle peberkage-høringer.

Snart var alle overflødige ord siet fra og kandidaterne stod stærk på hver deres oneliner.

Frida Frost talte om snegaranti hele året rundt – selv om sommeren
Julius Juleklar lovede at indføre rullebånd i gaveværkstederne.
Bing Dinglebjælde tilbød hver nisse et gratis gavesæt og et personligt “takke-selfie”.
Gunnar Gran indførte morgensang og 5 minutters stilhed for Juleåndens skyld i hver debat.

Valgdagen oprandt. Stemmesedlerne blev lagt i en kæmpe julestrømpe, og nissebørnene hjalp med optællingen. Der var betragteligt færre julanisser, da det gik op for flere, at de ikke gad den evige surmulende attitude og konstant skulle svare på svære spørgsmål om ladsiggørligheden ved at være på tværs hele tiden – også selvom de faktisk var enige om det meste.

Alle julenisser og de tilbageværende insisterende julanisser sad klar på valgaftenen og afventede resultatet af deres anstrengelser. Resultatet blev foreviget med følgende resultat.  Bing Dinglebjælde vandt med 42 % af stemmerne. Julius Juleklar fik 30 %, Frida Frost 20 %, og Gunnar Gran 8 %.

Der var jubel og fyrværkeri natten lang, og selvfølgelig var al fyrværkeri formet som snefnug og stjerner samt juleslik i lange usunde baner. Men det var først nu, at det virkelige arbejde begyndte.

Allerede dagen efter valget blev Bing Dinglebjælde officielt indsat som Julemand. Han dukkede op i en glitrende slæde trukket af fire rensdyr iført reklametøj og to enhjørninger lånt fra Påskeharen, indtil han selv fik råd til egne dyr, som Påskeharen så åbenhjertigt fik sagt til pressen. Eller som Bing formulerede det: Fik dem sponsoreret. Hele Nisselandsbyen blev inviteret til “Det Nye Julekapitels Åbningsbal”.

Men bag kulisserne begyndte virkeligheden at snige sig ind som en ubuden snestorm. Bing havde ikke absolut flertal, så han måtte sagsbehandle fra sag til sag og søge kompromisser, hvor det var muligt.

I den store Konfektsal, hvor Julemandens Råd holdt møde, sad Bing med sved på panden. Ikke kun på grund af den overdrevne mængde julelys på hans nyindrettede kontor. Han havde netop fået en liste over økonomien i Nisselandsbyen og indset én vigtig ting. Man kan ikke love og holde alt på én gang uden at skulle give afkald på noget andet.

Frida Frost dukkede op med sin 12-siders rapport skrevet af hidsige naturforkæmpere og mavesure pessimister.
“Bing, som du jo sagde på scenen, julen er ikke den samme uden sne. Vi har allerede investeret i snekanoner og en skyfabrikation med pingvin-licens.”

Bing smilede nervøst og rakte hende et krus sponsoreret kakao fra den storsatsende julekakaobonde ude fra Koglekrattet.
“Frida, kære ven… vi har lavet beregninger. Evig sne kræver så meget energi, at vi bliver nødt til at vælge mellem det og… større gaver. Og folket elsker gaver. Vi siger ja til mere natur, men kan ikke få det hele.”

“Så du afskaffer sneen?” gispede Frida.

“Vi kalder det… sæsonbestemt nedbør med jule-tema.”

Der gik et chok gennem vinterafdelingen og de særligt udsendte julespindoktornisser kunne ikke lukke munden i forbavselse.

Men Bing holdt ord og snekanonerne blev pillet ned, og sneskovlene blev smeltet om til gavebåndsholdere den efterfølgende regnfulde eftermiddag.

Julius Juleklar var rasende. “Jeg har udviklet GaveFlow3000, et system der kan effektivisere gaveindpakningen med 87%. Men du vil skrotte det?”

 “Ja,” svarede Bing ærligt med mundvigene smurt ind i andefedt fra sin frokostbuffet som var forbeholdt julemanden at fråde i. “Vi har i stedet valgt at flytte midlerne til et nyt projekt, som vi kalder ‘Kulinarisk Jul’, så jeg får en 7-retters menu hver dag i december. Vi skal jo brande Julemanden, ikke. Desuden har du fået 50% flere julenisser i administrationen og 2 % ved samlebåndet. Det er kompromisset.” Bing nikkede indforstået, mens han tørrede rester af brun sovs af fingrene i Julius Juleklars forslagsprogram.

“Men det betyder, at vi går tilbage til manuel gaveindpakning.” råbte Julius og rystede fortvivlet på hovedet. “Det tager dobbelt så lang tid,” fortsatte han. Men hans frustration fandt ingen ørenlyd.

“Så må nisserne arbejde hurtigere,” sagde Bing og tog en bid af sin flamberede marcipanand.

Et oprør ulmede blandt nisserne. Flere havde stemt på Bing, fordi han havde lovet ting som “Mindre stress – mere hygge”, ”flere sponsorgaver – mindre overvægt” og ”større smil – mindre tandblegning”. Men nu fik de at vide, at julelyset på slæden ville kræve så meget strøm og vedligeholdelse, at arbejdstiden skulle forlænges med 20 %.

“Men… men… men… du lovede,” græd Lille-Pjuske og tørrede næsen i en ikke komposterbar gavebåndsrest.

“Det er nødvendigt,” forklarede Bing stift. “Vi skal have den flotteste kane i historien. LED-lamper, diskokugler, selvdrejende stjernehjul. Hvis vi skal tiltrække nye børn til julen, skal vi have wow-effekt.”

Protester blev mødt med pebernødder og tvungne julemotivationstimer i snefrie haller. Det var intet at gøre.

Julen nærmede sig. Slæden blev pyntet, maden var overdådig – især hos julemanden Bing, og gaverne var kæmpestore. Bings uovertrufne største sejr og lovning. Men stemningen i Nisselandsbyen var underlig.

Ingen sang under arbejdet. Nisserne pakkede gaver med hængende skuldre. Frida Frost var flyttet ud i skoven, og havde taget fem julanisser med sig, og Julius havde søgt job i Påskeafdelingen. Gunnar Gran holdt konservativt konvent for særligt indviede liberale nisser. Der kom tre.

På juleaftensdag holdt Bing en stor tale foran hele byen.

“Mine nisser. Kære familie. Jeg har i krisetiden bragt jer mine valgløfter. Vi har for første gang nogensinde LED-belyst kanetur, personlig menu til Julemanden og gaver, der ikke engang kan være under træet. Dette… er fremtidens jul. Tak fordi I stemte på mig. Dette er jeres fortjeneste.”

Der var spredte klapsalver. Nogle af de ældste nisser rømmede sig. Ikke for at sige noget bestemt, men mest for at ytre sig.

En lille nisse ved navn Tytte sagde højt. “Der er ikke sne… der er ingen sang… og vi er for trætte til at nyde det hele. Jeg vil have julehygge. Mor altså.”

Tyttes mor tyssede på sit barn, men alle havde hørt de sande og barnlige ord. Det var jo rigtigt.

Tavsheden bredte sig. Musvitterne stoppede med at fløjte. Snevejret gik over i regn. Selv rensdyrene vendte blikket mod jorden. Bing tog en dyb indånding og kiggede ud over byen. Han havde set forandringen i nissernes blikke over de sidste mange dage og også mærket følelsen af tabt julefortjeneste på egen krop. Den svulmede under de stadig større portioner julemad som han konsumerede. Han skulle jo op i julemandskampvægt inden juleaften. Men… Julestemningen var væk. Så sagde han noget, ingen havde forventet.

“Måske… har jeg lyttet for meget til mine egne løfter.” Bing bøjede også nakken, men kunne ikke helt på grund af dobbelthagen. Han måtte i stedet stå ved sine ord og derfor kigge ud på sine mednisser. ”Måske glemte jeg, hvad der gjorde julen magisk. Det var ikke størrelsen på gaverne… men varmen i fællesskabet.”

Han tog huen af og trådte ned fra podiet. Smed den traditionsrige julemandshue på scenen.

”Jeg er ikke værdig som julemand.” Og så gik Bing.

Nisserne var målløse. Stemningen ramte bunden. Tytte græd og Tyttes mor trøstede. Men så begyndte nogen at nynne. En sagte julesang, der bredte sig. Frida Frost trådte frem fra skovbrynet og smed en håndfuld snefnug i luften, som smeltede langsomt – men smukt. Julius genaktiverede halvdelen af sit gaveindpakningssystem. Gunnar Gran begyndte at dele traditionelle julesmåkager ud – helt uden at brokke sig.

Og Bing?

Han sad i kanten af scenen bag en firmabetalt højttaler og så det hele med våde øjne, mens Lille-Pjuske rakte ham en pebernød.

“Du glemte julen for en stund… men du fandt den igen.”

Bing nikkede.

Den nat blev julen reddet – ikke af de store løfter, men af evnen til at give slip, lytte og dele snefnug, småkager og varme blikke i mørket i fællesskabet.

Der var igen valg i Nisselandsbyen – men denne gang stillede kandidaterne ikke med blinkende løfter. Bing valgte ikke at genopstille. I stedet blev der indført et Nisseråd, hvor hver afdeling havde en stemme. Sne, Gaver, Mad, Tradition og Glæde. De skulle træffe beslutninger i fællesskab. Og så kom sneen… ikke hele året, men når den betød mest. Gaverne var ikke større, men hjertet i dem var og alle var helt med. Og nisserne? De arbejdede stadig hårdt – men med glæde i øjnene og sang på læberne. For nu vidste de alle, hvad der virkelig var vigtigt.

Julen – som den skal føles.

Glædelig jul!