Her lå den så. Trygt og mørkt. Som om den var tilbage i sin trange skal. Tilbage i de fløjlsbløde indre vægge med det barske, piggede ydre. Det stikkende ydre stod imod vejr og vind og uvedkommende for at fortælle at det indre var så værdifuldt, at det skulle beskyttes. Nu var foret ikke længere skallens men lommen af en uldtrøje. Her lå den godt og lunt. Dybt nede i lommen. Uldtrøjen svajede og dansede. Daskede mod en krop i bevægelse. Lyden fra børn i leg, biler på gaden, mennesker i samtale, vinden i trætoppene, violiner og klaverer i spil, ekkoer af musik i gange. Alt sammen finpudset og destilleret gennem den fint vævede trøje og menneskets bevægelser rundt i livet. Ind imellem kom en hånd ned i lommen og mærkede efter, om den nu stadig lå der. Jo, det gjorde den. Den lå lige her i lommen og godtede sig. Følte sig betydningsfuld. En tommelfinger blev blidt ført hen over den brune melerede overflade. Så blød og fin og stadig sprød. En hård overflade i de unge år. Nu var den ganske vist skrumpet en smule. Dagene var gået, men den lå her stadig. Stadig samme uldtrøje og stadig samme aende tommelfinger på en fin lille hånd, der besøgte den fra tid til anden.

Den havde stadig den fine hjerteaftegning, som den havde fået i vuggegave. Den var en særlig kastanje. Det vidste den godt. Og den havde faktisk fået endnu større betydning, end den selv havde forestillet sig. Nok også større end den var i stand til at fatte. Men den mærkede det. Det var ikke blot den bløde tommelfinger eller det lune leje, der fortalte den, at den var noget særligt. Nej, det var noget andet. Det var en følelse. En usagt stemning. En betagende rumklang af stilhed, der bredte sig. Både her i lommen, men også den dag, hvor den var blevet fundet. Dagen, hvor den var blevet givet. Og mange dage derefter.  

Den var bare en kastanje, men han havde set den. Efteråret havde ramt livet i skoven og trukket klorofylet tilbage fra bladene. Efterladt en overdådig flerfarvet verden i brændte nuancer. Regnbyger var kommet og gået. Solen havde skinnet men var også fortrængt bag skyer. Mennesker havde gået tur omkring træet i stadig varmere tøj. Han havde også været der. Flere gange. Gået tur som de andre. Men de andre havde ikke set den. Det havde kun han. Set den. Lige der mellem græs og fugtige, gullige blade, var den landet, da træet gav slip på den for et par dage siden. Selvom den havde frygtet livet efter faldet og selve faldet, så var det gået hurtigt og oplevelsen af løsrivelse og at stå selv, være selv var befriende. Den havde ramt jorden med et brag, så skallen revnede, og den trillede ud. Trillede lidt væk og lagde sig i en hulning mellem blade. Han gik vist i sine egne tanker, da han så den. Han tænkte nok lidt på hende, og derfor fik han øje på dens fine, naturlige hjerte. Han kunne nok mærke, at hun skulle have den. Han samlede den forsigtigt op. Gned den en smule. Mærkede dens fine krop. Bløde intense bevægelser.

Sådan lærte kastanjen først hans hænder at kende. Smilet han sendte den med tanker på hende. Tanker om det budskab, som han gerne ville sende ved netop den. Dens aftegning. Dens mærke. Den følte det også selv nu. Den var noget særligt. For ham og ville forhåbentligt blive det for hende.

Den kunne se, at den var fin i hans øjne. Øjnene strålede og fortalte mange søde historier. Både om hvad der tidligere var hændt og ønsker til, hvad der ville hænde. Han nikkede og smilede igen. Lod kastanjen hvile i sin håndflade. Den mærkede de varme hænder. Kærligheden, der lå heri. Den helende fornemmelse af udstrålende hede. Mærkede, hvor de havde været før. Hvad de havde kærtegnet. Hvem de havde kærtegnet. Kastanjen var lille og fin, som han så hende. Og han passede lidt på. Han kunne godt mærke, at hun allerede havde en særlig plads i hans hjerte, selvom de slet ikke havde kendt hinanden ret længe. Han vidste det bare. Hun var særlig. Ligesom kastanjen. Hun passede godt til ham. Ligesom kastanjen, der nu lå i hans håndflade og skinnede varmt. Jo, hun skulle have kastanjen. Den var blød og rund og dejlig at røre ved, ligesom hun var. Den ville ikke overvælde hende. Det havde både han og kastanjen besluttet. Hun var stadig skrøbelig, det vidste han godt. Kastanjen fornemmede det blot. Men hun skulle nok komme. Han vidste det – han håbede det i hvert fald. Og alt tydede også på det. Hun valgte ham til gang på gang, og det var præcis sådan, det skulle være.

En stille, spirende kærlighed mellem dem. Den skulle være den første gave mellem dem. Han kunne forære hende kastanjen og på den måde fortælle hende noget af alt det, det endnu ikke var muligt at sige. Og hun ville forstå. Lige netop denne lille gave var helt perfekt.

Den dag hvor kastanjen fandt vej til hende, var en skøn dag. En dag som stadig var ny i deres øjne. Ny mellem dem. Den kunne mærke hans ærlighed og forlegenhed. Hans lyst til at være lige her med den i lommen, klar som gave. Hans varme hænder havde fanget den. Taget den op. Aet den på ny. Lidt nervøst, men stadig kærligt. Gaven. Den. Foræringen. Hun smilede, puttede den i lommen og mærkede den mellem sine fingre. Jo, hun forstod. Han håbede det. Hun følte det. Kastanjen var med hele vejen.

Hun smilede hver gang fingrene fandt den lille fine kastanje, og hun sendte ham små forsigtige kærlige tanker. Det var alt sammen dejligt. Kastanjen fornemmede det hele. Den hyggede sig i sit fornemme hverv i livet, som budbringer i kærlighed. Hvad kunne egentlig være smukkere, tænkte den, og puttede sig veltilfreds i lommen.

Jeg elsker dig! hørte den senere svaret fra hende.