Phylis tog en slurk cola. Han ræbede højt og fugtigt og satte sig igen foran computeren. Han åbnede sin Gmail for at se, om der var kommet svar på nogle af hans jobansøgninger. Det var ikke let at finde et job som opdagelsesrejsende og autodidakt videnskabsmand. Han kunne da let søge orlov fra sine virksomhedsfinansierede ekspeditioner, havde han skrevet i de fleste ansøgninger. Stadig ingen svar, men der var derimod kommet tre e-mails i indbakken fra adresser, han ikke kendte. De tre e-mails var dumpet ind i mellemtiden, mens han havde sat af mod køleskabet for at strække sin ben, ranke ryggen og hvile øjnene en smule. Og naturligvis finde en halvanden liters Coca Cola til at slukke den begyndende tørst. Han havde siddet foran skærmen hele natten og skrevet sin seneste artikel færdig. Arkitektlampen var glohed og orangeskæret fra morgengryet lå lavt ude over hustagene mod øst. Han havde den fedeste udsigt her fra 7. etage. Mylderet 25 meter nede var få timer fra at starte. De gik glip af det meste dernede i de smalle gader, men tosserne, der til punkt og prikke overholdt myldretiderne, måtte for hans skyld gerne have det hele for dem selv. Han levede sit liv på sin egen måde. Store oplevelser og sikker indtjening fra den nyhedshungrende sensationspresse, og naturligvis hans evne til at presse citronen. Dertil kom alle fondsmidlerne, forskningsmidlerne og milliardærerne, der købte sig plads på hans ekspeditioner. Ekspeditioner, der blev aflyst i sidste øjeblik efter flere års forudbetaling. En forudbetaling, som han kunne leve på renterne af et stykke tid. Han gad da ikke have amatører med i spøgen eller indvi dem i hemmeligheden bag hans ture rundt i verden.
Tankerne vendte atter tilbage til nattens bedrift. Artiklen var blevet intet mindre end fremragende, synes han. Bid og snert. Skræmmende og virkelighedstro øjenvidneberetninger med nogle forfærdelige skæbner. Uddybende dagbog om fund, prøver og resultater. Hvad en næsten bestået master i biologi, da ikke kunne bruges til, tænkte han og grinte for sig selv. Nu var artiklen online og de tusinder af følgere, som han kunne se fulgte med derude, kunne nyde oplevelser på kanten af vulkanen og en tur ned i dybet tæt på magma og den sikre død.
Han trykkede den første e-mail åben. Åh nej, en forsker fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet. Hvad ville de nu? Overskriften lød: “Fremsend gerne dine forskningsresultater og dokumentation”. Nej, nu havde han da aldrig. Det ville han ikke bruge tid på nu. Det var så anstrengende at holde dem hen med snak og finde alle noterne frem igen. Måske skrive dem rene. Måske søge lidt ekstra viden på Nettet, så påstandene blev underbygget yderligere end han allerede havde gjort i artiklen. Det måtte vente. Næste e-mail var fra en journalist fra et nyhedsmedie. Det var interessant. Han læste overskriften: “Vil gerne have et interview om ekspeditionen”. Fedt, tænkte han og trykkede det røde flag på e-mailen til senere opfølgning. Det skulle de få. Per telefon. Han ville ikke stille op til et fysisk interview. Han havde en overbevisende stemme, og knap så overbevisende statur og udseende. Det måtte de leve med. Han kiggede kort i sin kalender. Det kunne sagtens blive på fredag. Han var jo en travl mand. Han skulle lyde travl og vigtig, så journalisten blev ivrig for at få en bid af hans sparsomme tid. Hvad skulle han kræve for interviewet? Sidste gang var prisen 5.000 kr. Det lød ok for en times interview. Men nu var en tur i en vulkan med revolutionerende fund jo også en god historie. 10.000 kr. Det måtte være prisen denne gang. Han lod journalisten vente. Ville sende tilbuddet onsdag aften, så journalisten havde kort betænkningstid og pengene sad løsere. Det måtte også ske inden skribenten fik tid til at tænke sig om og måske brygge noget juks sammen uden interview.
Der måtte ikke skrives noget klamp om hans ekspedition, hvor han havde ført 15 mand ned i Etna for at udforske vulkanen. Det var ikke alle 15 mand, der havde overlevet turen. Det stod eksplicit beskrevet i artiklen, dog med respekt for de efterladte. Det vil sige, at han ikke nævnte navne eller nationalitet. Blot beskrev deres frygtelige endeligt fint broderet ind i, hvilke spændende plantearter og mikroskopiske organismer som de havde fundet helt tæt på det skvulpende og tusindgrader varme, smeltede bjerg. I hvert fald så tæt som det nu lod sig gøre for aske og vulkanske gasser. Han følte faktisk, at luftvejene krilrede lidt, nu hvor han tænkte over det. Det var nok eftervirkningen af den vulkanske aske eller bare for meget kuldioxid fra colaen.
Han fandt artiklen frem fra den eksterne harddisk. Skulle han læse den igen og udvide nogle af pointerne? Njah! Han kendte alle ord ud og ind og alle noterne lå stadig i folderen ved siden af, hvis nu journalisten skulle spørge ind til noget. Han studerede mappen, der var sorteret på details og scrollede ned på listen over artikler fra de seneste år. Han havde faktisk været vidt omkring, når han sådan så resultatet herinde. Hans digitale fodspor. 14 artikler. 14 ekspeditioner. 14 mapper med noter.
Vulkanturen var opstået sådan lidt ud af det blå en aften, hvor han havde set katastrofefilm om flystyrt og speakeren havde nævnt dengang, hvor luftrummet over store dele af Europa var lukket ned på grund af den islandske vulkan Eyjafjallajökull og dennes udbrud, der sendte støv eller rettere vulkansk aske op i atmosfæren. Det havde været en omfattende økonomiske bet for luftfarten at et naturfænomen sådan kunne sætte en stopper for dagligdagen og kapitalisternes bugnende pengestrøm og internationale købmand, embedsmænd og rigmænd måtte blive hjemme eller nedlade sig til at tage bilen eller endnu værre toget. Listen af ekspeditioner indeholdt også vandreturen gennem Sahara og den opnåede viden om beduinernes hemmelige grøntsag, som var og stadig er grunden til deres evne til at bo i ørkenen. En grøntsag, der ikke er fundet igen. Overraskende! Backpacker-turen via den Transsibiriske jernbane og herfra det centrale Rusland en ekspedition stik nord fra Mongoliet til Beresovka og fundet af en permafrostindkapslet mammut. Det var ikke som sådan mammutten, der havde skabt international røre, men hans opdagelse af, at den var gravid og fostret måske kunne genoplives pga. graviditetsstadiet og den beskyttende moder. Og permafrosten, naturligvis. Så vidt han vidste havde skattejægere intensiveret jagten på flere mammutter i det område. De ville også gerne tjene tykt på at finde et potentielt levedygtige fortidsdyr. Han grinede. Der var nok af skøre mennesker i verdenen. På jagt efter nye medicinformer i den sydamerikanske jungle. Det var en af hans bedre oplevelser og havde krævet en del research i et emne han ikke vidste så meget om. Han fik helt tyndskid af at tænke på det arbejde, der var lagt heri. Han havde været utrolig bekymret for, om han havde lavet fodfejl i artiklen, så forskere rundt omkring i verden ville fange ham på ordet. Men der var ikke kommet noget voldsom kritik. Han tænkte faktisk, at forskerne stadig prøvede at fremstille de urteekstrakter han havde beskrevet i artiklen og omdanne dem til noget brugbart som ellers var udtrykkeligt beskrevet, dog uden angivelse af doser. Fjolser, tænkte han og grinede for sig selv. Han fandt også artiklen om Mount Everest. Han havde naturligvis besteget bakketoppen uden ilt. Ikke for at nå toppen, men for at lede efter tegn på forhistoriske menneskers tilbedelse af bjerget og forgæves turen mod toppen. Den tur havde virkelig rykket ved opfattelsen af verdens højeste bjerg og genstande, der kunne opdages, hvis man som han havde afveget lidt fra “turistruten” til tinden. Han havde hørt fra folk i branchen at flere klatrere havde mistet livet for at gå samme ruten, som han havde beskrevet. Lykkeriddere, der søgte det umulige. Døde fjolser.
Han vidste, at der sad mange forskere derude med hemmelige profiler og havde trykket Følg på hans Instagram-profil. De ville ikke lade ham vide, at de fulgte med. Hvorfor var ham fortsat en gåde. Måske ventede de bare i spænding på hvilke opdagelser han fandt, og som de kunne lave spinoff på? Måske tjene lidt ekstra offentlighedskredits på? Stoddere. De kunne da bare selv finde på en ekspedition og opdage noget, som de kunne få deres navn på tilsat et -ula,-is eller -us. Hvad pokker! Han havde da selv tænkt på at søge om navngivelse af nogle af hans opdagelser, men det var måske også at gå over stregen.
Der var kun en uåbnet e-mail tilbage. Argh… han gad ikke åbne den. Måske skulle han bare fortsætte sine skriverier. Der var jo stadig den der tur under vandet, som han manglede at dokumentere på sit CV. Han havde allerede overskriften klar. “Bjærgningen af den ægyptiske skattekiste”. Den overskrift skulle nok trække læsere til. Det ukendte hav, hvor mere end 80 procent endnu er ukendt land for mennesket. Hvad der ikke gemmer sig dernede. Det ved de fleste jo intet om, men alligevel vil de gerne vide det. Han havde sat sig for at udforske det og fundet skattekisten, som han ville skrive om.
Han strakte sig, åbnede JustEat-appen, og bestilte en gang morgenmad fra McD til levering. Han åbnede sin Word-skabelon. Tastede overskriften ind. Åbnede mappen med de få noter, som han allerede havde klargjort. Han måtte skrive rammen for artiklen. Hvordan ekspeditionen var startet. Hvad han forventede at finde. Udfordringer. Scener fra lokaliteten. Dykket ned i mørket. Nærdødsoplevelserne. De var vigtige! Ellers var artiklen så godt som til skraldespanden. Prøverne. Opdagelsen af skatten. Han ville starte med det vigtigste. Nærdødsoplevelsen. Han trykkede TAB og startede artiklens nervepirrende spænding. Det der skulle ligge nær slutningen og peake fortællingen.
“En masse gopler lå i vandoverfladen. Det lignede på afstand vindfyldte sejl, som på et gammelt orlogsskib. Jeg lå allerede i vandet og var klar til dykket ud for de koordinater, hvor vi havde beregnet at den gamle galej var sunket. Eller flere. Det var endnu usikkert. På dette tidspunkt var jeg ikke klar over truslen, så vi fortsatte dykket. Ned i mørket. Vi måtte benytte dykkerdragt med hjelm og et kraftig reb fastgjort til hjelmen, selvom det var forholdsvist lavvande. Cirka 15-20 meter”
Han stoppede op. Jaja… bla bla bla… Jeg finder skattekisten, sagde han højt ud i rummet. Og så. Han fortsatte.
“Med det kraftige reb om kisten, stødte jeg fra vraget og verfede en stime flammekejsere, Centropyge Loricula væk og søgte mod overfladen. Da jeg øjnede bådens bund, bemærkede jeg nogle lange tråde ned i vandet, men tænkte ikke nærmere over det. Fra neden lignede det gennemsigtige reb med blåviolette knytnæver for enden. En masse af dem. De lå oppe i vandoverfladen, men solens stråler blev brudt i overfladen og blændede synet mod dem. Jeg lod mig langsomt hæve.”
Nu skal den ha’ gas, smilede Phylis for sig selv.
“Da den første brændetråd ramte min bare hånd, føltes det som et piskesmæld. Forskrækket trak jeg hånden til mig, men da var det allerede for sent. Jeg var indhyllet i violette gopler. Det næste angreb kom som et voldsomt elektrisk stød. Min hånd var tvistet om nogle kraftige nælder og den ulidelige smerte bredte sig som elektriske impulser, der ikke ville stoppe. Jeg kunne se, at huden på hånden svulmede voldsomt op og jeg følte lammelsen af armen og kroppen komme stormende. Nu lå jeg midt i den blævrende koloni, og maven og tarmene begyndte at smerte. Min ekspeditionskollega fik mig hevet væk fra goplerne. Jeg kunne høre mandskabet snakke heftigt i kommunikationsanlægget, men jeg var delvist lammet og på vej i chok. Jeg blev hevet om bord og dykkerdragten blev skåret op. Mit hoved var ved at sprænges af smerte. Jeg mærkede koldsveden. Maven vendte sig og jeg var ved at blive kvalt i opkast inden jeg blev vendt i natostilling. Så besvimede jeg…
Jeg havde ramt en koloni af gopler, Physalia physalis også kaldet portugisisk orlogsmand. Det er en art af blæregopler, et gople-lignende hvirvelløst havdyr. Faktisk er den portugisiske orlogsmand ikke et rigtigt dyr, men derimod en koloni af separate, specialiserede dyr – såkaldte zooider – der ikke er i stand til at overleve hver for sig. De er sammensat af enkeltindivider (polypper) med vidt forskellig funktion. I vandoverfladen er kolonien repræsenteret af en blåviolet luftfyldt flydeblære på størrelse med en knytnæve. Goplen har giftige brændetråde på op til 10 meter. Selvom brændetråden er væk fra selve goplen, er den farlig. At blive ramt af trådene føles som et piskeslag eller et elektrisk stød. Det kan være farligt for mennesker. Jeg mærkede på egen krop, hvor farligt et væsen dette var.
Brændetrådene, som lammer fisk og andre byttedyr, er frygtet af befolkningen langs Middelhavets kyster. Nældecellernes gift virker straks ved berøring som et elektrisk chok efterfulgt af ulidelige smerter samtidig med, at den brændte hud svulmer op. Derefter følger tarmsmerter, koldsved, hovedpine, opkastninger og, i svære tilfælde, lammelser og kollaps, som kan betyde døden. Jeg var tæt på døden. Besvimet, kollapset og ude på vandet langt fra fastlandet.
Takket være mandskabet blev der ydet førstehjælp på stedet. Jeg husker intet, men …”
Argh… Ikke godt nok, tænkte Phylis og læste sig gennem teksten igen. Det er ikke angstprovokerende nok, tænkte ham højt og bed sig i kinden. Det skal mere død og smerte til. Han følte sig træt. Måske skulle han lige tage en powernap inden maden kom. Det var fornuftigt at lade teksten og begivenheden bundfælde sig.
Der var også den tredje e-mail. Måske han lige skulle klare hovedet med den?
Han minimerede tekstprogrammet og vendte tilbage til Gmail. Jo. Der lå endnu et uåbnet digitalt brev. Han åbnede den og læste. Politiet har sendt dig en besked via eBoks. Nå da! Hvad var det? Hvad ville Politiet ham? Han skyndte sig at åbne eBoks i browseren og loggede ind. “Du er blevet anklaget for bedrageri og bedes møde op på Politistationen til afhøring”, lød teksten. Derefter en masse formalier med ret til advokathjælp og alt det andet pjat. Havde de endelig gennemskuet ham? Gennemskuet hans falske ekspeditioner og kreative artikler? tænkte han og mærkede den ægte koldsved ramme panden og pulsen galoppere stadigt hurtigere.
Det ringede på døren.
