Nøøøøjjj…! udbrød tandlægen overrasket. Har du set det her, Lone? Tandlægen henvendte sig til sin assistent. Lone rullede på sin taburet op på siden af tandlægestolen og kiggede lille Jonas i munden. Jonas kiggede op på Lone med store runde øjne og munden på vid gab. Jonas strammede øjnene til, da han så hvordan Lone kiggede nøje ned i hans mund. Derefter panorerede han sit blik tilbage på tandlægen, der sad med sine halvmånebriller og ligeledes kiggede ind i hans mund. Wauw! istemmede Lone og nikkede bifaldende. Det er nice det der. Lone var med på ungdommens slang og lod blikket glide fra munden til Jonas øjne. Det siger jeg dig, Jonas, fortsatte Lone imponeret. Det er mega vildt. Hun smilede og rullede tilbage til sit bord og sin computer, hvor hun fortsatte med at indtaste alle de bogstaver og tal som tandlægen sagde.
Ga…., prøvede Jonas, men en del vatdimser i kinderne og tandlægens spejl og spidse tang var i vejen. Han måtte synke. Det kildrede afsindigt. Hvad havde de set? Han tænkte, så det gjorde lidt ondt i tindingerne. Kunne han se det, når han kom hjem og skulle børste tænder eller hvad? Det måtte være noget stort og imponerende, siden Lone sådan kom rullende og var meget interesseret. Noget imponerende? Jonas tænkte igen. Hva’ kunne det være? Han lå stadig med åben mund og tandlægen rodede rundt derinde, men han havde slet ikke tid til at tænke over det. Tandlægen måtte gøre sit arbejde, og så skulle Jonas hjem og se efter. Se, hvad der var så imponerende derinde.
Færdig! Tandlægen rullede væk og Lone kom igen over og trak vattingesterne ud. Det var flot, Jonas! smilede Lone og sendte ham et tandpastasmil, som Jonas var sikker på, at tandlægen havde haft en finger med i spillet med at rette til og pudse af. Tak, hviskede han og rettede på sin trøje, der var rullet op over buksekanten og gav ham en kold stribe hen over lænden.
Jonas ville hjem. Hjem og kigge ind i sin mund. Noget imponerende gemte sig derinde. Så må du tage noget fra æsken der. Lone pegede på en skrammelkasse med forskellige små tingester. Et viskelæder, en lille tandpastatube, en nøglering. Men han havde slet ikke tid. Han jog hånden i kassen og tog det fingrene fik fat i. En ulden tommeltotfigur med øjne, der sad lidt løst. Tak! Jonas fór ud ad døren og dumpede tommeltotvarmeren i skraldespanden ved tandlægeassistenten ved døren. Vi ses! kaldte hun derinde fra akvariet. Men han var allerede ude og havde fumlet sin cykelnøgle frem fra jakkelommen. Cykelhjelmen på hovedet og så af sted.
Jonas smed jakken på gulvet i entreen og jokkede forpustet ud på badeværelse. Hej skat! blev der råbt fra køkkenet. Hans mor var i gang med eftermiddagssnacken, men det måtte vente. Jonas åbnede munden foran spejlet og kiggede ind. Kiggede grundigt. Spejdede efter det utrolige. Det megaseje. Han så kun hvide tænder, den lyserøde tunge og den sjove dims i bunden af munden, der hoppede op og ned, når han trak vejret og sank. Var det den som var usædvanlig? Han havde vel altid haft den. Men måske var han en af de eneste i verden med sådan en? Hej! Jonas mor stod i døren bag ham. Hvordan gik det? Har du fået en rokketand? Moren dukkede op mellem Jonas og spejlet og kiggede ind. Han skyndte sig at lukke munden. Hvis det nu var mærkeligt at have den dims i munden, så skulle hans mor ikke se den. Næh…! Jonas kiggede på sin mor og trak på skuldrene. Det gik ok, tror jeg, løj han. Han ville bestemt ikke fortælle sin mor, at han havde noget imponerende i munden. Ikke før han var sikker på, hvad det var. Jamen så kom. Jeg har lavet en bolle til dig. Jonas sjoskede efter sin mor.
Jonas grublede. Følte rundt i munden med tungen. Følte på sine tænder. De føltes rene og fine. Han besluttede sig. Mor! Ja, skat, svarede mor og smilede til ham. Må jeg se dig i munden? Moren grinede. Ja da. Hvorfor vil du det? Han ville se om mor også havde en dims. Mor åbnede munden og Jonas kiggede ind. Jo, mor havde også en dims, der hoppede. Også mange sorte pletter i tænderne. Hun duftede af mor. Lidt af parfume. Han satte sig tilbage igen og brynede. Så du noget spændende, ville mor vide med et smil. Tja… sukkede Jonas. Tak for bolle. Han rejste sig og tog sin tallerken med ud til opvaskemaskinen, hvor han puttede den ind.
De næste par dage kiggede Jonas jævnligt ind i sin mund. Studerede detaljerne. Måske var det kun nogle gange det spændende var der, men han så aldrig noget, der var imponerende. Det ærgrede ham.
Hej Jonas! kaldte mor fra køkkenet. Husk at du skal til tandlæge i dag. Hmmm… øv! tænkte han. Nu igen. Der var gået et halvt siden sidst, men han kunne stadig huske det sidste tandlægebesøg. Det imponerende havde aldrig vist sig og han havde mistet interessen. Mistet troen på at det var der mere.
Så Jonas! Tandlægen rømmede sig. Går alt godt? Jonas sad i stolen og gjorde klar til at gabe op. Tjo…, svarede han mut og kiggede på værktøjet, som tandlægen sad med i hånden klar til angreb. Super! Så lad os se på det. Åben du op. Jonas åbnede og kiggede på det farverige billede i loftet. Det samme som sidst. Han havde fundet tigeren, løven og giraffen. Hvad var der mere deroppe, som han havde overset? En elefant måske. Tandlægen skrabede og lavede pling-lyde på hans tænder. Det gjorde lidt ondt i tandkødet, når tandlægen ramte forkert.
Hov! Udbrød tandlægen i det samme. Kom og se her, Lone! Jonas spilede øjnene op og så straks på tandlægens grå øjne. Lone kom over og kiggede igen interesseret ned i munden på Jonas. Hvad pokker er det? Lone bøjede sig frem, så han kunne mærke hendes åndedræt på sine læber. Det må jeg nok sige, Jonas. Lone nikkede anerkendende og smilede til ham. Jonas kiggede på tandlægen, der også sad og nikkede. Du har besøg af tandfeen, Jonas. Skal jeg fange den til dig? Tandfeen? Jonas blev skræmt. En fe i tænderne. Feer var da en pigeting. Ga… ga… han gav sig i stolen. Han ville også se. Ga…! Den får vi snart væk, fortsatte tandlægen nærmest triumferende. Ga… Jonas ville prøve at fange tandlægens spejl for ved selvsyn at se den fe, men tandlægen lænede sig igen ind over ham og rodede videre. På jagt efter feen. Fang den! Fang den! tænkte Jonas febrilsk.
Så! Tandlægen gav slip på sit udstyr i metalbakken og rullede væk. Var den fanget? Feen. Jonas var på vej op, men Lone kom over og nikkede igen. Hvad ønsker du dig af tandfeen? ville hun vide. Ønsker? Han var perpleks. Ja, fortsatte Lone. Skal du lægge tanden under hovedpuden eller på dit sengebord eller i et glas vand? Jonas anede ikke, hvad hun snakkede om. Altså når du taber tanden. Lone rettede sig selv. Du har en rokketand. Så kommer tandfeen jo. Han blev bange. Det anede han ikke. Hvis han tabte en tand, kom tandfeen. Var tandfeen derinde nu. Han kørte tungen rundt langs de nederste tænder. Der! Den ene fortand var løs. Var det tandfeens skyld? Tanden vippede lidt. Han kunne mærke varmen ramme ansigtet. Tandfeen, stammede Jonas ud mellem tungen, der fortsat forsøgte at skubbe den løse tand tilbage på sin plads igen. Han ville ikke have besøg af tandfeen. Hvad gør feen? spurgte han nervøs. Lone grinede højt. Ah Jonas. Spørg din mor. Min mor…? Ok.
Har du fået din første rokketand? Neeej… moren klappede i hænderne. Endelig. Jonas kiggede forskrækket på sin mor. Kommer tandfeen så? Ja, naturligvis, smilede moren og aede ham på kinden. Jamen… Mere nåede han ikke at sige før morens telefon ringede. Han luskede ud på badeværelset, åbnede munden og studerede den løse tand. Hvis bare han kunne se den fe, der gjorde det.
Ha’ en dejlig dag, Jonas! smilede hans mor og kyssede ham på panden. Og husk at du skal besøge tandlægen efter skole. Åh, nu igen. Jonas skumlede. Han følte sig snydt. Han kunne tydeligt huske, at han var blevet skræmt fra vid og sans af tandlægens ord om tandfeen, men nu havde han lært, hvad tandfeen var. Det var mor, der tog hans tabte tand, når den lå på sengebordet og udskiftede den med en ti’er. Han havde ved den tredje tand holdt sig vågen for at fange den tandfe, men opdaget mor. Det var bare hans mor. Det havde været ret indbringende i det sidste halve år. Men han havde også lært en anden ting. En anden ting om tandlægen. Man skulle ikke sådan tro fuldt og fast på det, som han så og fortalte.
Så, Jonas! Er du klar igen? Jonas smilede ikke men satte sig og mumlede, ja. Han måtte være på stikkerne, hvis tandlægen igen skulle bilde ham en ting eller to på ærmet. Åben op. Tandlægen var blevet mere gråhåret. Måske havde andre børn også opdaget hans bedrag og givet ham bekymringer, tænkte Jonas. Grå hår kom af bekymringer. Det sagde hans far hele tiden. Og han var gråhåret.
Hva’ hulan! himlede tandlægen. Jonas gav et helt spjæt selvom han var forberedt på det uventede. Eller det ventede. Se lige, Lone. Ja ja, tænkte Jonas opgivende. Hvad har du nu fundet? Lone kom over og kiggede ind. Hun tog sig straks til munden i forbavselse. Lone var med på den, tænkte han og rullede med øjnene. Vil du se? Hvad?! Jonas kiggede tandlægen i øjnene. Se? Ga… Vil du se? gentog tandlægen og smilede til ham. Du har nogle spøjse ting i din mund. Som om, tænkte han. Gaa…. Jonas rakte ud efter spejlet, og tandlægen lod ham gøre det. Han roterede spejlet på plads, så han kunne se ind. Kan du se paraplyen derovre i kinden? Tandlægen prikkede ham på kinden i højre side og Jonas jog blikket derover. Hva’ dælen! Der sad en paraply lige ved vatdimsen. Har du også set i modsatte side? Han lod blikket vandre. Der sad en stjerne. What! Ga…. Han kiggede tandlægen dybt i øjnene og straks på Lone, der stadig stod med hænderne for munden og store runde øjne, mens hun stirrede på ham, så smilerynkerne ved øjnene vendte opad. Gaa…. Dem får vi lige fjernet inden de sætter sig på tænderne. Gaa… Jonas lagde spejlet i hånden på tandlægen og gabte ekstra op. De ting skulle da ikke være derinde? Hvad var det for noget? De skulle bare ud!
Så! jublede tandlægen henrykt. Nu er de væk, og du er så god som ny igen. Tandlægen rullede væk og Lone kom over. Det var heldigt, hva’ Jonas. Jonas nikkede og lod tungen køre rundt ved kinden. Han kunne ikke mærke paraplyen eller stjernen mere, så tandlægen havde gjort det godt.
Så ses vi næste gang. Jonas gik ud fra tandlægelokalet fast besluttet på at kigge efter om de kom tilbage inden næste tandlægebesøg. Ellers havde han jo tandlægen, der kunne sit kram. Da Jonas var ude af lokalet, vendte Lone sig mod tandlægen. Tror du den også går næste gang? Hun smilede og tandlægen rystede på hovedet, mens han pakkede vatdimserne væk og den lille pakke med ørestifter med figurer ned i skuffen.
