Mikkeline havde et fast tag i farmands hånd. Hun havde lige hørt et forfærdeligt brøl. En dyb brummende knurren, der satte sig i maven. Den kom oppe fra skoven, og nu ville far derop og se, hvilket dyr der lavede den stemme. Hun var ganske bange, så derfor holdt hun ekstra godt fast i far. Han skulle nok beskytte hende mod det væmmelige væsen i skoven. Far var stor og stærk og åbenbart ikke bange. Når hun kiggede op på far smilede han altid retur. Det var et kærligt smil. Far kunne godt mærke hendes utryghed, så han holdt også godt fast i hendes hånd.
Der kom brølet igen. Uha, tænkte Mikkeline. Hvorfor var far ikke bange for det? Hun kiggede igen op på ham. Denne gang så han ikke ned på hende, men kiggede istedet undersøgende ind i skoven. Det var nogle høje træer og på det første stykke nogle tætte buske. Bag dem var buskene dog væk, og træernes stammer blottede. Der var nogle grove ridser ned ad stammerne og flere steder manglede barken helt. Skovbunden var trådt til og der var kun jord at se.
Far pegede ind mellem stammerne. Se, Skat! hviskede han. Der! Mikkeline strammede grebet om fars hånd og greb ud efter hans bukseben med den anden hånd. Hun turde næsten ikke kigge, men når nu far turde stå så tæt på, hvad end det var og pege, så måtte hun vel forsøge at se, hvad det var, der brølede så farligt.
Hun anede ud af øjenkrogen, at faren kiggede skiftevis ind i skoven og ned på hende. Bemærkede om hun så, hvad han gjorde. Der kom brølet igen. Det isnede i hende, men hun vovede sig til at kigge. Hun lod blikket vandre ind i skoven. Ind mellem stammerne, men først gennem det kraftige stålhegn.
Der stod den. Den brølende bjørn. Hun smilede forsigtigt. Den så da ikke så farlig ud. Stor og brun og blød og med en fugtig snude, der roterede en smule. Den kunne nok dufte Mikkelines slikkepind. Bjørnen lignede næsten hendes egen tøjbamse hjemme på værelset. Jytte, hed bamsen. Denne store og rigtige bamsebjørn hed nok ikke Jytte. Dens små mørke øjne kiggede rundt. Hun smilede da den begyndte at gnubbe sin bagdel op ad en af de stammer, hvor der stadig sad bark på. Nu grinede hun og far lo med. Den klør sin numse, måtte Mikkeline sige og kunne ikke stoppe med at fnise.
Bjørnen gnubbede videre, mens Mikkeline og far vendte om og vandrede videre rundt i zoo. Denne gang på jagt efter nye og større dyr. Skal vi gå over og besøge elefanterne? spurgte far. Mikkeline nikkede. Det ville hun gerne.
Puha! måtte Mikkeline udbryde, da de åbnede døren til elefanthuset, og en fæl stank bredte sig derindefra. Hun måtte holde sig for næsen, men hun ville se de store dyr. Far holdt døren for hende. Han så bare glad ud. Lod sig åbenbart ikke påvirke af lugten af elefant. Der stod den. Den store elefant med de store ører og den lange snabel. Der stod flere mindre elefanter i huset i andre rum med tremmer for, men den største elefant fik dog alligevel Mikkelines opmærksomhed. Den rumsterede i foderkassen med snablen, som om den ledte efter noget specielt. Ganske rigtigt trak den et rødt æble op af kassen. Straks blev det lækre æble ført ind i elefantens mund og den knasede på det, så saften løb ud af munden på elefanten og ned i høet. Uhm… det så ud til at smage godt. Elefanten måtte lukke sine øjne af nydelse. Far! kaldte Mikkeline, men far stod lige bag hende. Må jeg også få et æble? Selvfølgelig, skat. Far fandt et rødt æble i tasken og Mikkeline gnaskede ivrigt uden at spilde. Far havde altid lidt lækkerier med i tasken, når de var på tur. Hun kunne se, at elefanten kiggede på hende. Måske var den misundelig? Måske kunne den lide hende for at have den samme livret? Hun smilede til elefanten. Smilede den igen? Det så sådan ud.
Dagen i zoologisk have var slut, og far og Mikkeline gik hånd i hånd hjemad. De talte om oplevelserne i haven. Det var dejligt at gå sammen med far og holde ham i hånden. Hvilket dyr kan du bedst lide? spurgte far. Mikkeline tænkte. Hmmm… mest gederne, tror jeg, svarede hun og tænkte på hvor sjove de var at klø på og kigge på, når de små kid sprang rundt på træstammerne. Hun tænkte dog videre. Nej, måske papegøjerne. De er så flotte og farvede. Eller også girafferne. Hun grinede. De er så mærkelige og anderledes. Hun havde set en giraf løbe i dag. Bare et kort øjeblik, men det havde set sjovt ud. Hun havde været bange for at giraffen skulle vælte og knække halsen.
Men far? stoppede Mikkeline. Hvorfor har zoo ingen hunde? Far lo. Det er da fordi de ved, at vi kan se på hunde i haverne udenfor zoo. Far pegede ind over det stakit, som de passerede. Rigtig nok stod der en hund på trappestenen og fulgte dem med øjnene. Nåh ja! Mikkeline lo med. Far stoppede og samlede en lille pind op fra den lave hæk. Han smed den ind i haven til hunden, der straks løb hen og samlede den op med munden. Nu logrede den og kom hen til stakittet. Vi må ikke klappe den, sagde far. Vi kender den ikke, og den kender jo heller ikke os, selvom den ser ud til gerne at ville lege. Mikkeline grublede. Det var da lidt synd at de ikke måtte lege med hunden.
Far! Mikkeline rømmede sig. Jeg ønsker mig en hund. Hun kiggede ind på den legende hund, der nu løb rundt i haven og samlede flere grene op fra græsset, som den kom med i munden. Den ville gerne have at far kastede flere pinde. Det gør jeg også, svarede far og aede Mikkeline på kinden. Hun blev helt glad. Skal vi så ha’ en hund? Hun kunne mærke, at hun allerede glædede sig. Tja… vi må vel se om vi kan finde den helt rigtige hund, der har lyst til at blive en del af vores lille familie. Ja, smilede Mikkeline. Det så hun slet ikke som noget problem. Far var sød mod dyr og lavede god mad, så en hund ville helt sikkert synes, at de var den bedste familie.
Hvad skal vi kalde den, spurgte far. Mikkeline måtte tænke. Det skulle være et godt navn. Hvad var et godt hundenavn? Hvad med Jack? spurgte far og blinkede til hende, mens de gik videre hjemad. Jack. Mikkeline smagte på navnet og nikkede svagt. Tjo… Det var da et ok navn. Den kunne også hedde Troldepus, prøvede Mikkeline. Hun kendte Troldepus fra bogen, som hun fik oplæst i børnehaven, når der var frugttid. Troldepus… Nu var det fars tur til at tænke. Det er også et godt navn. Måske vi ved lige præcis, hvad hunden skal hedde, når vi ser den. Mikkeline nikkede over fars forslag. Det gør vi helt sikkert. Indeni tænkte Mikkeline, at hun helt sikkert ville se en Troldepus, når hun så en hund. Hun ville løbe med hunden og lege hver dag. Kaste masser af pinde og klø den bag ørerne. Den skulle også sove på hendes værelse, og have rigeligt af fars gode mad.
Mikkeline elskede dyr. I børnehaven havde de kaniner. De kunne også løbe rundt og lege. Kaninerne sad dog oftest og smagte på mælkebøtter. Hoppede lidt frem og tilbage og blev kælet med, men de gumlede altid på et eller andet grønt. Mikkeline kiggede op på sin far. Jeg vil meget hellere have en hund end en kanin, udbrød hun. Far smilede retur. Det vil jeg også hellere, men kaniner er også søde. Især Buster fra børnehaven, ikke? Mikkeline kunne godt lide Buster. Den største kanin, der også var de andre børns favorit. Den var brun med hvide pletter og lange ører. I sidste uge havde alle hendes venner fra børnehaven bygget en forhindringsbane til Buster, og Buster havde behændigt hoppet over alle bommene og ålet sig gennem slalombanen. Det havde været en sjov dag i børnehaven. Far var kommet for at hente hende lige da Buster havde hoppet banen igennem for tredje gang. Mikkeline havde snuppet Buster og båret ham tilbage til start, hvor Buster med den største selvfølge havde klaret banen igen, mens far havde klappet. Mikkeline var stolt over, hvad de havde lært Buster på bare en dag. Hun var sikker på at far også var stolt af hende.
Nu var de snart hjemme. Vi må hellere fodre fuglene i haven, når vi kommer hjem, sagde far. Mikkeline nikkede igen. Må jeg? Selvfølgelig, svarede far.
Hjemme fandt far noget brød fra morgenmadskurven frem, og hældte lidt ekstra korn ved. Mikkeline bar forsigtigt maden ud på foderbrættet og arrangerede brødet og kornene, så det så appetitligt ud. Hun satte sig ind på stolen ved vinduet og kiggede ud på foderbrættet. Der gik ikke længe, så dukkede de første mejser op og begyndte at smage. Mikkeline sad helt stille for ikke at forskrække fuglene. Fuglene fløj rundt og kiggede hele tiden rundt. Far havde lært hende, at de kiggede efter naboens kat, der gerne ville spise dem. Det måtte katten ikke, men fuglene var gode til at holde vagt, samtidig med at de spiste af maden. Mikkeline kiggede op og så flere fugle på himlen. Der var nogle store fugle deroppe, der svævede rundt i cirkler. De små musvitter og mejser ved foderbrættet var dog de sjoveste.
Så! Kaldte far fra køkkenet. Der er mad, skat! Mikkeline strøg hurtigt ud på badeværelset og vaskede sine hænder grundigt, som far havde lært hende. Hun satte sig ved bordet. Far havde lavet hendes livret. Spaghetti med kødsovs. Mums. Mikkeline smilede til farmand. Jeg elsker dig, far. Åh tak, skat, svarede far. Jeg elsker også dig.
Det havde været den bedste og dejligste dag og det var en simpel kunst, at elske sin far overalt på jorden, tænkte Mikkeline lige inden hun slugte den første mundfuld livret.
