“Iiiibbbb! Du mumler igen!”

Lærer Hummelgaard stod ved tavlen i klasseværelset med pegefingeren højt hævet, advarende og råbte ud i lokalet. De skarpe øjne fra ‘Hummel’, som hun blev kaldt blandt eleverne, skød lyn. Lynet var rettet mod Ib og ramte ham lige mellem øjnene. Han krøb sammen på stolen og græmmede sig.

Jamen…, hviskede Ib inde i sit hoved, men forgæves. Der var selvfølgelig ingen, som hørte ham. Alle omkring ham grinede. Han så kun ansigter, der lo så tårerne trillede og de viste blottede bisser. Han kunne mærke klumpen i halsen. En dyb fornemmelse af, at han snart ville græde. Det kløede i øjnene. Tårerne var på vej. Han måtte lukke øjnene, glemme tid og sted, tænke på noget rart, ønske sig hen et sted uden spottende sprog og nedladende latter. Han ønskede sig ud i det blå. Mod vidunderlige blomstermarker, høje kirsebærtræer med lyserøde, nye blomsterskud, højtflyvende fugle i samstemmig sang, svajende, gult korn med brede akser, dansende myg, solen på himlen, drivende små vattotter på himlen, varmen i kroppen, kroppen i vilkårlig balance.

“Iiibbb!” Hummel råbte igen og trak ham ud af drømmen. “Forfra! LÆS!”

Han fandt tilbage til klasselokalet. Tilbage til virkeligheden. Tilbage til teksten i bogen. De ulæselige og snørklede streger, der hele tiden ændrede sig. Ændrede placering. Ændrede form og figur. Hoppede og dansede for øjnene af ham. Også de legede spillopper med ham. Det var umuligt at finde hoved og hale i, hvor han skulle starte, hvor han skulle slutte og så finde vejen fra start til slut. Klassekammeraternes stirrende blikke og den nu kølige stilhed bredte sig i ansigtet på Ib. Kinderne blussede og nervøsiteten steg. Han kunne mærke ørerne skifte farve. De brændte. Sad næsen virkelig der? Han kunne se den, hvis han samlede øjnene og kiggede ned. Mod spidsen. Den var ulden i kanten, men han kunne se den, hvis han fokuserede lige dernede. Den så underlig ud. Delt i to. Lukkede han det ene øje, blev den mere klar, og han kunne genkende den, som når han så sig selv i spejlet. Blot fra en anden vinkel. Fra siden. Men han genkendte den. Den havde en lille knold. Sjovt. Som en dromedar med puklen fyldt med vand. Han klemte det åbne øje lidt mere i og kunne nu se øjenbrynet komme ned fra oven. Den behårede kant, hvor han næsten kunne tælle hårene. De små rynker på næseryggen ved panden blev også tydelige.

“Iibb! NU!”

Det gibbede i ham over det høje råb. Han kiggede febrilsk op på Hummel, der stod, hvor hun altid stod som en militærkommandant uden at spilde tiden med at gå ned langs rækkerne af undersåtter. Hun havde hænderne i siden. Det var ikke et godt tegn. Den mørkegrønne baggrund med nogle udviskede hvide plamager, hvor der tidligere havde stået nogle andre ubegribelige tegn i skøn uorden, stod i skarp kontrast til Hummels råhvide velourtrøje, der var plusset og strittende. Stikkende som en tornebusk i højsommeren. Med et ansigtsudtryk som en bidsk hund, der møder en fjende på sin villavej. Ibs håndflader væskede. Det var nu han burde læse højt og flot for klassen. Nu han skulle vise, at han ikke var dum. Ikke var en særling. At han kunne teksten. Havde øvet sig derhjemme. Men det havde han ikke. Han kunne ikke. Kunne ikke se meningen. Han ville så gerne imponere og være ligesom sine klassekammerater. Være normal. Som alle andre. En af de seje. En af de populære, som alle ville lege med i frikvarteret. Spille bold med. Hænge ud med. Dele madpakke med. Læse sammen med. De første fnis og rumsterende stole brød stilheden. Der var ingen hjælp at hente nogen steder. Han måtte fortsætte. Prøve at fortsætte.

Ib begyndte igen på den første side, øverst til venstre. Hvor han havde lært sig selv, at det var naturligt at starte. Alle forventede at man startede der. Sluttede nederste til højre. Han forstod ikke hvorfor det skulle være så ens alt sammen. Hvorfor man ikke bare kunne vælge det bedste sted at starte og det allerbedste sted at slutte. Det kunne jo kun blive bedre undervejs, tænkte han.

“Brrmmmm,” begyndte han sagte.

“Højere!” Lød et råb fra tavlen og den stramme mund med den røde læbestift.

“Brrrmmmmm,” fortsatte Ib lidt højere. “Brrrruuuummmm!” Han følte, at han råbte lige så højt som Hummel. Klasselokalets tillyttende skare brød ud i vild latter. Stole blev skrabet mod gulvet, pennalhuse blev flyttet hen over de glatte bordplader, hænder blev klasket sammen i høje smæld. Tunger slog klik på tænderne. Ib sad bare og forsøgte at holde fokus på stregerne i bogen, men alle lyde omkring ham blev fordoblet. Så højt at det gjorde ondt langt ind i sjælen.

“Stop!” kommanderede Hummel.

Ib kiggede op, og de første tårer sprang frem langs næseroden.

“Stop, Ib,” gentog Hummel og lod klassens grin og rumsteren falde til ro, mens hun blot studerede ham. Studerede de blanke øjne, der bare ikke kunne imponere nogen. Det stak i nakken på ham. Han kunne mærke hænderne ryste, underlæben bævre, fødderne sitre, huden prikke. Hummel stoppede ikke med at kigge. Sagde ikke noget. Tappede let på katederet med sin fyldepen. Kiggede. Studerede. bedømte. Undersøgte hans hjernebark via øjnene, sjælens spejl. Ib kunne mærke blikket fra Hummel finde vej ind i de dybeste afkroge af sit sind. Finde vej helt derind, hvor det gjorde ondt at blotte sig.

“Ellen, dig!” Hummel vendte blikket mod lyshårede, smukke Ellen på første række, og det var som om Hummels øjne blev blidere, mere overbærende, mere afslappede. Ib så det.

Ellen satte straks i gang med en perfekt højtlæsning af sin tekst i sin bog. Ib kunne ikke genkende noget af det, som Ellen læste, så han vendte blikket og tankerne mod vinduet. Gennem vinduet. Virkeligheden bag den transparente hinde. Han så en måge kredse rundt over cykelskuret derude. Enkelte cykler var henkastet, andre stod pænt. Der var stadig efterårsblade inde mellem cyklerne. Flotte brune blade, der var samlet i klynger, hvor blæsten nu engang havde ført dem hen. Han så æbletræet på den anden side af plankeværket i skolegården. Det stod sikkert og trygt i nabohaven, langt fra langfingrede skolebørn og flyvske, drabelige fodbolde. De hvide blomster kaldte. Uberørte, endnu uskyldige og fristende. Han så fluer, der stødte deres facetdekorerede hoveder og følehorn mod det støvede vinduesglas. Ville ind og være med. Ib tænkte: Nej, bliv hellere derude og nyd livet, nyd friheden, find en anden lort end her. Men fluerne insisterede og flagrede blot rundt på glasset og klemte deres næser flader mod ruden. De ville ind. Koste hvad det ville. En anden flue ville bøde med sit liv, og sad nu ubehjælpelig fast i et edderkoppespind i hjørnet af vinduet. Oppe i skyggen fra tagskægget. Men det var ikke skægt. Ikke længere sjovt. Edderkoppen var på vej. Spankulerende på alle otte ben. Velvidende at frokosten var sikret. Eller i hvert fald endnu et videbegærligt væsen, der ikke havde set faren i tide og ikke havde meget livserfaring til at finde en anden vej. En udvej. Nu var det slut. Fastsurret til et sirligt og klæbrigt system, der var et varemærke for et andet dødbringende væsens arv. Erfaring. Tradition. Etikette. Miljø. Det var sådan, det var.

Ib så panikken. Følte faktisk panikken. Sært. Fluen forsøgte at baske sig fri. Mere og mere vildt. Hurtigere og med kraftfulde svømmetag. Summen af al ulykke og fortvivlelse blev klumpet sammen i en og samme bevægelse. Men uden held. Kraftanstrengelserne betød kun, at fluen blev viklet mere og mere ind i tråden. Spindet var snøret. Knuden uløselig. Flugt var umulig. Friheden fortabt. Edderkoppen satte sig og stak. Lammede lysten til liv langsomt. Fluen faldt til ro og lod sig indhylle i sin egen elegante, hvidlige puppe. Som en mumie i dødsklæder.

Ib rejste sig. Skubbede stolen tilbage i samme bevægelse. Det skramlede, men det stoppede ikke Ellen i at plapre løs deroppe fra første række. Ib rankede ryggen, lod skolesagerne ligge – selv den nye stiftblyant med viskelæder i enden, og drejede kroppen mod vinduet. Han hørte Hummel smælde med tungen et sted i baggrunden. Hørte at Ellen endelig stoppede kvækkeriet. Ib tog de første skridt mod radiatoren. Forbi Sørens bord. Mod vinduet, hvor fluerne hilste og smilede. Skal vi bytte plads, sagde de måske. Vi er tre og du er en, men vi er mindre og vil gerne ind. Det tænkte Ib i hvert fald at de sagde. Ib flækkede sin puppe, drejede det sølvgrå håndtag op og åbnede vinduet. Han stemte armene i på vindueskarmen og lod sig let som en fjer hejse op. De tre fluer sværmede ind, så han kunne mærke vingeslagene i ansigtet. Mærke brisen fra luftcirklerne. De var som en blid hånd, der aede ham på kinden. Han hørte en masse snak i baggrunden. Nogle råbte hans navn. Sikkert Hummel. Sikkert Ellen. Eller…? Hvorfor skulle Ellen råbe hans navn? Kendte hun overhovedet hans navn? Nå ja. Det måtte hun jo gøre siden Hummel havde råbt ham an flere gange i løbet af de sidste minutter. Men det var nok bare Hummel og kun Hummel. Ib sad nu på hug i vinduet og kiggede ned. Der var langt ned. Mindst to etager. Men der var dejligt grønt græs lige nedenunder. En trappeskakt til kælderen, javist. Men ved siden af. Grønt vildt græs. Gule mælkebøtter. Hvide græsblomster. Vinden strøg Ib op ad halsen. Kølede ansigtet og ørerne. De blussende røde kinder forsvandt. Det var dejligt svalende.

Igen denne uro i baggrunden. Hvad var det for noget? Nogen var på vej. Han kunne se bevægelsen ud af øjenkrogen. Men pyt. Intet kunne forhindre ham i at slippe tøjlerne, slå skallen itu, fjerne sin tvivl, nyde at have fundet sig selv. Fundet svaret på sit spørgsmål. Ib gav slip på vinduesrammen og strøg ud under vinduet.

“Iiiiibbbb!” Hummel skreg på ny, men denne gang kunne hun ikke hæmme hans tanker. Ikke slå hans selvsikkerhed og selvtillid i stykker med et enkelt barsk kald. Ib fløj. Fløj ud i det blå, som han havde drømt om. Fundet sin egen vej ud af dårskaben foran en bog. Nu gav det alt sammen mening dybt inde i hjertet.

“Hej Ib!” Den første blomst kaldte. Det var igen æbletræet i nabohavet.

“Hej blomst,” kaldte Ib og svang kroppen let og elegant i retningen af blomsten og det endelige fristed på den anden side af plankeværket. Han kunne nu høre flere kald. De lød forsagte, omsluttede og indfangede. Han fløj hen over plankeværket og straks fyldte de mange bløde og herlige stemmer øregangen. Alle kaldte de længselsfuldt på ham med klare og lette stemmer. Èn kendte endda hans navn.

“Hej Ib Elmuh!” Hvor kendte den hans navn fra? Det var et særligt navn som de færreste syntes om. De fleste drillede ham med det. Her blev det sagt med kærlighed. Med interesse.

Ib kiggede sig omkring. Blomsten på æbletræet var den, der havde kaldt, da han forlod vindueskarmen. Han lod ikke den første kærlighed vente. Han summede hen til de flotte hvide blade og satte sig. De fine årer i bladet var vidunderlige. Inde i midten duftede det skønt. Det gule indre fik Ibs hjerte til at banke hurtigere. Han trissede helt tæt på, greb om de duftende ranker og inhalerede ekstatisk. Ubeskrivelig sød duft satte sig i den sjove dromedarnæse og ville ikke give slip. Han kunne mærke, at blomsten nød det lige så meget som han gjorde. Han måtte trække vejret flere gange. Gult støv satte sig på hans bukseben, men pyt. Nu duftede også han fantastisk. Han fløj ud igen og ville betragte blomsterhavet. Endnu en blomst lokkede med sin duft. En ny duft som en variant af den første. Den nye blomst lokkede med sin saft og sin ynde. Han måtte besøge den også.

“Hej, hvad hedder du?” spurgte Ib henrykt og satte sig på bladet.

“Jeg hedder blomst,” sagde blomsten kærligt. “Hvor er du flot gul og sort,” fortsatte blomsten med en sprød stemme.

“Gul og sort?” Ib kiggede ned af sig selv. Han var beskidt på buksebenene. Gult støv havde sat sig på de sorte joggingbukser. “Nåh…” Ib forstod. “Må jeg dufte til dig?” Blomsten nikkede og Ib greb ud efter det gule, støvede indre. “Ahhhh…” Ib havde fundet lykken.

Han satte atter fra, lettede og betragtede træet med alle sine blomster. Der var så mange. Han måtte starte et godt sted og slutte det allerbedste sted. Det kunne jo kun blive bedre og bedre undervejs. Det hele gav mening. Ib satte fra i luften og sværmede helt og aldeles vilkårligt rundt. Kun efter sit helt eget system og besøgte alle blomster. Hver og en. Og det blev bare bedre og bedre. Ib havde virkelig fundet lykken.

Langt om længe var der nogen, der forstod ham.