Erna sad i sin bløde lænestol og blundede, mens hun nød sin alderdom. Det havde været endnu en skøn søndag formiddag som den plejede at forme sig. Hun havde været i kirke med sin søde nabo – den lille kirkesanger. Naboen havde en fast tur til kirken hver søndag, hvorfor de gerne kørte sammen til og fra tjenesten, selvom Erna havde en yderst velfungerende bil stående i garagen, men den kunne bare ikke køre om søndagen. Det var et faktum. Hun nød turen med naboen og den småsnak og tøsefnisen, der opstod undervejs. Erna var dobbelt så gammel som naboen, hvilket sagde mere om hende end om kirkesangeren, men det forhindrede hende ikke i at forsøge at tale med på moden, og så følte hun sig heller ikke så gammel. Det var en dejlig tur og en fast tradition efterhånden. Den grå Skoda, der stod velplejet i hendes egen garage, skulle nok blive luftet i løbet af ugen, når hun tog den med på køretur med ekstra fart i kurverne og sømmet i bund ind til byen.
Erna slog øjnene op. Hun var sulten. Maven knurrede og det betalte sig bestemt ikke at knurre igen. Det havde hun forsøgt uden held. Den sædvanlige kirkeudflugt havde virkelig tæret på kræfterne i dag. Hun følte sig lidt gammel nu. Det skal være lyv! udbrød hun, og forsøgte at rejse sig, men benene ville ikke helt lystre endnu. Hun benyttede ventetiden, mens benene indstillede sig på endnu en anstrengelse, til at kigge rundt i sin stue. Juleplatterne på væggen manglede stadig årets udgave. Hun håbede at sønnerne, Frederik og Christian ville betænke hende den til Juleaften, hvis de kom på besøg. Selvfølgelig gjorde de det. Blikket søgte videre til reolen, hvor hendes samling af sparegrise stod på rad og række. Hun elskede grisen. Grisen som figur var betagende med den flade næse, der mindede hende betænkeligt meget om hendes afdøde mand, Orla. Han var gået bort tidligt i alderdommen, men det betød ikke det store for Erna. Sparegrisen stod for alt det Orla ikke havde givet hende. Penge. Nu sad hun her og forsøgte at leve sine dage på den sparsomme folkepension i sit rækkehus, der trods alt var købt som andel. Men sparegrisen havde efter Orlas død været en påmindelse om det spildte liv med Orla og hans ekstravagante levevis, der ikke havde efterladt hende en arv eller andet end gæld, som hun dog nu havde indbetalt og glemt alt om. Så hun elskede sparegrisen. Hun havde sparegrise i rød, i blå, i grøn. Blomstrende sparegrise og en gris udformet som en klar stjerneaften. Åh, den var så smuk. Selv en gris, hvor der var flyvende pengesedler på. Hun havde store og små grise stående. Særligt den store lyserøde med det venlige smil og de glade øjne var hendes favorit. Hun kaldte den Flemming, som en påskønnelse af sin gamle flirt. En flirt Orla aldrig havde kendt til. Flemming var også død nu. Rig og tilfreds sammen med sin kone. Begge lå de ovre på kirkegården. Erna besøgte hellere Flemmings gravsted end Orlas. Også selvom Flemmings kones navn stod under ham. Men grisen Flemming levede videre. Den var altid i så godt humør, og så synes hun, at den af og til svarede hende, når hun talte til hende. Det var naturligvis hendes fantasi, der løb af med hende. Det vidste hun godt, men det var stadig hyggeligt. Den svarede sådan på typisk Flemmingsk. Altid positiv og glad og gavmild. Måske ville hun få en ny sparegris til samlingen fra en af hendes børnebørn. Det kunne da være rart, tænkte hun glad.
Erna studerede igen benene. De var vist klar nu.
Hun rejste sig langsomt og greb ud efter rollatoren, der stod parkeret ved siden af lænestolen. Hun havde fået sat en lyskæde med 12 stjernelys hen over styret. Den tændte hun på batteriboksen, der sad påklistret lige under håndbremsen, så hun ikke skulle flytte hånden meget fra styret for at tænde kæden. Det var så dejligt med glade lys, og hun havde jo også hørt i Nyhederne, at man skulle have lys på i trafikken, og når hun nu var på hjul, var det vel en eller anden form for trafik. Hun havde overvejet at få sat en ringeklokke på styret, men det var ikke så tit, at hun overhalede andre, så det var blevet ved tanken. Lysene gav hende også en retning at gå i, nu hvor alderdommen havde taget en del af synet. Hendes læge havde truet med at operere hende, så hun ville kunne se noget mere. Du har kun fyrre procent syn tilbage, Erna, havde lægen udbasuneret. Men fyrre procent er da også noget, tænkte hun. Tænk hvis operationen gik galt og efterlod hende i mørke resten af livet? Ingen chance for at betragte Flemming mere. Hun ville være hjælpeløs, gud forbyde det. Den risiko var hun bare ikke klar til at tage endnu. Lægen havde frittet med, at operationen ville give hende op til halvfems procent af synet tilbage, men det var jo mere end hun nogensinde havde haft, så det var vist bare frås. Det var vel grunden til, at hun havde valgt at gifte sig med Orla. Altså at hun manglede noget af synet. Skulle hun nu til at se bedre, så ville hun jo opdage sin fejltagelse tres år for sent. Spild af tid og penge, tænkte Erna. Hun ville overveje tilbuddet, havde hun afværget lægens angreb. Måske om et år eller to, hvor truslen om at tage hendes bil kom på tale. Så var det alligevel alt eller intet. Heldigvis vidste lægen intet til bilen endnu, så hun måtte holde tand for tunge, så længe hun kunne.
Erna trissede gennem stuen og ud i køkkenet. Hun fandt sin indkøbsliste og den strikkede pung. Indkøbslisten var stadig den fra sidste uge, så hun rev siden af, og smed det krøllede papir i skralderen. Et æbleskrog tittede op fra bunden af posen. Hun erindrede fornøjelsen ved at spise netop det æble. Tyvstjålet fra genboens æbletræ. Mon ikke hun skulle gå en tur rundt i byen her til eftermiddag og se om der igen kunne falde lidt af havernes overskudslager af til hende? Det var da en plan.
Erna betragtede atter indkøbslisten. Nu var siden blank. Hmmm… hvad havde hun egentlig lyst til i dag? En flødeskumskage med et kirsebær på toppen. Uhmm… Hun smaskede ved tanken. Det var ønskescenariet. Hun åbnede pottemånen og kiggede ned. Et par gullige mønter lå og hyggede sig i mørket. Sikkert forskrækket over det pludselige lys fra oven. Det var ikke meget, mumlede Erna og tænkte på de kommende 10 dage, der manglede i måneden, før kalenderen rundede den første igen. Når folkepensionen rullede ind på kontoen, gav det da mulighed for en fest eller to i de første par dage, men derefter en nødvendig stillingtagen til at suge på lappen resten af måneden. Nu var de to dages fest afholdt, så hun måtte spinke og spare. Var månederne bare blevet ekstra lange her de sidste år, eller var det bare hende? Hun grublede, men tænkte at månederne faktisk lignede dem de altid havde været. Det kunne ikke være februar hver måned, konkluderede hun. Hun tog mønterne op af pungen og lod dem danse en smule mellem fingrene. Skulle hun lægge den ene gullige mønt i den store, dejlige sparegris og gemme til dårligere tider? Tjo, men hvis det ikke var sådan lidt dårlige tider lige nu, så kendte hun ikke helt indikationen af sådanne tidspunkter. I dag undlod hun at tilfredsstille grisen Flemming, som hun ellers havde gjort så tit. Hun smilede forlegent og huskede i et kort glimt tilbage på de dejlige stunder med den ægte Flemming og deres hemmelige ture i sommerhus. Der var efterhånden kun korte glimt tilbage af minderne, men dem nød hun også.
Hun trak overfrakken på og kørte rollatoren i stilling ved hoveddøren. Eftermiddagens udflugt måtte være den lokale REMA1000 for at stille sulten. Måske en flødeskumskage alt efter, hvad pengene rakte til. Det halvmørke fortov og bilernes tændte, men blændende lygter lugtede af efterår. Vinteren var på vej med stormskridt. De 12 stjernelys på rollatoren tjente hende godt. Hun kunne se, hvilken vej der var fremad. Da hun nåede frem til lyskrydset, måtte hun klemme øjnene i for at skelne om lyset viste grøn mand gå eller rød mand stå. Der var vist rødt. Hun skuttede sig i blæsevejret og ventede. Hun følte sig ikke just prioriteret. Endelig lod den grønne men udviskede farve vide, at det var hendes tur. Hun skubbede rollatoren frem og listede over fodgængerfeltet. En lang kø af venstredrejende biler ventede på hende. Nu følte hun sig prioriteret og satte farten ekstra ned for at få følelsen rigtigt ind under huden. Hun smågrinede af sig selv. Elskede at provokere bare lidt. Hun nåede den sikre havn på modsatte side af kørebanen og hørte de opgassende biler forsvinde fra krydset i en hulens fart.
De blå og hvide lysstofrør på butikkens facaden lige frem for næsen oplyste indgangspartiet henne om hjørnet, og guidede hende det sidste stykke. Hun skulle forbi varegården inden hun kunne komme ind i butikkens overflod af varer og varme, hvor hun kun kunne gøre sig forhåbninger om at fjerne en mikrolille brøkdel af varesortimentet. Måske hun i dag kunne liste en lille chokoladebar ned i tasken som sådan en lille ups ting? Hun stoppede og klargjorde tasken på sædepladen med åbningen opad til den ‘uheldige’ begivenhed ved slikhylden.
En ung mand kom væltende ud fra butikkens lager med en større rullevogn på slæb. Den bar på flere store indkøbsposer med butikkens logo prydet på siden. Erna måtte gå og rulle i en stor bue uden om optrinnet. Den unge mand kørte rullevognen i stilling foran skraldespanden. Hun skulede tilbage for at se, hvad den unge mand havde gang i. Skraldespanden blev åbnet og de fire store poser blev båret behændigt op i det sorte hylster, mens den unge mand fløjtede nogle toner, der for Erna lød ganske falsk. Hun bemærkede, at han bar de hersens hvide tingester i ørerne og tænkte sit. Butikkens oplyste indre åbenbarede sig for Erna, der hun svang rollatoren ind gennem de metalliske salonlåger og lod sig betage af frugtmarkedet, der var første trin i supermarkedets indkøbsoplevelse. Luftfugtighedsregulatorerne i loftet gav et pift og Erna måtte hoste. Hun fik seriøst astmafornemmelser af alle de vandpartikler, så hun skyndte sig gennem de grønne, gule, orange og røde bunker. Frugt var alligevel ikke på hendes indkøbsliste og ville i denne tid heller ikke være det, hvis naboernes træer vel at mærke stadig bar frugt og ikke var plukkede endnu.
Hun huskede på sin tur til præstegården for en månedstid siden, hvor hun på afstand havde set havens æbletræ bugne. Da hun kom derop, måtte hun dog strække gevær. Præstegårdens nabogrund var byens lokale børnehave og her bemærkede hun, at de havde fået nyt klatrestativ. Et farvestrålende klatrestativ af træ, der lignede en slange, der snoede sig omkring et rødt æble. Hun slog korsets tegn for sig, erindrede sin bibelhistorie, og lod præstegårdens æbletræ være. Heldigvis havde hun på turen hjem rundet en parallelgade, og set en brombærbusk stå en kende for tæt på stakittet. Her var der ingen bibelske fortællinger, der sprang hende i hu, så hun rakte den skrøbelige halvfemsårige krop hen over stakittet og plukkede så mange af de mørke bær, som hun kunne nå. De havde smagt noget så himmelsk velsignet.
Erna gik målrettet mod fryseboksen i butikken og fandt en pose med biksemad. Lækkert. Den var ovenikøbet på tilbud til otte kroner. Hun tog to op af fryseboksen, men ombestemte sig. Én måtte kunne holde til to dage, og så havde hun sparet otte kroner. Hun nikkede tilfreds over sin egen skarpsindighed og vendte rollatoren. Hun rettede den mod bagerudsalget. Hun måtte lige se, om der var en flødeskumskage i sortimentet og om den i så fald var på tilbud. Jo. Der lå den lækker og sprød at kigge på. Hun kunne ikke se prisskiltet. Det var så småt dernede. Den unge mand fra skraldespanden stod ved siden af montren med herlighederne og fyldte nye varer på hylderne.
“Hør, unge mand,” knagede Erna. Hun havde vist ikke fået brugt sin stemme så meget i dag på trods af turen til kirke. Den unge mand vendte ansigtet hendes vej. Det så i hvert fald sådan ud i gråtonerne og de udviskede karikaturer. “Hvad koster kagen?” spurgte hun uden helt at vide, om hun havde den unge mands opmærksomhed. Men jo, han kom nærmere.
“Femogtyvekroner,” svarede han og fortsatte. “Skal jeg tage den til dig?”
“Nej nej,” skyndte Erna sig at sige, ærgerlig over den høje pris. Det var bare for dyrt. “Men tak, unge mand,” svarede hun og vendte sit køretøj. Hun styrede mod betalingskasserne efter den obligatoriske tur forbi slikhylden og et par upsere.
Da hun atter stod på butikkens p-plads og forsøgte at vende øjnene til mørket, kiggede hun igen mod skraldespanden. Hendes nysgerrighed var vakt af, hvad den unge mand havde smidt ud. Hun trillede hen til den sorte plastikcontainer og åbnede låget. Rigtigt nok stod der fire poser på bunden. Hun lod rollatoren stå ubemandet og svang kroppen ned, så hun med nød og næppe kunne nå den ene poses kant. Hun åbnede posen og så til sin overraskelse posen fyldt med madvarer. En majskolbe strittede ud ved siden af, hvad der lignede en stabel med hakket oksekød og en chokoladeroulade, der havde klistret indersiden af foliet med lækkert kagefedt. Ernas øjne var runde og blanke som perfekte snebolde. Hun lagde kræfterne i og asede og masede med at få posen op. Hun måtte undersøge de tre andre poser, da den første stod klar ved rollatoren. De var også fyldt med købmandsvarer. Hun besluttede hurtigt at tage to poser med hjem nu og køre en ekstra tur for at hente de to sidste. Alle tanker om den lyssky vandring i gaderne med æblerov i tankerne var for længst skubbet i baggrunden. Nu gjaldt det om at sikre de fire indkøbsposer.
Det var meget mørkt, da Erna forpustet og glad satte sig i lænestolen på ny. Alle fire poser var sikret og lå nu udfoldet på køkkenbordet. Der var alt lige fra grøntsager til pålæg, kød og mælk, rugbrød og et wienerbrød. Ikke en flødeskumskage, men et wienerbrød. Det var ikke sådan at gå i vejen for. Et orgie af mad. Og så havde hun kun brugt lidt af en af de gullige mønter. Der var alligevel lidt til Flemming i dag, tænkte hun glad. Hun futtede over til reolen og trykkede den gule mønt ned i Flemming med rystende hænder. Da hun fik sig sat igen begyndte hun at tænkte. Hun kunne umuligt spise alt maden inden det blev for gammelt. Måske kunne hun give noget væk? Måske til den søde kirkesanger? Ja, det var en god idé. Hun rejste sig atter og rullede i køkkenet, hvor hun pakkede lidt gode sager tilbage i posen. Hun trissede ud i aftenen og nåede naboens hoveddør. Hun trykkede på ringeklokken. Holdt den inde, så hun kunne høre den ringe derinde. Der kom ingen og lukkede op, så hun fastholdt trykket på knappen. Stadig ingen. Hmmm… Hun var nok ude, tænkte Erna og hang posen på dørhåndtaget.
Den aften spiste Erna godt af den lækre mad og afsluttede måltidet med det lækreste stykke wienerbrød. Lige sådan som hun huskede, at det skulle smage. Veltilfreds gik hun til ro.
Næste morgen havde hun sovet på sin oplevelse. Hun kiggede bekymret ud i køleskabet, men fandt alle varerne flot stablet derinde, sådan som hun havde efterladt dem. “Dejligt,” konkluderede Erna overrasket, selvom der ingen var til at høre hendes udbrud. Morgenmaden blev også overdådig. Var der mon noget i den skraldespand ved REMA i dag, tænkte hun nysgerrigt. Måske.
Da klokken atter nærmede sig aftentide tog hun turen til butikken igen. Denne gang gik hun ikke ind, men ventede ved varegården, selvom der var hundekoldt. Rigtigt nok, kom den unge mand ud fra butikkens bagdør, gik til skraldespanden og sænkede denne gang tre poser ned i dybet. Erna fragtede med møje og besvær poserne hjem på én tur og fik igen åbnet for flere herligheder. Alt for meget mad til hende, så igen måtte turen gå til naboen med lidt overskud. Der var også lidt til andre naboer, så de fik en pose med indhold, som hun hang på deres dørhåndtag.
Sådan fortsatte Erna sine aftenture til REMA1000 og forsynede sig i skraldespanden. Og sådan fortsatte hun med gaver til naboerne, når mørket var faldet på. Da den første i måneden kom, havde hun slet ikke brug for alle sine penge, så hun hævede dem, købte en flødeskumskage til femogtyve kroner og lod Flemming få resten af mønterne.
Den nat sov hun så dejligt. Med maven fyldt med flødeskumskage og nu hvor fremtiden så lys ud, lukkede hun sine øjne for sidste gang.
“Hej, Frederik,” kaldte Christian fra stuen. “Hvad skal vi gøre med mors sparegrise?”
Frederik dukkede op i døren fra køkkenet. “Mor har vildt meget mad i køleskabet, har du set det.” Frederik rømmede sig. “Men det meste er alt for gammelt. Der er nogle åbne pålægspakker derinde, der er mindst en måned for gamle. Tror du, at det var det, der tog livet af den gamle?”
“Måske,” svarede Christian. “Men hvad synes du om grisene?”
Frederik studerede dem med et smil på læben. Den skøre mor. “Skal vi se om de er fyldte?”
“Ha!” Frederik smilede. “Stakkels mor havde jo aldrig penge, så jeg tvivler.” Frederik tog den lille blomstrede sparegris ned fra hylden. “Hold da op, mand. Den er tung!”
“Ja ja,” grinede Christian.
“Det er rigtigt!” stammede Frederik.
Christian tog den næste gris ned fra reolen. “Den her er også tung.”
De åbnede de to grise med forventningsfulde fingre. De var fyldt med sedler og mønter. Fyldt til randen. De to sønner kiggede med store øjne på hinanden og skyndte sig at tage den næste gris fra hylden. Også den var fyldt til randen. Da de kom til den store lyserøde gris, måtte de lige trække vejret en ekstra gang. Også den var tung og fyldt med Ernas opsparede folkepension fra et langt liv efter Orla og godhjertede følelser for Flemming.