Mark satte sig på brinken og kiggede ned i det blanke vand. Overfladen spejlede så smukt himlen og de drivende skyer. Små ringe i vandet blev dannet hist og her, hvor et insekt satte sig og badede fødderne. En skøjteløber kom dansende hen for snuden af Mark uden at ænse ham. Af og til dukkede en lille, rund mund op til overfladen og nuppede et af insekterne til føde. Fiskene havde det godt. Mark fikserede blikket ned under overfladen og så flere dalrende fisk, der lod sig rive med af søens strømme. Så deres fine svømmetag, som de nu orkede. De havde det godt, tænkte Mark. Det kunne faktisk være rimelig fedt at være en fisk, fortsatte Mark tankerækken og begyndte at spekulere. Men hvordan? Han grublede. Det var lige sådan en udfordring, han havde brug for nu. Lige nu, hvor det sidste eksperiment var mislykkedes så temmeligt voldsomt.

Han kunne stadig mærke den ømme bagdel og den nedskudte selvtillid, da han havde inviteret stort set alle skovens beboere til at komme forbi det store egetræ og se forsøget på at nå månen. Den gule ost, der lå deroppe og så fristende ud. Forsøget ville Mark udføre i en hjemmebygget raket. Han havde ikke troet, der var så langt derop. Han var sikker på, at raketten, han havde fundet og ombygget med en gennemsigtig plastkabine og påsat en stormtændstik til igangsætningen, havde været rigelig til i hvert fald at komme så tæt på, at han kunne nå bare at tage en lille bid af månen. Det var ikke gået sådan. Så langt fra. Heldigvis havde han forberedt returflyvningen med en hjemmebygget faldskærm af en Fakta-pose.

Raketten havde hvislet voldsomt, da den først var på vej mod himlen, og pludselig var den blevet voldsomt varm, og hans instinkt sagde ham, at der var noget galt. Det var der, han tog den vigtigste beslutning i sit liv. Eller… Ja, altså en af dem. I tide havde han fået løftet plastikhætten af raketten og sprunget, for sekunder efter at se raketten sprænge i tusind stykker med et gigantisk brag og flotte rødlige fontæner. Havde han stadig siddet på raketten, var han helt sikkert endt som en stjerne i flokken deroppe. Det var ikke første gang, at hans ingeniørviden ikke havde taget højde for en katastrofe. Men pyt. Han havde igen overlevet forsøget, og var blevet en erfaring rigere. Skovens dyr havde sprunget og flygtet til alle sider, da de så katastrofen, og de tænkte nok alle, at markmusen på raketten var fløjet hinsides til de hellige nøddemarker. Mark var ikke slået ud. Han havde sat sig for at finde en anden raket og prøve igen. Det var jo kun fordi, at den han havde fundet, var defekt på en eller anden måde. En anden raket måtte kunne bringe ham til månen. Han måtte bare lede og være heldig igen.

Men nu så han på fiskene og tænkte så det knagede. Det kunne faktisk være temmelig fedt at være en fisk i en periode, indtil han fandt den helt rigtige raket. Han måtte finde en metode, så hans største drøm kunne gå i opfyldelse. At tage en bid af månen. Han drømte den hver eneste nat. Bum bum… Fisk, tænkte han så igen. Han måtte hjem. Tegne og tænke færdig. Hvordan var det at være en fisk.

Han kravlede ind i sin hule og lagde sig på savsmuldsmadrassen. På ryggen med armene bag hovedet og så mod loftet, hvor alle ingeniørtegningerne af forsøgene på at nå månen var sat fast med kraftige grannåle i den faste lerjord ovenover. Han studerede tegningerne en efter en. Ledte efter den gode idé, der skulle bringe ham ned under vandet til fiskene og ikke op i luften. Ikke denne gang.

Der var tegningen af stellet, hvorpå de to mågefjer, som han havde fundet ovre ved laden, skulle isættes. Han var meget stolt af tegningen. Især lædersnoren, som skulle bindes om armene så fjerene sad fast og kunne baskes med. Det var også lykkedes godt med den anordning, men han havde ikke forestillet sig, at det var så hårdt at baske med mågefjerene hele tiden og så hurtigt. Det så enormt let ud for mågerne, der kunne sværme rundt deroppe i timevis. Han var løbet tør for kræfter efter et minut eller deromkring, og der var han faktisk ret langt oppe. Heldigvis havde han fået styret hen til et træ, som tog det meste af faldet.

Nå, en god oplevelse, men ikke den rigtige til at nå månen. Og da slet ikke til at blive en fisk.

Tegningen ved siden af var en af de få, der var mislykkedes totalt. Det med at flyve havde været en drøm, og når han kiggede op på himlen, kom der af og til sådan en rund konservesdåse med vinger flyvende. Det havde givet ham idéen. Han vidste nøjagtigt, hvor de dåser kunne findes. I skraldespanden henne ved spejderhytten. Han havde fundet den perfekte dåse, slikket den ren, sat nogle flade grangrene på som vinger, og fragtet den op i det nærmeste træ lige ved hulen. Han var sikker på, at han nu ville flyve. Det gjorde han også et kort øjeblik, men desværre kun nedad. Det havde gjort hulens ondt at ramme først jorden og siden få det store skrummel af en dåse ned over sig. Men en dåse. Tjo… Det ville ikke være så dårlig en idé i vandet og som fisk. Fiskene var også sølvfarvede ligesom dåsen. Han måtte finde den igen og se om det kunne fungere som fisk, når nu den ikke var så god som fugl.

Den tredje tegning på rækken i loftet var også en af de stolte øjeblikke. Det var faktisk det første, han havde forsøgt. Tegningen viste den store gennemsigtige pose, som en dag havde blæst lige ind i hovedet på ham. Han havde set den komme højt oppefra, men pludselig var den dykket ned mod ham og slasket direkte ind i ansigtet på ham, og den havde sat sig fast, så han et øjeblik troede, at han ville besvime af iltmangel. Men det havde givet ham idéen om at flyve. Tegningen viste også de trisser og snore, som han havde sat på posen, så den kunne bære ham. På dagen for forsøget havde det blæst godt, og det var en smal sag at få vind i posen og som et resultat heraf få den til at lette. Han havde siddet godt og kunne se jorden forsvinde mere og mere under sig. Kigget op og fundet den gulhvide halvcirkel. Forsøgt at styre efter den, men det var ligesom om han ikke rigtig kunne komme nærmere. Da han kiggede ned, var han temmelig højt oppe, men pludselig ramte posen nogle stærke luftstrømme, der fik den til at klappe sammen. Det var kun i sidste øjeblik, at han igen fik styr på posen og den åbnede sig. Han ramte en kornmark og anede ikke, hvor han var havnet. Det havde taget ham tre dage at gå hjem. Posen måtte han efterlade i marken, da den var alt for besværlig at holde oppe i blæsevejret og tung, når han samlede den i en klump. Men han følte, at det stadig var den bedste idé til dato. Men ikke god nok. Stadig manglede han den bedste idé, der ville kunne bringe ham helt derop til månen. Til brug i vandet var pose-idéen ikke den rigtige.

Så var han tilbage ved fiskene. Han måtte finde dåsen og teste den. Eller finde en ny ved spejderhytten. Ja, det blev planen. Den dåse, han havde brugt i forsøget på at flyve, var vist voldsomt bulet af flyveforsøget.  

På vej mod spejderhytten mødte han sin bedste ven, Eddie.

“Hej Eddie!” kaldte han. Den røde nabo, der var i fuld gang med at samle agern, kiggede op.

“Yo Mark! Troede du var færdig, mand.” Eddie stoppede arbejdet. “Du ved… Eksplosion og alt det der.”

“Ja, det gjorde jeg nok også selv et kort øjeblik,” svarede Mark med dramatik i stemmen. “Men jeg fik reddet mig ud, da jeg opdagede, at der var fejl med raketten.” Mark stod og kiggede ind i skoven med det der særlige intelligente blik, han kunne, når han forsøgte at se klog ud.

“All right, fedt nok.” Eddie så imponeret ud. “Men hva’ så! Skal du prøve igen?” Mark kiggede intenst på Eddie.

“Selvfølgelig! Jeg må komme til månen og vil også gøre det en dag,” postulerede Mark med store armbevægelser.

“Ja ja, klart nok!” udbrød Eddie.

“Jeg må bare smage på månen,” fortsatte Mark. “Men nu, kære Eddie, må jeg videre. Jeg har en plan om at svømme med fiskene og ved lige hvordan.” Mark begav sig af sted.

“Fedt mand!” kunne han høre Eddie sige bag sig.

Mark nåede frem til spejderhytten og begyndte at lede efter en ny dåse eller andet der kunne bruges. Han havde besluttet sig for at lave en ubåd. Ubåden skulle have en skrue, så han kunne svømme ud i søen. Den skulle have et vindue, så han kunne dykke ned under vandet sammen med fiskene og måske tale med dem. Og så selvfølgelig et periskop, så han kunne orientere sig over vandet, samtidig med at han var under vandet. Han fandt hurtigt en masse skrald og lige de ting, som han havde brug for.

Mark asede og baksede med den nye dåse, noget plastikfolie, en clips og et sugerør med knæk. Han fandt også flere flag og et plastikkrus. Spejderne havde sikkert fejret fødselsdag. Der var langt hjem med alle de gode sager. Igen kom han forbi Eddie, der stadig stod og sorterede agern.

“Orv, mand, hvor du slæber,” grinede Eddie mellem sine store fortænder.

“Ja, det er fedt er det ikke,” gispede Mark, mens han fortsatte med et hive, slide, skubbe og bære byggematerialerne.

“Wow, lækre sager,” nikkede Eddie accepterende. “Og du skal bare ned til fiskene?”

“Ja ja, men kun lige en kort tur. Derefter leder jeg efter en ny raket.” Mark måtte standse op og trække vejret i små pib. Lungerne var belastet til det maksimale.

“Sååååhhh, du har ikke droppet den der tur til månen?” ville Eddie vide.

“Nahaj,” stønnede Mark. “Jeg SKAL smage på månen. Det er min største drøm.”

“Okay så.” Eddie kiggede sig omkring. “Meeen, skal jeg så ikke lige hjælpe dig med sagerne.”

“Åh tak.” Mark blev faktisk lettet over at høre forslaget om hjælp. Han var tæsketræt, og var ikke en gang begyndt at bygge ubåden endnu.

Sammen fik de to løftet dåsen, plastikken, clipsen og sugerøret med knæk og de andre sager hjem til Mark. Hjemme i hulen fik Eddie en tår kokosnøddemælk inden han måtte skride, som han sagde.

“Du er verdens bedste ven.” Mark gav Eddie en krammer som tak.

“Ja klart,” grinede Eddie. “Jeg skal lige ordne noget,” sluttede han inden han forlod Mark, der allerede var begyndt at slå stumperne sammen til den fedeste ubåd.

Der gik tre dage og to nætter, hvorefter der stod en splinterny, superfed, overdrevet kodylflot ubåd foran Marks runde hoveddør. Han kiggede op på månen. Natten var så småt begyndt at tage til og gøre månen større og tydeligere. Det var på denne tid af døgnet, at Mark elskede at kigge op. Månen var så stor og flot og rund og gul. Lige til at spise. Den så større ud end om dagen og mere saftig og velsmagende. Jeg må bare derop snart, tænkte han længselsfuldt og smaskede let. Han skød tanken fra sig. Han kunne lige nå ned til søen og teste ubåden inden natten helt havde fået fat. Men kun hvis han skyndte sig. Han begyndte at rulle ubåden ned til søen. På vejen derned mødte han igen Eddie.

“Nåh mand. Så skal udstyret testes?” Eddie kiggede imponeret på ubåden. “Nice der!”

“Tak, Eddie!” Mark rullede videre.

“Er du sikker på, at den kan svømme og alt det der?” spurgte Eddie interesseret og kiggede på de store udskårne kvadrater i siden af dåsen. De kvadratiske huller var erstattet med plastik, som sad påklistret med tape. Clipsen sad bag på dåsen og var snoet ind gennem et hul. Den del af clipsen, der kunne ses, var igen drejet, så det lignede en spiral. Sugerøret sad på siden af dåsen, stak lige i vejret og knækkede i toppen. Den anden ende af sugerøret var stukket ind under plastikken, så man kunne sidde inden i dåsen og kigge op i sugerøret og måske se noget. Et flag sad bag på dåsen.

“Ork ja da,” svarede Mark med største selvfølgelighed i stemmen. “Jeg har taget højde for vind og vejr og tegnet en tegning, så det skal nok gå.”

Eddie kiggede igen undersøgende på ubåden. “Når du er nede i vandet, hvordan trækker du så vejret?”

Mark stoppede. Det havde han ikke helt tænkt over. Han kiggede på ubåden og en idé bød sig til. “Nåh men, hvis jeg får brug for luft, så kan periskopet vel bruges.” Han gav sugerøret et let dask og smilede. Genialt, tænkte han.

Eddie skød hagen frem og indrømmede. “Genialt.”

Mark fortsatte. “Det er det og jeg tror også at fiskene skal synes, at det er genialt.”

Eddie nikkede. “Det tror jeg du har ret i. Så du er helt klar på at snakke med fiskene?” fortsatte Eddie regnen af spørgsmål.

“Ja, jeg er helt klar på at se lidt på fisk og snakke med dem. Skal jeg spørge dem om noget fra dig?” Mark rullede videre, mens Eddie fulgte med lidt af vejen.

“Njah, jeg har nok ikke så mange spørgsmål til fisk,” indrømmede Eddie og kløede sig i det røde hår. “Men du må da hilse dernede. Jeg har lige et ærinde først, men måske kigger jeg ned til søen og ser hvordan det går, ik?” Eddie stoppede op.

“Selvfølgelig! Du skal være så velkommen, Eddie,” råbte Mark over skulderen.

Nede ved søen fik Mark skubbet ubåden ud i vandet. Han hoppede selv op i lugen, der var lavet af plastikkruset og sad nu ovenpå dåsen. Hullet havde han skåret ud med sin hobbykniv og kruset sad fast med to små hængsler. Han kravlede ned i dåsen og lukkede lugen. Han kunne stadig se månen deroppe gennem sprækkerne omkring lugen. Hvor var månen bare flot her til aften. Mark tog fat i clipsen inde i dåsen, der var udformet som et lille håndtag og begyndte at dreje. Det virkede. Selvfølgelig virkede det. Ubåden skød fra land ud på den åbne sø. Der var lidt vand i bunden af dåsen, der kom ind, hvor hullet til skruen var boret. Ah pyt, tænkte Mark. Det er ikke så meget, at det gør noget. Han kiggede ud gennem plastikfoliet i siden af dåsen. Han flød endnu. Dåsen dykkede ikke ned i vandet som planlagt. Mark rejste sig halvt stående, som dåsen nu tillod og hoppede let. Han flød stadig. Mark hoppede lidt kraftigere, så det skvulpede lidt på den anden side af plastikfoliet, men ubåden blev liggende i vandoverfladen. Der var begyndt at blive lidt mere vådt inde i dåsen. Hmmm…, tænkte Mark. Han tog sit tyggegummi ud af munden og stoppede det ind omkring clipsen, så der ikke kom mere vand ind. Det hjalp, men ubåden ville ikke dykke ned under overfladen. Han tænkte så det bragede. Hvad gjorde han forkert?  

Mark kiggede ud gennem plastikfoliet igen og så Eddie stå inde på bredden. Han vinkede. Mark vinkede tilbage. Han kunne se, at Eddie råbte noget derude.

“Hvad!!?” Han kunne ikke høre, hvad Eddie råbte. Nå pyt, han flød jo endnu, så han åbnede lugen, rejste sig og kiggede ud.

“Hej Eddie,” råbte han. “Hvad så?”

“Se Mark. Se i vandet?”

Mark kiggede rundt. Han kunne ikke se noget. Ingen fisk, ingen himmel, intet.

“Bag dig,” hørte han Eddie kalde. Mark kiggede bag sig. Han nærmest satte sig på bagen, men blev stående. “Se!” kunne han igen høre Eddie råbe. “Månen er kommet for at besøge dig!”

Eddie havde helt ret. Månen lå faktisk lige der og lige under vandoverfladen og smilede så smukt.

“Tag en bid,” hørte han Eddie råbe. Ja sgu, tænkte Mark. Nu havde han chancen. Mark stak snuden helt tæt på vandoverfladen, åbnede munden og lukkede øjnene. Han ville nyde dette øjeblik og huske på det resten af livet. Det måtte ikke glippe nu. Han lukkede munden med tænderne først og tog en bid ned i vandet. Saftig, blød, cremet og lækker ost fyldte ganen. Lagde sig på tungen. Bredte sig i hele mundhulen.

“Uhmmm, pragtfuldt,” smaskede Mark højt. Han tog endnu en bid uden at åbne øjnene. Nød dette øjeblik i fulde drag. Eddie stod inde på bredde og jublede.

Under vandoverfladen svømmede 10-12 fisk med en havarti på topfinnerne, strengt dirigeret af en snor, som Eddie signalerede i fra søbredden.

Mark lagde sig på ryggen i ubåden, åbnede øjnene og kiggede op på himlen. Månen var taget tilbage til nattehimlen og sad deroppe og smilede ned til han. Han kunne allerede se sine bidemærker.

“Tak, måne,” smilede han retur og sugede de sidste smagsnuancer ud af den bedste ost, han nogensinde havde smagt. “Tak.”

Tænk, at han skulle bygge en ubåd for at opfylde sin største drøm om at smage på månen. Det var hans mest geniale idé til dato.