Fra et ukendt sted over den velkendte urskov kom brølet, der brød den larmende stilhed. En dyb diskant vibration satte mavesæk og stemmebånd i stabil resonans. Brølet fik koldsveden til at springe frem på panden og musklerne til at ryste kontrollabelt. Victor var en tøsedreng, så han fór retur til hulen og stirrede ud i lyset fra sin egen placering i mørket. Han havde taget ophold i hulen, da natten strålede fra himmelhvælvet. At blive i den åbne regnskov natten over ville være modvilligt selvmord. Men nu havde dagen truet med det dunkle, der ventede et sted bag fantasien. Hvad det end var, der lod høre fra sig, og skræmte skovens beboere, så var det stort, og det var farligt. Hvorfor stod han her og dirrede som et espeløv op ad en stabil klippevæg? Fordi han igen havde spillet dumsmart overfor sine venner og spøgt med, at han overhovedet ikke var bange for, hvad end det var, der brølede. Nu var han fanget. Fanget i et væddemål om at finde kilden til brølet.

Stilheden lagde sig atter som en dyne over regnskoven, hvor kun enkle komplekse lyde fra underskoven brød igennem det frodige forhæng af lianer, enorme kokospalmer og uigennemtrængelig beplantning. Han listede sig ud af hulen og fortsatte sin rejse på skælvende ben mod lydkilden. Han gik ad en dyreveksel, der viste hyppig trafik af klovdyr. Lige nu lyttede han efter stilheden. Punktet, hvor alt andet var lydløst. Orkanens øje. Det måtte være der, hvor han skulle hen. Der, hvor uhyret skræmte både med lyd og med tilstedeværelse.

Han følte sig megalille, men alligevel som om han larmede som ti vilde heste, mens han krøb fra træ til træ, tættere og tættere på, hvad der gemte sig bag lyden. Var det en kæmpe gorilla, en urokse, et forhistorisk monster, der havde overlevet verdens undergang i det skjulte og nu besluttet sig for at indtage verden igen. Eller var det en levende død fra en af de mange krige, der havde hærget området igennem uroligere tider? Han vidste det ikke, og det skræmte ham til benet.

Et hyl fra oven sendte bølger af flammende kulde op ad ryggen på ham. Han smed sig fladt på maven og forventede at dø som et blink med et øje, et vink med en hånd, et dybtfølt suk mellem uvenner. Men der skete intet. Intet andet end en grusom fnisen bag ham. En latter inden drabet. Det var ondskabsfuldt. Victor turde ikke vende blikket og se sin morder i øjnene, men den sprøde stemme var dragende.

”Så… du skynder dig langsomt, kan jeg se.”

Hans kommende morder talte til ham. En lys stemme med et mørkt budskab. Et bittersødt sidste kvad inden livets melodi ville forlade ham. Victor måtte vende sig. Han kunne ikke lade være. Stemmen var fængslende befriende i sin lethed. Hans slørede blik fokuserede på den lille kæmpe, der stod bag ham og smilede som var hans undergang en komedie på teatret.

”Hvem er du?” skælvede han på vej op på knæ og med hænderne foran sig som modværgeforanstaltning i et spinkelt håb om overlevelse. Den grønklædte figur stod i svag kontrast til regnskoven. Som smeltede de to sammen til ét hele. Det var kompliceret enkelt.

”Jeg er Janus, og du er pænt grim.”

”Hvad?” Victor forstod skam fornærmelsen, men alligevel. Det var en betydelig irrelevant kommentar at komme med.

”Ja, altså. Du kan da ikke bevæge dig ind på Oxymoronens territorium iført et karnevalskostume. Det er meget lidt klogt.”

”Karneval?” Victor kiggede ned ad sig selv, og så sin blålige vindjakke og de slidte moderne cowboybukser, som alle hans venner gik med.

”Sorry my french, men common. Den spotter dig på en kilometer, og så er du færdig, mand.”

”Ved du, hvad det er? Eller den er?”

”Den?” Det grønne væsen betragtede Victor med apatisk kærlighed. ”Den, er ikke en den. Må jeg være fri, mandsling. Det er Oxymoronen.”

”Oxy… hvad?” Victor sank en klump på størrelse med en baobabtræsrod.

”Du er ret dum af en skarpsindig stifinder at være,” fortsatte Janus og kom tættere på, mens han kiggede op og ned ad Victor. ”Hvis du tror at et besøg hos Oxymoronen er den rene læseferie, så må du tro om. Jeg har set den sluge folk hele og uden at efterlade rester.”

Victor kom langsomt på benene. Han var mindst et hoved højere end Janus, men følte sig alligevel som den lille. Ordene, der kom fra Janus, boblede i hans mave, og hvis det havde været hjemme i landsbyen, ville han ikke helme med at tage fat i det grønne væsen og uddele øretæver, men her blev følelserne forvandlet til voldelig pacifisme.

”Og hvad så?” snerrede Victor nu lidt modigere, hvilket bare fik Janus til at fnise.

”Du kan bare komme an, hvis du tør,” smilede Janus og svang en halvlang kæp frem fra et ryghylster.

Victor bakkede en smule, da han så våbnet. Det var jo heller ikke sådan ment. ”Rolig nu. Jeg mente det jo ikke på den måde.”

”Okay, men jeg tager ingen chancer,” smilede Janus og gik truende frem med kæppen svingende foran sig. ”Jeg er optimistisk pessimist, så hvis du vil noget, så lad os få det afgjort.”

”Nej,” jappede Victor, mens han satte sig på halen og skærmede for sig med hænderne og lukkede øjnene. Han var ingen stor kriger. Blodet rasede i de skræktilfrossede årer. ”Jeg skal nok opføre mig or…”

Længere nåede Victor ikke før han så Janus svinge kæppen mod sig. Han undslap et lille hyl. Det var først i sidste øjeblik, lige inden sammenstødet med hans pande, at kæppen gik i stå, og Janus smilede overbærende.

”Okay, så siger vi det. Jeg tror dig.” Janus stak kæppen tilbage i hylsteret og jog en hånd frem for at hjælpe Victor tilbage på benene. ”Men du skal vide, at lige nu er du min mindste favorit.”

Victor følte den stressende afslapning, pustede ud og lod sig hjælpe på benene. Han følte en tryg risiko ved at modtage hjælpen, men noget sagde ham, at venlighed var en åben hemmelighed mellem dem nu. Victor børstede støvet af hænderne, mens Janus observerede ham med en ligegyldig mine.

”Du er stadig et kløgtigt fjols.” Janus’ stemme var lav, men bestemt.

”Okay, undskyld.” Victor ville ikke pisse Janus mere af og accepterede de hårde ord. Men han ville vide mere. Vide mere om den der Oxy-fætter. ”Så hvad er det, der brøler?”

Janus spilede øjnene op og lagde hovedet på skrå. ”Du har vitterligt ikke fattet noget.”

”Måske ikke, men jeg vil gerne.”

”Okay så.” Janus begyndte at gå. ”Så kom. Så viser jeg dig Oxymoronen. Men husk på, at du bad selv om det.”

Victor skyndte sig med. Kiggede sig over skulderen for at være sikker på, at der ikke var flere af Janus’ slags.

”Ser du,” sagde Janus, mens han gik fremad med insisterende lethed. ”Sagnet om Oxymoronen er en sand myte. Måske har du hørt gamle nyheder, der har spredt sig i regnskoven, om dette urvæsen. Det er sladder!” Janus stoppede brat, vendte blikket og stirrede med onde, venlige øjne på Victor. ”Sladder.”

”Okay, sladder,” gentog Victor. Han havde aldrig hørt om en Oxymoron, så at der var sladder derude om den, var helt og aldeles fremmed for ham.

”Dit eneste valg er at stole på mig.” Janus genoptog sit adstadige sprint hen ad dyrevekslen. Victor fulgte med så godt han kunne. ”Regnskovens dybe forunderlige verden og Oxymoronen har et tæt-distanceforhold gennem adskillige år. Den kom med havet, ser du. Så kom ikke her og tro, at det er noget nyt og spændende, der skal opleves. Næh…” Janus svang til højre ad en mindre dyreveksel og skulede bagud som for at sikre sig, at Victor fulgte med.

Victor vidste godt, at der ikke var langt til havet herfra. Nogen i landsbyen mente, at havet gennem årtusinder havde undergravet en del af den klippe som regnskoven lå på, men det måtte være en myte. Det kunne ikke lade sig gøre. Men uhyret kom fra havet. Det kunne godt være sandt.

Janus standsede og knælede, samtidig med at han rodede under nogle tætte buske. Han trak en lærredspose ud og åbnede den. Victor stillede sig på tæt afstand, så han kunne løbe, hvis det blev nødvendigt.

”Du må tage noget naturligt makeup på.” Janus trak en olivengrøn heldragt op fra posen og en bøtte, der viste sig at være en grågrøn farvelade. ”Her.” Janus rakte ham sagerne og sagde ikke mere.

Victor gættede sig til, at han skulle tage heldragten på og sløre ansigtet med farven.

”Så,” bekendtgjorde Victor, da han havde gjort som Janus forventede.

”Tja. Du er vel i bedste fald en fuldkommen imperfektion, men det går an.” Janus smed posen ind under beplantningen igen, rejste sig og gik videre.

Victor kunne se lys forude. Sollys. Som om regnskoven sluttede. Og det gjorde den. Jo tættere de gik mod lyset, des mere kunne Victor se af himlen, der ellers var skjult af de høje palmer. Og med ét stod de der. På kanten af den fortsatte regnskov, der faldt ned i en kæmpe tragt, hvor bunden var skjult mellem høje træer, hvis kroner lå lavere end hvor de stod. Udsigten var smertefuld smuk. Så smuk at Victor fik tårer i øjnene. Han kiggede på Janus, der lod til at undre sig over, at Victor græd.

”Hvorfor piver du? Det er jo bare mere regnskov.”

”Jamen, det er smukt.”

”Åh, Gud fri mig vel.” Janus rystede på hovedet og begyndte at klatre nedad. ”Og jeg er ikke en gang troende.”

Magen til dyb overfladiskhed skulle man lede længe efter, tænkte Victor. Der var åbenbart ikke tid til at nyde udsigten.

Nedstigningen var en konstant variabel. Faldet var ensartet, men fuld af snublefælder, løse sten og rødder, der gav efter, hvis man brugte dem til at holde i og støtte sig til. Victor lærte hurtigt at stole på intet. Janus kravlede ned som om det var en fuldtidshobby. Han havde været her før og kunne den sikre rute. Victor fulgte med efter bedste evne. Flere gange smuttede foden, så han måtte brokke sig og ømme sig over en overstrakt ankel. Janus tyssede hele tiden på ham, og sagde, at han blev ekstremt upopulær, hvis han fortsatte med at larme. De var åbenbart tæt på Oxymoronens tilholdssted.   

Victor kunne høre en ny lyd, der bredte sig fra bunden af krateret. En dyb rumlende tilstedeværelse, der mindede ham om havets brusende lyde.

”Så,” bekendtgjorde Janus. ”Nu har jeg taget dig så langt jeg kan, og som jeg nogensinde har været før. Du kan selv kravle over klippestykkerne derhenne, hvor bag du finder Oxymoronens gab. Men var dig. Den sluger dig råt, hvis du kommer for tæt på.

”Hvordan ved du, hvad der er bag klippestykkerne, hvis du ikke har været der?” Victor kunne ikke helt forstå, hvad Janus vidste og ikke vidste.

I et kort øjeblik sagde Janus intet, men betragtede ham med en storsnudet attitude, selvom hans næse var fin og lige.

”Du forstår virkelig intet, gør du?” Janus vendte sig og gik længere væk. ”Jeg venter her og går ingen steder.”

Victor kunne stadig høre den dybe lyd. Måske sov Oxymoronen, og det var lyden af udyrets snorken?

”Okay så.” De hårde klippestykker var måske Oxymoronens hovedpude. Han tænkte som en gal. Kunne mærke panikken nærme sig gradvist. Hvad ville han møde på den anden side? Hvilket monster skjulte sig her? Han lagde et endeligt udkast til en plan i hovedet. Han ville kravle forsigtig frem, titte over klippestykkerne og vurdere risikoen ved at fortsætte. Han kunne ikke vende om nu, selvom alt i ham skreg stille på at flygte. Det var trods alt nu en kalkuleret risiko at fortsætte. Èn, han havde kendt til hele vejen, men han havde intet valg. Han måtte fortsætte.

Victor kravlede frem til klippestykkerne og kiggede hen over dem. Et hul i klippen voksede sig større, jo mere han rettede sig op og fulgte blikket. Omkring hullet var klippen våd som savl fra et kæmpemonster. Lyden kom fra hullet. Den gurglende, snorkende lyd blev tifold højere på den anden side af klippeblokkene og det buskads, der omkransede hullet. Noget lød forkert. Uanset, hvor farligt denne Oxymoron måtte være, så lignede det her ikke stedet for at altædende monster. Victor kravlede over klipperne og trådte tættere på hullet. Han kiggede ned i hullet, og straks kom brølet.

Som et ekko fra dybet steg havvand op i vandlunken mellem klipperne og dannede lyden af undertryk. Brølet var dybt og insisterende som kun et havuhyre ville lyde, men det var ikke andet end lyden af vand i et smalt rør. Victor smilede for sig selv. Han havde fundet årsagen til lyden. Et lydbedrag, som ingen andre end han, havde turde opdage. Snart ville skoven ikke længere frygte Oxymoronen. Snart ville han være kendt i landsbyen som den frygtløse opdager af hullet i klippeblokkene til havet, der rigtigt nok havde ædt sig grådigt ind under regnskoven og snart ville æde den hel. Uh, det var skræmmende. Victor grinede højt.  

”Janus. Kom bare frem. Oxymoronen er slet…” Længere nåede han ikke. Hans fod gled på den glatte klippe og han faldt. Han kunne ikke standse den forventede katastrofe, og fortsatte direkte ned i hullet, der gurglede som tak for måltidet.

Janus ventede ikke længe, men flygtede op ad regnskovstragten. Han havde hørt skriget og kunne nu berette om endnu et offer for Oxymoronen.  Han havde jo sagt det.