Short story
Af Thomas Rud Jensen
Juni 2024
”Hans død var den perfekte katastrofe.”
Sådan indledes min dødsannonce i avisen. Det skal nok tiltrække nysgerrige blikke og sætte kaffekoppen tilbage på bordet. Derefter følger opspilede øjne og brynede øjenbryn. Måske vil læseren tilkalde assistance for at se om øjnene bedrager eller der virkelig står det, der står. Det er den reaktion, jeg leder efter. Det lille pirk i overfladen. Den lille rids, der danner rust og får lakken til at falde af. Duen, der sætter sig på bøgegrenen og skider på mig. Det, der løfter præcis denne dødsannonce ud af ligegyldigheds trædemølle på avisens bæredygtige genbrugspapir og ind i bevidsthedssfæren hos de overbebyrdede parcelhusejere. Lige der, hvor der efterhånden skal saftige billeder til eller trykkes følelsesporno ud i bogstaverne, før læseren gider bemærke det. Grænsen for, hvad der skaber opmærksomhed er flyttet til brug af sex, porno og liderlighed i mediebilledet som endnu ikke har set toppen. Personlige portrætter af pinlige barnetraumer og fraværende forældre. Krig, ulykke og dårligdomme. Mange strækker endnu lagnet dag for dag med nye perfide, platte aforismer fra deres egen dagligdag. En dagligdag, hvor andre gør en ihærdig indsats for at tale pænt til hinanden. Lad det ligge. Jeg har min egen død at tænke over.
Ingen forstår alligevel til fulde betydningen af ordene i dødsannoncen. De læser ordene og ser ordet ’død’. Men ser de selvmodsigelsen, selvom de højst sandsynligt ikke fatter den. De vidende ser garanteret Shakespeare, og den sammenligning gør mig bestemt ikke noget. Men hvad ligger der i begrebet ’død’, hvad menes der med ’perfekt’, hvorfor er det en ’katastrofe’, og hvem er ’han’? Ja tak. Hvem er han? Det skal være læserens spørgsmål.
Måske er det lige meget med denne dissekering af overskriften. Måske er det nok for læseren at vide, at navnet bag overskriften er død i en perfekt katastrofe. ”Se, det er interessant,” tænker eller siger de så hen over kaffekoppen. Kaffen er alligevel blevet kold efter de har dvælet for længe ved teksten og forsøgt at finde hoved og hale i den. Det gør dog ikke noget, at ordenes sammensætning, uanset rigtigheden, vækker nysgerrighed. Jeg lever af nysgerrighed.
Den efterfølgende annoncetekst er for så vidt ligegyldig bortset fra navnet og naturligvis titlen: forfatter. Der kunne stå alt muligt. ’På vegne af familien’ eller ’Vi vil altid bære dig i vores hjerter og mindes dig som det fantastiske menneske, du altid har været’ eller ’Farvel, min elskede’ eller ’Tak for lort’, eller ’Alle de gode minder’. Jeg vælger dog et helt andet budskab. Jeg er stadig i tvivl om ligegyldigheden i ordene er rigtigt forstået. Måske er ordene det, der får opmærksomheden til at materialisere sig til handling. Jeg vælger derfor at gennemføre det, der vel kan betegnes som et oversalg af produktet. Min død og mit virke i levende live. Det er i min verden unødvendigt at krydre maden for kraftigt. Dog gør jeg en undtagelse ved mad, der smager forfærdeligt. Så længe der er nok med ekstra jomfruolivenolie til at få budskabet til at glide ned, fylde mitokondrierne og forstærke nerverne, er jeg på. Jeg håber ikke at mit virke danner de samme associationer. Efter overskriften springer den (måske) ligegyldige fyldtekst i øjnene: ’Efterlader sig en omfattende skat af historier, digte og fantastiske ord. Tak for at bringe glæde i vores liv med dine fortællinger’. Det er mine ord. Skrevet før min død, men det ved læseren jo ikke. Det kaldes at ramme hovedet på sømmet, hvis overskriften har misset et mål derude et sted.
Så er det blot at vente på den gratis reklameomdeling. Vente på at avisens læsere fatter betydningen af, det de lige har læst. Ordet skal nok sprede sig mellem læserne på plejehjemmet, til personalet, til besøgende børn og børnebørn, hen over spisebordet i de små hjem, på kulturinstitutioner, biblioteker, børnehave og i skoleklasser. Verden bliver inficeret af seks små ord. ’Hans død var den perfekte katastrofe’. Den bedste virus i verden. Ordenes magt.
Men annoncen er kun den sidste del af en plan, der startede et helt andet sted. Et sted, hvor det slet ikke var en mulighed at arrangere sin egen død. Tanken var ikke tænkt. Så hvordan nåede jeg til den konklusion?
Alt det arbejde, der er gået forud, har krævet store tidsofre, knofedt og tankevirksomhed. Selverkendelse og et vist niveau af selvforståelse. Måske endda selvkritik. Ubevidst har det taget mange timer at forme den perfekte plan. Men nu er den tænkt og igangsat. Der er ingen vej tilbage. Det er en storstilet plan for et eftermæle, jovist, men også en kapitalistisk plan. En kunstners plan, der tager sit arbejde seriøst. Det er ikke en stolt plan. Hvori ligger stoltheden ved at sætte urigtige ord på en situation med kun det ene mål at blive rig og berømt? Det er et spørgsmål, der vil martre mig til min rigtige død, men den tid, den sorg.
Uanset de åndelige kvaler. Målet er lige for næsen af mig. Hvor ord bringes op på et stadie, der ikke bare kan betegnes som gode, fejlfrie, vidende, rammende, samfundskritiske, lærerige, eksempelværdige, spændende, fortællende eller dramatiserende. Der, hvor ord bliver hellige. For ord er en helligdom, når de står skrevet sort på hvidt. Den eneste, der kan tolke dem rigtigt, som de er tænkt, er den afdøde forfatter. Ord er indflydelse. Ord er magt. Ord er meningsdannende. Ord kan være kærlige, hårde, nedsættende, idiotiske og selv guddommelige. Men ord er kun det skrøbelige men urolige barn af moderen af ord, der åbenbarer sig mellem linjerne. Hvordan er man i live mellem linjerne men død i ordene? Ved min død afskriver jeg mig muligheden for at hjælpe læserne med fortolkningen. Kan jeg leve med det?
Det startede som nævnt et helt andet sted. Ikke at den første sti jeg betrådte, var ufejlbarlig, men mit mindset var ikke ekstremt nok. Forsøget på at opnå mit mål startede, da jeg stod med en række færdige manuskripter til bøger indenfor genrerne historisk spændingsroman i to bind, hyggekrimi, fantasy i tre bind, fantasy krimi i seks bind, naturvidenskabelig krimi, starten til en børnebogs i kategorien fantasi og en børnebogsserie i kategorien naturvidenskabelig fabel. Alt sammen gode og spændende historier, synes jeg selv. Men den var der ingen forlag, der var med på. Tiden var til selvindsigt og beretninger om barndomstraumer og romance og forlagene havde travlt med at indrette deres hylder med nye udgivelser i dette segment. Ingen gad bruge mit materiale.
Det kræver selvindsigt og en umådelig portion forståelse at ramme den barriere, men som jeg så det, kan et forlag betragtes som en hvilken som helst anden virksomhed. Deres mål er først og fremmest at tjene penge. Dernæst at udgive noget, der får dem på landkortet, så de kan sælge mere. Og så naturligvis at have de forfattere ansat, der passer i forlagets profil og i gruppen af øvrige forfattere, så forlaget fremstår som en enhed, der gør hinanden gode. At få en plads i denne virksomhed er ligesom at ansøge om en plads i hvilken som helst anden virksomhed. Der er måske en plads og x ansøgere. Virksomheden ansætter kun den ene. Jo flere ansøgere, jo mindre er sandsynligheden for at få pladsen. Og det er her førnævnte række af kriterier kommer i spil. Det er ikke let.
Med disse udsigter fik jeg færten af en anden sti at betræde for at skaffe mad på bordet og overskud til at øge mængden og kvaliteten af mit materiale. Jeg læste ordet crowdfunding. Det ord har jeg ikke til hensigt at dissekere. Hverken barnet eller moderen, men blot konstatere at det betyder at lade sig sponsorere af pøblen, af masserne, af en gruppe af velvillige mennesker, der donerer deres penge til noget. At indsamle penge til at finansiere et projekt eller en forretning. Indsamlingen af penge skal ske gennem et stort antal af mennesker, så små donationer batter i det store billede. I dette tilfælde var dette ’noget’ mig. Indrømmet og egoistisk tænkt, men sådan er det med crowdfunding. Målet for den egoistiske tilgang er fællesskabet.
Finanserne er små som himmelsendt budbringer af historier, og en forfatter har udgifter som alle andre. Uden en bestseller på hylden eller i pipelinen har en forfatter ikke økonomien til at fortsætte uden betænkeligheder og ikke energi til at tænke og skrive på samme tid som at skulle passe et fuldtidsarbejde i den lokale børnehave eller bag kassen i supermarkedet. Det er simpel matematik i en beregning foretaget af en talblind.
Men hvis man ikke er kendt, kan crowdfunding være udfordrende. Hvis man ikke har et kapitalstærkt netværk, er crowdfunding umulig. Det er mine ord. Sikkert ikke ekspertens. Men en forfatter er ikke ekspert i crowdfunding. Hvilke incitamenter har de store masser i at finansiere en ukendt forfatter? Kan de få deres egen dedikation i bogen, kan de få opkaldt en karakter i den kommende måske-bestseller, kan de få x kopier af den færdige bog til indkøbspris? Ja hvad? Den barriere ramte jeg også.
Det får hele min verden til at centrere sig om ét punkt. Ét springende punkt, der kan vende op og ned på min karriere som forfatter, inden jeg skal dø, som alle andre. Og så vil det alligevel være fuldstændigt lige meget. For mig i hvert fald. Centrum i universet var på dette tidspunkt i min evolutionskurve at blive kendt. Naturligvis.
En musiker med sin karriere bag sig, får tilbudt at skrive en bog. Skriver den måske selv og smider et par nøgenbilleder i. Det er der penge i. En politiker skal blot fjumre gevaldigt i det, så står ghostwriterne i hobetal klar for at fortælle den historie. Det havde selv Ronald Reagan regnet ud. Læserne er ellevilde. En ukendt teenager skal blot melde sig til et realityprogram og sige så mange dumme ting på live Tv eller i serien på de populære streamingtjenester, så det bliver kult. Folk på gaden og i skolerne elsker at bruge dine fjolleord i andre sammenhænge. Eller sågar kan de dumme teenagere uden livserfaring opfinde sammensatte ord ud af den blå luft, som uheldigt nok går viralt. Heldigt for teenagere. Det sluger Fru Gyldendal råt, da der er penge i ordene, så hun skal nok komme efter dig med en klækkelig bogkontrakt. Du kan også bare være konge, så er din bog udsolgt, før den kommer i handlen. Se, det kan jeg forstå.
At være kendt på forhånd er faktisk ikke så skidt, når du skal skrive en bog. Det er urimeligt nok lige meget om indholdet er godt eller skidt. Forlagene kommer til at tjene penge på dit navn. Også selvom læserne opdager at indholdet er skidt.
Har du derimod et budskab, så skal det dæleme være et godt budskab for at det kildrer det rigtige sted hos forlagene, hvis du ikke er kendt. Er du kendt kan dit budskab være lige meget. Læserne skal nok lytte og gispe og klappe i hænderne alligevel.
Men nu er vi også kommet til et punkt, hvor min selvmedlidenhed og ynkelighed slår en saltomortale i min plan. Jeg hæver fingeren og spørger. Hvorfor er jeg ikke kendt? Jeg kan selv svare. Mit materiale er ikke godt nok til at tage det første skridt, og jeg har ikke uddannet mig til musiker, journalist, professional meningsdanner, jægersoldat eller lignende, og jeg har ikke opført mig som en idiot i teenagerårene, hvor der i øvrigt slet ikke fandtes reality. Og jeg er ikke født med blåt blod. Blot for at nævne nogle steder, hvor jeg kunne have valgt anderledes i mit liv, hvis jeg havde vidst det, da livet passerede forbi. På ynkelighedens platform er jeg ikke villig til at stå. Jeg er en fighter, når jeg selv skal sige det. Måske lige indtil nu. Jeg kan mærke, at dette bliver min død.
Jeg pakker min rygsæk og står fra land på min selvkritiske rejse ind i mit eget arbejde. Jollen er vakkelvorn, masten knækket og bugen sprunget læk. Søen er høj og farerne store. Det er her, jeg indser, at dygtighed på de præmisser som tilfredsstiller mit sind, kræver øvelse. Perfektionisme kræver ufatteligt meget øvelse. For sammenligningens skyld ser jeg mod andre uddannelser og betragter mine evner. En symfonimusiker er én af måske hundrede dygtige musikere. Men der er utallige musikere derude, der ikke har fået en plads i graven. En politiker i folketinget er én af 179 meningsdannere, der er valgt af folket. Andre må tage til takke med regioner, kommuner og Europa eller gå duknakkede ud ad bagdøren. Musikscenen er forbeholdt meget få mennesker, der er dygtige nok til at lave musik, som nogen gider at høre på i længden. Hvorfor skal det være anderledes med forfattere?
Forfattere er desuden udsat for folkets dom på godt og ondt. Anmeldelser og læserne bag er lige så forskellige som sind og fingeraftryk. Så forskellige som vores indre våddragt af nerveforbindelser, der løber på kryds og tværs i kroppen og som kan give ondt i tåen, hvis maven er i uorden. Den forkerte anmelder på det forkerte tidspunkt kan betyde alverden. Det samme gælder den forkerte redaktør. Hvor sidder den rigtige redaktør? Jeg spørger bare. Fordi som forfatter kan du også være heldig at få fat i den rigtige redaktør, eller være en selv, hvis du har modet. Det læses tydeligt rundt omkring, at det nok er det, der er sket med bogen. Hvor ligger en forfatters selvkritik i øvrigt, hvis det arbejde, der er lagt blod, sved og tårer og uendeligt mange timer i, alligevel splittes ad af én redaktør, der ønsker et andet indhold for at ramme den vante læsergruppe uden at flytte på læsernes opfattelse af, hvordan en historie kan skrives?
Jeg er nået til vejs ende i min egen bevidsthedskarrusel. At være kendt er ikke for de ukendte. At blive kendt er en vej som ingen kan betræde og erklære sig bevidst om undervejs. Der kan selvfølgelig gå boy band i den, men er vi ikke ovre de tider? At være kendt er ikke for de fleste. Og jeg tilhører ikke gruppen af de færreste.
Mit mål er blevet forblændet af de færreste. Hvad er de færrestes hemmelighed? At være Konge er for de færreste men uden mulighed for at påvirke sagen efter man er født. Sådan er tiderne ikke mere. At blive dygtig er en sag om øvelse og sikkert også en masse flair. At blev kendt på denne baggrund må tilføjes en masse held, rigtig timing og en fandens stor portion tålmodighed.
Findes der en genvej? Det spørgsmål er lige præcis den smalle og snoede vej mod bjergtinden, som jeg leder efter. Det virker ikke som en genvej at gå op ad bjerget, fryse og med risiko for at falde ned og dø i glemslens afgrund. Så lad bjerget komme til mig. Om der findes en genvej, der finder dig og ikke omvendt, er der sikkert mange, der har spurgt sig selv om gennem tiderne. Findes der en genvej til at blive kendt? Findes genvejen til et slot og en bugnende bankkonto uden at skulle knalde en gammel fedtet mand? Findes der en genvej til pensionen spørger hjemmehjælperen med de kroniske smerter og lave energiniveau på grund af for dårlig livsstil, junkfood og rygning? Findes der en genvej til at skrive en god bog? Svaret er nej i langt de fleste tilfælde, men jeg stævner endnu en gang ud fra land for at finde genvejen.
For at finde en genvej skal jeg kende vejen. Oftest vil genvejen være en rute, der er utraditionel eller betrådt af andre i helt andre sammenhænge. Det er her jeg lægger mine surt tjente erfaringer, selvom de er mangelfulde. Jeg kigger mod kulturen generelt og enkeltdele af kulturen, hvor jeg håber at finde svaret. Det tydeligste tegn på at opnå gudestatus finder jeg i musikken og malerkunsten. Fællesnævneren er død.
Naturligvis kan en kunstner være elsket i live, men af den levende legende findes kun få. Derimod er legendestatus og en helgenstatus, der nærmer sig guddommelighed let at finde for afdøde kunstnere. Forestil dig hvilket nederlag det er at opdage, at du intet betyder eller til nød kun lidt, når du er i live, men som død vækkes dine talenter til live. Omtalt som fantastiske. Hyldet som en stjerne blandt masserne.
Min konklusion er simpel. Kunst værdsættes først rigtigt, når kunstneren er død. Løsningen er dermed lige så simpel. Jeg skal dø.
Det eneste problem med denne løsning er, at jeg gerne vil opleve min egen succes. En strategisk død i en kapitalistisk verden, hvor iscenesættelse af døden skal starte en naturlig skjult crowdfunding. Simpelt. Det er resultatet af min research.
Jeg skriver min egen dødsannoncen. ’Hans død var en perfekt katastrofe’. Ordene er mine. Jeg er ham. Rygterne om min død er stærkt overdrevet, men jeg er ikke Mark Twain, og der er ikke tale om en fejl. Der er tale om den perfekte overskrift til at vække mine tekster til live, der ellers var døde i læsernes bevidsthed. Hvis de overhovedet har eksisteret. Perfekt er ordet til at beskrive tilrettelæggelsen af planen. En katastrofe fordi det åbenbart er, hvad der skal til for at gøre en ukendt forfatter som mig kendt.
Måske vil du frydes, måske vil du væmmes, men ved du hvad? Jeg er ligeglad, fordi jeg er død, men mit arbejde lever og pengene er mine.