Skriveøvelse om berettermodellen
Af Thomas Rud Jensen
September 2024
Hans anslag var perfekt, og tilsat de rette elementer af drama, hygge, blødt interiør, pirrende ordvalg og det flakkende skær fra to stearinlys, der dansede tæt til nattens sprøde sommervind fra havedøren. Hun ville fandeme læse hans bog med det samme.
Hun pakkede hans kleppert af en bog ud lige der i sofaen. Den var svulstig og med en spændt bagsidetekst opdelt i to velafrundede dele bag den faste ryg. Historien præsenterede sig kort, hvorefter hun slugte de første ord med en lysten grådighed på at lære hans sprog at kende. Hun gav sig god tid til smage på alle ord og forstå indledningen. Flere gange vendte hun tilbage til de samme vendinger for at forstå plottet, men det var underordnet. Det frydede ham, at hun ikke havde travlt med at opklare mere. Men fanden tog ved hende, og hun gav slip på den standhaftige karakter, hvorefter hun slyngede sig videre i teksten og sank dybt ned i fortællingen fra en ny vinkel.
Rytmen var god og vedholdende, og han holdt hende fast for at finde den samme rytme og forståelse. Hun gispede af spænding og nerve, da historien udviklede sig. Vedholdende læste hun hans signaler mellem linjerne. Han fumlede i sine slidte klæder, der ellers kun indeholdt lommeuld og glemte floskler, men fingrene fandt, hvad de søgte. Han forsøgte at rive hætten af skæbnerne for at afsløre indholdet, men hun tog sig kærligt af hans idéer, og kastede den kunstige indpakning fra sig. Hun elskede hans utildækkede version, og valget af historiens point of no return var taget for ham. Hun forstod, hvad der var godt.
Med et ønske om en ny vinkel valgte han sine ord med omhu, men hun insisterede på at historien var god og det hele rimede perfekt. Han forsøgte at skubbe hende videre, men i stedet greb hun fastere om historiens indpakning og klyngede sig den igangværende udvikling. Historien skulle læses til ende fra denne fortællervinkel. Det var svært, da han var tæt på at eksplodere af spænding. Hvis hun ikke snart satte læsehastigheden ned, ville han bede om en anmeldelse før tid, som en undskyldning for ikke at kunne klare presset. Men hun insisterede på udviklingen og greb kun hårdere og hårdere fat om hovedpersonen med sin egen fortolkning og synsvinkel.
Han gav slip på alt. Fornuft og sanser blev afløst af ekstaser over det frydefulde blik i hendes øje, da hun læste hurtigere og hurtigere. Den varme fornemmelse af en veludført historie nåede også hende i sekunderne efter hans spændingskurve var udløst og ønsker om svar på spørgsmålet: Var klimakset godt? Hun hvinede frydefuldt og kastede sig ned over hans afsluttende epilog, så også han måtte støtte sig til den umiddelbare anmeldelse. Med et elegant vrik smuttede hun ud af historien og lod karaktererne finde plads til at udvikle sig i tankerne, imens stilheden atter sænkede sig i fælles fordybning og udtoning.
Jeg håber, du fik røde ører og et tungere åndedræt…