Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Juli 2024
Albert åbnede døren til mørket. Det var blevet alt for sent, men han havde hygget sig og glemt tiden. Legeaftalen med Martin havde bragt dem gennem en titel som kommandør på en rumstation lavet af Lego, som professionel fodboldspiller i haven én-mod-én, på første parket til et Freddy Kruger mareridt foran Martins TV på værelset med dæmpet loftsbelysning og nedrullede gardiner og som Jakob Stegelmann med hver sin tegneserie i hånden, og hvor fantasien kunne folde sig ud i sækkestolen. Det var Martins mor, der havde afsluttet det hele. Albert skulle hjem inden spisetid.
Han vinkede farvel til Martin, der stod tilbage i entreen med et fåret udtryk, da aftenens menu stod på frikadeller, men havde dog sat retning mod familiens spisestue. Albert trak skoletasken tættere til ryggen for at holde på varmen, kantede sig uden om det enorme udskårne græskar, der stod på trappestenen med levende lys i og trådte ned på flisebelægningen for at kigge sig rundt i indkørslen. Han hørte hoveddøren smække bag sig og låsen blive drejet med et højt klik. Han var alene i mørket. Udsigten op ad vejen mod landsbyen var dunkel, men han kunne ane landsbyens gadebelysning i det fjerne under en begyndende dis, der havde lagt sig over afgrænsningen til byen. Før han kom ind i gadelygtelyset, skulle han gå i vejsiden, på broen over åløbet og ikke skænke tyren i indhegningen til venstre en tanke. Turen hjem var ikke lang, men han måtte på et tidspunkt på turen tage et valg, som han allerede nu frygtede og gav ham myrekryb.
Han passerede broen med hurtige skridt og kiggede kun nødtørftigt ned i det klukkende vand, der lød som en trolds gnækkende latter. Måske stod trolden dernede et sted og ventede på de tre bukkebruse. Albert satte farten lidt op for at komme væk, hvis der nu skulle være en trold med onde hensigter og en kort lunte, der allerede var brændt ud i ventetiden på festmåltidet fra sæteren. Han blev ikke råbt an, men han måtte alligevel flere gange vende ansigtet over skulderen og forsikre sig om, at ingen fulgte efter ham. Det var der ikke.
Han passerede byskiltet og de første kunstige lysstråler fra de høje master ramte hans iris. Lyset stjal nattesynet, og mørket omkring vejen blev kun dunklere. Han kunne dog skimte silhuetten af det lave kirketårn bag den hvidkalkede kirkemur til højre. Det var nu han måtte tage den frygtede beslutning. Skulle han gå på tværs af kirkegården, som han egentlig havde besluttet sig for hjemmefra uden at tænke på, at det nok var blevet mørkt, når han skulle hjem, eller skulle han gå den lange vej uden om kirkegården gennem landsbyen. Det var en tur, der fordoblede afstanden hjem. Han kunne også vælge at gå bag om kirkegårdsbakken på grusstien forbi rensningsanlægget, gennem skoven og rundt om åløbet. Det var en kortere tur end gennem landsbyen, men på bagsiden af kirkegården var det absolut intet lys, og hvis renseanlægget snurrede, var lydbilledet diffust og stanken ulidelig. Turen over kirkegården var den korteste.
Albert trådte op til smedejernslågen og kiggede ind på asfaltstien, der førte mellem gravsten og forbi kirkens nordlige indgang. Den, der var lukket af, men som han vidste indeholdt et rum med kister fra en kendt familie fra egnen. Han anede ikke om det bare var kisterne, der stod der, eller der lå rester af mennesker i dem, men det var alligevel skræmmende. Foran den hvidkalkede mur stod kirketjenerens forsøg på en dekoration med græskar og levende lys, der skulle hylde de døde. Det flakkende skær af stearinlys gennem græskarrenes tomme øjenhuler, sendte dansende skygger op på det hvide lærred som om kisternes indhold, var på vej ud gennem stenmuren for at besøge stedets andre døde.
De første gravsteder var synlige fra lågen og mindekors og sten sendte lange skygger ind over stien. Duggen var faldet og disen lå hen over de lave hækplanter. Han åbnede lågen med en skrigende larm som om genfærd og gespenster allerede havde hørt den levende, der nu betrådte den smalle sti mellem deres bopæle. Kapellet lå lige til højre og lyset fra gaden nåede ikke ind bag kirkegårdsmuren og kapellet, så passagen ved toiletterne var aldeles mørk. Han sank en klump, der smagte af lige dele vingummi fra Martins overskudslager efter en Tysklandstur og frygt. Jernsmagen vældede op og fik hurtigt overtaget.
Han trådte længere ind med prøvende skridt og jog blikket fra side til side. Han skulle sateme ikke overraskes af et skelet med fremstrakte knoglehænder eller en zombie indhyllet i rødder og kirkeindviet mudder. Det var vist bare om at sætte i hurtig gang og få turen overstået. Lukke alle andre sanseindtryk ude og fokusere på sin egen lyse tunnel over kirkegården. Han skulle bare lige rundt om kirkebygningen, og så var lågen i modsatte ende inden for rækkevidde og overlevelse mulig.
Et skyl fra et toilet i kapellet fik ham til at stivne og gå i stå. Der var noget i kapellet i mørket. Nogen havde trykket på udløserknappen til et toiletskyl. Igen kunne han ikke styre tankerne og blikket fór rundt mellem gravsteder, regelrette hække, høje tujaer og stenkors, der alle stod dystre og dumme for at se til, imens hans fantasi spredte endnu mere frygt og fugt til den i forvejen glinsende pande. Alt var på et øjeblik blevet levende omkring ham. Hans vejrtrækning var overfladisk og pulsslaget stigende. En skygge dansede på stien længere fremme og fik den hvide dis til at sætte i bevægelse og lave mønstre, der for Albert lignede forkvaklede monstre med lange fangarme. Han vendte rundt og løb tilbage til smedejernslågen og ud på vejen, hvor den grove asfalt og de lange bitumenstreger var et uventet fristed og et helle som ingen uhyre eller spøgelser kunne betræde. Han gispede og løb videre ned ad vejen. Hans øjne spillede puds med ham, så kirkegården lignede en myretue af bevægelser hen over den hvide slangeham af kalkede kampesten. Et dyr gøede i natten. Den indestængte lyd fra et glubende gab med sylespidse hugtænder kom fra landsbyen. Var det en varulv? En Baskervillens hund? En rottweiler uden snor til at flå halsen bag pighalsbåndet op? Eller kom lyden fra marken uden for landsbyen, hvor Albert vidste at adskillelige legemer i tidens løb var parteret og ædt af sultne tandsæt og fortæret af skrigende tarme. Den hvide dis havde allerede lagt sig lavt over græstuerne derude og sorte silhuetter stod stille i mørket, hvor de åndede tungt og truende.
Albert havde i sin underbevidsthed taget et valg. Han gad ikke den lange tur gennem landsbyen, måske forbi haver med glubske hunde og nu turde han i hvert fald ikke forsøge at gentage turen over kirkegården. Der var kun ruten bag om kirken tilbage. Hvis han gik i absolut mørke, måtte nattesynet komme tilbage, og han kunne løbe hele vejen, hvis noget blodsugende var ude i natten.
De første skridt ind ad grusstien foregik i absolut mørke. Han koncentrerede sig om at sætte foden uden at vride op på den ujævne sti, kiggede rundt og langsomt fornemmede han at nattesynet blev bedre. Alligevel skjulte mørket og den tiltagende tåge ruten længere fremme. Grusstien kurvede omkring kirkegårdsbakken og allerede nu kunne han høre, at renseanlæggets hjul piskede rundt. Hørmen af pis og lort og kloakvand kom bølgende i rul, som om han stod ved Vesterhavet og iagttog dønningen. Det stank af død.
Albert satte i lunt og ignorerede risikoen for permanent ankelskade. Kuldegysninger efter kuldegysninger bredte sig ned over armene og helt ud i fingerspidserne, der snurrede ihærdigt. Han rundede grusstiens kurve og de grumsede kugler af lys fra lave belysningsmaster på kirkegårdens parkeringsplads trængte igennem disen som ledestjerner på himmelstigen.
Noget stort og tungt larmede oppe på skrænten til kirkegården, og det kom nærmere i høj fart. Rullede sig gennem det knæhøje græs og væltede flere smågraner. Albert standsede brat op og ventede på katastrofen. Sorte aftegningerne i det allerede sorte vildnis flakkede som skygger uden lys. Albert sprang til side og gav et hyl, da en kampesten rullede ud på grusstien og ramte stammen på den nærmeste rødgran, der et kort øjeblik vibrerede som om den ikke kunne beslutte sig til om den skulle vælte eller stå fast. Den valgte det sidste og stenen lagde sig ved roden. Albert kiggede op ad skrænten for at vurdere, om der kom flere. Han vidste fra sine besøg på kirkegården, at stenene fra de nedlagte gravsteder lå lige oven for stedet, hvor han stod. Det måtte være en gravsten deroppefra, der havde vristet sig løs og rullet ned ad skrænten.
Han gik tættere på gravstenen. Rigtigt nok var bogstaverne på stenen tydelige i mørket. Han gik så tæt på, at han kunne ane navnet. Der stod Albert Mortensen med kobberfarvede blokbogstaver. Han hed Albert Mortensen. Under navnet var der en stjerne og en dato. Sjette maj. En sort plamage fulgte efter datoen. Det var hans fødselsdag. Nedenunder hang et kors løst – også i kobberfarvet metal, men stenen var ud for korset mørk, som om datoen og årstallet var revet af, da stenen rullede ned ad skrænten.
Han kunne mærke, hvordan huden i nakken sitrede og sendte de små hår i vejret, imens kulde strømmede ned ad ryggen i en uendelig strøm som lava fra en islandsk vulkan. Maven snurrede og han opdagede, at han ikke havde trukket vejret i lang tid. Det var som om kroppen var gået i stå, organerne var sat ud og huden føltes som var den skraldet af og blotlagde det underliggende kød og strittende nerveender. Han satte fra og løb nu mod de svage lysskær længere fremme. Han måtte nå ned til lyset for at komme uden om åen. Væk fra mørket og en tiltagende fornemmelse af, at ikke alt var naturligt her til aften.
Albert spurtede af sted og lagde hørmen af død bag sig, ligesom de høje rødgraner nu ikke længere skyggede for nattehimlen og tillod månelys. Skrænten op mod kirkegården var nu græsbeklædt og græsset bredte sig ud over stien. Lyden af vand fra åløbet inde på marken til højre satte nerverne i ro, men løbet var blevet tungt. Hans fødder sank ned i græsset som om muldjorden under skosålerne var spædet op med store mængder regnvand. Albert mindedes ikke, at det havde regnet meget i de sidste par dage. Måske var det åen eller renseanlægget, der havde blødgjort jorden. Det smattede, når han satte kondisålerne i græsset. Tempoet blev lavere og skoene sank længere og længere ned i græsset, så der nu kom mudder på de hvide sko. Lyden af vand blev nu overdøvet af en dyb rumlende lyd, der kom nedefra. Græsset i skrænten vibrerede længere fremme. Det var tydeligt i måneskinnet, der nu nåede ned til græsstien. Ud fra skrænten sprang en aflang kasse til syne som om den var blevet presset ud inde. Jord og småsten føj ud fra hullet omkring kassen. Alberts sko sank du så langt ned i græsset og muldjorden at de ikke længere var synlige og han havde problemer med at trække fødderne med sig uden at miste balancen. Endnu en kasse blev trykket ud fra skrænten og det lød som om kirkeklokken var gået i gang med at kime. Albert kiggede op med tårnet og synes at kunne ane, at skodderne på de to sider af tårnet som han kunne se, stod åbne. Det skete ellers kun, når der blev ringet ind til tjeneste om søndagen eller på helligdage. Et svagt ulmende lys skød ud fra kirketårnets indre.
Lige til højre for Albert rejste jorden sig og op skød et kors af træ, hvor trævler af tørv og rødder hang fra tværstiveren. Alberts højre ben hang fast i mudderet, og han mistede balancen, så han landede på maven og gled et stykke hen ad græsset. Jorden vibrerede ukontrollabelt og endnu en aflang kasse blev skudt ud fra skrænten lige ved siden af, hvor han var faldet. Han kunne nu se at det ikke bare var en kasse, men en kiste. Træværket var råddent og i samme nu gik bunden ud af kisten og en bunke tøj med knoglestumper faldt ud og trillede de sidste stykke ned mod Albert. Han skreg og forsøgte at komme på benene, men han sank ned i mudderet til knæene og kunne ikke rejse sig. Han forsøgte at tage endnu et skridt, men kunne ikke løfte benene over græstæppet. Kirkeklokken ringede nu for fuld kraft, så Albert måtte holde sig for ørene. Det var som om, der var sat en projektør ind på loftet ved kirkeklokken, og stærkt lys blev kastet ud over disen som var tårnet et fyrtårn i natten. Hvorfor kom der ingen ud fra husene for at se, hvad der skete?
Noget stort og rundt kom væltende ned ad skrænten. Endnu en sten. Endnu gravsten. Den lagde sig i mudderet ud for Albert synsfelt med skriften vendt mod ham. Albert Mortensen. Stjerne. Sjette maj 2014. Kors. Mørk baggrund. En ny tekst glimtede i måneskæret nederst på stenen. ’Må du aldrig blevet glemt’.
Albert ålede benene fri af mudderet og forbi gravstenen, så han med nød og næppe undgik endnu en kiste, der blevet trykket ud fra skrænten og knogleresterne, der faldt ud af den mørnede bund. Han mavede sig frem, men nåede holdt ham tilbage, mens håndledende sank dybt ned i mudderet. Han kastede blikket bagud og så den hvide knogle hånd, der holdt fat om hans ankel. Han fulgte armen op til et kranium, der smilede tandløst.
Albert hylede og sparkede bagud, så skelethånden slap grebet. Vinden susede og opsprøjt fra mudderet havde sat sig i hans smagsløg, så hele mundhulen smagte af råd og det var som om både smag og fylde voksede. Han forsøgte at kravle på alle fire, men det resulterede bare i, at kroppen sank længere ned. Endnu en knoglehånd havde låst sig fast i ham. Denne gang nedefra, hvor hånden kom til syne med muddervand drivende ned langs spoleben og albueknogle. Albert gispede, men kunne ikke denne gang slippe fri af grebet. I stedet kom skeletansigtet som en anden Jolly Roger til syne lige ud for Alberts snudeskaft. Kraniet hviskede som om det kun var den lyd, der kunne overdøve vindens tiltagende styrke, kirkeklokkens højlydte kimen, lyden af renseanlægget, der piskede og de gentagne saftige bump af nye kister, der blev skudt ud fra skrænten til venstre.
”Du vil blive glemt, ligesom os,” hviskede kraniet og slog en rungende latter op, men slap ikke grebet. ”Du vil blive glemt,” gentog den skurrende stemme. Albert vred og vendte sig for at slippe fri af grebet, men hans bevægelser fik ham bare til at synke længere ned i mudderet godt hjulpet på vej af skelettet, der hev og flåede ham nedad.
Halvdelen af Alberts krop var nu dækket af mudder og yderligere to faste greb fra knoglede hænder, den ene med en guldring på fingeren, trak ham nedad. Han skreg men kunne ikke få fæste i noget holdbart og mærkede hvordan resten af kroppen sank ned under jordoverfladen, indtil han som det sidste, tog en dyb indånding inden også ansigtet kom under mudder.
Alt var mørkt og det sandede mudder skurrede i det vidt opspilede øjne, men han kunne ikke blinke. Et hårdt slag ramte ham i brystkassen og han mærkede, hvordan jakken blev strammet om hans krop. Men han blev ikke trukket længere ned. I stedet fornemmede han suget af vakuum og lommer af luft, der bristede og sendte ham opad ingen. Lige inden han på ny måtte trække vejret, kom han atter fri af mudderets slyngtag, og han kunne se, hvad der var, der havde trukket ham opad igen.
”Du må ikke vække de døde,” sagde det hærgede ansigt, der svævede over ham, og som han ikke genkendte, men han vidste at kirkegårdsgraveren hed Egon. Måske var det ham.
”Hjælp!” hvislede Albert med munden fuld af mudder.
”Ja ja. Jeg prøver,” hvæsede manden og hev ham yderligere fri af mudderet, mens han behændigt fjernede de hvide fingre fra overarme og ankler finger for finger.
Albert lod sig befri og spjættede og ålede efter bedste evne for at hjælpe.
”Du kunne bare have taget turen over kirkegården. Så havde jeg hjulpet dig over,” vrissede manden og bakkede fri af hullet i mudderet med et fast greb i Alberts jakke.
Albert stønnede og sparkede de sidste febrilske hænder fra hullet væk og lod sig hive med indtil den hårde græsarmeringsbelægning fra parkeringsarealet føltes som et sikkert underlag. ”Var det dig på toilettet?”
”Jeg holder altid øje med kirkegården på Allehelgens aften. De døde har ingen pli.” Manden rømmede sig og slap taget om Alberts jakke som om det var en velkendt arbejdsbetingelse.
”Okay,” hviskede Albert og tænkte oplevelsen igennem.
”Men du skal huske at mindes dine døde,” påpegede manden. ”Så ville dette aldrig være sket alligevel.”
Albert tænkte på sin farfar, der også hed Albert og som han var opkaldt efter, fordi de var født på samme dato. ”Jeg skal nok huske ham”
”Smut så hjem og få et bad.” Manden vendte sig og trådte de første skridt op ad trappen til kirketårnet.
”Tak Egon,” kaldte Albert.
”Egon?” studsede manden. Han vendte sig og i skæret fra de lave belysningsmaster og gennem disen kunne Albert se at han smilede. ”Hils din far og sig godt gået, sønnike.” Manden på trappen vendte sig og fortsatte op mod kirken. ”Egon,” mumlede manden og slog en høj latter op. ”Jeg hedder ikke Egon, men Albert.”