Short story
Af Thomas Rud Jensen
November 2024

De sad klar i mørket og afventede ordren. Ordren om at angribe. Den øverstbefalende måtte have sine grunde til at vente. Alt åndede ellers fred og ro. Nu ville være et godt tidspunkt at indlede angrebet, men der kom stadig ingen ordre.

Phønix lod blikket glide hen over terrænet. Intet rørte sig derude. Målet var synligt forude og dernede. Han førte blikket mod venstre og standsede ved sine fæller. Indiana og Angeles var de yderste på venstre flanke. Han drejede blikket hele vejen mod højre og fandt kommandøren Washington med Orleans ved sin side, men de var svære af se, da de sad i skygge.

Natten havde sænket temperaturen, selvom det endnu var varmt. Måske var det derfor angrebet måtte vente. Phønix vidste af erfaring, at varmen kunne betyde, at målet, på trods af stilheden, endnu ikke var faldet til ro. Det ville være problematisk at blive fanget i det åbne.

Phønix havde prøvet det en gang før. At blive fanget lige efter et angreb var sat i værk. Det havde kostet fire af hans fæller livet inklusiv den daværende kommandør Texas. Og han var nær selv blevet ramt af den fjendtlige beskydning. Det var kun med held og snilde, at han var sluppet derfra med livet i behold.

Washington havde også været med dengang, erindrede Phønix. Washington var den næste i række til at stige i graderne til kommandør. Phønix selv var nu nummer tre i rækkefølgen af ledere, hvis noget skulle gå galt. Indiana var næstkommanderende. Det var derfor han havde placeringen på yderste venstre fløj. Og derfor Phønix skulle flyve i midten. Sådan havde de altid gjort i deres taktiske oplæg til angrebet, og det blev ikke ændret nu med Washington som leder. Han var en traditionalist.

Alligevel lod det til, at Washington havde taget ved lære at det fejlslagne angreb. I hvert fald afventede de endnu. Ventede på signalet til at indlede angrebet. De måtte ikke blive hørt eller set så snart Washington gav signalet til angreb.

Phønix kunne mærke maven rumle. Han var sulten. Og nervøs. Han brød sig ikke om, at den eneste taktiske ændring efter det fejlslagne angreb var at vente yderligere. Det ville bare betyde, at alle havde større muligheder for at blive nervøse og sultne. Det kunne betyde, at nogle ville handle overilet og måske i panik. Det kunne være nok til at bringe dem alle i fare. Der måtte være andre muligheder end bare at vente, hvis de skulle minimere deres risiko ved angrebene og minimere risikoen for at blive opdaget.

Phønix lod igen blikket feje mod målet. Der havde ingen bevægelse været nu i et stykke tid. Hvorfor ventede de stadig? Han kiggede mod Washington. Han stod bomstille i mørket. Rørte ikke på sig. Betragtede ligesom han målet. Hvad ventede han på? Nattens afslutning, og så ville det være for sent. Det skulle være i nat angrebet skulle sættes ind.

Med den svage lyd af Washingtons summende motor, bredte signalet sig. Endelig. De skulle gøre sig klar. Og der satte Washington fra og indledte angrebet. De fem andre summende maskiner fulgte trop. I en glidende bevægelse lettede de fra deres positioner i mørket og nærmede sig målet i angrebsformation.

Phønix anstrængte sig for ikke at larme unødigt. Den summende lyd var alt for høj. De fem angribende støjsendere brød nattens stilhed. Det var han sikker på. Målet ville høre dem inden angrebet. I hvert fald, hvis målet derned var på vagt.

Men han var sulten, og de havde ventet længe nok nu.

Washington kaldte formationsændring, da de nu var tæt på målet. Phønix fangede bevægelse alt for langt ude til højre. Det var Angeles, da var kommet for langt væk for formationen. Nej. Det var for langt væk. For tæt på målets lydfølsomme radar.

Med ét var målet i bevægelse og straks efter brød lyset natten som et monster. Projektøren fra terrænet blændede de fem summende angribere og Phønix forsøgte at bøje af, så godt han havde lært, samtidig med at han skærmede øjnene. De var blevet opdaget og som altid gjaldt det nu kun om at komme væk og tilbage i skjul. Målet havde fanget dem i det åbne. Lige det, der ikke måtte ske.

Phønix hørte den første hvislende lyd af målets antiluftskyts. Nogen skreg, men Phønix kunne ikke orientere sig i lyset. Ikke endnu. Han var aldeles blændet. Han fløj til venstre på må og få, og kunne kun skimte aftegningerne af skyggefulde steder, hvor det var muligt at gemme sig. Endnu et kortvarigt højt smæld af et modangreb  et sted bagude fortalte Phønix, at der måtte være omkomne allerede.

Han mærkede selv luften vibrere tæt på og hørte smældet lige ved side af, hvor han fløj. Målet havde lokaliseret ham. Han svang sig ned i en overraskende manøvre mod terrænet for at slippe ud af målets sigtelinje. Det var lige i tide. Han fornemmede den kraftige bevægelse af luft lige over sig. Han åbnede øjnene og måtte klare sig med de glimt, som lyset ikke havde stjålet fra ham. Han hævede sig igen op og kiggede sig over skulderen. Han så til sin rædsel Orleans sidder synlig i lyset. Han så forkommen ud på afstand.

”Flyt dig!” skreg Phønix, men det var for sent. Øjeblikket efter ramte målets bombardement Orleans og knuste ham lige der for øjnene af Phønix. ”Neeeej!” Phønix hørte sig selv skrige, men kunne intet gøre. Kun redde sig selv.

Phønix fandt ind i skyggen og landede i mørket. Han hørte ikke mere til målets modangreb, så han var igen sluppet med livet i behold. Men hvad med de andre? De havde aftalt et mødested, når de var færdige, eller hvis noget gik galt. Han var slet ikke på det sted, men nu kunne han igen bruge synet. Han måtte være vente til at alt igen åndede fred og ro, og så finde tilbage til mødestedet. Se, hvem der havde overlevet. Orleans havde i hvert fald ikke.

Phønix sad længe og ventede. Ventede til målets projektør igen blev slukket. Ventede til han turde bevæge sig ud fra sit skjul. Vente. Kun vente. Men han var sulten. Hvorfor var de blevet opdaget? Jo. Angeles havde været for langt væk fra formationen. For tæt på målets lydfølsomme radar. Der måtte gøres noget ved lyden. Han havde selv bemærket det. Frygtet at det betød noget, og nu var han blevet særdeles bekræftet i, at det betød alverden. Det betød forskellen mellem liv og død. Forskellen med sult og spise. Overblik og hasarderet handlinger.

Han satte fra og søgte mod det aftalte mødested. Han så ikke andre på vejen. Hørte ikke til de andre. Han landede og så sig om. Der var ingen. Kunne han virkelig være den eneste, der havde overlevet angrebet? Han havde hørte mange modangreb og følte luften vibrere kraftigt omkring sig mange gange. Også flere gange end fem. Hvis målet havde effektivt antiluftskyts, så var det muligt, at det var rigtigt. At han virkelig var eneste overlevende.

Han ventede længe. Men ingen kom. Konklusionen var grusom. Han var eneste overlevende. De andre var døde. Angeles, Washington, helt sikkert Orleans – det havde han selv set, og Indiana, fordi de havde larmet. Lyden af deres angreb var blevet registreret fra terrænet og de havde fløjet lige ind i en dødsfælde.

Han var stadig sulten. Mørket var nu igen tætomsluttende. Der var ingen projektør fra terrænet. Der var intet liv, der rørte sig dernede. Han kunne stadig fuldføre missionen. Han var alene, men det betød ikke, at missionen var afblæst. Han grublede. Det var uden tvivl ham, der nu var kommandør, selvom der ikke var nogen at kommandere med. Men han kunne tage sine egne beslutninger. Det var en let beslutning. Han måtte stille sin glubende sult.

Var det muligt at fjerne lyden, så han kunne nå at lande uden, at den lydfølsomme radar opfangede hans tilstedeværelse? Det var hans eneste mulighed. Han lettede behændigt og fløj hen over terrænet, så højt op han kunne. Det larmede, men da han var så højt oppe han kunne, stoppede han sin lyd ved kilden og svævede. Han svævede lydløst, og faretruende hurtigt nedad. Han styrede så godt, han kunne mod målet. Hurtigere og hurtigere nærmede han sig, og han så ingen bevægelse. Han svævede i fuldstændig stilhed. Eller måske var det nærmere et fald. Han havde store problemer med at undgå at gå i spin, men sulten drev til at kræve alt af sig selv og ikke tænke på konsekvenserne, hvis det skulle mislykkedes.

Nu! Han startede kortvarigt lyden igen og fik bremset faldet lige inden kollision med terrænet. Han blev fanget af noget høj bevoksning og landede blødt. Men vigtigst af alt, så var der ingen projektør, der blev tændt. Ingen bevægelse fra målet. Han var landet sikkert og uden at målet vidste, han var her.

Han fandt det bedste sted, hvor han kunne lugte og se, at der ingen problemer ville være med at stille sin sult. Phønix stak sin snabel ind i målet og sprøjtede det kemiske stof ud. Han skulle rode lidt med snablen, men fandt hvad han søgte. Mad. Han sugede og sugede. Det smagte vidunderligt. Sødt og lækket. Han tænkte på de andre artsfæller: Washington, Angeles, Orleans og Indiana. Ja, selv på Texas og de andre myg, der var gået bort for at stille deres sult. Men nu stod han her som den eneste overlevende, og han havde fundet metoden til et effektivt angreb. Ingen summende vinger.