Mere fred, tænkte hun forbitret. Vidia var ikke den bedste udgave af sig selv i dag. Det vidste hun godt. Hun var indebrændt og ildevarslende irriteret. Hun stirrende indigneret på sine to søstre, Karin og Annabel. Øv, hvor hun synes de var trælse og åh så perfekte. De svømmede rundt i overfladen og gjorde sig til for de forbipasserende både for efterfølgende at suse nedad og gøre det samme med de store dybhavsfisk og forbipasserende hvaler. I dag af alle dage lod det til, at de havde ild i rumpetten.
Og Vidia var absolut ikke med. Hun ville simpelthen ikke nedværdige sig til det. Hun lå på revet i skjul bag flere store klippeblokke og nød stilheden. Hun ladede batterierne op efter den store revfest i aftes. Hovedet knagede, værkede og dunkede ubarmhjertigt og gav hende store kvaler med at synes det havde været tiden værd. Hovedpinen ville ikke forsvinde. Den var ikke opstået af druk og tangsnus, men af snak og larm. Hun havde blot ønsket at slippe væk fra festen i det øjeblik, den var startet. Hun havde forsøgt at være imødekommende og udadvendt. Forsøgt at smile og nikke anerkendende til andres flotte dress og ærbødige hilsner. Havde stillet sig ydmygt tæt på dansegulvet og ikke i en krog som normalt. Flere havde henvendt sig til let snak, og hun havde da svaret så nogenlunde klogt og interesseret. Men det var et skuespil. Hun havde følt det dybt ind i marven. Søstrene derimod havde sniksnakket med alle og enhver og havde taget al opmærksomheden. Og i dag var de friske som havørne. Æv, hvor hun ikke brød sig om dem.
Det var egentligt startet OK. Vidia havde efter nogen tid nær dansegulvet taget initiativ til at bryde ud af sin skal og forsøgt at indynde sig hos et par af de store havmænd, men så snart hun havde fået en nogenlunde lækker havmand i tale, kom de forbandede søstre og stjal hendes opbyggede tosomhed. Så havde hun langsomt fortrukket og igen endt med at stå alene og nikke og hilse overfladisk. Alle der kom forbi hende havde søgt hendes anerkendelser og opmærksomhed, og den fik de skam, men kun på overfladen. Hun var så umådeligt ligeglad. Med dem og deres syn på hende. Den indre stemme, som hun på forhånd havde aftalt ikke at lytte til, men gøre som planlagt og programlagt hjemmefra, havde været overordentligt veltalende. Alt i hende havde skreget på frihed, men hun havde igen og igen forsøgt at socialisere med nogen og undertrykke den skrigende indre dæmon.
Evigheden af kedsomhed havde dog haft en ende. Og det til den værre side. Hun var endt hos rokkerne, der ikke kunne meget andet end høre larmende musik og udføre skingre slagspil på muslingeskaller og andet forbipassende med en skal. Værst var det gået, da den store havskildpadde var dukket op, og rokkerne synes at den også skulle indgå i deres kaosmusik. Det var ikke noget for hendes fintfølende hørelse. Selvom hun ikke kunne synge nær så godt som søstrene, så havde hun da trods alt forstand på musik og harmonier. Ikke på støj og ballade. Endnu en gang sad noget fast i hendes sind. Nej, hun sang også dårligere end søstrene.
Led og ked af det hele kiggede hun igen op. Hun kunne ane, at de to søstre var kommet retur fra dybet og nu lå i bølgerne deroppe og spejdede efter fiskerbåde og enlige skibsmatroser, som de kunne lokke i fordærv med deres smukke toner, store smil, bløde fyldige læber og kvindelige former. Hun tog sig i at vrænge på næsen over deres alt for store barme og kurvede timeglasfigurer for ikke at glemme de store bedårende og velformede finner. Hun kiggede ned ad sig selv og så kun den flade brystkasse. Stort set ingen antydning af bryster. Kun alt for synlige ribben og brystben. Hendes blik søgte længere ned og hadet over sig selv tog til, da hun mærkede på de smalle hofter og den lille topmave. Den finne hun skulle prale med, var tynd og slasket. Hun var en uskøn havfrue i forhold til sine søstre. Ingen var interesseret i hende og ingen ville da nogensinde foretrække hende frem for en af hendes søstre.
Oppe fra overfladen kunne søstrene ikke se hende. Vidia vendte tilbage til sin bog. Hendes yndlingsbeskæftigelse. At ligge i ro og fred og læse var måske livet for hende. Svømme ind i fantasien og ønske sig væk. Væk fra søstrene. Væk fra revet og festerne. Væk fra sin stedbundne identitet. Enten svømmede hun væk fra dem sådan for alvor eller også kunne hun ikke stå inde for konsekvenserne. Hun kiggede om bag de store klipper, hvor hun havde samlet sine perler og funklende sten. De færdige halskæder og fingerringe hun selv havde lavet ud fra materialer, som hun havde fundet på nogen af sine mange ensomme svømmeture. Dem ville hun ikke kunne forlade. Hendes kreativitet havde søstrene ikke. Det var en trøst. Men noget trak alligevel i hende. Udlængslen for at se mere af verden. Møde andre og nye bekendtskaber selvom det netop var en disciplin som hun ikke helt var tryg ved. Se og forstå den verden hun var havnet i. Få et indblik i andre kulturer, deres kunst og historie. Skulle hun opgive sin lukkede familie for det åbne hav af muligheder, der lå derude men som føltes så langt væk lige nu? Hun lukkede sig igen ind i sin skal og tænkte og drømte.
CO₂-indholdet i hendes lunger var begyndt at blive faretruende, så hun måtte svømme en tur og rense ud. Hun lagde bogen fra sig og satte fra klippeblokkene. Hun tænkte videre i samme baner. Hun var jo voldsom trofast af natur, så at forlade familien uanset, hvordan de teede sig, lå hende meget fjernt. Hun elskede trods alt sin far, og hun havde alle sine daglige pligter, der skulle klares. Hvem ville overtage dem, hvis hun forsvandt? Ville de gøre det lige så godt som hende? Næppe. Hun havde brugt mange timer på at organisere arbejdet. Effektivisere systemer og udføre sine opgaver metodisk med flid, viljestyrke og arbejdsiver. Det var at område som søstrene ikke kunne røre ved og hvor de ikke kunne matche hendes evner. De manglede afgjort målrettethed og omhu. De sløsede sig gennem deres opgaver som om de totalt manglede fokus. Selvsagt glædede de sig kun til fritiden. Den de havde gang i lige nu med skønsang og lir. Hvor ville det være en træls egenskab at kunne distraheres så let af uartige tanker, tænkte Vidia og kastede igen et blik op mod de to nymfer i overfladen, der tilsyneladende havde udset sig en enlig fiskerbåd, som de nu cirkulerede under.
Energien til at ville søge selskabelige situationer var der bare ikke for hende. Store grupper, fester og kontakt med fiskere var bare så drænende. Vidia blev helt træt ved tanken. Næh, det var alenetid, der var bedst. Et fokus på egne tanker og evnen til fordybelse var hendes dyd. Hun kunne blive helt euforisk af sådan en tur som nu, hvor hun rensede ud og fik ny kraft og overskud. Læse en bog eller nørkle med perler, så de blev til de flotteste halskæder. Hun vidste godt, at hun som den eneste i familien havde det sådan. Se nu bare på søstrene. Men også hendes far var mere til store omgangskredse og omfangsrige bekendtskaber. Det var jo derfor han var konge af havet. Styrede dybets dyr og opretholdt hemmeligheden om deres rige i forhold til verden over overfladen. Hun misundte sine søstre for deres medfødte evne til at socialisere, når de var til fester, men hun havde det slet ikke sådan overfor sin far. Han var bare far og styrede sit rige og folk på den måde, der var bedst. Det var egentlig mærkeligt, tænkte Vidia og gled gennem en høj tangplante, der bølgede svagt i den sparsomme strøm. Et skrig fra oven brød Vidia indre tankespind.
Angsten ramte Vidia som en spækhuggers halefinne, da hun kastede blikket i retningen af skriget. Karin lå næsten i havoverfladen, viklet ind i et kraftigt fiskenet og kæmpede en ulige kamp med at komme fri. Hun var fanget. Annabel lå og skvulpede et stykke derfra med hænderne for munden uden at tage initiativ til at hjælpe. Stivnet i rædsel og frygt. Vidia skød gennem vandet som en delfin for at komme Karin til undsætning. Langsom men sikkert blev nettet med hendes søster trukket mod den lille fem takters model af en motorbåd. Vidia kunne ane, at der stod et menneske deroppe og trak ihærdigt i nettet. Før eller siden ville Karin nå havoverfladen og havfruernes hemmelighed ville være afdækket af en simpel fisker. Hun måtte reddes. Glemt var misundelse og had, afsky og bekymringer. Nu var tanken fæstnet på redning. Vidia nåede Karin hurtigere en forventet og straks begyndte udredningen af nettet. Karin var slemt sammensnøret i de grove snore. Lig stille! beordrede Vidia. Annabel! kaldte Vidia. Kom og hjælp. Men Annabel var stadig fastfrosset og hjælpeløst fanget i angsten. Vidia rev til af alle kræfter og et større hul i nettet formede sig. Vidia kunne mærke den friske havluft over det salte vand. Det var nu eller aldrig. Stol på mig, Karin, hviskede Vidia stille og søgte øjenkontakt med sin søster. Vi skal samarbejde om at få dig ud, så lig stille og lad mig vikle dig ud. Karin fangede Vidias rolige øjne og faldt til ro i det dybblå hav omkring pupillen. Langsom men sikkert fik Vidia nettet skubbet af Karins arme og finne, og trak hende ud i friheden. Karin svømmede straks i armene på Annabel uden øje på Vidia. Vidia pustede ud og mærkede først nu hjertet slå hurtigere end hun nogensinde før havde oplevet.
Noget strammede dog om Vidias tynde finne. Hun kiggede ned. Et stykke net havde vinklet sig om hende uden hun havde opdaget det. Og nettet blev stadig trukket ihærdigt og hurtigt mod båden. Angsten steg på ny op i halsen på hende. Smagen af panik var ikke rar. Hun forsøgte febrilsk at få nettet trukket og skubbet af, men det var svært. Den splejsede finne havde krummet sig sammen om nettet, som om skæbnen havde overtaget styringen og kontrollerede hendes bevægelser og muskler. Hun spejdede hastigt mod søstrene. Hjælp mig! skreg hun bedende, men begge søstre lå blot uroligt med hænderne for munden med bekymringernes angstfyldte øjne, der stirrede på Vidias egen kamp. Vidia beherskede sig og forsøgte at forblive rolig og afbalanceret. Nettet var stramt og hun mærkede vandets brydning på hendes bug. Solens stråler ramte hendes øjne. Hun følte vindens blide kærtegn på hendes krop. Hun svævede nu over vandet med hovedet nedad og hun kunne kun se søstrenes forvrængede ansigter og obskure tilstedeværelse gennem de mange krusninger. De var ikke et kønt syn. Heller ikke herfra. Hun kiggede op og hendes blik mødte et par brune øjne. Men hun bemærkede også at nettet havde løsnet sig fra hendes finne. Nej, ikke løsnet, men frigivet den ene halvdel af hendes finne. Hvad var nu det for noget? Nettet sad kun stramt om den ene halvdel af hendes underekstremitet. Hun så de særeste deformationer af hendes tidligere så smalle og utilfredsstillende halefinne. Hun kunne vrikke med fem små dele af det yderste punkt. Den ene større end den anden. Hun var delt i to og hver halvdel var yderligere delt i fem små knopskydninger. Hvor besynderligt. De brune øjne på dækket af fiskerbåden stod ikke mål med bekymringen i øjnene og den behændighed og forsigtighed som hun blev båret op på dækket med. De følende, kærlige hænder og omsorgsfulde gestikulationer var skræmmende for Vidia. Så nænsomt og kærligt var der aldrig nogen, der havde behandlet hende før. Hun glemte tid, sted og ophav og svømmede blot ind i de kønne øjne fra hendes redningsmand.
