Der var engang … en præst.

Præsten stod ved kisten. Det var en simpel kiste. Katalogets billigste model. En model, der passede den døde, den økonomi, der var stillet i udsigt fra dødsboets advokat og ikke ulig det to-værelses forvitrede hus som afdøde kom fra. Præsten kendte til huset og dets udseende. Nedslidt og forarmet. Han kendte den afdøde meget lidt, men slet ikke til det liv, der var levet. Der havde ingen været til at fortælle historien om det levede liv. Endnu et ensomt sognebarn. Gammel af dage. Havde levet sit liv som enlig. Kendte ruten mellem huset og den lokale Fakta-butik, men nok heller ikke så meget mere. Firs års enegang. Præsten følte slet ikke, at han kendte den afdøde godt nok til at indtage denne position ved kisten, som han nu gjorde. Han kiggede ud over kirkens skib. Bænkerækkerne og orglets placering bag ved. Det var alle tomme bænkerækker. Kirken var tom foruden kirkesangeren, organisten og ham selv. Han vidste, at bedemanden stod klar i våbenhuset. Klar til at køre afdøde væk. Den sidste tur ud i glemslen. Kirkesangeren sad på en af de rødpolstrede bænke i koret og nærstuderede salmebogen. Ligeglad. Eller så godt som. Endnu en dag på jobbet. Ledte efter den sidste salme inden kirken skulle tømmes og gøres klar til vielsen klokken tolv. Blomsterdekorationerne stod i kapellet. Klar til indtoget. Der lå kun en enkelt krans foran kisten. En sidste hilsen fra kirken på statens regning. Den billigste slags. De to første salmer, som præsten havde valgt, var sunget. Ensomt. Hjerteskærende.

Præsten rømmede sig. Kiggede på kirkesangeren, der ikke ænsede ham. Han følte organistens forventning til det kommende bryllup. Det var præstens opgave at sige et par velmenende ord nu, og så spillede orglet ‘Dejlig er Jorden’. Egentlig ikke en begravelsessang, men den var så smuk. Oprindeligt hed den Pilgrimssang og var i kategorien ‘Troen på Guds søn’ i salmebogen. B. S. Ingemanns julesalme til en tysk folkemelodi. Det fik præsten til at tænke. Præsten startede sin tale. “Ole var en gammel mand. Stokken var altid inden for rækkevidde i de sidste år. Han gik dårligt, selvom turene til og fra Fakta var et dagligt gøremål”. Præsten kiggede igen over skulderen. Kirkesangeren sad og gabte og studerede salmebogen. Forberedte sig på melodien. “Vi sender alle Ole en velsignet tanke på hans rejse mod Himmeriget”. Præsten følte at kirkerummet emmede af ensomhed og et sørgeligt liv. “Familien beder mig sige et par ord på deres vegne”. Præsten kiggede ned i sine papirer. Der stod tre linjer. De var allerede sagt. Den sidste sætning stod der ikke. Præsten kiggede igen på kirkesangeren. Han havde nok ikke hørt ordene. Der var ingen familie. Det vidste kirkesangeren godt. Præsten kiggede op og fortsatte. “Ole levede et liv i eksil. I skjul fra flere arabiske konger”. Præsten hørte det rumstere fra koret, men han var ligeglad. “Han elskede sin have og alle sine blomster, som han dagligt tilså, passede og plejede”. Kirkesangen var igen faldet til ro bagved. Præsten kunne høre gabet, der blev slugt. Ordene var tilpas plausible til, at det kunne være kommet præsten for øre. Ordene blev godtaget af publikummet, selvom de var selvopfundne.

“Ole havde sin borg i det østlige Afrika, hvor han levede det meste af sit liv. Herfra holdt han de arabiske konger stangen”. Præsten kiggede ned i klinkegulvet og lyttede til reaktionen fra koret. Stilhed. “Han ledte mange ekspeditioner ud i det vilde Afrika og Mellemøsten, og ledte efter forsvundne skatte, Atlantis og Pyramidernes hemmeligheder”. Præsten sank og smilede for sig selv. “Han havde konstant de arabiske kongers hær i hælene, mens han pionerede de mellemøstlige templer, begravede mumier og dunkle katakomber. Han ledte med lys og lygte efter Jesu Kristus liv og levned og fandt det måske i mørket af Klippehelligdommen i Øst-Jerusalem. Det var her Muhammed ifølge islamisk tradition steg til himmels for at tale med Gud, inden han vendte tilbage til jorden for at udbrede Islam. Ole fandt ligklæder og tegn på en guddommelig begivenhed. Quabbat-as-Sakhrah og det gamle jødiske tempel, der lå på stedet før helligdommen er i dag opkaldt efter Ole. De indfødte kalder det ‘Omar-helligdommen'”. Præsten stoppede og vendte papiret, som om han ville læse op af bagsiden. Den var tom for ord, men det var præsten ikke.

“Ole var nødsaget til at leve i Danmark i Over Galten under beskyttelse af den Danske Trone og den danske folkekirke. Hvad han fandt, var helligt. Men Ole trak sig tilbage og levede sine sidste dage som en velhavende mand. Både i hjertet, i troen på Gud den almægtige og på pengepungen. Han talte ikke sine penge, men gav gavmildt ud af sin egen rigdom til fattige og troende. Tak Ole. Han levede måske udadtil i askese, men det var Oles valg for at ære helligdommen og Gud, hvad end en form og en overbevisning, Gud har for den enkelte”. Præsten rømmede sig igen. Han følte kirkesangeren nærme sig bag sig. Det var tid til sang. “Gud bevare Ole og æret være hans minde”.

Orglet startede ikke. Præsten kiggede op og så organisten stå med åben mund og studere ham. De blanke øjne glimtede i LED-pærernes skær. Han tørrede øjnene, vendte sig og trissede om bag orglet igen. Piberne startede deres tuderi. Præsten så kirkesangeren bag sig ud af øjenkrogen. Han vendte sig og så ind i tårevædede øjne. Kirkesangeren mimede ‘Tak’ og startede salmen. ‘Dejlig er jord’e’ren…”.

Præsten gik langsomt op i koret, mens han sang med. Han satte sig på samme bænk, som kirkesangeren havde forladt. Han følte maven brænde. Han kiggede på kisten. Så Ole ligge derinde som en hellig mand. Et rigt menneske.

Sangen var slut og bedemanden kom ind med katafalken til tonerne af udgangspræludiet. Ole forsvandt væk fra præstens åsyn, ud i rustvognen, hvor Oles jordiske rester, blev kørt til forbrænding.