Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Marts 2024

”Hvor er den? Hvor er den?” hylede Hop hop og hoppede rundt på den frosne indsø og ledte. Han kiggede ved skoven, ved den store sten, der lignede en fårelort, ved badebroen, der knirkede i træet, når isen gnavede og ved sivene, hvor der så let kunne gemme sig noget.

”Øv…” fortsatte Hop hop og tørrede en iskrystal væk fra den pelsede kind.

Frosten var bidende og tårer fik ikke lov at være flydende ret længe.

”Hvad leder du efter brægede geden fra indhegningen længere nede mod gården. Den havde hørt Hop hops jamrende klagesang og var kommet helt op til indhegningen, så den kunne se Hop hops paniske søgen.

”Min hale,” græd Hop hop. ”Min dejlige, vamsede, pelsede og lune hale. Den er væk.”

”Hvordan kan den blive væk?”

”Jamen, jeg ved det ikke,” fortsatte Hop hop og hoppede nærmere geden. ”Først var den der. Lige der.” Hop hop pegede bagud. ”Og så var den der ikke.”

Geden, der ikke var meget for at se på Hop hops endeparti, kunne godt se problemet. Der var simpelthen ingen vamset, pelset og lun hale at se.

”Du må have tabt den,” brægede geden igen og kløede sig i skægget.

”Ja, jeg har, men hvor?” Hop hop satte sig og skjulte øjnene i de lange ører.

”Har du kigget nede ved gården? Jeg har set sådan en rund og måske vamset kugle ligge dernede.”

”Har du? Har du?” Hop hop jublede og stormede hoppende af sted mod gården.

Ved gården var der bygget to snemurværker, hvor det så ud som om der havde været krig. I hvert fald lå der kuglerunde snebolde overalt i et syndigt rod.

”Øv,” jamrede Hop hop. Det er bare snebolde. Den dumme ged kunne ikke se forskel på min dejlige vamsede, pelsede og lune hale og så en snebold. Hop hop græd som pisket så kinderne frøs til.

”Hvad græder du for?” gumlede en stemme fra stalden. Det var hesten, der hvilede sit hoved på lågen.

”Jeg har mistet min vamsede, pelsede og lune hale.”

“Nå da,” sagde hesten og vrinskede. ”Hvad med dem deroppe,” spurgte hesten og strakte hals mod himlen.

Hop hop kiggede op og så kun skyer. ”Det er skyer,” sukkede Hop hop.

”Jowjow,” vrinskede hesten trodsigt. “Men ligner din hale dem.”

Hop hop kiggede op igen og vurderede sagen. ”Tjo, det kan du godt sige.”

”Jamen så tror jeg, at jeg ved hvor din hale er.”

”Gør du?” Hop hop blev straks glad og opmærksom.

”Ja da. Inde i vinduet til gårdens badeværelse, står der et glas, hvor gårdkonen samler hvide haler. Jeg er helt sikker.”

Hop hop stæsede af sted mod gården og kiggede straks efter vinduet til badeværelse. Der! Lige der. Hop hop så minsandten et helt glas fyldt med vamsede, pelsede og lune haler. Hop hop hoppede tættere på det åbne vindue, men da han kom tæt nok på, så han fejltagelsen. Det var slet ikke vamsede, pelsede og lune haler. Det var vat.

Hop hop sukkede dybt. Tænkte på sin hale og sukkede dybere.

”Hvorfor så ked, lille hare,” knurrede en brysk stemme. Det var gårdhunden, der lå på trappestenen og ventede på at komme ind.

”Jeg har mistet min vamsede, pelsede og lune hale, og her er så koldt. Jeg fryser mine rygstykker.”

Hunden havde absolut ingen problemer med at nærstudere Hop hops bagparti. Faktisk stak den hele sin snude helt derind, hvor det kildrede.

”Jeg kan se det og lugte det. Men jeg tror jeg ved præcis, hvor din hale er blevet af.”

”Gør du,” jublede Hop hop og så forventningsfuldt på gårdhunden.

”Selvfølgelig. Når min ejer lukker mig ind, så finder jeg din hale til dig. Stol på det.”

I det samme gik hoveddøren op og gårdhunden sprang indenfor.

”Bare hunden nu ikke glemmer sit løfte,” hviskede Hop hop til sig selv og satte sig under det åbne vindue. Der gik lang tid, og så endnu længere tid, indtil det begyndte at blive mørkt.

”Vuf,” sagde det fra badeværelsesvinduet. ”Hej igen. Jeg fandt den, men jeg måtte vente på at de åbnede badeværelsesdøren. Her dufter lifligt,” inhalerede gårdhunden. ”Nå ja. Din hale.” Hunden stak hovedet inden for igen og kom ud med noget i munden. ”Her.” Gårdhunden lod den hvide klump dumpe ud på naturstenene. Hop hop samlede klumpen op og studerede den. Det var ikke en hale.

”Øv,” sagde Hop hop.

”Hvad nu?” vuffede hunden. ”Er det ikke din hale?”

”Nej, det er en chokoladesnebold,” stønnede Hop hop. “Jeg lægger altså ikke chokoladeæg. Det er bare en børnehistorie, som de voksne elsker at fortælle.”

“Nå. Du dufter eller sådan.” Gårdhunden så skuffet ud som om han havde lyttet lidt for længe til sine ejeres børnehistorier.

Hop hop tog en bid af chokoladen og gumlede bedrøvet.

”Orv orv orv. Deler du?” vuffede gårdhunden og sprang op og ned i vinduet. Hop hop kastede halvdelen af chokoladekuglen ind til gårdhunden og hoppede væk.

Hop hop snøftede og snøftede for at holde snot og tårer indenbords, hvor det ikke kun fryse til is.

”Hvad er du så ked af?” pippede en stemme fra himlen.

En svale duvede over Hop hop hoved. Hop hop kiggede op og sukkede, men det hjalp en smule på at holde snottet nede i næsen.

”Jeg har mistet min vamsede, pelsede og lune hale,” snøftede Hop hop og skjulte hovedet i sine poter.

”Nej øv,” sang svalen og kom tættere på. “Har du set den derinde?” Svalen pegede med en vinge ind mod marken. ”Er det ikke tre stablede haler?”

Hop hop kiggede i samme retning som svalen. ”Nej,” sukkede Hop hop og måtte forsøge at holde den bævrende underlæbe i ro. ”Det er en snemand.”

”Nå ja,” tjippede svalen videre. ”Det var også det jeg sagde til de andre. ”Men jeg tror jeg ved, hvor din hale så er.”

”Gør du?” Hop hop håbede så vildt, at han knugede sine poter så mærkerne efter neglene i potefladen blev ømme.

”Pip,” pippede fuglen og så meget entusiastisk ud. ”Nede ved søen ligger i hvert fald én hvid klump lige nu.”

Hop hop drejede en omgang og spænede af sted. Det kunne nemlig godt passe. Det var nede ved søen, hvor den forsvandt. ”Taaaak,” galede Hop hop og så ikke længere svalen.

Ved søen stod Hop hop længe og gloede. Han kunne se, hvad svalen mente, men nu var den ene hale altså pludselig med hals. Svanen lå roligt i vandet og sov. Det var ikke en vamset, pelset og lun hale men en svane, der havde sovet med hovedet på vingen men nu knejsede halsen så flot.

Hop hop kunne ikke mere. Et muldvarpeskud brød overfladen, og Hop hop satte sig træt. Det var umuligt. Hans vamsede, pelsede og lune hale var væk for evigt. Han græd og græd og græd, så frosten slet ikke nåede at fryse tårerne til is. Men han sad lunt.

”Hov, nej, hvorfor?” sagde en stemme nedenunder Hop hop. Et brunt og spidst hoved var dukket op mellem benene på Hop hop.

”Jamen så trist,” peb muldvarpen og klappede Hop hop roligt og trøstende på den lange fod.

”Ja, meget,” hiksede Hop hop. ”Jeg har mistet min vamsede, pelsede og lune hale. Den er væk, væk og atter væk.”

”Jamen, hvornår, hvornår,” snøvlede muldvarpen og spyttede et par stumper ral ud på sneen ved siden af skuddet.

”Ved det ikke, men for nylig.”

”Nå øv. Jeg var ellers sikker på at jeg så en vamset, måske pelset men sikkert ikke særlig lun hale i sommer.”

”Nej det kan ikke passe,” stønnede Hop hop.

”Nej, det var nok hortensiabusken, jeg tror jeg så. Jeg ser jo ikke så godt.” Muldvarpen missede med øjnene og stirrede lige vel rigeligt ind mellem Hop hops ben.

”Men sig mig en gang.” Muldvarpen pegede med en klo. ”Dette ligner da for mig en vamset, pelset og meget lun hale lige der.”

Hop hop vidste at muldvarpen var et skønt dyr, men stæreblind. Men så meget blind kunne muldvarpen trods alt ikke være til at tage fejl af det dernede.

”Nu bliver du lidt for pinlig, hr. muldvarp.”

”Gør jeg? Nå men jeg siger bare.” Og så var muldvarpen væk i sit jordhul. Måske pinlig berørt.

Det kan ikke passe. Hop hop rejste sig. Var hans dinglende ven blevet vamset, pelset og lun af den megen frost? Han drejede hovedet ned og kiggede sig selv mellem benene.

Og der! Lige der sad halen så fint. Vamset og pelset og lunede der, hvor frosten ikke skulle bide sig for hårdt fast.