Short Story
Af Thomas Rud Jensen
April 2024
Klokken var lidt i fem og hun sagde: ”Jeg er simpelthen for fuld til at tage bussen.”
Der var ingen, der lyttede til hende. Hun sagde det bare til sig selv ud i natten. Ør og høj på en glad aften i byen. Men det kunne lige så godt være dag. Gågaden var oplyst af gadelamper, og sneen langs facaderne fik det hele til at lyse lidt kraftigere. Men hun talte også med sig selv som en undskyldning for at bruge 200 kroner på en taxi, eller hvad fanden det nu kostede. For at holde sig i live i kulden. Hendes tænder klaprede. Måske for ikke at føle sig alene efter en våd nat med veninderne. Det havde været sjovt, udmattende og virkelig vådt. Hun havde ikke tal på, hvor mange øl og ’små sure’, der var indenbords, men det var nok til at hun sejlede rundt. Ikke kvalm, bare stadig i højt humør. Nu var hun træt og ville hjem for at sove. Veninderne var splittet op i Gaden, og hun var på egen hånd mod en taxi. Det var fucking dyrt. Det måtte madbudgettet altså finansiere. Hun kunne leve af makrelmadder en måned mere. Helt sikkert.
Hun stavrede mod Vesterbro, hvor de fleste taxier passerede på denne tid af morgenen. Måske var hun heldig at få en, der var på vej ind til taxi hot spottet for enden af Gaden. Inden den blev optaget. Hun magtede ikke at stå i kø dernede med alle de mennesker, selvom hun kunne varme sig i deres nærhed, tale med dem eller bare være der, indtil det var hendes tur til at få en ledig taxi. Hun grublede. Hun kunne gå tilbage og måske finde en at dele turen med? Eller nasse en tur. Nej, fuck det. Hun var snart fremme, og orkede faktisk ikke at være social og tale med fremmede mere for i aften. Makrelmadder. Hun tog chancen.
Hun kom til at grine højt. En oplevelse fra byen faldt hende ind. Klara havde lagt an på en af urobetjentene. Det var så sjovt at fucke op med deres instrukser. Denne urobetjent havde helt sikkert prøvet det før, for dens læringsprogram vidste præcis, hvad den skulle sige og gøre. Desværre for dens hukommelse, havde den sidste pige, der havde forsøgt samme stunt, ikke været så ihærdig som Klara. Og den kunne så absolut ikke danse. Det var ikke kodet ind i dens system endnu, men måske havde den lært noget i aften, så den kunne næste gang. Sådan var det med de fætre. De skulle bare se det én eller to gange, så huskede de. Men på dansegulvet havde dens mainframe sagt stop, og den var gået i stå, indtil en operatør kom ilende til og fik den nulstillet. På det tidspunkt var Klara naturligvis over alle bjerge. Desværre for hende, havde de taget mugshots fra urobetjentens kamera, og fandt hende hurtigt ved bordet. Også selvom hun havde løsnet hestehalen og nu sad med løsthængende hår. Hun var blevet DNA-sprayet uden hun havde set det. Fuck altså.
Klara havde efter afsløringen og utallige forsøg på at tale uden om, smile og spille sød pige, måtte give fortabt og betale bøden. Bøden blev dog reduceret med studierabatten og lidt ekstra, da hun jo opførte sig ordentligt. Og så mente operatøren, at robotten nu var blevet klogere, og det var jo sandt. Pigerne havde splejset om det resterende beløb for morskabens skyld.
Vesterbro var forholdsvis tom. Det stod en enkelt pige i busskuret, men den lydløse elbus kom med det samme, og så var hun også væk. Der kørte flere taxier forbi, men alle med slukkede skilte. Optagede. Glade og trætte unge teenagere fangede hendes blik gennem de duggede bilruder, men de standsede ikke for at høre, om hun ville med. Et eller andet sted hen i den retning, de skulle. Pis også. Hun skuttede sig og forsøgte at kigge langt efter et lysende ’ledigt’-skilt. Intet.
En snurrende lyd fra oven skabte små hvirvler i puddersneen langs facade. Hun kiggede op og kneb øjnene sammen. En sort skygge hang som et andet rumskib over Tyren uden for gadelygternes skær, men genskinnet fra sneen lyset den sporadisk op. En prik blinkede fra tid til andet grønt. Hun kunne høre dens propeller som en hidsig sværm af bier. Den stod stille i luften. En Natteravn.
Hun havde set Natteravnene før ved havnen, da hun ankom til byen med pigerne. De patruljerede kajen. Alarmerede, hvis nogen faldt i vandet. Det var typisk fulde svenske mænd, der ville pisse i Limfjorden og ikke kunne styre deres brandert. Kejtede rundt og væltede på betonkanten og ned i det iskolde vand. Det var så almindeligt, og det var vigtigt at Natteravnene optog det og sendte en alarm til redningsholdet, som var derude et sted. Men nu hang der en her. En Natteravn. Hun lod den hænge, som den havde lyst til og stillede sig op ad facaden ved Netto.
I butiksvinduet kunne hun se den røde diode, der lyste bag ruden. Hvis hun fokuserede på butiksruderne på den anden side af gaden og langs den facade hun selv stod op ad, var der utallige røde glimt. Det var snart ikke den butik, der ikke overvågede deres egen butiksdør, men også et stykke ud på gadearealet. Hun stod lige nu ud for et kamera. Hun flyttede sig væk. Det var fucking modbydeligt hele tiden at blive filmet. Man kunne sgu ikke en gang pille en bussemand uden en eller anden operatør, der observerede og overvågede gaderne, kunne se det i live, og grine sin røv i laser.
En dinglende skikkelse kom gående mod hende. Hun gjorde plads og stillede sig ind til husmuren.
”Hey smukke,” sagde han på afstand men kom hastigt nærmere.
”Nej, du. Skrid. Fortsat. Passér gaden.” Hun kiggede væk og vidste med hele sit kropssprog, at han skulle skride. Lagde endda armene over kors.
”Hov hov hov, smukke. Jeg vil jo bare snakke.”
”Jamen, jeg er færdig med at snakke for i aften.”
”Det er jo mor’n, baby. Common. Jeg mangler en at overnatte hos.” Han gik tættere på, og hun kunne se, at hans blik sejlede rundt. Han var stadig fuld, og anede øjensynligt ikke, hvad han selv sagde.
”Ej, mester. Stop dig selv og kom videre. Jeg er optaget og træt. Her er lukket.” Hun kiggede væk, men kunne lugte ham. Han havde ørlet et sted nede ad gaden, og var måske på vej retur til Gaden for at feste videre. Han bøvsede, men fortsatte med at smile. Nu var det ikke så selvsikkert, men mere påståeligt.
”Men jeg vil gerne.” Han satte en hånd på husmuren ved siden af hende, og lænede sig ind over hende. Han vaklede lidt men fandt balancen. ”Bare et lille knald. Kom nu.”
Hun skubbede til ham. To hænder hårdt i brystet, så hun kunne høre, at han slugte en stor portion morgenluft, men vaklede bagud af skubbet. ”Gå væk,” vrissede hun, men fornemmede uroen brede sig. Vesterbro var tom for mennesker. Der var ikke kommet nogen fra sidegaderne, og der stod ingen ved busstoppestederne. Hun var helt alene med denne stodder.
”Du skal fandeme ikke skubbe.” Den fulde mand vendte tilbage, men denne gang mere truende. Øjnene var hårde, men stadig ufokuserede og røde. Han gik helt tæt på.
Hun smøg sig hurtigt under hans arm, der langede ud efter hende, men som var for upræcis. Hun gik væk og satte i løb. Han eftersatte og greb hende i armen. Fik hårdt fat.
”Så kommer du her, moster trut.” Hans ansigt var helt tæt på hendes. Han lagde an til at slikke hende på kinden.
Hun hørte den snurrende lyd fra oven og fra kørebanen, da den fulde mand trak hende ind til sig og greb om hendes balle, mens han åbnede munden. En stank uden lige væltede ud af den. Han klemte til, så det smertede og skød sine egne hofter mod hendes. Men det var kortvarigt.
Sekundet efter lå han på jorden og sprællede som i et epileptisk anfald med tungen ude af halsen og opspilede øjne. Som en helleflynder, der lige er trukket op ad Limfjorden, og venter på stenen til hovedet. En urobetjent stod over ham og ventede til han kom til sig selv igen. Robotten havde en stungun i sin hånd.
”Tak,” jappede hun og gik op ad gaden. Hun skulle væk. Hjem. Det var for meget det her.
”Værsgo,” hørte hun den menneskelignende stemme knurre elektrisk bag sig.
Hun fortsatte op ad gaden, men kiggede sig hele tiden over skulderen. Hun besluttede sig. Ville gå hjem, hvis der ikke kom en taxi. Det var fem kilometer. Det var en håbløs mission i dette vejr, men hun skulle ikke stå her, når gutten kom til sig selv igen. Hun havde set det før. Han ville blive ført brutalt væk, hvis han ikke makkede ret og tog hjem. Og han ville få en tracker sprøjtet ind under huden, som skulle sidde der det næste år. Sådan var loven. Han måtte selv finansiere at få den fjernet om et år, hvis han ikke bare accepterede, at den sad der til evig tid. Det gjorde de færreste, men betalte i stedet det horrible høje beløb for udtagningen.
Hun gik indtil urobetjenten ikke længere var synlig for kørebanens krumning og for hotelbygningen, der strakte sin bygningsflade ud over det smalle fortov. Hun standsede og fik vejret. Adrenalinet pumpede endnu. Hun var helt stakåndet, men besluttede sig for at bide i det sure æble og returnere til Gaden for at stille sig i kø. Måske var køen på dette tidspunkt heller ikke særlig lang. Alle taxierne måtte være der. Her var de i hvert fald ikke.
I det samme kom en bil kørende med lav fart. Hun hævede armen som ren refleks, med blikket rettet mod bilen, som når man prajer en taxi. Bilen sagtnede farten og kørte ind til kantstenen. Vinduet rullede ned.
”Skal du med?” En midaldrende fyr tittede ud fra førersædet. Han så tilforladelig ud. Ikke fuld.
”Pirat,” spurgte hun. Hvor heldig kunne hun være, hvis det var en pirattaxi.
”Tja, jeg tager lidt for at køre dig hjem. Ok?”
Fedt mand. ”Ok.” Hun åbnede døren og satte sig ind. Manden smilede, mens han rullede vinduet op igen og satte bilen i gear.
”Hvortil?”
”James Tobins Alle.” Hun åndede ud og lukkede øjnene.
”Nej, hvor sjovt.” Manden grinede en sjov latter. ”Jeg bor næsten i den samme retning.”
”Fedt.” Hun åbnede øjnene, da han satte i gang og accelererede op. ”Hvad tager du?”
”100 kroner. Der er jo ikke så langt.”
Det var billigt. Der røg den måned på makrelmadder. Sådan. ”Nu eller når vi er fremme?”
”Bare find dem frem undervejs, så jeg ved, at du ikke løber din vej, når vi er fremme.”
”Fint nok.” Hun ledte i sin taske efter pungen, og da hun fandt den, ledte hun efter de kontanter, der trodsalt stadig lå i den.
”Er det Ok, at jeg lige runder mit hus. Det er på vejen, og jeg skal bare have lidt mad og vand til resten af natten. Du er ikke den eneste, der gerne vil køres billigt hjem.” Han smilede pålideligt.
”Fint nok,” stønnede hun. Nu ville hun bare hjem. Bilen lugtede mærkeligt. Af sur labrador måske. Et eller andet firbenet væsen havde på et tidspunkt været i bilen i enten våd eller død tilstand. Så meget var sikkert. Så jo før jo bedre, hun kunne komme hjem og ud i den friske luft. Fint nok om han skulle runde sin egen bopæl. Så længe kunne hun sagtens holde vejret.
Bilen var en ældre model og den lød slidt. Manden brugte rigeligt med krudt på at holde den kørende i krydsene og sæderne var slidte. Forruden var ridset og den duggede. Manden satte ekstra blus på blæseren, der hvinede i anstrengelse. Det var muligvis hendes spritånde, der satte sig på ruden. Det sæde hun sad på, var fedtet. Det var ulækkert. Og gulvet flød med sand og sten og en tom vandflaske. Men lige nu var liftet det bedste. Hun fandt en hundredelap og lagde den ved håndbremsen.
”Værsgo.”
Han nikkede, men hun kunne se, at han skulede. Til hende og pengesedlen. Hun samlede sin taske og omfavnede den i skødet.
”Er du fuld? Du må sige, hvis du bliver dårlig.”
”Jeg har det fint. Bare rolig.” Hun havde det faktisk fint og blev ikke køresyg, selvom hun havde drukket.
”Hvad hedder du?”
Hun åbnede øjnene mere og mærkede kinder blive varme. Var han seriøst i gang med at hyggesnakke? Det var hun så lidt klar til. Hun kunne ikke tænke klart og halsen føltes ru af al den snak hele natten. Og så den kulde. Varmen i bilen gjorde hende døsig.
”Øh, det er lige meget. Bare… ja.”
”Nej, kom nu. Nu hygger vi jo.”
Hygger? Hun hyggede sgu ikke. ”Okay så. Jeg hedder Mathilde.”
”Hej Mathilde. Jeg hedder Jon.”
Hun anede ikke, om hun skulle sige mere. Men hvis hun ikke gjorde, kunne det være at han ville holde sin kæft.
”Hvor gammel er du så, Mathilde?”
Nej, nu måtte han stoppe. Hun sukkede. ”22.” Og så måtte han gerne klappe i.
”Uh, en god alder.”
En god alder. Hvad fuck var han for en snegl?
”Jeg kører lige ind her.”
Han drejede af en sidevej, der absolut ikke lignede et boligkvarter.
”Hvor bor du?”
”Bare lige her fremme,” svarede han med den største selvfølgelighed.
Der var ingen gadebelysning på den vej, han havde valgt, og hvis hun kendte byen korrekt, så ledte denne sidevej ingen steder hen. Ud i mosen, men her var ingen huse ude, så vidt hun vidste. Vejen gik bare igennem mosen, men så lå hans bolig absolut ikke på vejen.
”Hvor bor du?” gentog hun.
”Bare lige her fremme.”
Samme svar. ”Men her er jo ingenting.” Hun så den sidste industribygning forsvinde i sidespejlet, og der blev seriøst mørkt. Bilens lygter havde svært nok ved at oplyse vejen fordi en tåge havde lagt sig ind over kørebanen.
”Jo jo. Jeg bor lidt afsides fra byen, men det er Ok.”
Afsides, min bare. ”Jeg gider altså ikke køre byen rundt. Det her er jo ikke mod James Tobins Allé.”
”Jo da. Der går en vej op til dig lige her om lidt.”
Gu fanden gjorde der ej. ”Ej. Giv mig halvtreds retur, så stiger jeg bare ud her.”
”Her. Det er jo midt i mosen. Du kan ikke gå hjem herfra.” Manden smilede mod hende. ”Bare rolig. Vi er på vej.”
Hun skummede. Det var ikke okay. ”Hvor langt er der til dit hus?”
”Bare lige lidt endnu.”
”Lidt endnu? Hvor langt?”
”Okay. Her.”
”Her?” Hun kiggede sig omkring, imens han kørte bilen ind til siden. Hun kunne høre rabatgruset knase og efterfølgende det høje stive græs under bilens bug. Her var absolut ingenting, og der var bælgmørkt. De var midt i mosen. Hun kunne se enkelte klynger af træer udover den oase af gråsorte træer, der lå ud for hendes vindue.
Hun hørte låsen i døren klikke. Han standsede helt og vendte sig mod hende.
”Jeg synes, du ser dejlig ud, Mathilde,” sagde han ud af det blå, imens han spændte sin sikkerhedssele op.
Hvad fuck! Der var et eller andet helt forkert med den sætning.
”Hva? Glem det, mand.” Hun fumlede med sin sikkerhedssele, men han lagde sin hånd over hendes og forhindrede hende i at trykke på udløseren.
”Skal vi tale lidt sammen.”
”Hvad nej. Jeg vil hjem.”
”Jamen, du kommer hjem. Jeg vil bare lige snakke.”
Hun skubbede sig selv mod døren, da han lænede sig længere ind over hende. Hun trak i døren, ville ud af bilen. Forsøgte igen at udløse sikkerhedsselen, men hun ramte hans hånd.
”Ja. Du må gerne røre ved mig.” Han smilede. ”Også andre steder end min hånd.”
Adr. Han lugtede af pebermynte ud af munden. Han smilede slesk.
”Jeg vil jo bare tale, og sådan.”
Og sådan. Hvad lå der i ’og sådan’. Hun fornemmede panikken rullede hen over kroppen.
”Hvis du fucking ikke flytter dig, vapper jeg dig en,” truede hun bag sin taske, som hun havde trukket et stykke længere op foran brystet.
”Jeg kan godt lide lidt modstand.”
Hun gjorde et udfald, men han greb hendes arm og holdt den fast.
”Se. Jeg er hurtig. Vil du kysse.”
”Nej, fuck af, klamme stodder.”
Et lys blændede op uden for vinduet, og bildøren blev flået op. Manden gav øjeblikkeligt slip og satte sig ret op.
”Hun ville gerne,” råbte manden og værgede for sig, da et par grove, mekaniske hænder greb ud efter ham, fangede hans jakke og trak ham brutalt ud ad døren.
”Gu fanden ville jeg ikke,” skreg Mathilde og spændte sikkerhedsselen op med rystende hænder og rakte ud efter låsen i førersiden. Hun fik trykket på knappen, så bilen sagde endnu et klik.
Manden lå allerede på asfalten med en sort silhuet ovenpå sig. Der var mørkt, men Mathilde syntes det lignede en urobetjent, bare i en blå uniform og med en form for bælte på med tykke rør, der lignede dem, der sad på en flyvemaskine, naturligvis bare meget mindre. Rørene blussede med et orange, rødt skær, som hvis der var ild i dem. Han var en af robotterne.
Hun åbnede bildøren og skyndte sig ud.
”Gå ind i bilen og bliv siddende,” skældte urobetjenten uden at tage ansigtet fra den liggende mand, der var begyndt at skrige i smerte. Hun satte sig ind igen. Turde ikke andet. Lukkede døren. Hun rakte hals og så hvordan manden blev stripset med plastikstrips og klynkede over den hårdhændede behandling.
Et sæt billygter nærmede sig. Hun så lyset nærme sig i baggrunden. Lygterne standsede få skridt bagved bilen og slukkede til positionslys. En skikkelse trådte ud af bilen og traskede mod hende. Den knasende lyd af hårde såler på asfalt mindede hende op at spise popkorn i biografen. Bildøren i hendes side blev åbnet forsigtigt.
”Godaften,” sagde en betjent. Det var en rigtig betjent. Et menneske. Med overskæg og blå venlige øjne, der gav et blink.
”Godaften,” hviskede hun.
”Er du her frivilligt?” spurgte han høfligt.
Hun rystede på hovedet, mens hun fornemmede at hendes underlæbe bævrede og vendte nedad.
”Okay. Stig venligst ud.”
Hun gjorde som han sagde. Han tog hende under armen og førte hende til sin bil. Han åbnede døren i passagersiden som en galant charlatan. Hun kiggede mod urobetjenten og den liggende mand, da manden gav et højt skrig fra sig. Betjenten havde en kanyle fremme, som han lige havde stukket i låret på manden. Hun satte sig ind i politibilen.