Uh, hvor hun hadede det her. Hun skulede rundt. Flyttede sig ikke, men brugte kun øjnene som hun sendte fra side til side. Op og ned. Hun kiggede bagud. Så havde den selvfede gule klat flyttet sig en smule igen. Hun rykkede sig lidt mere. Fulgte med. Hun skuttede sig og skød ryg. Der var stadig varmt. Uh, hvor hun hadede det. Hun måtte vente til køligere vinde blæste. Tiltagende vind. Men så skulle den også ha’ gas. Hun havde forberedt sin hævn. Lagt sine muskler klar i de rigtige folder. Ventede kun på at vinden ville vende. Vest eller nord. Det var derfra det skulle komme, så hun kunne få skovlen under den hoverende, evigglade møgkugle.
Hun kiggede ned. Alle de glade ansigter dernede, som hun ikke kunne gøre dejligt sure og tvære. Alle dem, hun ikke kunne nå med sin skygge. Uf, de så glade ud. Lå der på rad og række som bacon på en pande. Kridhvide som hun. Det fornøjede hende dog, når en af dem så branket og rød ud. Så vidste hun, at det gjorde nas på et tidspunkt. De fleste lå dog og kiggede rundt, og lod sig ikke mærke. Solcreme. Aj, hvor hun hadede solcreme. Det kunstige lort, som nu var allemandseje. Så tjente hun ingen nytte. Ingen glade smil eller saglige takketaler til hende. Ikke i dag i hvert fald. Og i øvrigt var de et fåtal. De, der ville takke hende, trak bare ind i deres huse. Under deres parasoller. Væk. Nej, hvor hun hadede huse, parasoller og mennesker, der benyttede alle former for kunstige inddækninger. Adr!
Hun måtte tage til takke med alle de sure fjæs dernede, der kun brokkede sig, når hun trådte ind. Skyggede for deres intentioner. Lagde en dæmper på entusiasmen. Ødelagde deres forventning til en kulør. Det frydede hende. Hun ville ødelægge. Ødelægge det for så mange af dem dernede, som hun kunne. I dag var hun i særligt dårligt humør. Den tiltagende varme og vind fra østsydøst og det forpulede højtryk, lod hende ikke udvikle sig. Gav hende håndjern på. Nedlukkede hendes gave. En gave, der af og til eksploderede for hende i ren og skær raseri, når forholdene talte for det. Ideelle forhold var et hurtigt lavtryk fra vest. Så kom hun hurtigt i det sorte og tilmed blåsorte felt. Det var en fantastisk følelse. Så følte hun sig set. Hendes kræfter imponerede. Hun blev af og til bange for sig selv. Bange for sin knyttede næve. Sin ulmende vrede. Sine evner til at jævne alt muligt kunstigt overdækning med jorden. Mennesker gav hende interesse, når hun var rigtig sur. Kiggede og studerede hende. Fotograferede hende. Snakkede om hende og det gjorde hende stolt.
Nu! Nu var alt bare lort. Ham den grimme, gule deromme havde sit shine.
Hun kiggede igen bagud. Åh, fucking nar. Han havde flyttet sig lidt igen. Sådan den der laaaangsomme bevægelse som en pensionist i en Skoda, da bremser ned 100 meter fra et signalreguleret kryds, for så at køre på koblingspunkt hele vejen hen til stoplinjen. Åh, gamle pensionist, semiinvalide, gule, kuglerunde, spadeidiot. Hun flyttede sig lidt igen. Forsøgte at gøre sig bare lidt større. Skyde ryggen lidt opad, ud til siden, men forgæves. Han varmede for meget og fik hjælp af vinden og højtrykket. Kæmpe lort, møg bæ.
Hun kedede sig. Trillede tommelfingre. Så sig rundt. Hun var pænt meget alene om det her. De andre hundehoveder, kæmpeklovne og vattede hottentotter lå bare spredt ud rundt omkring og prøvede ikke en gang. Prøvede ikke som hende at genere. Havde travlt med alt muligt andet. Var i betydeligt bedre humør end hende. Klaphatte og fladpander. Æv, hvor hun hadede sine artsfæller. Mage til dovne, uduelige, konfliktforskrækkede vatnisser. Noget måtte ske. Hun udså sig en hanløve dernede på stranden med en lidt for brun, muskuløs og højrøvet attitude. Han lå og bagte midt i sandet. Havde de kraftige, faste arme over hovedet, og hver gang en lyshåret pige med stramtsiddende bikini valsede forbi, strammede han lige lidt ekstra i armene, så knolden på overarmen voksede og spændte maven, så de der seks eller otte deller på rad og række under brystkassen dirrede en smule. Fy for pokker.
Hun fik en idé. Hun flyttede sig. Baksede og masede, skubbede og sled for at komme i den rette position. Der! Sådan. Hun smilede svagt. Ventede på reaktionen. Strandhankatten kiggede op. Kiggede på hende.
“Flyt dig for helvede,” råbte idioten dernede. Troede han også, at han kunne styre vind og vejr. Han var nok københavner. Men hun flyttede sig ikke. Kæmpede for at gøre sig selv kraftigere. Mere uigennemtrængelig. Mere sort. Hvis hun kunne ville hun supplere med en tåre. Se om han brød sig om at se hende græde.
Manden rumsterede i sandet. Rejste sig. Strakte sig og spillede igen Tarzan, mens han vendte og drejede sig, så alle interesserede badegæster kunne se, hvor meget han elskede sig selv. Hun blev hængende. Ville se, hvad det her førte til. Hun begyndte virkelig at hade nutellamanden. Han gik ud i vandet. Hov, solen skinnede i vandoverfladen. Varmede havvandet op. Hun asede og vrikkede, hoppede og hev sig selv hen, hvor hun gjorde mest skade.
Muhammed Ali-kopien stoppede svømmeriet og rejste sig. Kiggede op. De onde øjne kiggede igen lige på hende. Han strakte hånden frem mod hende og rakte den midterste finger frem. Hva’ fanden skulle hun bruge det til? Troede han nu også at street håndtegn kunne få hende til at gå væk. Fjerne sig. Daffe af? Nej, mage til selvcentrerede superegoist. Hun hadede egoister. Her forsøgte hun at kæmpe for alt det hendes art stod for, og så blev det ikke værdsat af hendes egne. Hun forsøgte at kalde den nærmeste kollega til sig. Vise kollegaen, hvad der kunne gøres. Hvilken fryd det var at se sådan en hanelefant af afrikansk afstamning, men sikkert adopteret, være gal i skralden. Gal på hende. He he. Fedt nok.
Ali Babas fortabte hulemand af en søn droppede sit forehavende i vandet og luntede atter på land. Rystede sig som en langhåret labrador med sideskildning og kiggede igen på hende. Som om hun gad se på sådan en underuddannet amatørcampist. Han samlede sine sager og gik op gennem klitterne. Væk fra stranden.
“Ha! Yay! Triumf Napoleon,” skreg hun og hævede en knytnæven. “Rend mig, pizzabager.” Hun kiggede rundt på de øvrige badegæster på stranden. De lå stadig i solskin og nød vejret. Ingen kiggede. Ingen takkede. Ingen dånede over, hvad hun egentlig evnede, når hun satte sig noget i hovedet. Ingen kredit at hente der. Slet ingenting. Nogle kan bare ikke se, når der gøres en indsats, tænkte hun og fladede ud. Opgav ævred. Trak sig ind i sin sky skal igen.
Men hvad nu. Det havde kun hjulpet lidt på hendes humør, men nu dalede det igen til under nulpunktet. Smelteosten deromme på bagagebæret af dagen havde igen trisset med rollator nogle my mod vest. Ax! Hun himlede med øjnene og futtede efter. Hvor hun egentlig bare hadede ikke at blive anerkendt. Også på dage som denne. På dage, hvor hun kun kunne nyde at skrabe smileyfjæsets blændede Colgate-smil af med en gang barberskum.
“Hey Kasinsky,” blev der kaldt fra en velkendt stemme i baggrund. “Gå nu væk derfra. De kan ikke se dig,” fortsatte den himmelråbende trælse stemme.
Hun vendte sig. “Åh, hvad nu, Starsky. Hvor er din ven Hutch.” Hun grinede indvendigt.
“Vær nu lidt glad. Gør som os.” Den krøllede, aflagte køkkenrulleklump talte igen. Hun så på de andre fjolser omkring supersocialisten. De lignede alle noget, der var løgn.
“Hvorfor? I ligner halvhjerner og indtørrede skumfiduser.”
“Aj du, blev der råbt tilbage. Se hvor glade alle børnene er dernede.” Starsky pegede ud et sted i horisonten, som hun absolut ikke havde tænkt sig at følge på kommando.
“Åh, så knyt dog arret, candy floss,” skældte hun. Der blev ikke svaret. Som altid blev der ikke svaret. Fedt, tænkte hun. Jeg har det stadig. Kan stadig tvære en albinobussemand ud på stedet.
Hun foldede armene og surmulede. Surmulede, men tænkte konflikten med Starsky igennem. Suverænt at give den poppede popcornsfidus tørt på. Slaske ham med et vådt strandhåndklæde. Uduelige kedelige bamsefyld. Hun var igen superarrig og i et nederdrægtigt dårligt humør. Hun tænkte igen. De glade børn, vorherre bevares. Børn var glade, når hun var blå og sendte lyn. Men de var også bange. Superbange for hende. Cool, tænkte hun. Hun skulede lidt ud mod horisonten, hvor Bichon Frissé snotklatten havde peget. Hun kunne eddermame ikke se nogen glade børn. Og dog. Lidt længere ude. Dernede. Der stod faktisk nogle børn. Og deres voksne. De pegede op. Pegede mod hvad? De snakkede ivrigt. Tegnede og grinede. Lo og så glade ud. Smilede igen. Hva’ fanden. Hun nærstuderede optrinnet. Prøvede at dreje hovedet så langt rundt, så hun kunne se, hvad de pegede på. Vel at mærke uden at den sprængte kalkun, Starsky kunne se at hun kiggede.
Den lige linje, som hun så det, pegede direkte på kokoskage-eksplosionen med Starsky i spidsen. Hun vurderede igen vinklen. Det kunne da ikke passe. Børnene pegede ikke mod solen, ikke mod hende, men mod isbjørnekolonien, hvor Starsky så ud til at spænde sine muskler, flytte en skulder, hæve et øjenbryn og nu lignede en delfin i spring.
“Common, knallert 45 udstødningsgas,” råbte hun ud i retning af Starsky.
Hun måbede. Skulle der vitterligt ikke mere til at gøre barnemosen dernede glad? En gang vrik med hofterne, og så lignede Starsky et smilende klovnehoved.
“Er du dum, vandpibeos,” skreg hun, og stirrede atter mod de forsamlede børn og voksne på jorden. De smilede, klappede og lo.
Hun fangede Starskys øjne. Looooort! Han så mig kigge. Hun vred sig. Snak ikke til mig, hold bøtte, knyt kebabben, flet næbet, søm ædespalten til, ri mundlortet inde. Hun tænkte over flere skældsord.
“Hey, Kasinsky. Kom nu, søde. Det er så sjovt.”
Argh!!! Hun klemte øjnene hårdt i. Fu…. dit udspyttede Huba Buba tyggegummi. Hun tænkte, så det knagede. Skulle hun prøve? Nej… åh… Giv ikke efter. Giv ikke konkylieaffaldet med den overdrevne overskudsagtige perlemorskuglesamling den sejr.
“Krrreeee…. havremælksure-thevand,” vrængede hun retur, men lod sig falde til ro og overvejede sit næste skældsord. Fandt ingen relevante i bagkataloget.
Hun vrikkede lidt med maven, mens hun sugede kinderne ind. Nu lignede hun Dracula på vej til at bide sig fast i en sagesløs transsylvansk brunette. Starsky kaldte igen. Damn it. Han havde set hendes forsøg.
“Gå væk fra solen, K. De kan ikke se dig. De bliver blændet.” Starsky lød ikke engang hoverende. Bare venlig. Alt for venlig. Hun kunne ikke li’ det. De bliver blændet! Ha! Mage til indsigt. Jeg skygger jo. Det er, hvad jeg gør. Gør dem ekstra sure, så jeg kan blive glad. Ikke alt det der fisefnadder og sukkersøde maskespil. Venter på vinden og kulden. Hun dirrede. Ikke fordampe, ikke fordampe, ikke fordampe, messede hun for sig selv.
“Kom nu her,” råbte den fede barnesælhund igen.
Hun var ved at eksplodere. “Okay,” råbte hun tilbage edderspændt rasende og rødglødende irritereret. “Hvad der end kan få dig til at lukke røven, så jeg ikke bliver pulveriseret til ukendelighed af indespæret vrede,” sagde hun ærligt. Hun satte sig i bevægelse.
“Ja, fedt K,” råbte den nu transformerede megaklovn på vej til noget andet deformt, som børnene dernede syntes at kunne li’ mere end noget andet.
Hun stak underkæben ud og forsøgte at slappe af, så hun ikke emmede ud i intetheden i ophidselse.
“Forsøg nu.” Starsky smilede og det før så deforme, viste sig at være et kaninhoved.
Hun forsøgte. Spændte et par muskler i panden, drejede øjnene og smilede skævt. Hun burde nu ligne en fisk af en art. Hun var ligeglad. Kiggede mod Starsky, hendes plageånd.
“Jah, superlækker fisk, der K.”
Hvad? Afdankede fedtklump, tænkte hun primitivt.
“Se, hvor de kigger,” fortsatte kaninhovedet. Starsky ville bare ikke stoppe sit ulidelige positivitetstrip. “Prøv noget andet.”
Hun sukkede. Prøvede noget andet. Et tvist med hagen, rankede ryggen og stak tungen ud. “Det er en korthalset giraf,” forsøgte hun at forklare, men det var svært at sige med tungen ude. Hun kiggede mod jorden og børnene. En lille, lyshåret purk pegede. Hans mor kiggede med og sendte et bredt smil hendes vej. Direkte på hende. Hun kunne høre purken snakke svagt nedefra.
“En korthalset giraf,” hørte hun.
“Hvad? Ja? Purken har ret,” råbte hun forbavset. “Purken har sateme ret.” Hun skiftede hurtigt til noget andet mærkeligt, som hun kunne komme på. En fed hundehvalp. Purken dernede lo hjerteligt og snakkede igen.
“En hundehvalp lige som Bella,” hørte hun.
“Ja, for helvede,” råbte hun tilbage til purken. Han kunne nok ikke skysk, men hun prøvede igen. Denne gang omdannede hun sig til en fugl i flugt med et stort vingefang og næbet og kløerne fremme, klar til at dræbe. Den var svær. Purken pegede igen. Flere af børnene pegede nu også mod hende. Moren pegede.
“En ørn,” hørte hun flere stemmer sige. “Orv…!” Der lød spredte orvs i flokken. En varme bredte sig i hende. Hun smilede.
“Edderkodylme rigtigt,” skreg hun ophidset. “Se her,” fortsatte hun og drejede på et par knapper på sig selv. Nu var hun en kat, der legede med et garnnøgle mellem poterne.
“Haha,” menneskene på jorden klappede og hujede. “En kat, der leger,” kunne hun høre der blev sagt.
“Jeg har sgu da megatalent for det her,” råbte hun mod Starsky. Hun kiggede mod sin kollega. De stod stille i luften. Så på hende. Smilede og nikkede. “Hvad? Hva’ fuck kigger I på?” Hun stoppede med at omdanne sig og skulle lige til at hidse sig op.
“Hvor er du dygtig,” sagde kollegerne i kor.
“Hvad?” Hun kiggede mistroisk på flokken af skyer. “Mig? Ha! Det er sgu da ingenting det her. Prøv at følge med her, hvis I kan.” Hun lagde sig på siden, løftede benet og satte hovedet på skrå. Hun lignede umiskendeligt en græsk gud, der lå og nippede til vindruer inden en vigtig gladiatorkamp. Hun fortsattte ved at dreje sig en omgang, rejse sig, brede armene ud og sætte sig i lotusstilling. Et springvand med stort bassin og springende fisk kom til syne. Det skrattede voldsomt fra jorden og de andre skyer tabte kæben, mens også de hujede, jublede, klappede og dånede. Starsky råbte i mængden af lyde.
“Se mod børnene, K. Du er en stjerne.”
Hun skulle lige til at skælde ud og irettesætte den misfarvede hummusklump, at hun var en sky og ikke en stjerne, da hun kiggede mod jorden. En masse børn og voksne var stimlet sammen dernede. De kiggede op. Kun på hende. Pegede og tegnede og smilede, lo og var glade.
Hun smilede tilbage. Rømmede sig. Gned skuldrene i leddene, roterede en smule i hænderne, strakte vristen og rullede lidt med hovedet. Hun begyndte sit show. Udfoldede sit nyopfundne yndlingstidsfordriv.
At være sky på den gode måde.