”Så skal vi over til dig, Janus. Hvordan går det ude på vejene?”
”Tak for det, Poul. Der er endnu spredte tågebanker derude, så husk at tænde baglygterne og sænk farten, der hvor tågen er ekstra tyk. Det er især på de mindre veje i Vendsyssel, at I der kører der, skal være opmærksomme. I det store hele kører trafik over hele linjen uden større forsinkelser. Bilister, der er på vej i nordgående retning på E45 skal dog være opmærksom på en havareret lastbil, der holder mellem frakørsel 31 Støvring Syd og frakørsel 30 Støvring Nord, men den holder i nødsporet og burde ikke give anledning til de store problemer. Sænk dog farten, da der ligger dækrester på kørebanen.”
”Mange tak, Janus. Det er altid godt med positive trafikmeldinger i morgenmyldretiden.”
”Netop. Men husk gerne at ringe ind derude – også bare hvis I vil have en sludder. Vi sidder klar ved telefonen hele morgenen.”
”Så du vil gerne snakke med bilister.”
”Ja ja. Alle er velkomne, men det er naturligvis, hvis I oplever noget relevant derude. Nummeret er 70 100 110.”
”Tak for det gode tilbud, Janus.” Radioværten holdt en kunstpause for at lave en overgang til det næste indslag.
”Louise. Vi skal tale om den store nyhed, der blev breaket i går, nemlig at Téslä koncernen endelig, må man tillade sig at sige det? Okay. Endelig succesfuldt på denne dag, den 13. marts, har sendt en bemandet rumraket mod Mars til at bemande den etablerede rumstation. Efter Elon Musks tragiske død har der ikke været mennesker derude, men nu har den nye ejer sendt ti mand af sted mod Mars. Hvad har du fundet ud af? Hvad skal de deroppe?”
Elisabeth skruede bilradioens volumenknap ned, så hun kunne tale med Dorte. Hun havde sat bilens autopilot til, men havde endnu ikke fundet ud af, hvordan man styrede den avancerede teknik, der automatisk skruede op, når der kom trafikmeldinger på P4, og radioen så ikke automatisk skruede ned igen bag efter.
De var på vej mod nord, så de ville møde den havarerede lastbil, men så længe den ikke gav trafikale problemer, var alt godt.
”Har du læst referatet til mødet i dag?” spurgte Elisabeth ud i kabinen, mens hun stadig havde koncentrationen rettet mod bilens fart og placering inden for motorvejens kantlinjer.
”Nej. Jeg regner med, at de præsenterer det på mødet,” svarede Dorte og hostede i ærmet. Hun rømmede sig, men sagde ikke mere. Hun var stille her til morgen, syntes Elisabeth. Måske var hun bare træt. Det var trodsalt morgen og en velkendt tur, de tog sammen i samkørslens tegn fra deres bopæl i den lille landsby til arbejdspladsen i Aalborg.
”Der er heller ikke noget interessant, kan jeg sige dig.”
Dorte gryntede accepterende, men lagde ikke op til yderligere konversation.
De var stille og lod radioens musik være baggrundsstøj. Ind i mellem talte radioværterne om opsendelsen og hvilke formål ekspeditionen nu havde. Sådan sad de bare i Elisabeths Téslä model 9 og lod sig transportere. Så længe de var på motorvejen, og der ikke skete noget på ruten, kørte bilen sig selv. Det var blevet en fornøjelse at tage turen. Både fordi man sad komfortabelt, og fordi der netop ikke var den store behov for koncentration ved kørslen. I princippet kunne Elisabeth læse på turen, blot hun var klar til at gribe ind, hvis elbilens advarselssystemer fortalte at hun skulle overtage styringen. Systemet fungerede. Det hele var forbundet til en masse satellitter, der også var styret af de oplysninger som trafikradioen stadig brugte radioen til at oplyse om trafikulykker og trafikpropper. Der var endnu få, der ikke havde en højteknologisk bil, men de var der.
Elisabeth havde for nylig læst, at elbilparken nu udgjorde 92% af de biler og lastbiler, der kørte rundt på vejene og mærket Téslä stod for ikke mindre end 45% af dette tal. Det sidste stod i en kronik i avisens søndagsudgave, hvor Téslä grundlæggeren blev mindet på tiårsdagen for hans død. Elisabeth huskede tydeligt den forfærdelige ulykke, da Elon Musk blev slået i ihjel i en helikopterulykke. Det var stadig uopklaret, hvad der præcis skete, men kronikken genfortalte de forskellige teorier om årsagen. Den mest vanvittige var, at Rusland skulle have arrangeret det, så opkøbet gik igennem. Det var en Aserbajdsjansk rigmand, der kunne lægge det astronomiske beløb, som selskabet bag Téslä kostede. Men nu var han så også rumpioner. Han måtte have midlerne i orden, selvom det var ovre de dage, hvor det var oligarker, der styrede østens bugnende finanser. Men Téslä-bilen levede videre med de få ændringer i navnet. Utroligt, hvad bilmærket kunne i forhold til andre bilmærker. Det var en perfekt bil på alle tænkelige måder. Det havde rigmanden ikke sat over styr.
En advarselslampe blinkede og en svag hyletone indikerede, at autopiloten koblede fra. Elisabeth skulle overtage styringen. Biler klumpede sig en smule sammen forude og hastigheden dalede. De havde nået Støvring Syd, så det passede med den havarerede lastbil. Elisabeth gjorde som bilen anbefalede.
”Ser ikke ud til at vi undgår lidt kø,” sagde hun uden at forvente svar. Dorte trak vejret tungt, men havde da øjnene åbne. Hun slappede bare af.
”Næh. Det ville også være usædvanligt.”
Men det var ikke så slemt. Lastbilen stod parkeret i nødsporet med havariblinket tændt, og den nedsatte hastighed fra den kørende trafik var bare normal hensyntagen. Efterfølgende var hastigheden tilbage til det normale.
Bilen gav et ryk og accelererede. Som om den allerede havde sat autopiloten til og ville op i fart til hastighedsgrænsen. Men bilen fortsatte med at accelerere op. Til over fartgrænsen.
”Hvad sker der?” udbrød Elisabeth og slap rattet. Bilen trak selv ud til overhaling og kørte stærkere og stærkere. Elisabeth trykkede på knappen, der skal frakoble autopiloten, men der skete intet.
”Sænk lige farten,” kvækkede Dorte, og greb fat i sædet, som om hun følte fysisk ubehag ved at køre 140 kilometer i timen.
”Jamen, jeg prøver.” Elisabeth trykkede igen på knappen for at afbryde autopiloten, men der skete stadig intet. Og bilen accelererede endnu. En bil forude kørte lige så stærkt, men kunne ikke overhale en forankørende ældre bilmodel og korrigerede med en kraftig manøvre ind over spor to til spor et og videre ud i nødsporet, hvor den overhalede hele rækken af lastbiler inden om.
”Uh! Hvad sker der?” udbrød Elisabeth, mens hun febrilsk kiggede efter bilen forude, der foretog den farlige manøvre. Det var også en Téslä. Hun trykkede nu endnu hårdere på knappen, men bilens autopilot ville ikke frakoble sig.
”Sæt dog farten ned, Elisabeth.”
”Dorte. Jeg prøver, men bilen reagerer ikke.”
Radioen skruede automatisk højt op for volumen og en stemme brølede ud i kabinen.
”Vi har desværre meldinger om en trafikulykke på E45 i sydlig retning lige syd for Aalborg ved frakørsel 29 Ellidshøj. Der er begyndende kø og kun et spor farbart, så sænk farten og vær opmærksom på hårde opbremsninger.”
”Skru ned, Elisabeth,” galede Dorte for at overdøve radioen.”
Elisabeth greb ud efter volumenknappen og fik atter radioen skruet ned til normalt leje. Hun kiggede på speedometeret. De kørte nu 160 kilometer i timen. Den gamle bil foran var kommet af vejen, og der var atter plads i overhalingsbanen.
”Brems,” hylede Dorte, da bilen foran dem accelererede op og skiftede til tredje spor. Men det var ikke nødvendigt at bremse, da bilen foran hurtigt kom op i fart. En rød Téslä model 8, bemærkede Elisabeth.
Elisabeth kunne fornemme fingrene sitre. Hvad skete der?
”Jeg styrer ikke bilen, Dorte. Kan du ringe til Ole og høre, hvad jeg skal trykke på.”
”Okay.” Dorte fumlede med sin telefon og ringede op til Elisabeths mand. Telefonen gik på bilens anlæg.
”Det er Ole,” kom et frejdigt svar.
”Ole. Tésläen opfører sig mærkeligt. Jeg kan ikke slå autopiloten fra.”
”Nå da. Har du trykket på ’Cancel’”
”Ja, men den reagerer slet ikke, og vi kører altså 170 kilometer i timen. Det er sindssygt.”
”Guuud…” gispede Dorte og forsøgte at vende kroppen, så hun kunne se speedometeret på skærmen.
”Det var værre,” indskød Ole.
Det knasede fra anlægget og Oles stemme faldt ud.
”H… try…på… af…”
”Ole, vi kan ikke høre dig,” afbrød Elisabeth, men anlægget knasede endnu mere, og en lang hyletone overtog anlægget, før der blev stille.
Radioen skruede op på ny med trafikradioens velkendte jingle.
”Det er usædvanligt det her, men lige nu er der sket utallige trafikulykker i det nordjyske. Pas på derude. Der er flere uheld på E45. I det nordjyske er der flere uheld fra Randers i syd til Frederikshavn i nord. Kør forsigtigt. På indfaldsveje til Aalborg er der ligeledes sket flere ulykker og lige nu er ring 1 spærret ved Sønderbro som følge af en større ulykke.”
Elisabeth skruede ned inden hun kunne høre alle de forskellige steder, der var sket ulykker. Tësläen accelererede yderligere op.
”Dorte. Prøv lige at ringe Ole op igen. Det kan være at vi kom ind i et telemastehul.”
Igen fumlede Dorte med telefonen, men fik tastet på redial. Tonen fra anlægget meldte optaget. Dorte lagde på, og prøvede igen. Denne gang var lyden helt væk. Hun studerede telefonens display grundigt.
”Der er altså fuld dækning på signalet,” klynkede hun.
”Prøv en sidste gang. Ellers må vi prøve at slå op i vejledningen på skærmen.”
”Det er ikke hul igennem, Elisabeth.”
Elisabeth kunne se ud af øjenkrogen, at Dorte stirrede på hende.
”Okay. Jeg undersøger bilens vejledningen.” Hun fandt opslagsværket på skærmen og søgte på autopilot. Tastede endnu et søgeord ind og læste.
”Men det er også det jeg gør. Hun trykkede igen på afbryderknappen til autopiloten, men der skete stadig intet.
Dorte trak vejret i stød og det lød meget overfladisk.
”Bare rolig, Dorte. Jeg er sikker på, at det bare er en lille teknisk ting, der snart er løst.
”Jamen hvorfor kører alle de andre Téslä også sindssygt stærkt.” Dorte pegede ud til siden, hvor der kom en hvid Téslä ned af tilkørselsrampen og fræsede inden om den lastbil, som de selv strøg forbi på et sekund. De mødte den hvide Téslä på den anden side af lastbilen, hvor den holdt samme fart som dem i spor 1.
”Jeg finder ud af det,” jappede Elisabeth. Hun kunne godt se, at det så stærkt mistænkeligt ud.
Elisabeth hev i den manuelle håndbremse og jokkede på bremsen, men lige lidt hjalp det. En lastbil på deres højre side, kørte også stærkt og de overhalede den langsomt lige efter den hvide Téslä. Det var alt for hurtigt for en lastbil.
Dorte hylede. ”Så brems dog Elisabeth.”
”Jeg kan ikke. Bilen reagerer ikke for pokker.”
Dorte rev i håndtaget til bildøren. ”Jeg vil ud. STOP.”
Men døren åbnede sig ikke. I stedet lød et hårdt klik fra bilens karosseri. Dorte forsøgte i stedet at åbne vinduet, men heller ikke den knap reagerede. Hun klikkede sig fri af sikkerhedsselen og møvede sig bagud i bilen ind mellem sæderne. Hendes øjne lyste af panik.
Elisabeth trykkede på alle knapper og hev og flåede i rattet for at styre bilen ind mod autoværnet, som hun havde lært, man skulle gøre i en katastrofesituation, hvis der skulle tages fart af bilen hurtigt, men ingenting hjalp. I stedet accelererede Tésläen yderligere op, så speedometeret viste 200 kilometer i timen.
De passerede en gammel Toyota, der nærmest så ud til at være parkeret på motorvejen. Elisabeth var for chokeret til at gøre meget andet end trykke på knapper, der kunne tæmme bilen. Hun vovede sig alligevel til at kigge ud og rundt. I nødsporet blev hun overhalet indenom af en blåmetallic Téslä. En midaldrende mand sad i førersiden og hamrede sine hænder mod rattet. Elisabeth var førstehåndsvidne til, at han råbte og havde vidt opspilede øjne og panden glimtede svedig. Hele hans fremtoning skreg af panik.
Dorte var nået halvvejs om på bagsædet, imens hun skreg øredøvende. Hun sad fast med hofterne mellem sæderne. Radioen skruede atter op og trafikradioens jingle lød igen.
”Dette er en advarsel til alle bilister på de danske veje. Uanset, hvor du kører, så søg væk fra vejene. Parkér, hvor det er muligt og forlad jeres køretøj. Øjeblikkeligt. Jeg gentager. Forlad vejene. Parkér ved førstkommende lejlighed og gerne med det samme og forlad jeres køretøj.”
Elisabeth lod radioen være tændt på fuldt blus. Der var noget helt vanvittigt galt. Og hun blev nødt til at have skruet op for at overdøve Dortes skrig. Utroligt, hvor meget luft hun havde i lungerne.
Med ét blev hun stille. Hun var kommet fri af sæderne ved hofterne, men benene lå endnu bagud ind over instrumenterne og kopholderen.
”Dorte,” kaldte Elisabeth, mens hun rev i den tunge kvinde. ”Dorte.” Elisabeth kiggede bagud og så Dorte med himmelvendte øjne og åben mund. Enten var hun død af at skrige og ellers var hun bare besvimet.
Hun lod Dorte ligge og fortsatte med at trykke på alle de knapper, der var at trykke på.
Tésläen susede ind mod Aalborg by og ind forbi byskiltet. Uden at sænke farten. Flere bilen lå i en klump længere fremme i et virvar af forvredet metal. En enkelt mand stod ved siden af bunken med biler, der spærrede det højre spor. Han skinnede rødt.
Da Elisabeth hastigt passerede manden, så hun at det var blod. Manden var dækket af blod, og der sad mennesker i de forulykkede biler. Døde mennesker. Hun gispede og mærkede for alvor koldsveden ramme overalt på kroppen. Hun smagte mavesyre. En jernsmag. Smagen af panik. Hun kendte den alt for godt.
Tésläen fortsatte over for rødt i det første lyskryds. I bakspejlet så hun endnu en sølvfarvet bil med samme hastighed som hende, men den blev effektiv standset af en tværgående bil med samme hastighed. Et enormt brag som en eksplosion ramte Elisabeths trommehinder. Hun så skæret fra flammehavet, der øjeblikkeligt indhyllede krydset bagude.
Radioen brølede igen: ”Dette er en advarsel til alle bilister på de danske veje. Stands jeres køretøj og forlad vejen og køretøjet med det samme. Hvis du hører dansk trafikradio i udlandet. Dette gælder samtlige biler overalt. Stands jeres køretøj og forlad bilen med det samme. Kom væk fra vejene.”
Radioen skrattede, da Elisabeth så endnu et signalkryds flyve forbi vinduerne. Det var som om signalet gik tabt.
I stedet lyste skærmen op og i stedet for at vise radioindstillingen og speedometeret, stod der nu en besked. En besked på engelsk.
Elisabeth læste.
”This is your sincerly Elman Riyad on behalf of late Elon Musk. Say goodbye to the world. Thanks for your role in this freedom fight.”
Elisabeth læste igen, men forstod ikke meningen. Hun vidste, at mr. Riyad var den nye ejer af Téslä koncernen, men hvordan kom en besked fra ham ind på hendes bil?
Tésläen kørte på Vesterbro og fortsatte uden at sænke farten. Flere måbende personer stod langs vejen på fortovet og enkelte filmede hende med deres mobil, mens hun fortsatte forbi. Bygninger var en udvisket masse, der bare susede forbi. Dorte begyndte at skrige igen, men det ebbede hurtigt ud. Hun var besvimet på ny.
Bilen hylede fra dækkene, når retningen blev korrigeret en smule. Snart ville de nå Limfjordsbroen. Hun kunne se statuen af Tyren komme hastigt nærmere. Tyve meter før statuen foretog Tésläen en automatisk korrektion af retningen og styrede direkte mod statuens fundament. Elisabeth skreg, men hun hørte end ikke eksplosionen, da hendes Téslä ramte soklen og krøllede sammen, mens stenfragmenter i tusindvis blev sendt hen over kørebanen og den enorme skulptur af en tyr ramte asfalten og splintredes.