I løbet af 2023 fik jeg idéen til en børnebogsserie med afsæt i min viden om trafikale anbefalinger og gode råd til de unge trafikanter pakket pænt ind i et univers, hvor 12-årige Elliot er hovedperson.

Dermed kan jeg nu supplere min liste af (mulige) bøger her på siden. Jeg venter på svar fra et forlag.

Elliot flytter til villakvarteret fra betonblokkene, hvor knallertbøllerne hærger, og han skal starte i ny skole og få nye venner. Elliot er måske, hvad man vil kalde gammelklog, men mange af hans observationer om at få venner, transportere sig og se hvordan de voksne agerer i trafikken, forsøger jeg at formidle til læserne, så de også kan undres. Måske leder det til bedre trafikforståelse og -kultur.

Elliot har en flodhest som krammebamse, som han evaluerer med inden sengetid. Der går måske en anelse Steen&Stoffer i den.

Elliot har også en livlig fantasi, så al transport omsætter han til et computerspil, hvor han er på jagt gennem universet efter en hemmelighed med Ghettierne i hælene.

Første kapitel lyder sådan her:

Et øredøvende brag fik fængselsblokkens væg til at slå en revne, der kun voksede sig større. Elliot sprang på benene og orienterede sig i det trange grå rum. Vinduet mod nabofængselsblokken var også revnet og den stride blæst var allerede på vej ind mellem de rå mure. Han vidste ikke, hvad vinden trak med, så han løb ud af cellen tredje til højre. Det måtte være et angreb. Men fra hvem? Hvis Elliot skulle gætte, kunne det kun være ghettierne. De havde fundet ham, og ville nu have hævn. Eller måske ville de stoppe hans flugt, inden den var gået i gang. Måske havde han aldrig været velkommen her. Det var ikke tid til at gøre regnskab. Nu måtte han væk. Han stod i trappeopgangen og fornemmede at væggene bøjede indad. Hvornår ville de kollapse? Hvornår kunne de ikke klare flere granatnedslag og falde sammen som betonblokke og fragmenter? Her stank hjemligt af sæbe og sand.

Elliot løb, men standsede brat på første repos.

”For fanden,” råbte han højt, så det ekkoede mellem væggene, der endnu stod oprejst og holdt sammen på fængselsblokken. Han vendte om. Ingen blev ladt i stikken på hans vagt. Han sprang op ad trappen og ind i cellen. Rummet var allerede indhyllet i betonstøv, og gulvet skælvede som om hele bygningen stod på vakkelvorne pinde og kun holdt balancen lidt endnu ved hjælp fra vinden fra vest. Han famlede sig ind i rummet, snublede over en gulvspand, der væltede. Sæbevand flød ud over gulvet, men han kom hurtigt på benene og slingrede frem til den indbyggede garderobe, der aldrig havde været så tom som nu. Han fandt, hvad han søgte. Med et hårdt tag i pelsen forsøgte han at ruske liv i Ebbe og mærkede straks efter puls. Men den var svag. Enten var Ebbe ramt eller også sov han ekstremt tungt. Elliot greb fat om livet på Ebbe og tvang ham op i armene. Med besvær fik Elliot båret ham ud af det støvede rum, ned ad trappen og ud i den friske luft på sydsiden af blokken. Ændrede grebet, så han fik bedre fat, da lyset fortrængte mørket, og så flygtede de.

På gaden var Elliot i tvivl om retning. Han ville ikke løbe i armene på den værste af dem alle. Ghettien Semir. Han var ubestridt Elliots værste fjende, og absolut ikke en, der ville se med venlige øjne på Elliots flugt. Der var ingen støj fra Semirs bande. Ingen mundingsild, ingen fuldt bevæbnede to-takters rumskibe på vej, ingen rotorlarm hen over tagene eller dybe basrytmer fra bandens soundbokse, der forpestede omgivelserne. Elliot valgte ruten til højre, da han kendte retningen til landingsplatformen, hvor flugtfartøjet måtte være. Fartøjet måtte stå et sted derude og vente på at samle ham op, men hvor? Hvor pokker var hans allierede? Ebbe var blevet tung, og det ville være selvmord at løbe ind i Semir med Ebbe i favnen, men værre at efterlade Ebbe i fængselsblokkens ruiner. Ghettiernes angreb ville blive voldsommere jo længere tid, der gik, så han måtte væk. Måtte væk nu inden det var for sent.

Den røde rumfærge stod klar i den grå smog fra storbyens trafik og osende fabrikker. Han fløj mod redningen og hørte i det fjerne en én-mands-fighter gasse op. Semir var derude. Måske betragtede Semirs bande lige nu Elliots flugtforsøg og gjorde sig klar til en dødbringende forfølgelse. Hvordan skulle Elliot fortælle sine allierede, at han blev skygget og at de måtte sætte deres liv på spil for ham og Ebbe? Det kunne han ikke. Skulle han bare vende om, og lade den røde rumfærge tage af sted uden ham, mens han selv accepterede sin skæbne? Måske var der ikke andet at gøre end at ofre sig selv for den større sag. Elliot standsede på afstand af rumfærgen og vendte sig. Så tilbage på fængselsblokken og kiggede op, hvor han vidste at cellen tredje til højre lå i morgendisen. En forlygte trængte igennem tåge ved foden af bygningen. Semir var på vej.

–

”Kom nu, Elliot!” kaldte hans mor fra den røde Skoda. ”Vi skal gerne nå at få nøglerne til huset i dag.” ”Jaja.” Elliot vendte sig dovent og svang sin bamse ind under armen. Han åbnede bagsædedøren og satte sig ind. Kiggede en sidste gang op på den gamle lejlighed i boligblokken. En knallert gassede op i baggrunden og Elliot så ryggen af Semirs drenge.

Første kapitel af Elliot og Ebbe – Bog 1

Måske er det en historie, der har potentiale til en børnebogsserie. I hvert fald har jeg planlagt yderligere fire bøger, som jeg skriver videre på i 2024, men emnet kan gribe om sig, hvis jeg skal dele mine viden om trafik. Det ved de fleste, der følger mig på www.thomasrud.dk.

Har du umiddelbare forslag til forbedring af idéen, så kontakt mig eller læg en kommentar her på siden.