Short Story
Af Thomas Rud Jensen
Februar 2024

”Kultur er at give. Ikke at give ting, men at give følelser og handlingsevne.” Thomas smaskede let af sin egen formuleringsevne. Det var fandeme godt det her. Også selvom han bare havde stjålet den poetiske fremstilling af kultur fra wikipedia. Så hvorfor helvede ville den lorteavis ikke bringe læserbrevet? Information var da ellers vilde med højpandet formidling af den semiotiske definition af kultur som den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation. Hvorfor? Han havde brug for at blive set og hørt derude. Ikke afvist af en eller anden tosset redaktør med storhedsvanvid, inden han nåede ud i avisen. Hans seneste udgivelse i avisen var flere måneder siden. Han falmede sgu.

Det var ved at være kritisk. Salget af hans seneste bog gik mildest talt dårligt. Det havde været en umådeligt skidt idé at få et mikroforlag til at udgive den, selvom emnet lå lige til højrebenet for en undergrundstankegang som et mikroforlag var garant for at understøtte. Men forlaget var det eneste, der ville. Det nye manuskript med en episk fantasyfortælling havde allerede været ude ved to af de store forlag, der begge havde givet afslag. Det ene forlag skrev, at teksten var for tung. Det andet, at indholdet var for overfladisk og ikke grundigt nok research. Thomas vidste udmærket, at det var umuligt at stole på den sparsomme tilbagemelding, som forlagene kun gav for at have en grund til afslaget. Det var tvivlsomt om de i det hele taget havde læst andet end resuméet og så konkluderet at det gad de ikke røre ved. Det var ikke romance, som lige nu hittede blandt køberne.

Men det var kritisk. Hans legatpenge var sluppet op, og salget fra den første bog var ebbet ud. Og de penge var brugt for længst. Han kunne sgu ikke leve for supplerende dagpenge, og et job i den lokale børnehave ville give ham konstant influenza, hoste og feber med dertilhørende dårlige nætter, ingen søvn og dermed ingen energi til at skrive. Det gik ikke.

Han havde været ude og omkring. Været på bogmesser, i forsamlingshuse, på biblioteker og sågar i radioen for at fortælle om sig selv og sælge sit navn. Han følte, at branche kendte ham godt. Men salget gik kun nedad. Ingen købte hans bøger, få hørte den på streamningtjenesterne som dog alligevel gav et mikroskopisk afkast, og næsten ingen lånte den længere på biblioteket. Han var handlingslammet uden penge.

”Fuuuck,” råbte han ud i sit skriveværelse, så det ekkoede mellem de bare vægge. Værelset var ribbet for billeder og andre forstyrrende elementer. Ellers kunne han ikke koncentrere sig.

”Hvad sker der?” Emmas stemme kom langvejs fra. Inden fra stuen.

Fuck også det. Han havde glemt, at hun sad derinde. Skulle hun ikke snart hjem. Han var slet ikke i humør til noget.

”Ikke noget. Øh… Fandt en fejl. Sorry.”

”Okay.”

Thomas loggede ind på computeren og tjekkede sin hjemmeside ud. Der var trods alt stadig trafik på siden. Rigtige mennesker derude, der læste hans posts, men også læste de små noveller, som han lagde ud til gratis underholdning. Det var egentlig noget pis, at han arbejdede gratis, men måske ville det tiltrække læsere og købere til hans bøger. Godt tusind besøgende havde rundet hans side i denne uge. Han loggede ind på kontrolpanelet og fandt ind til statistik-siden. Han ville se, hvad de søgte på. Hans profil og hans første bog og lidt spredt læsning af de seneste noveller. Men hvorfor købte de så ikke? Han åbnede en ny fane og læste indholdet om bøgerne højt direkte fra hjemmesiden. Det hele lød sobert og fornuftigt. Klogt ligefrem. Knappen til ’Læg i kurv’ virkede. Altså?!

”Hey.” Emmas hovedet stak ind ad døren. ”Kommer du ikke ind i stuen og hygger? Jeg keder mig.” 

Thomas sukkede højlydt. ”Det går sgu ikke i aften, skat. Jeg må arbejde. Beklager.” Han vrængede mundvigene nedad. ”Kan vi ikke bare ses i morgen? Så lover jeg, at jeg er færdig, og vi kan gå en tur ved søen.”

”Okay. Så smutter jeg.” Emma futtede ind og gav ham et kys. ”Vi ses.”

Fantastisk. Thomas trak vejret lettet, da han hørte lejlighedsdøren smække efter Emma. Endelig alene.

Han havde fået en idé. Med den trafik, der var på hjemmesiden, var det her hans publikum var. Det var åbenbart ikke hos forlaget, i boghandlen eller på biblioteket. Det var på hans personlige hjemmeside. Det måtte være muligt at appellere direkte til potentielle læsere.

Han satte sig ved tastaturet og forfattede en ny dagbogstekst. Lagde den på siden og offentliggjorde den. Linkede til den fra sin Insta-konto og Facebook. Lagde en lille snas videofilm, som han havde i mappen over kommende SOME på TikTok. Og et link til hjemmesiden. Nu kørte det.

Der var over hundrede e-mailadresser på hans mailliste, og de ville alle få en notifikation i dette øjeblik. Og dem, som ikke var det, ville se ham på SOME-platformene. Dagbogsteksten beskrev i store vendinger, at læserne skulle sprede ordet om hans forfatterskab, hans bog og opfordrede til at støtte en forfatter. Ham især. Han måtte se, hvordan det direkte salg fra hjemmesiden gik i morgen tidlig.

Fem sølle læsninger og ingen bestillinger af bogen. Det var resultatet af gårsdagens anstrengelser. Thomas rystede på hovedet. Var det virkelig umuligt at trænge igennem mediestrømmen derude? Hvad pokker skulle der til?

Det ville tage alt for lang til at skrive eller rettere omskrive den roman, som ingen forlag gad have. En ny ville tage et år. Han havde penge til en uge. Og det sidste han ville, var at ryge dybere ind i dagpengesystemet. To ansøgninger om ugen var rigeligt spildt arbejde.

Han kunne sætte sig ned på gaden og tigge? Eller han kunne øve sig lidt på sin violin og stå som en spillemand på strøget. Det havde givet godt, da han var barn og en lille spirrevip. Men ingen gad sikkert finansiere en midaldrende og sørgelig eksistens, der hev i kattetarme. I øvrigt var det nedværdigende at stå der til skue for alle, venner og bekendte. Det var sgu for sørgeligt.

Han søgte på Google. Skrev: Hvordan tjener en forfatter penge? Resultaterne var nedslående. Flere blog-opslag skrev, at verdens dårligste job, hvis man ville være rig, var netop at blive forfatter. Andre opslag skrev om dundrende succeser. Bestsellers. Salg til andre lande. Fint nok, men hvis ingen gad læse hans bøger i Danmark, hvordan skulle udlandet så for øjnene op for hans kunst? Det var det første forlags dårlige marketingafdeling, der havde fejlet. De evnede ikke at promovere ham godt nok. Sådan var det bare, men det var for mange år siden, at han gad gøre noget ved det nu, andet end at bebrejde dem. De havde også i venlige formuleringer sagt at det nye manuskript krævede lidt mere arbejde. Et afslag, selvom han allerede lå på deres hylder. Det var ynkeligt.

Men hov. Den her anbefaling lød lovende. Crowdfunding. Opfordring til at almindelige mennesker i det små kunne støtte kunstneren. Bare småbeløb, men hvis småbeløb blev indbetalt af mange, så kunne det vokse sig stort uden at nogen fik ondt i røven over, hvor stort et beløb, han modtog.

Telefonen ringede. Emma. ”Åh gud,” stønnede Thomas og tog pligtskyldigt telefonen. ”Hej skat.”

Emmas stemme lød glad i den anden ende af røret. ”Skulle vi ud at gå?”

”Ja, ser du, skat. Jeg dummede mig i går.” Thomas rømmede sig. ”Jeg lavede en fejl, som jeg desværre må rette i dag. Undskyld, men jeg har ikke pokkers meget tid.” Thomas så på kalenderen. Det var fredag. ”Ved du hvad. Hvis jeg gør det her færdig i dag, så inviterer jeg dig på middag et fint sted i morgen.”

Emma lød forstående, og accepterede forslaget.

Thomas fandt en liste frem over mulige begrundelser for crowdfunding. Støtte en forfatters liv de næste seks måneder, mens han skriver en roman. Altså det var jo lige netop dette han ledte efter. For at selvudgive en roman. Hvis der var penge nok, så hvorfor ikke. For at promovere en roman online med reklamer. Ikke nødvendigt, når han havde sin egen velfungerende hjemmeside med trafik, men okay. For at rejse. For at betale trykkeriomkostningerne ved udgivelse. For at distribuere romanen. For at betale en korrekturlæser og en grafiker. Altså der var egentlig steder nok at bruge penge som forfatter, så at bede om økonomisk støtte var slet ikke en skam. Han skulle slet ikke føle at han nedværdigede sig til det.

En SMS-tikkede ind. Fra Emma. ’Håber du gør det godt, og kan holde fri med mig i morgen’. Hjerteemoji. Thomas ignorerede SMS’en. Det her var for spændende til at han ville lade sig forstyrre nu. Han åbnede kontrolpanelet til sin hjemmeside og søgte efter en passende widget, som han kunne bruge til indbetaling via MobilePay. Det skulle se professionelt ud, og ikke bare med et telefonnummer. Han skrev en salgstale. Skrev et resumé af den idé til en ny roman, som stadig spirede. Idéen var ikke fuldstændig endnu, men han fik det til at lyde som en vældig god idé, og da han løb tør for idéer, skiftede han til at prise sin egen idé i høje vendinger. Han fandt det hele, koblede en flot knap med link til hans MobilePay nummer ind og lagde det på hjemmesidens forside med overskriften: Bidrag til forfatterens udgivelse af sin næste bestseller. Og en underrubrik: Få dit navn med i bogens dedikation. Perfekt.

Nu var det bare at vente.  

”Hej skat.” Emma kyssede Thomas, lige inden de satte sig til bords. ”Det er sørme et fint sted. Har du råd?”

”Ingen problemer, skat. Alt for dig.” Thomas klemte Emmas hånd. Det var et dyrt sted, men i det sidste døgn, var der kommet over tusind kroner ind på kontoen fra crowdfundingen. Det største beløb var en tohundredekronermand fra en kvinde, som han havde stalket på Facebook. Ikke en han kendte eller som han nogensinde havde set, men det var ligegyldigt. Penge var penge. Ellers var det mest småbeløb helt ned til en krone. Nærige satan. Thomas overvejede om lige præcis det navn overhovedet kunne berettige sig til at få en plads i bogens dedikation. Men systemet fungerede. Hvis tempoet på indbetalingerne holdt sig så højt, så ville han ingen problemer have med at finansiere sig selv og naturligvis starte op på den nye roman. Han måtte bruge søndagen på at outline hele plottet og så ellers starte på skrivningen. Men nu skulle der hygges og ikke spares på pengene.

Emma gav ham det bedste sex, de havde haft sammen, lørdag aften efter en fantastisk og overdådig middag, der havde kostet hele lørdagens tilskud fra ukendte mennesker. Fuck det. Emma lovede ikke at forstyrre ham hele søndagen. Han skulle arbejde.

Telefonen plingede hele søndagen. Der var ild i MobilePay appen. De første to sider med navne kunne allerede skrives ind på bogens dedikationsside. Han havde nu officielt tjent en uges normalløn på en søndag. Det var en fremragende idé. Han klappede sig selv på skulderen og opstartede historiens outline og skrivningen med ro i maven. Nu var der tid og overskud til at tænke store tanker og få den bedste historie frem på papiret. Uden kvaler med økonomien kom ordene bare lettere fra tankerne til fingerspidserne.

Han måtte lægge telefonen væk. Selvom han havde sat den på lydløs, var det forstyrrende at den snurrede hvert andet minut. Han måtte lave en status, når han gik i seng. Lige nu gjaldt det skrivningen. For pokker han glædede sig.

Sengens bløde madras var tiltrængt, da arbejdsdagen endelig var forbi. Klokken havde passeret middag, og han var udkørt. Den sparsomme søvn hos Emma og en hel dags arbejde kunne mærkes i hovedet. Han måtte lige tjekke indbetalingerne. At se saldoen.   

Han gispede. Der stod 117.231 kroner. Han bladrede ned over beløbene. En enkelt indbetaler havde indsat 100.000 kroner. Det måtte være en fejl. Han tjekkede navnet og beskeden. Under navn stod der ’Mr. X’, og beskeden var, ’Kig i din postkasse’.

”Kig i min postkasse?” Det måtte være en spøg. På samme tid var han glad, men underlig til mode. Der var noget galt her. Han stak i de slidte sneakers og tog trappen i spring af to trin. I postkassen lå en konvolut uden navn eller afsender. Noget raslede rundt i konvolutten. Han åbnede den og en nøgle faldt ud sammen med et foldet stykke ternet papir.

”Noget for noget,” var de første ord. ”Vi har finansieret dig, og nu skal du yde noget for beløbet i en uge fra i dag. Første opgave er at hente en taske på Vænget 2 og levere den til restaurant Versa inden klokken 12. Sker det ikke, så ses vi.”

Hvad fanden var det her for noget? Var det en trussel? Hente og bringe en taske. Det kunne kun være stoffer eller våben. Eller måske ustyrligt mange penge. Hvad skulle han gøre? ’Sker det ikke, ses vi.’ Det var absolut en trussel. Men han ville ikke. Det måtte være kriminelt. Kunne han bare ignorere sedlen og sige, han aldrig havde modtaget den, hvis de kom. Nej. For fanden. Og hvordan skulle han betale pengene tilbage? Han åbnede MobilePay. Der var ingen fortryd-knap. Ingen tilbagebetal-knap og intet telefonnummer. Der var ikke andet at gøre end udføre opgaven.

Uden at have tænkt over det, stod han over toilettet. Han var gået op ad trapperne og havde lukket hoveddøren som en zombie. Han skulle kaste op. Han forsøgte, men der kom intet. Svimmelheden tog til og hans hænder og fingre sitrede. Besvimede han nu? Han fornemmede at han trak vejret overfladisk i stød. Fandeme nej. Han tog en dyb indånding og forsøgte at få ro på systemet. Han gjorde det fandeme. En uge med at hente og bringe tasker, og så var han 100.000 spir rigere. Det var for fanden da muligt.

Han strøg i bad, fandt noget neutralt tøj og en cap og snørede de hvide street boots. Cyklen stod i baggården, og han fandt hurtigt Vænget 2 på vejviserappen. En mand åbnede, da han ringede på. Manden havde rødsprængte øjne, der kiggede forvildet rundt.    

”Ja,” vrængede manden og stirrede på ham.

”En taske. Jeg skulle…” Længere nåede han ikke før manden forsvandt i døren og skyggen bag den matterede rude samlede en sort sportstaske op fra gulvet. Tasken blev rakt ud af sprækken, og da Thomas tog den, blev døren smækket hårdt i og låst.

Javel så. Thomas drejede om på hælen og cyklede retur mod byen. Restauranten var endnu ikke åben, men på et skilt i vinduet stod, at bagdøren var åben. Gyden ved siden af restauranten var snusket, og der stank af madaffald fra de to affaldscontainere. En blå dør stod på klem og der lød stemmer derinde fra. Thomas bankede på og gik ind. En kok kom ham i møde.

”Ja. Jeg skulle aflevere denne.” Han holdt tasken op.

”Tak.” Kokken greb tasken og vendte ryggen til. ”Farvel.”

Thomas stod et øjeblik, men ’farvel’ betød vel, at han kunne skride. Så det gjorde han. Det gik da nemt. Thomas stod i lejligheden og kiggede ud ad sit vindue. Hvis det var så nemt var pengene let tjente. Han satte sig ind til computeren og skrev videre, selvom det krævede noget at slippe tankerne om det han lige havde gjort. Hvad var der i tasken? Hvem havde bestilt opgaven? Hvem var manden, der boede på Vænget 2? Og så videre.

På andendagen skete der intet. Skulle han bare vente, eller var det opgaven. Det var for simpelt for 100.000 kroner. Emma havde ringet og spurgt om de skulle være sammen. Han havde tjekket sin konto, og der var kommet yderligere penge ind, så han inviterede hende i biografen. De sov sammen. Han spjættede, da dørklokken ringede klokken to.

Emma flyttede på sig men lod ikke til at være vågen. Thomas gik til døren. Der var ingen på den anden side af dørspionen. Han kunne mærke sin puls stige. Han åbnede døren på klem og en konvolut faldt ind over trinnet. Opgangen var tom. Han lukkede og låste og åbnede konvolutten med sitrende fingre.

”Opgave 2. Besøg togstationen. Bagagesektionen rum 2. Koden er 1235. Tag pakken og aflevér den på posthuset. Du betaler selv portoen og beder om tracking til din egen e-mailadresse. Inden klokken 11, ellers ses vi.”

Endnu en nem opgave. Han havde ikke i sinde at nogen skulle besøge ham. Han mærkede et strejf af lettelse. De penge var hurtigt hans på denne facon.

Klokken 9:30 var opgaven udført, og han stod foran posthuset og kiggede på sin gmail. Bekræftelses e-mailen lå der. Det var nemt.

Dag fire gik uden nogen kontaktede ham. Han skrev og kom langt uden at skænke tanken, at der kom en ny leveringsopgaven ind. På den femte dag tog han på café, som han altid gjorde om torsdagen. Han satte sig i sofamiljøet og foldede den bærbare ud. Der kom altid unge studiner ind og satte sig for at skrive. Drikke en kaffe med veninden og fjante. Han elskede det, og stjal blikke og glimt af deres figur, og hvad der ellers bød sig til. Det kunne Emma ikke have noget imod. Hun var alligevel i skole og skulle på aftenskole til sent. Han havde fri hele dagen.

En mand stod et øjeblik ved sofaen og stirrede. Thomas kiggede op i to brune og hårde øjne. Manden var velklædt og en duft af jasminer bredte sig. En konvolut dumpede ned i skødet på ham. Manden var ude af caféen inden Thomas fik opdaget, hvad der skete. Han åbnede brevet.

”Tak pakken på bordet foran dig, gå til Vænget 2 og åben pakken, når du ringer på. Du ved, hvad du skal gøre derefter. Vi overvåger dig. Ses vi?”

En besynderlig opgave, men han havde jo været på adressen før, så hvad kunne der ske. Han så pakken på højbordet og greb den, da han brød op og kaldte skriveriet en dag, selvom det var tidligere end normalt. Pakken var forholdsvis let, men noget rumsterede rundt derinde under papskallen. Cyklen kunne vejen til Vænget 2. Han gik til trappestenen, ringede på og pakkede op. Han kunne høre at det rumsterede inde fra huset. Han åbnede pakken i det samme som der blev taget i døren inde fra og den samme mand stak hovedet ud.

I bunden af pakken lå en pistol. Manden stirrede på Thomas og så også pistolen. Han kom brusende ud, så Thomas måtte tænke hurtigt. Han greb pistolen og sprang et skridt tilbage med løbet vendt mod manden, der øjeblikkeligt standsede.

”Hvad fuck vil I?” snerrede manden. I det samme lød en trille fra mandens telefon. En SMS. Han fandt dovent telefonen frem og læste. Thomas kunne se, at hans ansigtsudtryk skiftede farve. Hvad lavede han egentlig med pistolen hævet? Han huskede teksten i brevet. ’Du ved, hvad du skal gøre derefter’. Gu’ fanden vidste han ikke hvad han skulle gøre nu. Han havde handlet instinktivt på mandens udfarende facon, og nu var det umuligt at sænke pistolen taget mandens bistre udseende in mente.

”Så der var ikke nok penge, hva?” Manden vendte rundt og stak hånden ind ved døren igen og kylede en pose efter Thomas. ”Nu er der nok, så bliv væk, sønnike.”

Thomas samlede posen op, og skyndte sig væk stadig med pistolen hævet. Manden stirrede efter ham, men vendte sig og forsvandt inden Thomas var fremme ved cyklen.

”Fuck, fuck, fuck,” hviskede Thomas for sig selv. Han cyklede hurtigere end han var vant til. En sort BMW kørte op på siden af ham. Vinduet blev rullet ned.

”Posen og gun’en,” jappede den mørke mand, der sad på passagersædet. Det var manden fra caféen. Thomas smed posen og pistolen ind ad vinduet og så bilen forsvinde med en kraftig acceleration.

Thomas pustede ud, da han kom hjem. Fuck nej, om han ville være med længere. Der var endnu to dage af aftalen. Så var pengene hans. Hvad fandt de på næste gang? Men der blev ingen næste gang. Det her var for sindssygt.

Han fik intet skrevet resten af dagen i rent adrenalinchok. Han gik tidligt i seng, selvom han ikke kunne sove og ignorerede Emmas SMS senere på aftenen. Flere gange vandrede han rundt i lejligheden og forsøgte at få hænderne til at stoppe med at ryste. Det lykkedes ikke og det lykkedes ikke at falde i søvn, selvom trætheden var enorm, da solen stod op.

Det ringede på døren, så han gibbede. Han skyndte sig derud. Opgangen var tom, men der stod en konvolut op ad døren. Han famlede den åben og læste.

”Din gun ligger i postkassen. Tag den og mød op på havnen klokken 22 i aften. Ellers kommer vi efter dig.”

Fuck nej, om han skulle møde op på havnen i aften med en pistol. Fuck. Han vandrede rundt og kunne ikke få ro. Var politiet en mulighed? Bestemt, men hvad så. Ingen penge og absolut en hel bande i hælene. Så var det vidnebeskyttelse eller noget. Tankerne ville ikke stoppe. Hvis han bare ikke mødte op, hvad så? Kunne han tilbagebetale beløbet, og så var det det? Hjertet dunkede panisk i halsen på ham. Emma ringede, men han tog den ikke. Han havde ikke tanker på andet end, hvordan han slap ud af kløerne på den bande, som havde snydt ham. Snydt ham ved at udnytte hans crowdfunding. Han tjekkede beløbet på sin konto. Der var kommet flere penge ind, men han kunne ikke glæde sig. Det var småbeløb.

Han fik en idé. Han ville ikke møde op. Blive hjemme, men hente pistolen, og når de kom, så ville han true dem til at skride. Nu havde han en pistol. Hvad ville de gøre? Hvis de gjorde noget, ville han trykke af. Kunne han finde ud af at skaffe deres lig af vejen? Hvis ingen vidste, hvor de var taget hen, var det vel en smal sag at laste dem i deres BMW og køre til havnen og rulle bilen i vandet? Ville nogen savne en kriminel? Han anede ikke, hvordan man gjorde sådan noget, men det var en plan. En fucking plan.

Ganske rigtigt lå pistolen i postkassen indsvøbt i et viskestykke. Han satte sig klar i lejligheden. Ventede. Han havde ikke spist eller drukket. Han sippede et glas vand, men det vendte sig i maven på ham. Klokken blev 22, og vinduerne blev mørke. Telefonen bippede, men han turde ikke kigge på dem. Hvis de havde hans nummer, så ville de true ham nu. True ham til at komme ned til havnen, og hvad fuck der så skulle ske var et mysterium, men han tog ikke af sted. Turde ikke.

Han lyttede. Det puslede ved døren. De var her. Ville de sprænge sig adgang? Pumpe døren fuld af bly og tvinge sig adgang? Bruge et værktøj, der kunne låse døre op? Lige nu kunne han høre at der skete noget ved nøglehullet. Det var det. De ville snigmyrde ham. Han stillede sig op foran døren med pistolen hævet. Det handlede om at se barsk ud og true med en voldsom stemme. Det havde han set på film. Men han rystede forfærdeligt. Han kunne mærke benene sitre og underlæben bævre. Det måtte de ikke se, så var han færdig.

Et klik fra døren fortalte ham, at de var lykkedes med at låse op. Fuck, han havde glemt kæden. Kunne han nå det? Han tog et skridt frem, men i det samme gik døren op, og han snublede i tæppet. Pistolen gik af.

Emma faldt sammen på måtten foran døren med en tiltagende rød blomst i brystkassen og et overrasket udtryk i øjnene. Skuddet rungede endnu mellem væggene, da Thomas sprang frem og greb hendes hoved. Han smed pistolen. Døren på modsatte side af gangen gik op, og naboen kiggede ud.

”Hvad sker der? Åh Gud,” og så blev døren lukket igen.

Thomas hørte Emma gispe og en blodig boble samlede sig i hendes mundvig. I det samme gik døren til gaden op, og to mørke mænd trådte ind.