Der var engang… et lille villakvarter, i en lille landsby, i et lille land, i en stor verden. Villakvarteret var fuld af små parcelhuse, der lå på en dejlig solbeskinnet sydvendt skråning, når altså solen skinnede. Ikke at husene flyttede sig. De lå skam der uanset vejr og vind, så når solen ikke skinnede, lå de der også. I husene boede der mennesker. Mennesker, der kendte hinanden indgående, både på godt og på ondt for det er sådan mennesker kender hinanden i et lille villakvarter, i en lille landsby, i et lille land, hvor langt de fleste gerne vil være omsorgsfulde og betænksomme, hjælpsomme og nysgerrige i en stor verden.
I dag var en af de dage, hvor solen ikke skinnede. I hvert fald ikke på Erik. Han var igen i dag blevet drillet i skolen. Bare fordi han var lille og ikke altid kunne holde tæt bag til. Det var især store Rasmus, der drillede Erik. Rasmus havde fundet på at kalde Erik for den lille skarabæ. Fordi han var lille og fordi… tja… det andet. Øgenavnet havde ligesom fundet indpas hos de andre skolekammerater, så de var også begyndt at kalde Erik for skarabæ. Erik hadede det, og for hver dag der gik, blev han mere og mere ked af det, og klassekammeraternes drillerier tog til i styrke. Til sidst, hvilket nok var tæt på at være i dag, havde han ingen venner tilbage i klassen. Ingen der ville lege med ham i frikvartererne og ingen der ville hjem efter skole og lege i haven eller hoppe på trampolinen. “Adr… der går den lille skarabæ. Skal du ikke skiftes nu?”, var bare et af de skældsord og nedladende ting, som Rasmus havde fundet på i dag. Erik kunne stadig høre den samlede klasse grine højlydt, mens klasselæreren kun havde tysset på Rasmus og klassen. Ikke ænset den ydmygelse, som Erik måtte bære med sig hele skoledagen og med sig hjem.
Nu skinnede solen heller ikke i dag. Ikke mere i hvert fald, fordi det ikke var meningen, at den skulle det. Den var nemlig gået ned bag den tætte nåletræsskov vest for landsbyen og havde givet plads på den koboltblå himmel til månen. Himlens gradient fra det dybblå til det sorte stod tydeligt frem i horisonten. Den aftagende måne måtte omslutte jordkloden lavt til venstre hen over hustagene. Erik kunne fra sit værelsesvindue se de små aftagninger på månen, hvilke lignede dale og tinder. Et lille landskab, så langt fra jorden i det store univers. Selvom dagen havde været absolut rædselsfuld, så følte han sig overraskende nok fuld af overskud og mærkede virkelig, at han havde lagt begivenhederne fra dagen bag sig og snart ville kunne starte på en frisk. Han synes at være forbavsende klar på noget nyt.
Sådan sad Erik længe og studerede himmelhvælvingen, mens tankerne fløj og stjerne på stjerne tændtes på himlens blå og halvmånen løftede sin sabel. Han vågede at ikke de slemme klassekammerater skulle liste sig ind i drømmene og forpeste dem også. Han ville sove sødt. Han kunne se den dunkle skov i horisonten og drømte allerede, at han ville blive sin egen lykkes smed fra i morgen. Han kunne høre sin mor og far snorke i soveværelset. Lige inden han trak gardinet for, så han himlen lyse op. Et stjerneskud strøg hen over nattehimlen og efterlod en lang hale efter sig. Halen stod tydelig og lysende i flere sekunder. Rigelig med tid til at ønske. Det var dér beslutningen blev truffet. Han ville blive til noget. Fordybe sig i sin store interesse.
Ved morgenbordet havde Erik planen klar. Han ville være ligeglad med klassekammeraternes drillerier, gå på biblioteket i frikvartererne og bruge alle sine vågne timer på at læse og studere. “Hvad så, sønnike”, kaldte Eriks far på den anden side af køkkenbordet. Den tykke automekaniker, som sad og skovlede cornflakes ind til det sparsomme tandsæt, smilede mellem skefuldende. “Er du klar til en ny spændende skoledag?”. Erik nikkede til svar. Han havde ikke fortalt sine forældre om problemerne og drillerierne. Han kiggede på sin far. Alle naboerne, som de kendte fra landsbyen, sagde altid, at Erik ikke var faldet langt fra stammen. Æblet, der blev som sin ane, æbletræet. Erik ønskede ikke at blive automekaniker. Heller ikke lille og tyk og med dårlige tænder. Han ønskede at bryde ud af familiens sociale arv og blive klog og dygtig.
Årene gik, mange nymåner kom og så, og lyste for Erik på vejen, og han voksede sig trods alt større. Han holdt sit ord til sig selv den aften under stjerneskuddets skær og studerede på livet løs. Han besøgte skolens bibliotek hver dag og lånte bøger til at fortsætte læsningen derhjemme. Landsbyen ændrede sig dog ikke. Den forblev lille med de samme små og store problemer. Nogle af villakvarterets beboere oplevede glæder, mens andre oplevede sorger. Livet gik sin gang i det lille villakvarter, i den lille landsby, i det lille land som livet nu en gang gør i den store verden. Erik oplevede dog ikke de store forandringer under skrivebordslampens glød med næsen i sine bøger.
Da Erik var blevet så gammel, at skolens tid var omme, sendte han en ansøgning om at blive optaget på landets fineste Universitet for forhistorisk arkæologi. Universitetet havde mange dygtige mennesker på stedets portræt- og mindevæg. Han sad hver aften og så til sin gamle måne og til stjernerne i sit lille værelse med udsigt mod syd hen over villakvarterets hustage, og huskede på det store stjerneskud. Han så flere stjerneskud og fyldte flere ønsker på drømmen om at blive klog og dygtig.
På den fjortende dag kom der brev retur fra det fineste Universitet med en accept af Eriks ansøgning. Han var blevet optaget. Erik følte, at lynet var slået ned. Hvordan havde han dog båret sig af med at blive så klog, at Universitetet ønskede ham til at gå der? Til at fylde en plads i deres klasseværelse. Uddanne sig og dygtiggøre sig. Erik smilede. Han pakkede sine sager og flyttede hjemmefra. Han forlod det lille hus med den lille familie, fra det lille villakvarter, i den lille landsby og flyttede ud i det lille land for at blive en del af den store verden. Eriks far og mor var stolte. Selvfølgelig var de det.
Endnu flere måner kom og gik. Nu så Erik dem fra et nyt lille vindue og med en ny storslået udsigt. Denne gang fra et lille kollegieværelse, i den store by nær det store Universitet med store tanker om sin fremtid. Erik fortsatte sin videbegærlighed og læste og studerede alt, hvad der var værd at vide om sin store interesse, arkæologi. Han blev ikke længere drillet og kaldt skarabæ og begyndte at socialisere med andre på sine undervisningshold. Han blev færdig med uddannelsen og fandt et job i en stor virksomhed, hvor han kunne rejse fra den store by ud i den enorme verden. Rejsen førte ham til Egypten, hvor han gravede efter de gamle egypteres skjulte skatte. Han fandt store og små artefakter, men særlig en genstand vakte glæde. De gamle egypteres hellige bille, en guldbelagt skarabæ. Erik havde hver dag stor hjælp fra udgravningsholdet, og der var særligt en sød pige, der blev ved med at vælge de samme hold som han. Amors hvide pil havde ramt ham lige i hjertet. Erik og Ann blev kærester og hun flyttede ind til ham i det lille telt, nær den store pyramide, tæt på den enorme storby ude i den vide verden.
En dag fortalte Ann, at hun var gravid. De skulle være forældre. Erik skulle være far. Han var glad. Selvfølgelig var han det. De måtte finde stedet, hvor de skulle slå sig ned og starte deres familieliv sammen. En indre glød brændte i Eriks bryst. Gløden blussede op og han fortalte Ann om sine tanker. Han ønskede at flytte fra den store verden, ved den store by, tæt på de store pyramider i den vide verden, i det lille telt, til et lille hus, i et lille villakvarter, i en lille landsby, i et lille land måske for at vende hjem og føle sig som en ægte del af det lille land i den store verden, og starte deres lille familie op i grønne omgivelse med gode naboer, der kender hinanden på godt og ondt, og som støttede hinanden med omsorgsfuldhed, betænksomhed og hjælpsomhed. Nysgerrigheden var stillet.
Således gik det til, at Erik og Ann flyttede tilbage til den lille landsby og kunne køre deres bil på værksted hos Eriks far, hvor Rasmus stod for finpudsningen af familiens energirigtige elbil, og familien kunne nyde godt af landsbyens sydvendte skråninger i både regnvejr, blæst og solskin og der var ingen længere, der kaldte Erik for den lille skarabæ. I hvert fald sagde de, der huskede ham for det øgenavn, ikke noget og kunne nok heller ikke huske, at de nogensinde havde gjort noget så dumt. Erik huskede sig selv på, at han havde besluttet at følge sin drøm og ikke lade sig påvirke af andres umiddelbare syn på ham og ikke lade sig kure. Han satte sin guldbelagte, fundne skat, skarabæen på kaminhylde over brændeovnen og mindedes livets forunderlige gang i det lille hus, i det lille villakvarter, i den lille landsby, i det lille land, der lå godt og lunt på et perfekt sted i den store verden.
