Myren skuede ud over sit terræn. Sin hjemmebane. Skoven. Fra toppen af tuen var der en fremragende udsigt til undersåtterne. De moslende små væsner, der vimsede rundt og forsøgte på bedste vis at tjene til dagen og vejen og føden og i øvrigt berige skovens små tandhjul for at få den til at glide. Alle var fuldt optaget. Men fra sit udgangspunkt øverst over mylderet, så myren kun det store billede. Han så det store velfungerende system, som han selv mente at have en stor aktie i at starte og vedligeholde gennem mange års tro tjeneste. Skoven var så absolut blevet et meget bedre sted at leve sit liv, mens han havde fungeret som daglig leder af områdets skraldemænd, driftsholdet, skribenterne bag skovens love og anbefalede adfærdspolitikker. Og det var alt sammen opstået i slipvinden af hans indflydelse. Hans regelrytteri. Der ville bestemt have hersket kaos og anarki, hvis han ikke havde ledet flokkene med rank ryg, rigid regelrethed og beslutsomhed uden at vurdere konsekvenserne af alle hans fejltagelser. Han så dem ikke. Han så sig ikke tilbage. Evaluerede ikke. Så kun fremad. Mod målet. Det var hans selvbestaltede kongerige funderet på noget, der lignede bestemmelserne i Jyske lov. I hvert fald årstalsmæssigt. Selvom han blot var hverdagens bannerfører, der stod med en simpel vimpel, der vajede svagt i brisen.  

Myren hed Per og bag hans ryg blev der sladret. Alle vidste, at Per selv troede, at han var en fandens karl. En flittig myre af højeste karat, der gavnede almenheden og underbyggede sin egen enevælde og uforklarlige imperium. Men sandheden var nok, at de fleste faktisk havde ondt af Per. De lod ham hunse med sig, men gjorde i princippet ofte det modsatte af, hvad der blev befalet fra toppen af myretuen, fordi det var det smarteste at gøre, det mest praktiske, det klogeste og tja, blot det bedste for skoven. Per så kun sin egen ordre og at skoven fungerede. Det simple regnestykke var, at det var hans ordre og veludført arbejde, der førte til resultatet. Det var de øvrige flittige arbejdskræfter, der sikrede succesen, men det så han ikke.

Det skete dog af og til, at Per opdagede slinger i valsen. At hans ordre ikke blev udført som befalet. At der var sprækker i ordrens udførelse, som var for tydelige. At enkeltindivider havde udfordret ordren eller simpelthen snakkede dårligt eller blot for fagligt om den velfungerende skov. Det gjorde Per sur. Voldsom sur. Han kunne have noget så ondt i røven over andres viden og kundskaber, mens han blot selv kunne sidde og gøre sig ubehjælpelig bemærket med hovedløse beslutninger. Men han så dem som sagt ikke. Han så kun ulydigheden. Han fandt sig ikke i sådan noget pis. Derfor gik Per også under øgenavnet, Pismyren Per blandt de særligt rapkæftede ænder og skrålende krager i rotunden. Han var blot en lille, ubetydelig og lalleglad pismyre med en latterlig tynd og træls stemme, der troede han var i familie med elefanten, og dermed havde samme magt.

Det resulterede helt åbenlyst i, at de fleste ofte svarede Per med enstavelsesord og helst ikke uddybede deres dispositioner i nærheden af Per. De svarede kun Per på de spørgsmål, han stillede og ikke en tøddel mere. Oftest var spørgsmålene af meget enkeltstrenget karakter og decideret ubegavede. Det gavnede selvsagt ikke Pers position i hierarkiet, og det var lige så selvsagt ikke optimalt, men det var det mest fornuftige at gøre. Set i det brede perspektiv. Alt andet ville blot give for meget vrøvl og tænde op under Pers pis. Konkret blev Pers viden om skoven og mekanismerne i skoven blot mindre og mindre. For hver dag der gik, blev han dummere og dummere på skovens virke, og hvordan skoven udviklede sig. Per bemærkede det dog ikke i sin egen tro på egne evner og indsigt. Hans magtliderlighed var i højeste potens og havde nået et for nogen, bekymrende niveau. Det var blevet et problem. Et stort problem.

Per havde en tro væbner ‘in crime’. Bænkebideren Pia. Nok var Per rigid og selvoptaget, men det var intet i forhold til Pia. Hun kunne bare ved sit blik og fremtoning få selv en flot og skøn sommerfugl til at krympe og finde ind i sin puppe igen. Når hun først havde bidt sig fast, så løsnede hun ikke grebet før gongongen lød, og en ny potentiel udvikling var sat i stå og var faldet uden kamp. Hendes væsentligste princip var, at viden bedst holdes for sig selv som om deling af viden kun ville føre til udvanding af begreber og selvstændige tanker hos andre, hvilket kun kunne føre ulyksaligheder med sig. Var der kommafejl i teksten eller blot et valg af en skæv fagterm, så var Pia der som en høg. Pia lå ofte på sin briks i tuen og terpede lovbekendtgørelser. Ikke for at blive klogere, men for at finde fejl i den hverdag hun omgav sig med. Den var begrænset. Og hvis hun så fandt fejl eller blot noget, der ikke passede hendes kram, så faldt hammeren. Hårdt og præcis, men alligevel med en undertone af, at hendes livsopfattelse ikke havde ændret sig blot en brøkdel siden midten af 1980’erne. Hun fremstod asketisk, og hvis det kunne klares med et truckerbad med en billig parfume, så var det, hvad der blev gjort. Tuen emmede tungt af hendes dårlige personlige hygiejne og manglende indsigt i andre end sig selv og måske til nød Per.

De to, Per og Pia, havde tilsammen udmøntet og udvidet deres regime i årtier, mens der omkring dem bredte sig en udtalt underkuethed. Men der var røre i søen, der brød Per og Pias middelalderlige fæstningsværk af dårlige og afstumpede beslutninger og smuldrede begrundelsernes værdi hos de nærmeste. Der var nye tider på vej og nye dynamiske energier, der snart ville overtage ruinerne af alderdommens stædighed og stupiditet, der hærgede statsskoven, hvor det enkelte træ visnede, mens skovens fylde samlede sig om autoriteten frem for funktionaliteten og videndelingen.

På dagen i dag ville Per tage på en rundtur blandt folket og kontrollere arbejdet. Det havde han besluttet, og sådan blev det. Pia blev i tuen og piftede gammel engelsk rosenduft under armene, mens endnu et blad i skovloven blev vendt. Per kom til et nyt afsnit af skoven, som han endnu ikke havde set før. Det var nok en naturlig del af den seneste ordre om at udbygge skovens beboelige areal til glæde for de nye arter, der naturligvis flyttede til for at nyde godt af skovens gaver og hans ledelse. Men det lignede ikke noget Per havde sagt god for. Her var bebyggelsen simpelthen blevet for moderne. Per kiggede op, og så de glade arbejdere i gang med at lægge nye tværripper ud til ny bebyggelse. Han besluttede sig for at småsnakke lidt og sætte en stopper for moderniseringen.

“Hej du!” kaldte Per mod arbejdsmanden. Der skete intet. “Hej!” råbte Per lidt højere. Det fik arbejdsmanden til at dreje hovedet og kigge ned.

“What!” blev der svaret deroppefra.

Åh nej, tænkte Per. Ikke flere af de der udenlandske arbejdere. Han talte så dårligt engelsk. “Hey,” forsøgte han sig og skiftede tonefald til en tyk amerikanske accent. “What is you doing?”

“What?” blev der igen svaret. Han kunne se arbejdsmanden vende hovedet mod sin kammerat og tale. “Who is that?” hørte han arbejdsmanden beklage sig drevent.

“An ant?” Arbejdsmanden drejede hovedet igen og så ned på Per.

“Hey,” svarede han ligegyldigt, og vendte tilbage til sit arbejde.

Per lod sig ikke slå ud. “My name is Per. What is you doing?”

Arbejdsmanden kiggede igen ned på Per. “What?”

Per blev irriteret. “What…is…you…doing…?”

“Working, goddammit,” svarede arbejdsmanden, men vendte sig ikke rundt og fortsatte blot med arbejdet.

Nej, det var for galt. Per blev sur. Pisset kogte. Han skulle nok få stoppet byggeriet. “Stop working,” råbte Per med en snert af cæsarisk autokratisme.

Arbejdsmanden vendte sig igen om og slog ud med hånden mod ham. “Who the fuck are you, ant?”

Svaret var den røde klud, som Per behøvede for at nå sin maksimale ydeevne i ophidselse. “STOP WORKING!” skældte Per. “You is doing it rong”. Per svang brystkassen frem og satte bestemt hænderne i siden.

“Listen, you little fuck,” kaldte arbejdsmanden. “This is our forrest. Get that, stupid.”

Per forstod ikke et muk. “What!” kaldte han op til arbejdsmanden.

“Fuuuck,” hørte han arbejdsmanden stønne. Det vidste Per trods alt, hvad betød. Arbejdsmanden talte kortvarigt med sin kammerat og vendte sig igen mod Per. “This…is…our…forrest.” Han kiggede igen på kammeraten og vendte sig atter. “Vor…skov! Fuck off!”

Per forstod også det sidste og hoppede febrilsk på stedet. Sådan talte man ikke til ham. Han drejede rundt på hælen og stilede mod tuen. Han ville have fat på Pia, og finde en paragraf, der kunne få smidt disse udenlandske fjolser ud af hans skov. Han fandt Pia i færd med at ruske op i den gammelengelske rosenduft med et pift mangosent fra Dior. Han fortalte kort historien videre om sin opdagelse i træerne i nybyggerkvarteret. Pia tog straks affære og udrustede Per med væsentlige argumenter og håndfaste lovbestemmelser.

Per vendte tilbage til nybyggeriet og fandt igen arbejdsmanden i færd med jobbet.

“Hey, you!” råbte Per stædigt.

“What the fuck,” hørte han arbejdsmanden vrisse.

“You must lay down you tool and get out of my forrest.” Per var selv stolt af sin engelske formuleringsevne og udtale. Arbejdsmanden betragtede Per fra oven og kiggede sig omkring.

“Listen, ant. Per is it? You have no authority here. So remove yourself from my property.”

Per forstod ikke et kvæk, men kunne høre på tonefaldet, at hans ordre ikke var sivet ind. “Now listen,” startede han belæringen og fandt Pias noter frem, men han blev barsk afbrudt af arbejdsmanden, der råbte højere end før.

“Fuck off, Per Ant. This is our forrest.” Arbejdsmanden stod deroppe og stirrede arrigt ned. Han piftede kort, hvilket fik et par andre arbejdsmænd til at komme i hastig gang. Per kunne ret hurtigt se på arbejdsmændene, at de ikke havde gode intentioner. Han måtte hellere løbe væk. Det sidste han hørte fra trætoppene, var følgende. “Fuck off, Per Ant! Vor skov.”

Sådan gik det til, at da først en enkelt arbejdsmand modsatte sig pismyren Pers ordre, så fulgte hele skovens samlede racer med, og Pers og Pias roller i skovens ledelse var udspillede. Og det var velfortjent.

Gammel og grå trak pismyren Per og bænkebideren Pia sig tilbage til det velpolstrede palætræ i poppelskoven, hvor de fra verandaen dagligt kunne nyde godt af solens gyldne håndtryk. I det mindste var skoven fri for al myrens evindelige pis og bænkebiderens brutale bid.

Historien bygger på virkelige hændelser og personager, der fabler løs.