Den sølvfarvede Mazda drønede af sted på E22 mod Kalmar. Inde i bilen var der sang, og moren sang for. De to børn på bagsædet nynnede en smule med, men kiggede ellers trætte ud ad sidevinduet og så kun skov.

“Mor, må jeg ikke godt spille på min telefon igen?” Den yngste datter på bagsædet havde det svært med lege og især sanglege, ‘mit lille øje spotter’ og hvad de ellers havde været igennem af lege for at fordrive tiden. En telefon bippede i samme øjeblik.

“Det er din, Susan,” afbrød faren fra sin placering bag rattet i dyb koncentration for at undgå de dybe sporkøringer i vejen. Han havde meldt sig ud af legen, da han måtte koncentrere sig om sin kørsel.

“Ja, for søren,” indskød moren smilende og snuppede sin telefon for at læse SMS’en. “Det er mormor og morfar, børn. De er allerede fremme ved sommerhuset. De venter på os med frokost. Er det ikke bare fedt?”

“Jo jo!” brummede de to piger på bagsædet.

“Søren, kan vi ikke lige køre indenom en tank eller butik. Vi kan tage kage med til kaffen.” Faren nikkede og kørte op ad den førstkommende frakørselsrampe.

“Heeey, piger,” sang mormoren moderne, da familien var fremme ved det enorme røde sommerhus med hvide sprosvinduesrammer. “Kom og se, piger. Det er fantastisk. I får hvert jeres værelse og der er et bådehus.”

Pigerne væltede ud af bilen og strakte sig for at få blod til benene. Søren stillede sig ved bildøren og inhalerede dybt. Her duftede af fyrretræer, vådt græs og søvand. Han betragtede sceneriet. Sommerhuset var alle femten tusind kroner værd. Midt i skoven og med en stor skovsø med tilhørende bådehus. Huset havde en veranda med hvidmalet gelænder, en stor græsplæne til boldspil og kongespil, og hvad de ellers havde med af spil til en uges sommerferie i det svenske. Han kunne se, at der lå en robåd og en kano på land med bunden i vejret ved bådehuset, og bag dem gik en badebro ud i vandet. Han skulle afgjort i vandet senere. Solen skinnede og det var lunt i luften, selvom græsset var vådt. Rigtigt svensk vejr.

“Vi har sat frokosten op ved bådehuset,” sang mormoren videre, mens hun bortførte de to piger til huset, hvor de skulle have den store rundtur. Susan strøg mod bådehuset med papirsposen med kager, mens Søren åbnede bagsmækken og begyndte at læsse kufferterne ud. Han ville være klar til at finde sit badetøj.

Morfaren sad allerede ved det veldækkede frokostbord på træterrassen foran bådehuset og drak en kold øl fra et perledugget glas, mens en krimi hvilede i hans hånd. Læsebrillen var sat på sned på næsetippen.

“Så er der frokost,” indbød mormoren og satte sig efter hun var kommet retur med pigerne, der lyste af glæde. De spiste løs af svenske specialiteter, som sikkert var handlet i den lokale dagligvarebutik, hvis Søren kendte sine svigerforældre rigtigt. Indimellem sad de alle og kiggede betaget ud over skovsøen, der nok nærmere var en skovelv, da den snørklede sig uden om en gruppe træer længere væk og ud af syne. Den måtte udforskes med kanoen senere. Selv pigerne havde glemt alt om deres iPads og telefoner.

Søren sad for bordenden og drak den sidste rest af sin øl, da han bemærkede en mørk silhuet, der stod på en badebro på nabogrunden. Det lignede en mand, der stod på badebroen og kiggede i deres retning. Søren hævede hånden og vinkede.

“Vi har naboer,” smilede han og kiggede efter om manden på badebroen så hans hilsen. Det blev hævet en arm derovre, men kun til skulderhøjde og med en flad hånd i deres retning. Det var da en mærkelig hilsen, tænkte Søren. Det må være en svensker. Familien fulgte farens blik og kiggede mod silhuetten, men vendte hurtigt tilbage til maden. Søren forsøgte at se, hvor nabohuset lå, men der var kun høje træer og så den her lettere faldefærdige badebro, der stak ud fra tykningen. Huset måtte ligge godt skjult. Det havde heller ikke været synligt fra vejen, da de kom kørende.

“Hvem er frisk på en tur i vandet,” råbte Søren, da frokosten og kagen var spist. Begge piger var klar.

“Jeg vasker op,” indvendte Susan og mormoren i kor, mens morfaren fandt sin krimi frem igen uden et ord.

“Så er det os tre, piger,” grinede Søren og var allerede på vej mod kufferterne og badetøjet.

Vandet var mørkt og uklart, men lunt og roligt. Det lugtede en smule af okker og muldjord, men ikke væmmeligt. Faren svømmede rundt på ryggen og lod kroppen svale, mens pigerne sprang i fra badebroen på mærkelige måder. Han kiggede op og så igen silhuetten på badebroen. Han blev iagttaget. Det var svært at se et ansigt. Det var som om badebroen lå i mørke af de høje træer på grunden. Fra vandet kunnet faren dog se enden på badebroen på nabogrunden. Herfra var der heller ikke udsigt til et hus, men han kunne dog skimte et skur og et stakit, der stod mod vejen. Han kunne se sollyset glimte i trækronerne mod vejen, hvilket oplyste nogle områder på nabogrunden, men stadig ikke nok til at silhuetten blev mere synlig.

Den aften sad de længe udenfor i havemøblerne på græsplænen foran huset og nød skovens lyde, mens de var godt indpakket i tæpper og omringet af myggelys. De talte og grinede og glædede sig allerede til næste dag. De gik i seng ved midnatstid.

“Morgenmaden er serveret ved bådehuset!” Mormoren kaldte bag soveværelsesdøren, mens hun bankede let, så Søren og Susan vågnede og strakte sig. Søren kiggede på sit armbåndsur. Klokken var otte. Pokkers tidligt på en lørdag, men sådan var bedsteforældre jo. De hoppede begge i sommertøjet og mens Søren gik mod bådehuset, vækkede Susan pigerne.

“Godmorgen, svigerfar. Har du sovet godt?” Morfaren sad igen med sin krimi og læste, men anstrengte sig da til at sige godmorgen og jo tak, mens øjnene kortvarigt forlod bogen. Søren kiggede forbi morfaren ud over vandet. Silhuetten på badebroen stod der igen og kiggede deres vej. Søren strakte armen op til hilsen og fik igen den der udstrakte arm med en åben håndflade fra silhuetten. Mærkeligt. Måske skulle han gå over og hilse på svenskeren, så de kunne hilse ordentligt fra i morgen, når han alligevel skulle stå der og iagttage dem. Det var en god idé. Søren rejste sig og gik tilbage mod sommerhuset. Han mødte Susan og pigerne på vejen tilbage.

“Jeg smutter lige over og hilser på naboen,” indskød han til Susan, der smilede og nikkede, mens hun og de to piger fortsatte mod morgenmaden ved bådehuset.

Havelågen var rusten og malingen hang i store flager, så han skulle passe på ikke at skære sig. Det ville være dumt at skulle finde nærmeste sygehus til en stivkrampevaccination allerede på anden dag i Sverige. Søren greb om den sorte gummiknob og åbnede havelågen. Han kunne ikke se huset i det tætte buskads, men han kunne dog se en fritliggende sokkel og et overbevokset betondæk, der lignede starten til et hus, der aldrig var blevet bygget færdigt. Han kunne også se starten på badebroen, men ikke længere ud ad den, for at se om svenskeren fortsat stod derude. Han tog et skridt ind på grunden, hvor en natursten lå som første trædesten til en lille trappe ned på en ikke så vedligeholdt græsplæne. Men alt forladt. Græsset lå vel egentlig også i konstant skygge for de store træer.

Et inderligt dybfølt skrig brød naturlydene, så Søren måtte gibbe. Han vendte sig hastigt og løb mod sommerhuset. Det lød grangiveligt som en af pigerne. Måske var de faldet i vandet. Han spurtede afsted med hjertet oppe i halsen. Han kunne mærke adrenalinet pumpe, da han dukkede frem ved bådehuset, klar til at yde førstehjælp til hvem, der havde brug for det. Men mormoren og morfaren samt Susan og pigerne kiggede bare forbavset op, da Søren kom stormende, prustende og stønnede med et panisk udtryk i øjnene.

“Hvem skreg?”

“Hvad?” sagde de næsten alle i kor.

“Hvem skreg?” gentog Søren og kiggede på dem hver især.

“Hvad mener du, Søren?” spurgte Susan og så forundret på sin mand.

“Jeg hørte et skrig,” indvendte Søren og granskede sin opfattelse af, hvad der lige var sket.

“Der er ingen, der skriger her, Søren,” afbrød mormoren kort og rystede på hovedet.

“Jamen…”

“Sæt dig ned og få lidt morgenmad.” Susan klappede på stolesædet ved siden af sig og smilede forlegent. Søren satte sig og skød oplevelsen fra sig, selvom han var sikker på, at han hørte et skrig. Måske han burde gå tilbage til naboen, og se om det var nogen af dem, der var kommet til skade. Det måtte blive senere.

Familien blev færdige med morgenmaden og satte straks i gang i nogle udendørs lege på græsplænen, mens mormoren klarede oprydningen. Tiden gik hurtigt med god stemning, og snart kaldte mormoren igen til samling ved bådehuset. Hun syntes, at de skulle tage en tur i bådene. Det var de alle med på. De vendte bådene om og fik dem søsat. Pigerne og Susan tog kanoen, mens mormoren og morfaren to robåden. Søren stod lidt på badebroen og så for sig, at han skulle sidde i robåden. Han kunne samtidig se at naboen igen stod på badebroen og kiggede deres vej.

“Jeg bliver på land og besøger naboen. Tag I bare af sted,” smilede han og vinkede, da de godtog opfordringen og satte fra badebroen og ud på den åbne sø.

Søren vendte sig og vandrede atter op til grusvejen gennem skoven og satte retningen mod nabogrunden. Han stod igen ved havelågen og kunne skimte de to både med familien på vej ud på søen, gennem træernes tykke grene og blade. Han åbnede havelågen og gik ind på grunden. Han lukkede havelågen bag sig og trippede ned af trappen og ramte græsset. Det var blødt og vamset. Han gik gennem buskadset mod badebroen, men kunne ikke se svenskeren derude mere, så han ændrede retning og gik længere ind på grunden. Han slog nogle tætte buske til side og så huset, der lå dybt bag flere buske. Et skrig ramte trommehinden. Det kom fra huset. Søren satte i løb og fulgte lyden. Han sprang op ad trappen til verandaen og bankede kort på døren, inden han gik ind uden at vente på svar derindefra.

Hvad han så var overraskende. Huset var faldefærdigt og tomt. Tømt for indhold, tapetet hang i laser og vinduerne på alle sider var knuste. En gren stak ind fra modsatte side og havde fat i et gammelt og muggent gardin. Huset var forladt for længe siden.

“Hallo!” kaldte han og gik længere ind. Hvis der var nogen, og de havde brug for hjælp, så var han klar til det. Der var jo nogen, der havde skreget. Gulvet knagede. Stilhed. Han kunne se, at der var, hvad der lignede et køkken til højre. Han gik længere ind og fandt en bordplade og skabe, mens pladsen hvor komfuret kunne stå, var tomt. Han gik tilbage og søgte ind i en stue. Der hang en pære i en ledning fra loftet. Den var sort i glasset. En trappe førte ned til et kælderplan i hjørnet af stuen. Han gik derhen og kiggede ned. Det var som om noget lyste fra kælderen.

“Hallooo…!” forsøgte han igen. Der kom intet svar. Han prøvede at træde ned på det første trin. Trappen så ikke helt stabil ud, men det lod den til at være. Han gik forsigtigt hele vejen ned, men der var intet lys i kælderen. Det var blot et vindue mod syd, hvor solen lige kunne finde ned gennem træerne, så rummet blev lyst op. I halvmørket kunne han se, at der stod en briks med et krøllet brunt lagen på. Der stod også et sengebord, og der lå en genstand på bordet. Han gik tættere på og samlede genstanden op. Et armbåndsur. Hans armbåndsur. Han kiggede på sit håndled. Der sad intet ur. Jamen… Han trådte forbavset et skridt tilbage. Han havde da taget det på i morges? Hvorfor lå det her? Han kunne mærke en kuldegysning komme snigende.

Loftet knagede. Der gik nogen deroppe i stuen. Han skyndte sig hen til trappen og sprang hvert andet trin over. Han stod igen i stuen. Her var ingen. Han gik rundt til køkkenet og kiggede sig omkring. Stadig ingen. Sjovt. Han synes bestemt, at han havde hørt nogen gå på gulvbrædderne. Han gik udenfor og kiggede sig rundt. Det var som om grunden havde ændret sig. Der var mere lys, mere ryddet og ved badebroen stod der et rødt træhus, der lignede et bådehus. Det havde han ikke set, da han gik ind i haven. Han havde kun set den bare sokkel. Mærkeligt. Der stod en silhuet på badebroen. Nå, der var naboen. Svenskeren.

“Hallo!” kaldte Søren og jokkede frem mod badebroen. Han trådte ud på plankerne, der gav sig let og vandet skvulpede ved stolperne. Manden derude var nu væk. Søren kiggede rundt. Var han hoppet i vandet? Søren besluttede sig for at gå derud. Han stillede sig for enden af badebroen og kiggede ned i vandet. Der var ingen, der svømmede rundt. Han kiggede mod sommerhuset ved deres badebro. Familien var tilsyneladende kommet retur efter turen i robåd og kano. De sad derovre rundt om spisebordet og så ud til at få frokost. Susan sad ved siden af pigerne, mens der sad en fremmed mand for bordenden. Manden vinkede hans vej. Hvem var det? Søren kunne se, at Susan smilede til den fremmede og talte til sine forældre. Den fremmede smilede og fortsatte med at vinke. Søren holdt sin håndflade ud i strakt arm. Nej, nej, nej. Hvad skete der?

Søren spurtede tilbage ad badebroen og ind på land. Han måtte derover. Han løb forbi det røde bådehus og i retningen mod havelågen, men da han løb gennem buskadset, kom han atter til vandet og badebroen. Hvad skete der? Han vendte rundt og løb atter gennem buskadset. Han så det røde bådehus og badebroen. Han gik igen derud og kiggede mod familiens sommerhus. De sad endnu derovre. Han løb tilbage, ind i buskadset og fandt igen vand på den anden side. Og badebroen. Han gik derud og kiggede mod sommerhuset. Familien sad derovre med den fremmede og spiste. Den fremmede vinkede. Søren måtte holde sin håndflade udstrakt foran sig. Han mærkede panikken i brystet.

Bag ham stod huset inde i skoven og så nærmest beboeligt ud.