Der var engang… en motorsportsstjerne.

Ferrariens hjulspin klæbede stadig rester af slidbane til den varme asfalt og stanken af brændt gummi ramte de otte mand i værkstedet som en hammer. De var dog vant til situationen og tog ikke notits. Den røde racer skød ud ad pitten med et drøn og fandt hurtigt sporet igen. Stadig i front. Mandskabet havde arbejdet hurtigt, som han var vant til. Deres professionalisme fejlede intet. Men han rystede. Han måtte ikke sætte det over styr igen i dette løb. Modstanderen havde halet ind på ham i de forgange løb. Spist af forspringet i seriens samlede stilling. Kun otte point skilte dem fra hinanden i tabellen. Fra nummer et og sejren og nummer to – den første taber. Han følte som bar han på en kæmpe sten. Trykket for brystet var ulideligt. Han var bange for at begå fejl. Endnu flere fejl. Fejl, der igen kostede ham og teamet sejren. Han så modstanderens racer i spejlet. Han halede ind.

Tony vågnede med et spjæt. Han havde igen haft mareridt. Lagnet var drivvådt af sved. Løbet i går var endt som forventet. Eller rettere frygtet. Han havde måttet se sig overhale to runder før målstregen af sin værste konkurrent. Der var nu kun ét point mellem de to inden sæsonens sidste løb. Han kiggede på clockradioen. Fem over midnat. Hvordan skulle han kunne sove, når tankerne om dagens fiasko ikke ville slippe. Han havde haft sejren i sin hule hånd, men blev bange. En motorkører måtte ikke blive bange. Så blev foden løsnet fra pedalen og chancerne i kurverne blev undgået. Han var ikke sig selv. Var han færdig? Han var ikke længere uovervindelig som han plejede at være. Han måtte have vand i ansigtet og en stiv whiskey til at tage presset fra tankerne og adrenalinet i kroppen, der allerede var begyndt at pumpe over udsigterne til at slippe motorsportens ubestridte trone.

Han skænkede et glas Macallan til kanten og tømte indholdet i ét drag for kun at fylde op igen. Han betragtede trofæskabet. Pokalen fra sidste år stod i front og skinnede nypudset. Det havde været en god sæson. Hans bedste. Sejren havde allerede været i hus tre løb før afslutningen. Lutter sejre og ingen reel modstand. I år var anderledes. En ellers håbløs rookie var begyndt at køre over evne og pressede ham. Havde vundet de første løb. Han selv var blevet for selvsikker. Nu kunne han ikke finde tilbage til sig selv selvom han da havde vundet nogle løb og troede, at han var tilbage. Det var han ikke. Tvivlen havde sat sig. Han kunne ikke finde den stålsatte rygrad til at tage kampen op. Han var blevet bange. Han bemærkede en seddel, der sad fast på flasken. Et visitkort. ‘Ring’ stod der med håndskrift. En kort titel fortalte ham, hvem der ønskede hans opmærksomhed. ‘Agenturet for engle – Rejs ikke hurtigere end din engel kan flyve’. Og så et telefonnummer.

Han sad bag rattet. Det var kølet, så solens ubarmhjertige stråler ikke overophedede det sorte og hårde gummi. Han måtte kunne gribe ordentlig fat. Fem minutter til start. Han havde kuldegysninger over hele kroppen. Samtidig haglede sveden af ham. Hans sidste løb. Sæsonens sidste. Det var en selvfølgelighed, at det skulle ende i dag. Han kunne mærke klumpen i halsen og mavesækkens tyngde. Han havde ikke spist sin morgenmad. Så ville han brække sig. Tre minutter. Han kiggede mod venstre og fandt sin konkurrent i den sølv- og blåfarvede racer. Den skinnede som den skulle. Som en vinders racer. Konkurrenten var i samtale med en mekaniker. En teknisk fejl? Man kunne da håbe. Men nej. De smilede til hinanden. Mekanikeren gav køreren et thumbs up, der blev returneret med overlegenhed. To minutter.

Han satte motorbrillen ned foran øjnene, så konkurrenten ikke kunne se hans røde øjne, hans svedperlende ansigt og de spastiske trækninger i øjenkrogen. Han var i pole, men dette var anderledes end kørslen mod tiden. Nu var der det psykologiske spil at tage højde for, men han havde truffet sit valg og begivenhederne var sat i gang. Det kunne ikke stoppes nu. Et minut. Folk forsvandt fra kørebanen. Det var nu kun maskine mod maskine. Pilot mod pilot. Team mod team med ham som værktøj. Få den bedste ydeevne ud af maskinen og de der var bange for farten, mistede alt. Han var bange.

Han skød frem som en raket, da alle lamper lyste grønt. Han fandt maskinens optimale ydeevne og kom hurtigt foran den glubske horde af wannabes bag ham. Han ville vise, hvem der bestemte. I hvert fald som en start. Indtil frygten overtog. Han måtte gøre som aftalt. Ellers var aftalen afbrudt. Han følte sig mindre og mindre, som han blev ét med maskinens kraft. Som om han selv bestod af disse uhyrlige kræfter. Som smeltede han ind i stolen, i maskindelene og fandt styrke. Det var som i gamle dage. Som i sidste sæson. Han havde det stadig. Han jog sin racer tæt op ad barrieren for at optimere sit første sving. Det var den ideelle linje og han fandt den. Den fandt ham. Ham og raceren.

Kun fem kurver mere, så måtte det ske. Han kendte stedet. Havde indøvet i tankerne, hvordan det skulle ske. Anden kurve. Han var stadig forrest og begyndt at lægge afstand til de øvrige. Hans kørsel var en mester værdig, men også risikobetonet. Særdeles risikobetonet. Tredje kurve. Denne gang ramte han indersidens rødhvide forhøjning og følte raceren krænge. Fjerde kurve og så en lang lige strækning, hvor han viste at konkurrentens bil var stærkere end hans, men han havde teknikken. Den femte kurve nærmede sig. Han satsede. Trykkede hårdere på speederen i længere tid frem mod kurven. Raceren gled. Chassiset krængede. Han ramte kørebanekanten med det forrest højre hjul og han mistede vejgrebet. Raceren blev slynget på tværs af kørebanen og ud over grusbelægningen i ydersiden af kurven. Han ramte barrieren med et højere drøn end han havde forestillet sig. Alt splintredes omkring ham. Han følte, hvordan lungerne blev tømt for luft af sammenstødet. Han nåede at se den sorte mand ved barrieren, der først trådte væk, men siden sprang ind over banden. Raceren brød straks i brand.

Tv-billederne viste først røgskyen fra branden. Der var ingen kameraer i denne kurve. Den eneste uovervågede kurve på banen, da den ikke blev rangeret som farlig, men verdensmesteren var lige kørt voldsomt af banen netop her. Helikopteren søgte mod ulykken. Den var fremme efter mindre end 30 sekunder samtidig med ambulancerne og brandbilerne. De kæmpede hver deres kamp mod flammehavet og redningen af personen i cockpittet. Pulverslukkere sendte endnu mere røg ud over sceneriet og indhyllede raceren, hvilket gav plads til redderne, der søgte ind i skyen og forsøgte at flå personen bag rattet ud. Den livløse krop derinde sad dog fast og redderne måtte opgive gang på gang. Flammerne var for kraftige og heden for stærk. Kameraet på helikopteren fangede først det hele, men da producerne opdagede hvor galt det var fat, slukkede de signalet og lod helikopteren flyve væk. Det røde flag var hejst.

Nyheden gik world wide. Verdensetteren, verdensmesteren Anthony ‘Tony’ Lewinsson var afgået ved døden i en ulykke på sidste løbsdag i front af løbet på vej mod den endelig sejr. Hans navn blev råbt i gaderne fra Stockholm til Sicilien og sikkert også i resten af verden. Motorsporten havde mistet sin helt store stjerne. Nogen sagde, at han havde mistet evnen, men han lå trods alt nummer et i tabellen og var på vej mod sejren i det sidste løb. Med imponerende kørsel. Han ville vinde. Det var sikkert. Det kostede ham livet. Brændt til ukendelighed. Han var blevet en helgen. Bilen havde været totalt udbrændt inden brandfolkene havde formået at slukke ilden. Der var det slut.

Tony vågnede på briksen, der stod i et hvidt oplyst rum. Han følte sig gennemtævet, men i live. Han havde ikke selv troet på det, da de sorte mænd havde hevet ham ud og sat raceren i flammer med en anden person i cockpittet. En læge stod bøjet over ham og lyste ham i øjnene. “Hvordan har De det, Tony”, sang stemmen fra manden over ham. “Jo tak. Mørbanket men godt. Gik alt godt?”. Tony kunne smage sod. Han havde endnu ikke været ude, da de smed brandbomberne og tændvæsken, og alt stod i lys lue. “Alt gik perfekt. Som sædvanlig”, udtrykte lægen med en lettere italiensk accent. “Du er nu per definition død. En engel”. Tony sank en klump. Han havde ikke forestillet sig, at de talte sandt, da ‘englene’ som de kaldte sig, fortalte om denne mulighed. Muligheden for at dø, men ikke dø alligevel. Slippe for nederlaget efter endt karriere. Kunne leve resten af sine dage i frihed fra medierne og opmærksomheden, men leve af sin pension. Af sine penge. I frihed. Som mange andre kendte personligheder havde gjort før ham mod en pris. En voldsom høj pris både økonomisk og menneskeligt. Men det var det hele værd. Det havde mange benyttet sig af før ham. Englene nævnte i flæng Michael Jackson, Prince, Kurt Cobain, Amy Whinehouse, Whitney Houston, George Michael, Bowie, Mercury ja selv Elvis. Og det var ikke kun musikere, der var på listen over engle. Også Paul Walker, Philip Seymour Hoffmann, Bruce Lee og sønnen Brandon, Heath Ledger ja selv James Dean og selveste prinsesse Diana havde taget denne vej, som han nu gjorde. Fået ‘Agenturet for engle’ til at arrangere sin død. De tidligere så verdenskendte personligheder levede nu lykkeligt uden for mediernes og verdens søgelys som betragtere af deres eget post mortem. Til en pris javist, men prisen var ikke for høj. Det følte Tony allerede, da han mærkede friheden. “Så, Tony”, fortsatte lægen. “Nu bedøver jeg dig og ændrer lidt på dine ansigtstræk. Sov dejligt”. Tony mærkede ikke stikket i den indlagte venflon, men han mærkede trætheden komme inden alt blev sort.